godnat, historier!

Se det for jer – hvilket billede opstår for jeres indre blik, når jeg siger højtlæsning?

Der findes en meta-forestilling, en skabelon for det gode forælderskab, der bl.a. omhandler dét at læse højt for sine børn. Den fremstilles ofte videnskabeligt med fokus på, at det fremmer udviklingen af ufattelig mange værdifulde egenskaber og kvaliteter hos børnene – og hos familien i det hele taget. Se fx:

http://videnskab.dk/kultur-samfund/laes-hojt-barnet

Da mine børn startede i skole, fik vi også udleveret en bunke skriftligt materiale om fordelene ved at læse højt for børnene – og i en almindelig familie med udearbejdende forældre til små børn, gerne to stks af slagsen, så er det, der oftest kan lade sig gøre, at læse for ungerne om aftenen. Højtlæsning bliver nemt synonym med godnathistorier, for det er dejligt afslappende, en god aktivitet at hygge sig i lune tæpper med, alle bliver lidt døsige, man smiler og taler om forskellige emner, som bøgerne relaterer til; en god stund, som slutter dagen af på en god, hyggelig og ansvarlig måde. Man gør noget meningsfuldt sammen sidst på dagen, fysisk nærhed, samtale – uhmmm god valuta på forælder-kontoen.

Sådan har jeg det i hverfald. Det er det billede, den forestilling, jeg er opvokset med, og jeg har mange minder fra dengang, min far eller mor læste godnathistorie for mig (Den Uendelig Historie og inden da Silas). Mine minder passer præcist til den stereotyp, jeg har beskrevet ovenfor. Derfor er det også en mare, der rider mig dagligt i mit eget forælder-skab, for jeg kan ikke udleve den stereotyp selv, og derfor tænke jeg, at jeg ville prøve at skrive noget om, hvordan jeg tænker dét at læse for og med ungerne, hvorfor det er svært i vores hverdag, og hvordan jeg forsøger at kompensere ved at måske tænke lidt anderledes, mere bevidst over nogle andre måder at opfylde de funktioner, højtlæsning og især godnatlæsning, fremhæves for. Jeg håber, at der er nogle af jer, der har lyst til at fortælle, hvordan I gør. Det kunne være inspirerende!

Med mit første barn gik det fint. Vi læste bøger ofte i løbet af dagen, og altid på sengekanten. To stks. Så kom lillesøster, der er 2,5 år yngre. I starten var hun bare med, mere eller mindre bevidst. Da hun begyndte at tage “Bind Sløjfer, Alfons Åberg” og æde side 7, satte jeg hende ved siden af med sin egen mere diætvenlige bog. Så var der en periode, hvor hun hørte efter og fik det ud af det, hun kunne. Endelig en periode, hvor jeg læste først en bog, storebror på 4,5,6 valgte, og så en, som lillesøster på 2,3,4 valgte. Så kom endnu en søster, men hun var så god til at falde i søvn selv (erfaren mor= kærligt og kort putteritual) inden de store skulle have historie, så hun fik en baby-bog, blev lagt, og så fik de store historie sammen – og storebror læste selv en enkelt læse-letbog højt til sidst.

Alle fik de flere historier læst højt i løbet af dagen, når de havde lyst – og også i ferier. Jeg gik på universitetet og var på 3 barsler, så jeg har haft mange eftermiddage derhjemme, hvor vi kunne læse højt, når det var relevant. Den mulighed er jeg taknemmelig for, men det er jo ikke det almindelige i Danmark. Så jeg fokuserer i dette indlæg på godnathistorien, som for de fleste (tror jeg) er højtlæsningsstundens faste form i hverdagen.

