Uha. Jeg var godt nok i skidt humør, da vi skulle spise til aften, børnene og jeg. Rigtig uretfærdigt, for der er intet som helst i vejen. Pms, sikkert, men det gør det faktisk ikke i orden alligevel. Hvis der var en far tilstede, ville han fortælle mig, at jeg skulle tage mig sammen. Det er der så ikke før meget sent, så jeg kunne sidde der (eller stå, jeg sad ikke rigtigt ned, fordi nr 3 var møgtræt og ked af det, og nr 4 er ved at få en ny tand og lidt utilpas og…..) og høre mig selv være virkelig træls. Øv, det hader jeg. Og så er det, at jeg trænger til en bobbel helt for mig selv, bare i 5 minutter. At skrive er faktisk sådan en bobbel. Så jeg skyndte mig at gå op og lægge nr 3 i seng med en film på ipad, vaske nr 4 af og give ham en ordentlig gryde og nogle grydeskeer at lege med, sende nr 1 og 2 i kælderen og lege vilde lege under bordtennisbordet, og så kunne jeg lige sætte mig her og skrive og køle af via fingerspidserne. Ahhh.
Det gik ikke helt efter planen, men nu sidder jeg her ved computeren, stadig lidt stille i det, har undskyldt mange gange, og nu sidder nr 1 og 2 og arbejder med deres skolesager sammen med mig, mens nr 4 øver sig i at stå op. Det går fint med at rejse sig og stå – men han kan ikke komme ned igen. Lille stakkel – “MMMMmmmmmmMMMMM!!!” siger han så. Tænk, at børnene overhovedet gider mig, når jeg var så træls i det. Fik ikke råbt noget dumt eller noget, bare sådan grrrr og uden selvironi. Åndssvagt. Det siger jeg lige til dem.
…
Så. Og så kom jeg til at tude. PMS, jojo, den er vist god nok.
Nu er jeg helt tom. Har det vist bedre. Kors, hvor kan damer dog være hormonlatterlige. Gid, man var en mand.
Eller. Arj. Gad ikke have skæg. Og hår i ørene. Og hår allevegne i det hele taget. Og ikke have barsel. Og kunne lide at se Top Gear.
Skriver igen, når jeg er lidt mere normal i hovedet. Nr 3 har fået taget sin sut fra sig, stakkel, for hun er blevet 3. Hun klarer det virkelig flot, men er lidt hudløs, og jeg forventer hele siden, at hun pludselig stikker i et suttesavnshyl. Og nr 4 vågner stadig mange gange om natten. Ikke SÅ mange gange, men alligevel. 3-4 gange. Så det er de små, jeg bruger mest krudt på for tiden – som jeg beskrev forrige gang, så var det også planen her i det nye år. Og de to dejlige store børn har det dejligt med deres nye liv i Helsinge, så jeg føler, at det er ok at slippe dem lidt. Dagene går dermed med at lege med de små. Uden gæster, for det meste. Og vi går ingen steder, når nr 4 sover. Han bliver ikke vækket mere. Jeg synes faktisk, at livet er nemmere på den måde, til min store overraskelse trænger vi ikke til mere hurlumhej end det, der indtræffer, når jeg tager de små med ind på den nye kæmpeskole, hvor de piler rundt, mens jeg leder efter de store. Det tager nemlig sin tid. Og så er der selvfølgelig stadig meget ofte kammerater med hjem, og så er der rigeligt at se til for nr 3, der vil være med i alting. Men om formiddagen bestræber jeg mig på at lege aldersvarende lege med alt hendes legetøj. Undersøger, hvordan tissedukken virker, hvordan man bygger fede togbaner, hvor høje tårne, man kan bygge af DUPLO ZOO, læse pixibøger og sangbøger, skrælle gulerødder i hundrede år, lave legetøjsrestauranter og tegne menukort, sende playmobilfamilien på vild safari med alle bondegårdsdyrene, tage på bustur i huler under bordet. Jeg er – som beskrevet – ikke god til at lege rollelege, men det kan altså læres, eller genlæres. Jeg er blevet bedre allerede. Har det faktisk sjovt nu, det er jeg helt stolt af. Og nr 3 synes jeg også har fået meget mere ro til at lege selv nu. Hun er meget “på” i et par timer (med spisepauser), og så søger hun selv væk fra mig og leger selv, eller med sine søskende. Dejligt ikke at skulle afvise hende. Jeg har i et stykke tid overset, at der jo faktisk skal være nogle, der lærer hende at lege de der roller – eller i hvertfald giver hende ro til at udforske dem, og giver hende respons og leger med på det. Nu er opgaven bare at lade være med at bebrejde mig selv, at jeg ikke har leget med hende før. På den måde, altså.
