For evigt? Nej.

Skal jeg gå hjemme i lang tid eller ej? Det ved jeg faktisk ikke. Spørgsmålet sniger sig ind hist og pist, i samtaler, i tankerækker, når jeg læser avis (for det sker jo virkelig tit, haha – mest, når jeg lige flakser gennem overskrifterne, mens jeg piller stykker af 3. sektion ud af munden på nr 4). At gå hjemme har jo ikke nødvendigvis en naturlig afslutning, hvis man ser bort fra den dag, den sidste starter i skole. Og så igen  – på en internetgruppe for mødre med mange børn, som jeg er med i, er der flere, der går hjemme, selvom de har skolebørn. Det gør de jo også i USA og andre steder. Er lige blevet introduceret for Tvserien Modern Family, og hende den ene mor går hjemme med 3 skolebørn. Hun vasker tilsyneladende altid tøj og koster rundt med sin uduelige mand og er i det hele taget lidt af en kost – men jeg kan da godt se fordele i at gå hjemme, når skolen tager over 5-7 timer om dagen. Hende damen i serien har helt tydeligt tid til fx at vaske hår. Og hun løber hver dag, siger hun (ikke efter bussen eller efter børnene eller rundt om sig selv i desperat søgen efter sine briller, men bare sådan løber ligeud). Det tror jeg nu ikke, at jeg skal – både det med at løbe ligeud og det med at gå hjemme, når børnene alle er i skole. Jeg kan jo godt lide min uddannelse (jeg er antropolog fra Københavns Universitet), og jeg kan godt lide at have kolleger, og jeg kan godt lide det engagement og den begejstring, en god arbejdsplads kan skabe. Det her er ikke for evigt.

Jeg kan godt forestille mig den dag, hvor jeg skal på arbejde. Hvor jeg skal vinke farvel til børn om morgenen. Jeg har ikke den der følelse af “institutioner er forfærdelige steder, mine børn skal have det bedste, og det er mig”. Den havde jeg  – lidt – i starten, da nr 3 var helt fra snøvsen over den ene måned, hun nåede at være i vuggestue her i vores nye by. En flytning, at blive storesøster, og så en ny institution, det var bare for meget. Det kom bag på mig. Hun gik også i vuggestue der, hvor vi før boede, og elskede det, – og mine to ældre børn har også været afsted fra de var omkring et år, i ca 7 timer dagligt. Dog med mange fridage, for jeg var studerende og så selvfølgelig en del på barsel. Det var også gode tider, og jeg har bestemt oplevet mange gode ting, som en institution kan byde på. Debatten, der begynder at syde rundt om i medierne, er ofte meget præget af modpoler, synes jeg. Folk, som mener, at institutioner er afgørende for børns udvikling til intelligente og socialt begavede danske borgere med styr på sprog, traditioner og normer – og folk, som mener, at hjemme bare er bedst, og at institutionslivet ikke er indholdsrigt og kærligt nok. Det bliver en meget unuanceret diskussion. Jeg skal ikke skrive essays her  – men jeg ved bare, at for mig, er det et spørgsmål om, hvor jeg er i mit liv, og hvor mine børn er. Jeg synes, at det kunne være dejligt, om alle havde mulighed for institutionspladser til deres børn, når de havde behov for det, og mulighed for at passe dem hjemme, hvis det var det, de havde lyst til. Alt afhængig af livssituation og børnenes behov. Jeg er ihvertfald taknemlig for, at det er muligt for mig her efter 9 år som mor med børn i institutioner at hive dem hjem og passe dem her. Jeg ved godt, hvad jeg siger nej tak til, og hvilke muligheder, jeg tager fra dem. Nr 3 og 4 skal nok få deres tid i institutioner, men jeg ved ikke, hvornår. Måske til sommer, for nr 3’s vedkommende – så er hun 3,5 år, og så tror jeg, at hun virkelig kan få glæde af at lege med en masse andre børn og opleve venskab uden voksenindblandning, sammenligne sine evner med andre børns, lære frække tricks af jævnaldrende. Hun lærer masser af sine ældre søskende herhjemme, men det er ikke alderssvarende tricks. Hun er superkvik i låget, så hun kan det meste alligevel og lægger såmænd en ganske hæderlig mascara allerede (tak til søster på 7) – men klappekage-lege og papirflyvere og troldelege og mudderkager er det lidt småt med.  Og den slags kan de altså virkelig i børnehaver.

Om jeg skal på arbejde kommer også an på – desværre, – hvad vores økonomi kan bære, for jeg er nu på en “få lidt penge for at passe dine egne børn” -ordning, og beløbet skrumper jo, hvis hun skal i institition, samtidig med, at vi skal betale til børnehave. Avs. Så skal der være to grøddage om ugen. Og at sende ham den lille lækre nr 4 afsted til sommer kommer vist ikke på tale. Kors, han er bare så skøn. Og nok den sidste.

