Når jeg gør det rigtig dårligt.

13

15. november 2012 af Kristina Hobbs

i tusmørket sidder jeg på gulvet i stuen med et sjældent glas rødvin, ungerne leger (nu skal en lige tørres, to sek)

..

..og Tim Christensen og Bjergtaget på anlægget. Mmmm. Har tænkt så meget på, at jeg gerne ville skrive om, hvordan jeg har et vældigt svagt punkt som forælder. Nok mit svageste. Det er, når jeg misbruger min position som de børns et og alt. Når der opstår en magtkamp, og jeg trumfer dem totalt på ét sekund. Lige markere, hvem, der er bossen her, ikke? ØV, jeg hader mig selv i de øjeblikke. Det er jo ingen reel magtkamp med børn på den alder, de kan jo stort set ingenting bestemme med mindre jeg lader dem. Det er en latterlig og magtliderlig størrelse, sådan en magtdemontration. Uh, det løber mig koldt ned ad ryggen over mig selv. Sidst, det skete, (nu skal jeg lige give nr 3 – også kaldet Lady Gaga – minnie mousekjole og stråhat på.)

(nu skal jeg finde batterier til en wii-control til de 4 9årige knægte, der spiller Just Dance)

..

hvor kom jeg fra – nå jo – det skete sidst, da nr 2, min skønne, modne, fornuftlige, kloge, smukke, sjove, finurlige og elskelige datter, skulle hjem fra svømning i torsdags. Det korte af det lange er, at vi alle 4 ( nr 1,3,4 og mig) havde siddet og ventet på hende ml 16 og 17 i cafeen, alle var trætte men havde opført sig eksemplarisk trods afsavn, og jeg synes, alle havde gjort det så godt. Også mig. Som havde taget muslibarer med til hende, for det elsker hun. Og i øvrigt imødekommet hendes store ønske om at gå til svømning, selvom det er hård kost i vores hverdag med flere fritidsaktiviteter. Jeg kunne opremse alle mulige grunde til, at hun “burde være glad og taknemmelig” – men det ændrer ikke på, at det er min prioritering, at hun går til svømning på et familiemæssigt umuligt tidspunkt og med store omkostninger for alle mand. Det er ikke hendes ansvar, det er mit, og det bør ikke ligge hende til last, at det er hårdt for de andre. Nå.

Hun flipper ud og skriger af mig over, at det er de forkerte muslibarer. ” det skal være dem med chokolade, jeg gider ikke ha dem” – råber hun, ” jeg vil være længer ei sauna, hvorfor skal vi hjem nu!”. Surmuler bagefter med armene over kors.

Og.

så.

går jeg fra hende. nr 4 på armen, nr 3 i armen, nr 1 i forvejen med bilnøglerne, mig med faste tramp ud til bilen. Mens hun står der i foyeren. Ind og hente hende, fast greb i armen. “Nu er det fanme nok, din tarvelige tøs. Så er det hjem, jeg gider slet ikke det der pis!” Hvæser jeg. Mens jeg står udenfor min krop og kigger på mig selv i fugleperspektiv og rystede på hovedet, opgivende, sukkende. Ved godt, at den er helt gal. Og at nu bliver pigen ked af det.

