hverdag med mange børn – AAARGH er dum til titler!

Blogging er jo – i min indre forestilling – noget med at side ved computeren, eftertænksomt skuende ud i stuen med en kop kaffe i hånden og trække vejret og tage bestik af situationen. Lidt lovlig selvhøjtidelighed i et øjeblik, midt i hverdagens hjerneræs med hurtige beslutninger og endnu hurtigere handlinger. De blogs, jeg læser, er lidt sådan. De har også tid til at tage fede billeder at krydre læsningen med, og grammatikken er også…..knap så “opfindsom” som min. Jeg kan godt lide at læse de blogs, der er sådan. Jeg kan også godt lide at skrive sådan.

Sådan er det ikke. Herhjemme. Det må jeg se at lære at holde af. Ellers får jeg ikke skrevet en bøvs.

Ting, der er sket herhjemme:

1: Lillemand på nu 13 mndr er sørme holdt op med at sove om natten. Han er arrig og vågner ofte hver time. Jeg har ikke rigtig vidst mine levende råd. Jeg ammer ham stadig om natten, og jo trættere, jeg bliver, jo mindre krudt har jeg til at tage en kold tyrker i de dage, det tager at vænne ham fra. Han gav sig til at kravle ud af sengen, så nu har jeg sat tremmesengen op igen. Jeg hader tremmesenge (hvem fanden kalder også en babyseng sådan noget? Navnet på det møbel er vist fra før man “brandede” børneindretning! Lyder jo som noget børnekriminalitetesprævention eller sådan noget….der findes bare ikke rigtigt er ord, hvori der indgår “tremme”, der lyder som noget, man vil sove i, vel?) Så jeg er rimelig træt og kravler i seng så snart jeg kan.

2: Dagsrytmen er rimelig fast. Lillemand sover fra 9-11 og igen fra 14-16, og i de tidsrum er vi hjemme, og jeg leger med nr 3, som nu er blevet 3 år, suttefri og glad igen. Vi tegner, maler, bygger tog, leger butik, ser film, læser bøger, er i haven og sorterer legetøj. Det tog hende så 8 mndr at komme sig over flytning og en hjemmegående mor, der susede for meget rundt de første 5 mndr. Hun havde brug for fastere rutiner, for at vide, hvad der skulle ske, for koncentreret kontakt med andre. Nu blomstrer hun, og det er skønt. Begynder at kunne forestille mig den dag, hvor hun skal i børnehave – måske til sommer. Jeg har vist hende billeder fra hendes vuggestue på Frederiksberg, hvor hun gik indtil d 1/6, og hun kan ikke helt huske det – men hun synes, at der ser dejligt ud, og hun siger “Mower, ku du husk, at jeg havde det rigtig schow der, hva?” Jeg prøver at lade være med at afbryde det, vi laver. Derfor er der en del husholdning, der må vente til andre tidspunkter – de tidspunkter, hvor jeg før kunne finde på liiiige at blogge lidt. Fx kl 16, når de store er hjemme og glade for at lege lidt med de små. Så henter jeg liiiiige 3 IKEAposer med vasketøj i kælderen, skræller kartofler (gjorde jeg om morgenen, før), vasker op (stadig ingen opvasker…) eller slår mig selv over fingrene for at undgå at rydde op. Det tager jo også tid at lade være med at gøre noget, må jeg konstatere. Det tager max 20 min hver aften at rydde ALT op, og så er det sgu ingen grund til at gøre med 4 gange om dagen. De store hjælper gerne med at få legetøj af vejen inden de går i seng 🙂