Jeg kan bare mærke et skift. En dag bliver det godt at komme på arbejde igen. Ved ikke med hvad eller hvor, men bare noget med nogle kolleger. ” Hej, har du haft en god weekend?” – den savner jeg. Så til alle jer, der skal på arbejde i morgen – så husk at tage jer tid til den lille sludder ved kaffemaskinen, også med ham den hængemulede fra revisionen. Og med computernørden. Og med din yndlingskollega, selvom I har travlt.

God aften!

Kh Pragmamor

Reklamer

11 kommentarer til “For evigt? Nej.”

  1. jeg kan godt følge din tankegang…men jeg kan slet ikke se mig selv i arbejde igen og ikke være hjemme når ungerne kommer fra skole…først kan tænde op for fyret kl. 16 om eftermiddagen først der komme i gang med vasketøj og vente på der bliver varm vand til at bade os alle i….jeg håber aldrig den dag kommer hvor jeg skal ud….jeg vil hade det fra morgen til aften….og for hvad….et par sølle kroner og mere stress….

    Like

  2. Jeg kan også godt følge hvad du skriver og meget af det har også oppe i mit hoved været en rigtig god ideologi fra barnsben af. “Jeg skal i hvertfald have mange børn og gå hjemme og være i køkkenet og være hygsom og med åbne overskudsarme når min lækre unger kommer hjem fra hvor de nu har været henne ( her tænker jeg skolebørnene – tænkte ikke så meget om de skulle i vuggestue eller noget den gang)” Men Livet giver jo ikke lige altid det tilbage man syntes det sku.. jeg er netop, ved at blive mor – nu til tre- blevet endnu mere bevidst om hvordan jeg godt kunne tænke mig livet og så alligevel ikke..
    Jeg ville gerne gå hjemme – bare ikke med mine børn hjemme også,,. det ville jeg hverken have tålmodighed til eller kreativitet nok til at kunne – For den tid ville jeg bruge på så mange andre ting… og det er jo en ting der gør ondt at indrømme.. Jeg elsker mine børn til langt op over skyerne, men de ville drive mig til vanvid efter de obligatoriske 3 ugers ferie tid. Men jeg ville stadig ønske at jeg kunne sige til mig selv, manden min og banken at det er det jeg vil i tro om at det kunne lade sig gøre fordi det er et valg man tager. Ja men på bekostning af hvad. Vi har ikke økonomi til det.. og jeg er ikke den jeg troede jeg var som barn.!!

    Det handler om valg. og nu i disse tider med at børn ikke får ligeså gode karakterer i skolen hvis de har gået hjemme hos mor er jo en undersøgelses tydelige tegn på at sandheden ikke kan ses i karakterer.. Men interessant er det da… Jeg synes der skulle laves en undersøgelse på hvor mange af dem der går hjemme gør det fordi de har valgt det.. eller ej… for der tror jeg at det sande resultat ville vise sig i sådan en undersøgelse.. jeg tror at dem der vælger det har et større engagement i at gøre det så ungerne får mest ud af det.. måske ikke fagligt men netop som du skriver – at ungerne bliver dem de er så de bliver nogle fantastiske mennesker.. end dem der er tvunget til at blive hjemme grundet økonomi ( og ja der er fripladser – men!!)
    Jeg nyder at komme væk hjemmefra hver morgen, men savner dog alt det jeg kunne have lavet herhjemme – eller rettere får dårlig samvittighed over at jeg ikke bare er frisk nok kl. 20 til at nå alt det jeg ville have brugt min tid på, på hele dagen hvis jeg havde gået hjemme.. og hvis jeg gik hjemme ville jeg gå og drømme om alle de mennesker jeg ville møde på min vej i arbejdsrelationerne – og de spændende opgaver der ville blive stillet til min person fordi JEG har de kvalifikationer..
    Jeg bliver aldrig selvvalgt hjemmegående, med mindre vi vinder i Lotto.. og det siger jo noget om sandsynligheden for det.. men hatten af for jer der har viet jeres liv eller en periode til det..
    ved ikke om min tankestrøm gav mening ellers lader vi det bare være det det var en tankestrøm…
    Bedste hilsner fra mig

    Like

    1. Forstår dig godt:-)
      Syns faktisk drn undersøgelse er temmelig meget spild af ressourcer og fordrejer de sidste 30 års viden om, hvad kolgalskab og intelligens er. Overskriften om, at en forskel i karaktergennemsnit på 2,2% er signifikant tegn på, at institutionsliv gør klog er jo latterlig! Forskellen på 2,2 % er for det første virkelig lille – det er 8 i forhold til 7,84. Den forskel kommer ikke til at ændre meget her i verden. For det andet er intelligens og klogskab pgudhjælpemig mere og andet end karakterer. Jeg må enten grine eller græde over at drn undersøgelse tages alvorligt….

