Det her er skrevet tidligere på ugen, men jeg fik ikke lagt det op….Here goes:
Her op ad formiddagen kl 10.20 på en regnfuld tirsdag er jeg omsider ved at komme til mig selv. Jeg var helt død i morges, og da der gik kuk i nr 3´s middagslur i går, og hun sov alt for sent, var hun oppe til kl 23 og derfor også meget træt, da vi skulle køre de store i skole i morges. Så da vi kom hjem, puttede jeg lillebror, så prøvede vi Godmorgenhistorie-konceptet af (kan ikke nå at læse godnathistorie, så måske en historie om morgenen?), og så – OH FRYD – så nr 3 Askepot på DVD, mens jeg sov ved siden af hende på sofaen. Jeg har det ikke godt med det, nej jeg har ej. Det er dyrebar tid, mens den mindste sover, hvor vi kunne lave noget helt eksklusivt sammen, bare mig og hende. Jeg skylder hende sgu også mere end at ligge og sove på sofaen som en eller anden teenager. Men altså. Jeg ku sgu ikke mere. Så jeg forsøger at tænke anderledes om det; nemlig, at hun har mere glæde af en frisk mor en times tid senere, end en galhovedet zombie hele formiddagen. Men vildt nok, så er idag faktisk også den allerførste dag, siden jeg tog hende ud af børnehaven for nogle uger siden, hvor vi ikke har planer. Der kommer ingen på besøg, vi skal ikke i skoven eller på biblioteket, ikke i legestue eller ud og besøge en anden på barsel, ikke på bytur, ingenting. Det er skønt! Jeg må sige, at jeg er forundret over, så fyldte, dagene blev omgående. Jeg frygtede, at min søde lille pige på 2,5 år kunne lide den tort at blive socialt isoleret af at gå herhjemme med mig, men den frygt blev lynhurtigt gjort til skamme.
For der er masser af liv omkring hende. Jeg fandt straks en legestue i en naboby, hvor der to gange om ugen er en 10-20 andre børn, hun kan lege med – og hvor de vist også tager på ture, synger, maler og sådan noget. Jeg er så heldig at have en skøn nabo, der også går hjemme med sin datter på præcis samme alder, og vi ses ofte – det venskab er jeg jo enormt lykkelig for, det siger sig selv. Hvor heldig kan man være? En, der går med på børnebiblioteket, i skoven, på tur, leger med modellervoks og bager tilmed pandekager. Jeg har også endnu en veninde her i byen, som også går hjemme, som vi har hygget med nogle formiddage. Og så er der de dage, hvor jeg er i mødregruppe, eller hvor en af de store har haft fri (stress-præventiv fridag, som jeg skrev om herinde). Og mødregruppe-dage. Og dage, hvor Bedste er på besøg. Og så er det ikke at forglemme, at hendes store søskende kommer hjem allerede kl 13 (hvor vi henter dem), og der er altid en af dem, der gerne vil lege. Det er så ikke altid, at nr 3 gider lege med dem, men tilbuddet er der. Også deres kammerater, som der som regel også er her – de er også søde unger, der synes, at små tøser er sjove, for det meste.
