“Ih, hvor er du heldig”

Er jeg provokerende?

Jeg har lige læst det, jeg har skrevet nedenfor, og det er ret …udbasunerende. Jeg undskylder på forhånd. Jeg vil ikke redigere det igennem, så det er råt for usødet. Jeg vil hellere bage en kage til min søde veninde og hendes unger, der kommer i morgen, så læs endelig – men stop, hvis du bliver for gal i skralden. Der er mange nuancer, der ikke er med….

Mange ting havde jeg forestillet mig at skulle slås med som hjemmegående. Men ikke folks reaktioner.

For 3-4 uger siden var jeg bare på barsel (mine 3 ældste var i institutioner og skole) og gik hjemme me d den mindste på 7 mndr, helt indenfor normen. Efter jeg har meldt de store ud, og derfor kan ses i byen med de to små på 7 mndr og 2,5 år, samt kl 13 med de store på 7 og 9 og ofte deres kammerater, der skal med hjem og lege efter skole – så rejses der øjenbryn, og folk undrer sig: “hvordan kan hun mon hente så tidligt og have kammerater med hjem og køre dem til guitar kl 14 og se levende ud? Har hun ikke et job?”. Jeg oplever, at jeg er nødt til at fortælle, at jeg altså har valgt at være hjemmegående, fordi børnene ikke havde lyst til at være så meget væk hjemmefra, når nu vi lige er flyttet. Det er da i hvertfald en årsag til at starte med. Nogle siger, at det kunne de godt nok ikke holde ud (det er kun nogle højtuddannede mødre, der siger det), men der er også to andre reaktioner. En, der ser på mig, sådan med glæde i øjnene og siger “arj, hvor er du heldig, det ville jeg også gerne!”, og en, der siger “Nå, okay” og løfter øjenbrynene og laver sådan en mund, der vender nedad i mundvigende. Og ser ud til at have skyldfølelse. Det er også dem, der bliver ilde til mode, når jeg ringer og spørger, om deres barn må komme med hjem og lege – hvis vi også havde deres barn med hjem sidste ude. Jeg kan godt forstå det – navnlig hvis børnene plager om at få en kammerat med hjem, og forældrene er nødt til at sige nej ofte på grund af lange arbejdsdage og manglende overskud til besøg. Det må være trist at skulle afvise sine børn – men på den anden side, hvis man synes, at det er trist, så synes jeg faktisk, at man bør indrette sit liv anderledes, så man ikke behøver skuffe dem. Nu lægger jeg kortene på bordet: hvis man har dårlig samvittighed over at leve og prioritere, som man gør, så gør det anderledes. Vælg om. Med omhu og omtanke på , hvad man virkelig har lyst til at prioritere. Men tag valget, forsøg at vær bevidst om, hvad I vil, både med karriere, børn, familie, hinanden, psyken, sindet, kroppen – det hele.

Jeg er ikke “heldig”. At være hjemmegående er ikke en heldig situation, jeg pludselig er dumpet ned i. Jeg er lykkelig for, at det kan lade sig gøre – og måske varer det ikke ved. Lige nu er det fint, vi kan klare det økonomisk, og alle ungerne synes at trives med det. Det er skønt. Men held?

Hvis man gerne vil være hjemmegående, så findes der muligheder for det, tror jeg. Man kan downscale, leve enklere, flytte. Flere har gjort det, og har beskrevet i detaljer, hvordan økonomien kan hænge sammen. Men måske er det den mentale og psykiske styrke, folk føler, de mangler, og som jeg er “heldig” at have? Hm – det er da en mulighed, og det er også en egenskab som mig selv, som jeg da er meget glad for at have. Uh, selvros – det huer mig ikke (!). Men hvorm alting er, så er jeg da “heldig” at GIDE det her liv herhjemme. Men det handler jo også om, at jeg har vænnet mig til det efter 4 barsler, som jeg har taget rub og stub og meget alene tid med ungerne i for vejen, fordi min mand arbejder så meget og gerne vil det. Jeg har lært mig at have et liv herhjemme. Det er jo  10 års “erhvervserfaring”! Jeg indretter alle beslutninger efter mit liv med børn – og så kan meget lade sig gøre. Det er valg, der er tale om, ikke held. Jeg skal lige tænke over, hvorfor det provokerer mig, at jeg er årsag til andres skyldfølelse….Det irriterer mig ihvertfald. Jeg vil gerne have lov til at være god til at være hjemmegående, uden at det skal betyde enten skyldfølelse eller provokation hos andre, og uden at det skal tilskrives held. Jeg er god til det her, jeg trives med det, jeg er lykkelig – andre er gode til, trives med, er lykkelig ved andre ting. Andre valg. At gennemføre Ironman – at være souschef – at rejse meget på forretningsrejse og lande pissefede deals for sit firma – at give ældre mennesker en skøn, duftende lejlighed at nusse rundt i eller en hånd at holde – at kurere syge børn eller hunde- at bygge fantastiske huse eller køkkener – at udføre smukke, berigende kunstværker, hvad ved jeg.