Da lillebror kom, var de andre hhv 2,6 og 9. Jeg er som regel alene med dem alle fra kl 6 morgen til 21 aften, for sådan arbejder min mand, og derfor er det op til mig at give børnene de stimulanser, inspirationer og indtryk, jeg synes, de bør have. Herunder de goder, de kan drage af en daglig godnathistorie. Jeg savner stunden med dem i sengen eller på sofaen, med en god bog. Det er totalt fed lykke at sidde der med sine unger under vingen. Jeg elsker selv at læse og at læse højt, gerne noget underfundigt såsom Strid eller Morgenthaler eller Rune Kidde eller Kim Fupz Aakeson – eller bare noget mere klassisk. Men Damn. Mit liv efter jeg fik nr 4, ikke? Hjælp, det er så som så med den historielæsning. Den store vil helst bruge aftenstunden foran computeren , nr 2 leger med nr 3 (de er ofte i karbad sammen indtil vandet er koldt, næsten 45 min) – og så prioriterer jeg at de skal være med at smøre deres egne madpakker, så de en dag snart kan stå for det helt selv – og det tager også tid. Så snakker vi lidt, så spiser de lige lidt natmad, så skal nr 3 puttes (med en bog, hvis hun vil – og det vil hun ikke altid), og så er klokken vildt mange. Nr 2 er lige startet i 1. klasse, så der er der særlig god pointe i at læse højt for hende i følge forskerne (og dansklæreren og almindelig sund fornuft) – men jeg og hun er SÅ træt, så det bliver kun til en godnatsang 6 ud af 7 aftener. En god én, men alligevel. De bliver bare puttet på så forskellige måder, tidspunkter, steder i huset – jeg kan ikke overskue at få sat en god rutine om godnatlæsning i gang. De store er nu 7 og 9 år, perfekt alder til de lidt større fortællinger og rigtige kapitel-bøger – men så vågner en af de små, så skal jeg amme, så skal nr 3 tisse, så er klokken vildt mange og skulle man se TV-avis, og så er jeg bare generelt meget træt med en 7 mndr gammel baby, der ikke altid sover lige godt om natten. Det gør de jo ikke altid, de små – og sommetider også de store. Det går bare ikke så godt med godnathistorien, og det piner mig. Jeg har dårlig samvittighed, ja jeg har. Og jeg føler, at jeg går glip af gode øjeblikke i børnenes skønne selskab, for det at dele en god historie med dem er skønt. Og der er SÅ mange gode, ikke ?

De får altid en godnatsang hver især, alene i deres senge. Kram og kys og godnat. Men pt ikke altid – og faktisk måske kun et par gange om måneden – en godnathistorie. Det synes jeg er trist, men efter nøje eftertanke, og efter at have tænkt vores aften-vaner igennem, kan jeg ved mine blanke støvler ikke finde en måde at strukturere aftenen med 4 børn i de aldre på en måde, så vi kan få en stund sammen i sofaen med nogle gode bøger. Der er for meget at gøre, som SKAL gøres. Tiden er knap, og man skal sgu ikke “skynde sig at læse godnathistorie”. Det duer ikke, synes jeg. Så jeg må acceptere, at det ikke er lige nu. Det kommer igen, pludselig kan det lade sig gøre igen, måske er det en storesøster, der læser for lillebror, hvad ved jeg – men ikke lige nu. En Godmorgen-historie, måske? For de små, når vi har afleveret de store kl 8 i skole og er kommet hjem, sidder med en kop te? Tjo. Det skulle vi måske prøve.

Indtil da forsøger jeg at være bevidst om de andre historier, der er i deres liv. Fx er der virkelig mange historier i min ældste søns computerspil, som han meget gerne vil dele med mig. Der er historier i alle de tegnefilm og rigtige film, de ser i TV og på DVD. Der er historier i mange af de konsol-spil, de spiller, i deres rollespilslege – alle er det ikke historier i den konventionelle, gennemtænkte, skrevne forstand – men det er også historier, der betyder noget for dem, og som kan danne baggrund for samvær, samtale, meningsdannelse, identitetsskabelse, hygge. Tænker jeg. Det er min mor, som er børnepsykolog og meget inspirerende, der pegede mig i den retning en dag, jeg sad og klynkede over ikke at kunne læse for dem hver aften. Og jeg synes, efter lidt eftertanke, at hun har ret. Der er stadig nogle issues med læse-indlæring, selve den læse-træning, der kommer med at sidde og læse højt med børnene, som jeg skal have på plads. Nu kan de to store læse selv, så dér er mission completed – men med de to små skal jeg finde tid til højtlæsning. Men måske det der godmorgenlæsning kunne være svaret???Det vil jeg prøve at skabe en stund med, tror jeg. Og så tilgive mig selv en stund – jeg er en elendig mor, når jeg har skyldfølelse…..Kender I det?

Kh Pragmamor