Kære opfindere i det ganske danske land. Specifikt opfindere af nervemedicin og andre hidsighedsdæmpere samt møbelproducenter.
Hej.
Jeg bliver sindssyg af at skifte betræk på min uldsofa. Ikke bare sådan lidt irriteret, så man stopper op, tørrer sig over panden med bagsiden af håndet og siger “æææihhj altså”. Næ, vi taler full-blown hysterisk-smiden-rundt-med-puderne-trampen-på-betrækket-lilla-i-kinderne-Steen-og-Stoffer-pisse-arrig. GRRRRRAAAAUUUGGGHHH!!
Hvorfor i al HELVEDE skal der spares på lynlåsene i sådanne anordninger, så man skal bøje de MEGA stive puder to ti forskellige leder og kanter for at MAAAASE puden ind, HIIIIVE i lynlåsen, MOSLE med bagsiden, PROPPE puden ind, SVEDE litervis – og derfor vaske betrækket lidt for sjældent? Altså herhjemme venter jeg til ungerne selv godt at se (og lugte) at de der gamle rosiner, der sidder fast på bagsiden, og det der glas juice, der blev tabt en morgen midt på sofaen, og flormelisen, vindruen, saftevandet og ikke mindst æblegrøden faktisk ikke gør noget positivt for komforten i den gamle flyder. Når sæderne knaser, så skal det vaskes, ikke? Men for dælemsplidemig…Vi kan sende folk til månen, så kan vi så gu da også finde ud af at lave vaskbart betræk, der ikke koster på statsbudgettet pga hystade-anfaldne og behandlingskrævende mødre – eller nogen må opfinde særligt målrettede nervepiller, som virker beroligende i bare 15 min ad gangen…
Ha en god dag derude!
Kh Pragmamor