ud i bilen, ind i bilen, ind med Ipads, klapvogne, svømmetøj, juicebrikker og resten af oppakning. Ppå vej hjem i bilen sidder hun foran, mens jeg er rød i kinderne, stadig gal. “Hvad fanden bilder du dig ind, vi har allesammen siddet der og ventet, de små er trætte, Bastian er her også og var inde og se dig svømme, det hele for dig, og så teer du dig? Din møgunge!”  – jo, det siger jeg. Frygteligt. Og det værste er, at hun bare er stille og kigger ud af vinduet. Det provokerer mig. Så jeg bliver ved med mine nedgørende kommentarer. “Tal dog til mig,  hvorfor fanden er det så vigtigt hvilken slags bar det er??” Ender med at få kørt ind på en parkeringsplads og truer med, at hun skal gå hjem selv ( i en by, vi lige er flyttet til i sommers er det ret skræmmende). Så tager storebror fra bagsædet affære og siger klart “mor, tror du ikke, hun er ked af det nok nu? Kær nu bare hjem!” “Ok, så kører vi, ” siger jeg . Stadig gal. (og infantil og latterlig). “Fatter stadig ikke, hvad fanden der gør dig til sådan en utaknemmelig unge” og blabla bla får jeg sagt alt muligt. Indtil storebror igen bryder ind: “Mor, hold nu op – du fortryder det altid bagefter, og hun er jo ked af det. Lad nu bare vær!”. ” Er du ked af det, eller er du bare fornærmet?” spørger jeg – omsider, Einstein – og så bryder hun sammen. Fortæller, at hun hele tiden har været ked af, at hun blev gal over det med muslibaren. Og at hun nu er ked af det og vred over, at jeg har sagt så mage dumme ting og kaldt hende en møgunge. Det hader hun med rette. Så går vi ind i huset, og jeg siger omgående undskyld for at have misforstået hendes afvisende holdning. Lover, at jeg fremover spørger hende, om hun afviser mig af dårlig samvittighed eller af fornærmethed eller hvad, i stedet for at antage, at hun er fornærmet, når hun tier stille og surmuler. Og i øvrigt burde jeg have vidst, at det var en dum dag at starte til svømning (hun er meget genert, og det er voldsomt at starte på noget nyt), når hun er træt og kom hjem fra minitur til London med far natten før. Det er mit ansvar, og jeg prioriterede forkert, og jeg tolkede hendes kropssprog forkert. Øv. Og undskyld. Hvorfor holdt jeg ikke bare mund, hun var jo helt ødelagt allerede, da jeg gik ffra hende – bagefter fortæller både nr 1 og 2, at de fortryder det hele og bare vil være gode venner, så snart jeg ser på dem med nogle helt bestemte øjne. Er det ikke skrækkeligt? Jeg har sådan et blik, der bare får dem til at krympe sig! Og så føler jeg det nødvendigt at tilføje alskens lede bemærkninger….føj, jeg skammer mig…

Nå. Magtkampe med børn. Dum ide. Virkelig. Når jeg ser det der totalt besejrede blik i deres øjne. Når de bare er klar til at tilgive en hvadsomhelst, ligemeget hvor dum man har været. Det er så forfærdeligt, hvor loyale børn er. Knuser mit hjerte. Og forpligter mig på livstid til at gøre det lidt bedre hver dag.

Nu har jeg delt det her med verden. Det er nok forkert. Men det hjælper at se det på skærmen. Og efter den svada forleden om mine fortræffeligheder som efaren mor, så skal jeg jo også skrive om mine fejltrin. Og det her er et af de store. Og desværre er det ikke første gang, at jeg nedgør et barn i affekt. Men jeg hader det altid, og siger undskyld med eftertryk – og tænker meget over det – forsøger at gøre det anderledes.

Der er ikke så meget andet at sige. For jeg er inviteret ind i nr 3’s hule. Selvom jeg er en dum mor nogle gange.

Kh Pragmamor

Reklamer

13 thoughts on “Når jeg gør det rigtig dårligt.

  1. tinabak siger:

    Åhhh ja sådan kan jeg også reagere så kan nikke genkendende til det du skriver…og man fortryder det bagefter og undskylder mange gange…man lærer lidt af det hver gang og vi er jo også kun mennesker…respekt for at du også skriver når vi dummer os for det gør vi voksne jo også….stort knus til dig

