læste en rystende artikel i en avis i weekenden – om vuggestuebørn med spiseforstyrrelser. Eksperter fortalte, at de små ml 0-3 år i stigende grad lider af spisevægring, som ofte kan forklares med relationen til mødrene. Sundhedsplejersker og psykologer udtalte i artiklen, at mødrene ikke bruger tid nok på at danne en nær relation til deres nyfødte, fordi de har antennerne ude alle mulige andre steder fra start. Tid og nærhed er en mangelvare, og mødrene bliver ofte stressede og usikre på deres egen formåen som forældre. Deres stress forårsager spiseproblemer hos børnene. Sidst i artiklen fortæller psykolog John Halse, at man jo ikke skal forherlige de gammeldags hjemmegående mødre uden karrierer og facebook og cafebesøg for meget, når nu man er i gang med at revse de moderne mødre. I 1950’erne satte mødrene sig ikke ned og spurgte barnet, hvordan de havde de i dag, eller satte sig ned på gulvet og byggede ridderborge eller smurte sig ind i fingermaling eller kravlede i træer eller lod barnet smatte rundt med maden for at øve selvhjulpenhed eller gik til babysvømning,babybongo, babyafrodans. De satte dem i kravlegården, lod dem stå i sengen eller sendte dem ud og lege. Også i frostvejr i knæbukser og træsko. Indenfor skulle man tie stille, sidde stille og blande sig udenom. Ikke grise. Ikke tale. Være pæn og ren. Den tanke synes jeg, John Halse gør ret i at tage op. Der ligger noget i, at det at vælge at gå hjemme i 2012 ikke er et skridt tilbage til 1950 – det er en optimering af det, vi lærte af vores bedstemødre, af vores frihedskæmpende mødre, og af eksperternes fortsatte søgen efter den perfekte barndom. Det er f…svært, det er IKKE et tilbageskridt – det er en udvikling!
Prøv at tænke videre i sammenligningen med dengang – det var et samfundsideal, at kvinderne passede børn og hus. Idag kan det lade sig gøre at vælge, om man vil være hjemme eller på arbejde. Vi kan holde hus og familie mætte og rene på lidt mindre tid end dengang, fordi vi har flere hjælpemidler og kan købe os til stort set alting. Vi behøver ikke dyrke noget selv, at lave rullepølser, rugbrød og sylte rødbeder er en hobby, som dårligt kan betale sig. Vi kan kogevaske uden at bruge en hel søndag. Vi kan støvsuge og slå græs elektrisk. Vores bedstemødre skulle arbejde hårdere for den levestandard, vi tager for givet, tidmæssigt og fysisk. Til gengæld hjalp de hinanden, hvor vi i dag har tendens til at konkurrere om, hvem, der kan klare mest selv, når vi viser vores skinnende og bolle-duftende hjem frem til kaffeslabberaser. Den ekstra tid, vi har vundet ved teknologisk hjælp, er den tid, vi har at investere i at passe børn. Det gjorde de også i 1950-erne, samtidig med husholdningen – men uden de pædagogiske ambitioner, moderne hjemmegående husmødre har for deres børns udvikling. Vi er jo selv den første generation, der er blevet passet ude som små – vi kender hele remsen om, hvor meget børn lærer af at være i institution, for deri ligger jo hele argumentationen for, at de gudhjælpemig SKAL afsted, kvinderne skulle jo ud på arbejdsmarkedet, der manglede hænder, der var ledige jobs, samfundet skulle udvikles, VÆK fra kødgryderne, kvinder, overlad trygt børnene til os, der ikke kender dem – vi kan vores kram, stol på os. I 40 år har vi hørt, at små børn skal passes ude, og vi ved, hvorfor det er godt for dem. Hvis vi vælger at passe dem hjemme, er der et helt batteri af viden om, hvilke oplevelser og erfaringer fra institutionsverdenen, vi tager fra dem. Som vi så skal give dem noget lige så godt som – eller bedre end. Derfor har børn, der bliver passet hjemme i 2012, bedre plads til leg og udvikling, end de havde i 1950 – hos de mødre, John Halse henviser til. På hjemmesiden “hjemmeunger.dk” kan man læse stakkevis af gode råd og tips om, hvordan man kan fylde sine unger med pædagogiske aktiviteter derhjemme, ligesom mange hjemmegående, jeg har talt med, bruger meget tid på biblioteker, svømmehaller, skovlegepladser, hobbyforretninger og i legestuer. Når jeg går herhjemme, vil jeg jo gerne gøre noget sammen med mine unger, i hvertfald to timer om dagen skal gerne bruges koncenteret på dem, og ikke med et halvt øje på noget madlavning eller støvsugning. Det er måske de to timer, jeg har vundet via teknologien. For jeg kan faktisk godt finde de to timer- nogle gange mere. Men det er dem, der adskiller mig fra fortidens hjemmegående husmødre. Dem, og det, at det er et eksplicit ønske om at være sammen med mine elskede børn, der gør, at jeg er en moderne og ikke en reaktionær mor. For jo, jeg knokler med husholdning meget af tiden. Men jeg vil så gerne bruge mere tid på ungerne, hver dag, hele tiden. Det gjorde de ikke for 70 år siden. Børn har en anden rolle i samfundet idag, heldigvis. Den har de ærlig talt fortjent.
Kh Kristina
Kristina Hobbs - mor til 5 