      Like

    2. Kære du
      læste lige din kommentar igen- Inden du bliver for hård ved dig selv, så ville jeg bare lige sige, at der faktisk er en forskel på dine og mine forestillinger om moderskab. Nemlig, at du skriver, at det var en ideologi fra barnsben af, det der med at gå hjemme og bage kager. Faktisk er det sådan set min pointe med mit indlæg, at det IKKE er en ideologi for mig, det er en pragmatisk indstilling til, hvad der skal til, og hvornår. Jeg har aldrig troet eller ment, at det var bedst for mig og mine børn at gå hjemme. Heller ej da jeg var barn 🙂 Jeg gik ikke særlig meget i institution som barn, da mine forældre var studerende. Men jeg har altid forestillet mig, at mine børn skulle passes ude, og jeg har ret sikker på, at jeg skulle gøre stor og vigtig karriere. Noget kirurg eller jordemoder eller nanofysiker (sgu rigtigt). Med børn, jo da, men ikke som hjemmeunger. Jeg er glad for, at jeg kan udtale mig om livet som institutionsbarn kontra livet som hjemmeunge, for jeg har jo prøvet at være mor til begge dele. Jeg tror, at det kan være uheldigt, hvis man har for mange meninger om godt og skidt ift barns behov, hvis man ikke har erfaringer med begge valg. Børn er forskellige, og de udvikler sig efterhånden. Institutioner er MEGET forskellige og kan forandre sig på en måned afhængig af personalets overskud og tilstand, samt økonomi og lederskab. Familiens situation spiller også ind – er der søskende at lære af, er der plads til udfoldelse enten på langs, tværs eller åndeligt, gider nogen lære dem noget? MAn er simpelthen bedst klædt på til at vælge dagligdag for sine børn, hvis man tænker alle faktorer ind, og hvis man er klar til at vælge om igen, efterhånden som omstændighederne ændrer sig. Jeg tror ikke, at ideologi er så godt at have som brslutningsgrundlag, når det kommer til børns vilkår, jeg tror, man må have modet til at være – pragmatisk og åbensindet og ikke alt for konsekvent.
      At mine børn er hjemme nu, er fordi de ikke kan overkomme andet. JEg kender jo dine dejlige knægte, og de elsker deres institutioner – så hvorfor pokker skulle du gøre andet end sende dem afsted med et varmt smækkys, og så tage hen og udfolde dine kreative evner et andet sted, til glæde for andre mennesker? Det skal du da ikke begræde!
      Min nr 3 ville jo gerne i FO, så det er hun nu. Det bryder ikke en ideologi for mig, for hjemmepasning er for mig ikke et ideologisk valg. Vi har økonomisk mulighed for at sende hende afsted, og holde nr 3 og 4 hjemme en tid, så det gør vi nu. Eller jeg – min mand er jo ligesom ude af ligningen 14 timer dagligt.
      Når nr 3 ser ud til at hige efter vildere græsgange på Rød Stue, kommer hun nok også afsted. Samme vej med nr 4. Og ja – det kommer også an på økonomi. Og lyst. Vær glad for dit liv, dine valg og dine knægte – de er jo glade for det liv, du har skabt for dem.
      Du er dejlig!
      Kram

      Like

  3. Jeg takker for din kommentar og ja det er jo lige præcis det.. man har en ideologi indtil man finder ud af at verden er blevet en anden – og jeg er skam glad for det liv vi har – ( jeg er også bare sådan indstillet at alt kan altid gøre bedre) og ja det ville jo aldrig fungerer med mig som hjemmegående husmor fordi jeg ikke er det.. mine unger ville hade mig .. hehe se bare her i vinterferien – jeg havde fri hele ugen men de ville 4 ud af 5 dage være i FO fordi der skete så mange spændende ting.. jeg kan ikke hamle op med jævnaldrene.. jeg er jo deres mor og mødre er jo praktiske, skøre og ved at være lidt for meget til tider.. og er det ikke sådan det skal være.. jo her i huset ihvertfald..
    Og ja.. kære du.. prøv at tænke på alt det krea jeg ville kunne lave hvis jeg kunne gå hjemme.. puha.. det ville sgu være godt.. men den tid skal nok komme.. og det hedder arbejde hjemme.. for en gang selvstændig ..altid selvstændig..

    Tak for en dejlig Blog.. som også giver mig anledning til at komme til tasterne..