    Like

  2. Helle siger:

    Vi er, som Tina skriver, kun mennesker. Nogen gange infantile og knapt så fantastiske i vores opførsel. Slå ikke dig selv oven i hovedet med det alt for længe. Dine børn er heldige. De har en mor, som har valgt dem til 100% ved at gå hjemme. En skøn mor, som vælger at reflektere over sine handlinger … også dem vi helst ikke så gerne vil kendes ved….for at kunne blive en endnu bedre mor i stedet for bare at køre videre i sit reaktionsmønster! RESPEKT! Det er bestemt ikke alle, der formår det. Knus Helle….en anden hjemmemor, der også kunne fortælle historier som din…

    Like

    • pragmamor siger:

      Kære Helle og Tina,
      tak for jeres tilbagemeldinger, bliver så glad og faktisk overrasket hver gang, der er nogen, der har læst mine indlæg og er så søde at skrive tilbage. Og hvor er det søde og opbakkende ord, I kommer med, tusind tak. Jeg håber jo på, at mine fejltrin som forælder er med til at gøre børnene til stærkere individer, sålænge jeg sørger for at få indrømmet mine begrænsninger og fejl og lader dem vide, at jeg absolut ikke synes, at det er ok at reagere, som jeg gør. Men bagsiden af det er bare, at de bliver bange, når jeg bliver vred – nr 3 siger “jarj blir bange når du rrrråbte, mor” og græder, og nr 2 bliver helt stille og får mørke øjne – nr 1 er ved at komme videre, han er så stor, at han ikke bliver bange mere. Frygt er ikke konstruktivt, tror jeg. Ønsker ikke, at de opfører sig på en bestemt måde af frygt for, at jeg bliver vred. Men balancen mellem frygt og respekt kan være svær at finde, når man – som I skriver – også bare er et menneske, som kvajer sig! Men glæder mig dog over, at de står sammen som ærtehalm, når jeg bliver sur. Det er fedt at se deres loyalitet ikke kun gælder mig overfor andre, men også mellem dem overfor mig. Som barn stod min ældste lillebror og jeg desværre aldrig sammen mod mine forældre, og det er trist, synes jeg idag. Og dumt af os! – eller mest af mig, jeg var jo den ældste.
      hm…
      Så jeg siger undskyld, indrømmer at have gjort noget helt forkert, og siger tak fordi de tilgiver mig. Men synes stadig, at det er så knusende at tænke på den magt, man har som forælder. Børnene vil bare have fred og forsoning for alt i verden, ikke? Suk….
      Knus til jer også. Og god weekend!
      Kh Pragmamor

      Like

      • tinabak siger:

        Det er også stort som forældre at sige undskyld ( har jeg også brugt ) men ikke mange vil gøre det…tror jeg ikke…som jeg har skrevet før så synes jeg du gør det hammer godt og dine indlæg oser altid af glæde og positivitet også selv om det har været en træls dag…

        Like

      • pragmamor siger:

        Tror j siger undskyld mindst 5 gange dagligt. Mit princip er ikke ” gør hvad jeg gør” – den slags rollemodel er jeg for alene med børnene til at kunne leve op til. Findes der noget der hedder ” autentisk forældreskab”? Så er det min model. Jeg håber at vise mine elskede børn at man kan kvaje sig og så siger man undskyld og gør hvad der skal til for at fortjene tilgivelse. At man skal kunne rumme hinanden selvom man ikke er lutter overskud. Meget god rationalisering af mine hysteriske anfald, ikke? 🙂
        Hvad gør du m 7 unger og jul ???

        Like

  3. Søs siger:

    Hej!
    Jeg vil også bare sig tak for din ærlighed, ingen er perfekte. Heller ikke jeg!

    Like

  4. Kirstine siger:

    Er lidt sent ude med svar kan jeg se, men vil også bare sige at jeg beundrer dit mod også her. Det er genkendeligt og lettende at du er åben om de situationer hvor temperamentet tager over. Og jeg tror det er de moderne mødres redning at turde dele de dårlige erfaringer også. Så tak fordi du også her gør meget for at vende en trend. Perfektionsblogs er altså vejen til undergang for vores køn. Dine børn har tilgivet dig – fordi de ved du ved du gør dit bedste og fordi de kan se at du prøver! Du er jo også på i mere end almindeligt meget tid i løbet af en arbejdsuge i forhold til 4 børn. Så du skal også bare tilgive dig selv nu! Og ja, det at de er loyale og tackler det sådan er jo også et cadeau til dig og din mand.