Så isoleret, nej, det blev så ikke lige problemet. Det er sandt, at den slags leg, der foregår i en børnehave/vuggestue, hvor mange jævnaldrene børn leger frit; den slags leg har hun ikke meget af – jo, når hun lærer dem i legestuen bedre at kende. Ikke lige nu. Hun har enkelte veninder på besøg en ad gangen og leger, mens mødrene ævler og drikker kaffe og skubber gynger. Men hvem siger også, at leg i store grupper det er nødvendigt for en god barndom, eller for udvikling af sociale kompetencer? Jeg er med på, at institutioner er normen, og at tiden i institutioner er professionaliseret, så børnenes ophold her søges optimeret. Fri leg er man jo på vej væk fra, og jeg tror faktisk, at det er en god ide. Fri leg er sgu hård kost for de fleste, og hierakiet blandt børn er ikke til at spøge med. Jeg har selv arbejdet både i vuggestue, børnehave og SFO, og jeg har da den erfaring, at der alle 3 steder går meget tid med, at børnene leger alene, hver for sig. Cykler rundt på legepladsen, leger med sand, går rundt og leder efter en god leg, venter på at den fede nye mooncar er ledig. Eller, hvis personalet er presset, går rundt med våde sokker, snotnæse, beskidt om munden og halvklynker af kedsomhed. Når der er fællesaktiviteter, såsom “skal vi tegne?”, så er det ofte en voksen til 8 børn, hvor de fleste af ungerne ikke kan tegne noget konkret, og derfor blot sidder og krøller papir og smider propper væk. Det er ikke en udvikling af kompetencer, det er snarere passificering. Måske kopierer de hinandens evner med papir og tusch, det ville være super – men det er ofte ikke tilfældet. Det pædagogiske tilbud i en institution kan være fantastisk og positivt, men det kan tid i hjemmet også. Det er to forskellige ting, der kan tilbyde hver sit. Jeg tror ikke, at det er alfa og omega, at små børn skal lege eller aktiveres i store grupper. Hvis man som hjemmegående tænker over, hvad man gerne vil udvikle hos sit barn, hvad man gerne vil inspirere, hvordan de skal lære , hvad de synes er sjovt og udfordrende osv – og sørger for at indrette nogle timer om dagen til at imødekomme deres behov for socialt udviklende sammenhænge, så tror jeg, at man kan være helt rolig. Når man har ældre børn i huset, så er der masser af social kompetence-træning hver dag – men hvis man ikke har, så har man måske tid til at tage mere ud af huset, eller til at gå til nogle fritidsaktiviteter med barnet, eller man har et andet overskud til at lege mere med barnet selv. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke leger særlig tit med nr 3. Næsten aldrig. Vi læser, bager, tegner, laver lim-krims-krams-kunst, går ture, gynger, synger – men rollelege er jeg ikke god til. Den klarer hendes søskende, og det er jeg taknemmelig for. Jeg tror også , at det er vigtigt, at de lærer noget om at dele legetøj, om at løse konflikter, om at respektere forskellighed, om glæden ved at gøre andre glade og mange andre ting, som kræver voksenhjælp. Det kræver, at man sørger for, at ens barn indimellem er sammen med jævnaldrende børn (eller et barn) i trygge rammer, hvor det at blive udfordret ikke bliver ubehageligt og skræmmende. Hvor en konflikt kan løses med Mor eller Far ved hånden i trygge omgivelser, ikke kl stress-og-jag på vej ud af Føtex.
Børn har brug for voksenhjælp, når de møder noget, de ikke kan håndtere. Den får de mere af derhjemme, end de gør i institution, hvor der op til 20 unger pr voksen (sådan ser det ud mange steder i ydertimerne indtil kl 9 og efter kl 15).
At passe sine børn hjemme tror jeg kræver omtanke, og det kræver, at man orker at SE sine børn. Være deltagende, men det behøver ikke betyde, at man ligger og roder rundt på gulvet klædt ud som Palle Pirat fra kl 7 til 15.
Social isolation kan snildt forekomme hos børn, der er i institution hver dag fra 7.30 til 16.30. At være i institution hele dagen betyder ikke, at børn bliver harmoniske, socialt velfungerende, sympatiske individer. Det er kvaliteten af samværet, både med børn og voksne, der skal være i fokus – ikke kvantiteten. Med det sætning mener jeg ikke, at en halv times koncentreret, fokuseret tegning med Far kan gøre det ud for at nulre rundt sammen en hel dag – “kvalitetstid”-tænkningen har i det moderne forældreskab taget overhånd, synes jeg. Begge dele skal på banen. De mange timer, man tilbringer sammen, når man går hjemme, har også stor værdi, mener jeg – det er guld værd bare at være sammen uden at der “sker” noget særligt. Det, der var så fedt, da man flyttede sammen med en kæreste eller en rigtig god veninde – husker I? Så behøvede man ikke “lave noget” sammen, man var bare sammen. Børnene falder til ro på en skøn måde, er bare trygge og begynder at lave ballade, når det er nok. Ligesom de laver ballade, når de har fået fokuseret aktivitet nok. Æder oliekridtene, sætter sig på legoborgen, kyler Dukke Maja af H til, putter modellervoks i potteplanterne.
Nå, nu gider mindstemanden ikke tygge på peberfrugter mere. Han har siddet her ved min side og gumlet og gnedet sine ømme gummer, mens jeg skriver. Nu er han gået videre til at smatte tomater, det duer vist ikke.
God weekend til jer alle!
KH Pragmamor
Kristina Hobbs - mor til 5 