Så  – jeg er stadig forvirret over, hvordan jeg skal have det med de reaktioner, jeg bliver mødt med. For en gangs skyld hjalp det ikke at skrive. Udover at jeg er lidt klarere på, at jeg vil stå ved, at det er efterhånden er min spidskompetence. Jeg er god til at skabe et liv med børn, at få en hverdag til at køre. Det er jeg, fordi jeg har øvet mig temmelig intenst i 10 år. Frem i skoene, ret ryggen, op med hagen, I andre hjemmegående.

Til jer andre; Lad være med at få skyldfølelse. Tænk jer om: er I glade for jeres job, jeres solo-voksentid, jeres personlige udvikling, jeres karrierer? Hvis I er, så er det da herligt 🙂 Det mener jeg oprigtigt, tillykke med, at I har fundet et liv, der gør jer lykkelige! Stå ved det, også når ungerne godt kunne tænke sig at komme hjem tidligere, eller få kammerater med hjem hver dag, eller gå til guitar kl 14, eller komme hjem til varm te og boller. Fortæl dem, at I elsker dem, at man skal gøre, hvad man må for at finde lykken – og at livet udvikler sig derefter. Fortæl dem, at I simpelthen elsker at gå på arbejde, at jeres venner er derovre, at det er spændende og sjovt, at I bliver glade af det, ligesom de har venner. Den der “jeg går på arbejde, for at du kan få dit fine legetøj og dit store værelse lille skat, lad være med at brokke dig, du har jo fri og leger hele dagen” – det synes jeg ikke er fair. Og det er heller ikke sandt. Vi vælger for ungerne, de vælger ikke. De færreste går på arbejde, på den måde, de gør, for at ungerne kan få det, de peger på. Man kan arbejde på mange måder, med mange ting til mange tider mange steder. Vælg det, der giver jer det liv, I gerne vil have. Lær dem, at man skal tænke over, hvad man vil med sit liv. Prøv at undgå den der tone af, at de skal vokse op med permanent skyld over, at mor og far aldrig kunne lege eller være hjemme, for at de (børnene) kunne have det godt. “Godt” er i denne sammenhæng meget relativt! Måske en mindre bolig, cykel i stedet for bil, nul chartertur, færre arbejdstimer? Eller et andet sted? Lær ungerne at stå ved, at det er ok at vælge lykken, vis dem, at I er glade for jeres arbejde, husk på, at I vælger jobbet fremfor tid med børnene, så VÆR glad for det forp…job. Hvis I er glade for det, så lad være med at få skyldfølelse, når I møder en glad idiot som mig, der hellere vil investere min tid anderledes, og dermed gå glip af de skønne, spændende og interessante timer på jobbet, som I nyder.

Der situationer, der ikke efterlader noget valg hos os voksne. Tidspunkter, hvor man bare skal overleve. Desperate, sorgfulde, frustrerende perioder, man bare skal stå ud sammen med sine børn. Hvor der at flytte, at skifte job, at gå hjemme, ikke er en mulighed. Det er ikke de situationer, jeg adresserer her. Selvsagt. Men før man tænker, at det er held, så børn man gøre sig selv selv den tjeneste, om man mon ikke er glad for sit arbejde? Om man virkelig godt kunne tænke sig det samme “held”? For måske kan det lade sig gøre…

Kh Pragmamor – nu er der desperate housewifes, juhu! Og Madman bagefter, farlig aften…