    Knus og god weekend/ Kirstine

    Like

    • pragmamor siger:

      Kære Kirstine
      Tak for din sympatiske kommentar. Det hjælper , og det viser mig, at det var det helt rigtige at dele mine fejltagelser med jer 😉
      Kh og god weekend!
      – og r det næste uge du starter på arb? God fornøjelse, blir da herligt at komme afsted, drikke morgenkaf i fred, ha hovedet lidt for sig og og ha noget pænt tøj på, måske endda noget der skal stryges! Jeg glædede mig sgu t at komme afsted efter barsel m nr 1 og 2!!

      Like

  5. Mette Pedersen siger:

    Jeg kan se, at du har fået nogle rigtig gode kommentarer – og jeg er helt enige i dem. Også jeg beundrer virkelig dit mod til at være så ærlig, og til at berøre de tabuer, som f.eks. det, at vi alle kan tabe besindelse ind i mellem i…. det er jo blevet lidt sådan, at det “må man helst ikke”. Som om at vi alle skal kunne hvad som helst når som helst så perfekt som det kan gøres…. Selvom meget skæld ud og råben selvfølgelig ikke er det super-sundeste for ungerne, så er det dog samtidig rigtig vigtigt, at børnene mærker forælderen som menneske – med alt hvad det nu indebærer. Hvis man gemmer sig bag en kunstig skal, og ikke tør tage konfrontationer af hensyn til at barnet ikke må opleve den gale forældre, så vil børnene da også kunne mærke dette – og spørgsmålet er hvad det gør ved barnets virkelighedsfornemmelse. Og virkeligheden er, at vi alle har nogle grænser fysisk og psykisk. Du fandt din grænse denne dag og du taklede efterfølgende situationen godt og ansvarligt efter min mening. Dit indlæg rørte mig virkelig meget – jeg kunne også genkende noget fra min hverdag – og jeg har da samme skrupler som dig, når jeg kommer ud over min grænse. Jeg synes at du takler situationen super flot – og jeg ser det sådan at dine børn er heldige at have en meget autentisk og meget kærlighedsgivende mor, og DET er en gave….knus herfra

    Like

    • pragmamor siger:

      Kære Mette
      Tak for din indsigtsfulde kommentar.
      Kh pragmamor

      Like

    • pragmamor siger:

      Hov
      Ville også skrive igen tak for dine råd mht ferie, skat osv. Har fået hul på det, undtagen SKAT. Min mand har et stort byggeprojekt med deadline om nogle uger, så vi ser ham ca 10 min dagligt og ikke nok til at j kan få ham til at give mig relevant Info om nye lån i hus etc. Tænker jeg bare ringer til banken…
      Men du kan tro jeg sad med din kommentar ved siden af computeren, da jeg ordnede dagpenge, ferie, tilskud osv!
      Kh igen

      Like

      • Mette Pedersen siger:

        Hvor er det bare fedt at høre:-) … og er det ikke bare super skønt at få ordnet alle de der praktiske papirting, når har hobet sig op. … jeg hader selv når de hænger over hovedet på mig. Og når det så er overstået, så føles det bare godt….jeg får den der “styr på sagerne”-glæde…..

        Like

      • pragmamor siger:

        Den glæde kender jeg SÅ godt. Det kan nage mig for vildt, når der ligger sådan noget papirhejs og lurer på mig..Mangler jo stadig SKAT, men prioriterede lige at få styr på alle julegaverne. Nu er de på vej med posten, bestilt og betalt på internettet. Love that. Fik sgu også lavet en liste med forslag – sammen med de to store – til hjemmelavede gaver, de selv kan gå i gang med. Så min to-do liste skrumpede lige med mange punkter, der. Herligt!

        Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: