Mandag, kære mandag – hverdagen er så gu helt ok. Formiddag i børneteater med de to små og sød nabo med hendes datter, så hjem mens de små gik omkuld i nyanskaffet genbrugs-tvillingevogn. Hurra for den! Hente to heldigvis meget glade unger fra skole – min ældste søn havde givet et nummer på guitaren for sin klasse, og meget mod min forventning havde ingen drillet ham 🙂 Dejligr, når børn overrasker positivt på den måde! Min nr 3, den store DIVA m strutskørt og plastikbling fra top til tå, derimod, hun hilste begge sine søskende fra sin kommandocentral på forsædet” I er dumme, begge to, siger jeg”. Flot, møgunge…Og så overtaler hun dem endda til at vi kan høre Kattejammerrock (den der med Hvæshvæspivpivpiv fra 70’erne) hele vejen hjem. Vi kalder hende Lady Gaga i øjeblikket, comprendo?
Da vi så kommer hjem, gik min indre “picture perfect Mommy” lige i selvsving og fik en fiks ide om, at de da skal ud og lege i det dejlige efterårsvejr i mindst en time, når nu de ikke går på FO og har siddet stille hele dagen. Det besluttede Mor her lige, mens jeg hang frakke op, pakkede klapvognen ud, lynhang vasketøj op og sådan noget “komme ind ad døren”-halløj. Da jeg var klar til at søsætte eftermiddagen overfor mine intetanende børn, gik jeg ind i stuen og skulle til at sige “så er det ud og lege, venner” – men faktisk nåede jeg at stoppe mig selv. De havde sat sig ned på gulvet og lege med deres mindste bror alle 3, og de så sådan lidt trætte, forblæste og hyggelige ud. Jeg holdt lige vejret og tænkte over, om det mon også var helt nødvendigt at smide dem ud og lege LIIIIGE nu…Selvom mit indre skema sagde noget med, at man skal ud og lege efter skole. Jeg lod dem sidde. Lidt efter blev Lady Gaga tosset over noget, og legen gik i opløsning – og herefter gik nr 2 ud og legede alligevel, af sig selv. Efterfulgt af storebror. Kun Lady Gaga og baby blev inde – og så lavede vi kastanjedyr. Indtil DIVAen blev sur igen – men så kom de store ind, og vi fortsatte produktionen. Det blev megafint – meget ukonventionelle dyr, noget med en familie grankogler med cigar og strutskørt og en dødsspiral (??)- men tænk, at man kan nyde en times tid med sine 4 unger en solskinseftermiddag i oktober. Det er fed fed lykke. Godt, at jeg fik stoppet Fru Suresen, inden hun fik smidt dem alle udenfor og brød deres egen rytme. De gik jo ud af sig selv, helt uden min kommando. Men nogle gange kan den der forp…dagsorden, jeg har som Mor og kaptajn på skuden, bare være så svær at slippe. Jeg skal sørge for, at deres behov er stillet med hensyn til så mange ting, at jeg helst vil tage dem i en bestemt rækkefølge, og så ligesom “krydse af” på den indre liste, jeg har i hovedet over “fri leg, aktivitet, sund mad, frugt, bog, kreativitet, samtale, socialt samvær, nærvær, solotid m Mor, bad, fysisk aktivitet, lærdom” etc – (vilkårlig rækkefølge), så når de går i seng, har jeg en nogenlunde fornemmelse af, om jeg skal have god eller dårlig samvittighed over dagens forløb. Men den der rækkefølge, den der liste, glemmer jo, at det er meningen, at jeg skal lære dem at lytte til deres behov og stille dem selv. De ægte behov, ikke pseudo-substitutterne. Ikke spise slik, når de trænger til knus og samtale, ikke se Disney XD, når de trænger til at slappe af i hovedet – lære dem at lytte til, om de trænger til at hoppe eller slappe, til rugbrød eller varm te, til vilde grin eller stille musik. Det lærer de jo ikke, hvis jeg glemmer at SE, hvad de har brug for, før jeg kommanderer rundt med dem. Vel?
Lige nu mangler jeg kulørte piberensere. Kan man slutte et indlæg af på den måde? Det gør jeg, for jeg skal lege gemmeleg.
Kh Pragmamor
gHej Pragma mor 🙂
Elsker at læse på din blog. Blir i så godt humor af den. Og kan se mig selv i dine tanker om at være perfekt mam 🙂 til 4 🙂
Fortsat go dag
Kh Pia
LikeLike
Kære Pia,
Jamen selv tak, nu blev jeg også i vildt godt humør af at læse din kommentar 🙂 Har idag haft succes med at droppe at gå udenfor overhovedet – men har stdig lidt kvabbabelse over det. Torskedumt, det er jo elendigt vejr, men det er som om, at der er noget indgroet 1950-pædagog i mit indre, der siger, at stormvejr og hagl rimer på dejligt røde kinder og sunde børn. Det er da sikkert fint og godt at komme ud – helt sikkert, faktisk – men hvorfor lige i møgvejr? Kom nu, Pragma, FAT DET, det er OK at blive inde idag….Hm. Måske jeg fatter det i aften..
God eftermiddag til dig, PIa.
Kh Pragmamor
LikeLike