    Like

  4. sidder og lader roen falde på, efter pigerne er lagt i seng,( den mindste ligger dog stadig og føre en længere samtale med hendes kanin bamse).så bruger lige tiden imens på at læse lidt fra din side, og falder over denne titel, For evigt ? nej. Meget rammende på mig, i alle livet aspekter, har levet og lever efter at alt er i konstant udvikling og alt kan til alle tider tages op til ny overvejelse og se på med nye øjne, det er sku´det fede ved livet at lære, at erkende at jeg har lært, fejlet og blevet klogere.( Dog er mine piger en undtagelse, intet har kunne eller kan gøre mig mere desperat end følelsen af at fejle i forhold til dem, og jeg udvikler mig med dem udfra deres behov og JA tak er er deres mor For evigt)
    At modpolerne omkring daginstitutionerne er kridtet op, og lidt malplaceret er jeg helt enig i, Øv Øv og ØV. jeg har oplevet offentlige børnehave fra en meget negativ vinkel i forhold til min største datter. men ser heller ikke at vores liv nu er helt holdbart i forhold til at, jeg har ikke lyst til at gå her hjemme i 4-5 år endnu. Troede nok først at det kunne være løsningen, og det har helt klart hjulpet min datter, til at genfinde et godt stå sted. men afsted skal de både for deres og min skyld. vel og mærke nå jeg er sikker på at jeg har fundet det rette sted for dem, men af flere grunde bliver det ikke fuld tid (og det er så det næste problem at få min arbejdsgiver med på det, eller finde en som er med på det, og det er lidt svære end jeg troede…..desvære)
    angående modpolerne, Sidder enten i legestue (har fundet en super god en. med mange store børn, og super cool koncept) hvor jeg møder holdningen at det skal det givende barn bare ikke, og færdig……eller sidder med naboen som holder barsel med nummer to mens nummer 1 er 8 timer i dagpleje dagligt, og sådan er det….færdigt…….. alle skal gøre det der fungere for både børn og forældre…..
    Der er 11 mrd mellem mine piger og jeg begyndte først at arbejde et pr måneder før den mindste blev to år, så de har aldrig været meget afsted, dog er det min opfattelse at de de udviklede sig og synes det var super at være afsted i en rigtig god vuggestue, og jeg nød at komme ud igen, være mig og bruge min uddannelse. og Ja være blandt kollager (og en del af den måde samfundet nu er skruet sammen på, og som mine børn også skal være og kunne indgå i. på en måde er styrker dem.

    sikken en lang fortælling, længe efter kanin bamsens godnat historie er slut….
    det jeg havde i tankerne at kommentere var dog BRÆNDEFYR. Jeg er alene 2/3 dele af tiden med vores piger og er flyttede fra 4 sal i kbh. til 3 ha langt ude på landet , med et brændefyr….Jeg vil have fjernvarme…….
    så det er jeg helt med på, det som bliver skrevet, hjem med to børn og slås med brændefyr er bare ikke fedt..(det var i denne forbindelse mine piger har lært bande ord… nå det ikke ville som jeg ) eller sneen har ligget i 4 meter høje driver lige uden foran indkørselen, for 3 år i træk……..

    Jeg nyder tiden med mine piger, og kunne ikke forstille mig at jeg ikke skulle bruge største delen af min tid sammen med dem, så længe de gider bruge største delen af deres tid med mig.

    vh susse

    Like

    1. Kære Susse,
      tak for din hyggelige beretning om livet hjemme hos jer! Jeg bliver faktisk mere og mere frustreret over den ultimatum-prægede måde, institutionsliv kontra hjemmeunger bliver fremstillet og diskuteret på i medierne. Det er fantastisk, at der omsider bliver sat spørgsmålstegn ved, at vi totalt ureflekteret her i landet sender børn afsted fra de er helt små i timevis, og at det er indiskutabelt, at de da også skal i SFO helst til kl 16 hver dag osv, for gu er det da en samfundsskabt ide, der opstod for at frigøre kvindernes arbejdskraft engang midt i sidste århundrede. Den må vi lige gentænke, og det er dejligt, at der er flere og flere vidnesbyrd om, at der altså er andre måder at skabe gode rammer for børn på. Men hvor er det synd, at mange dejlige budskaber om mangfoldigheden i familielivet går tabt i mudderkastningen mellem de to poler. Øv, ikke? Jeg har jo netop – som dig – også gode erfaringer fra begge sider. Man burde nok fare i blækhuset og skrive noget kronik…Når nr 4 sover igennem, nr 3 ikker vækker ham eller selv har mareridt, når hjernen min atter antager fast form, når…..Arj. Snart, ikke?
      God aften – skriv endelig igen 🙂
      KH Pragmamor

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s