Det her er ikke den mest koncentrede blogskrivning, jeg har præsteret – men jeg redigerer den altså ikke. Der er vild hurlumhej rundt om bordet nu. Skal passe på ikke at blive gal i skralden igen.
Hav en rolig aften i blæsevejret, derude!
KH Pragmamor
Kristina Hobbs - mor til 5 
Ja, kære Kristina. Altid dejligt, underholdende og skræmmende på en gang at genkende dig selv i de beskrivelser. Selv ville jeg faktisk gerne have hår i ørerne, hvis jeg så kunne slippe for pms. Hvorfor bliver det ikke bedre med erfaringen? Jeg mener med undtagelse af to graviditeter har jeg haft det én gang om måneden i 20 år. Det er da utroligt at man ikke bliver bedre til at fange det i opløbet. Forstår det ikke. Nå, men godt for din mand at han ikke var hjemme. Her hos mig havde han i hvert fald bare fået alt skraldet…
LikeLike
Ih Kirstine, skønt at du gider kommentere – og jeg er SÅ enig, det er sgu da ufatteligt, at man ikke tager det i opløbet og fx søber igennem dagen med en halvskid på. Dulmer nerverne lidt. Jeg må til at invie de store i hormonernes mysterier, så de fatter, hvorfor jeg bliver til et frådende selvmedlidende monster en gang månedligt. Men det har jo heller ikke været helt stabilt med 5 graviditeter på 10 år (en blev desværre ikke til en hel baby). Over halvdelen af de sidste 10 år har jeg været gravid-kvalm, fed og selvmedlidende eller kamp-ammende, væskende og søvnberøvet selvmedlidende. Så at forklare, at det altså nu er fordi, at jeg IKKE er gravid, at jeg bliver momentalt tvær, er måske lidt meget at håbe på….
Min mand er hjemme. Og har feber. Åh. Så. Syg. pis også.
LikeLike
Puh, jeg kender det så godt. Faktisk vil jeg gerne indrømme at når jeg skal have menstruation og har det de første dage så drikker jeg tit en-to glas rødvin hver aften i 2–3 dage – og det hjælper virkelig på situationen. Det og så løbe hver aften, selvom man er kamptræt. Det tager altså bare toppen af agressionerne og depressionerne. Og du har ret i, at det bestemt ikke gør det meget bedre at være gravid eller amme. Personligt er jeg slet ikke bygget til den slags. Jeg har ammet i hhv. 8 og 11 mdr. og begge gange har jeg bare været sååå træt og uoverskudsagtig – og pjevset som et barn der skulle have tænder. Det værste: Jeg kunne ikke motionere mig ud af det, for det var som om min krop slet ikke kunne restituere efter en løbetur. Jeg blev bare endnu mere træt, og den velvære som jeg plejer at få ud af en løbetur udeblev. Så har jeg så også været begavet med begge gange at få menstruation ca. 6 uger efter fødslen. Altså hvor retfærdigt er det lige, når mange først får det, når de stopper med at amme? Og sygdom (på vej) er da i øvrigt også bare den værste katalysator for dårligt humør. Så tilgiv dig selv og prøv at planlægge et par dage med tid (og rødvin) til dig selv. God dag og knus fra Kirstine
LikeLike