3: Jeg er ikke ny som hjemmegående mere, føler jeg. Holder fanen mindre højt på en eller anden måde. Nu er det bare sådan, vi lever. Jeg ville faktisk gerne deltage mere i den nuværende debat om børns hverdag, heldagsskoler, institutioners indflydelse på karaktergennemsnit og familiers stressfyldte hverdag. Det, der stopper mig, er dels tidsmangel – jeg vil gerne bruge min tid på at være sammen med børnene. Det er selvisk og usolidarisk af mig, synes jeg. Den anden grund er min akademiske uddannelse, der giver mig tvangstanker om grundighed, før jeg udtaler mig om noget, der nødvendigvis vil være en kritik af andres holdninger. Jeg kan udtale mig her, hvor udgangspunktet er min hverdag, handlinger, personlige “det synes jeg slut færdig” kommentarer, som jeg ikke behøver sammenholde med større erfaringsindsamlinger af andres livsformer. Men at skrive en kronik om fx det værdifulde i at skabe et samfund, hvor man kan vælge at passe sine børn selv eller sende dem i institution, eller om, hvad der er godt og skidt ved at blande leg og læring i skoledagen selvom den så bliver længere, eller om kønsroller i familien med en hjemmegående forælder, eller om at flytte til provinsen fra en rig til en fattig kommune med de sociale konsekvenser for borgerne, man så oplever i et lille bitte kriniminiland som Danmark – så ville jeg altså gerne skrive noget ordentligt og grundigt og researchen skulle være i orden. Men desværre betyder det, at jeg intet får skrevet. Og det er irriterende. For det er en god debat, vi er ved at få gang i som samfund. Men det står ret tydeligt for mig, at de hjemmegående, der debatterer, ofte er dem, der har en eller to børn og en videregående uddannelse. I de to grupper, jeg er medlem af (mange børn på FB og Hjemmeunger), er der også kvinder, der går hjemme med deres store børneflokke, og kvinder, der går på arbejde og har virkelig mange børn. Deres stemmer  er værdifulde, og dem gad jeg godt høre mere fra i debatten i aviser, blade og andre medier. Deres tilgang til at have børn har efter min mening en mindre “propagandistisk” form ( i mangel af bedre ord), det er som om, at det da bare er sådan, de lever deres liv. Så må andre gøre, hvad de har lyst til. De kan om nogen jonglere med hverdagen, med fragt af børn og enlige sokker, med 3 kg kødsauce og råkost af 2 kg gulerødder, med bogstavdiagnoser og speciallægeaftaler, med parforhold og livskriser og Farfar med Altzheimers. Det handler ikke så meget om, hvilken opdragelsesteori, man vælger, om farverne på silketørklæderne til Steinertræningen eller om, hvornår børnene på se TV. De hjemmegående, der udtaler sig i pressen nu, gør et kæmpestykke arbejde for at fortælle om et nu kontroversielt livsvalg, og jeg er dem meget taknemmelige. Bare os, der har flere børn, som også har store børn, skolebørn, teenagere, samtidig med små børn – og går hjemme, bare vi også kom på banen snart, for at fortælle om en anden og  mindre kontrolérbar hverdag, hvor børn er med i alting, hele tiden, og hvor de voksne ikke higer efter alenetid til parforholdet. Den med, at man skal have voksentid, eller smutte i spa eller på weekendgetaway eller til Zumba, det er dejlige ting, bestemt, men det er af nyere dato. Det er ikke en livsbetingelse at have isoleret voksentid. Det er en nyskabelse. I mit liv er den ide aflivet som en døgnflue. Jeg opdager, at børnene er med til alting. Min ældste er ofte oppe længere end jeg. Der er børn at være sammen med fra før jeg vågner til efter jeg sover. Jeg er ikke alene. Og det er ikke træls. En gang i mellem lykkes det, at jeg kan komme ud og spise med veninder, og det elsker jeg bestemt. Også fedt at komme i biffen med min mand. Men det sker så sjældent, at det ikke  nytter, at det er de stunder, der holder mig oppe. Det er nødt til at være hverdagen, der er dejlig. Sådan lever mange af de kvinder, der skriver indlæg i “mange børn” gruppen, har jeg indtryk af. Det har jeg stor respekt for, den evne til at kunne være sig selv sammen med børnene, den autencitet tror jeg er værd at mestre. Jeg forsøger at efterleve det. Det betyder, at jeg skal mærke efter, hvad jeg har lyst til nu. Hvorfor får jeg så ikke blogget mere? Hm…

Nu har nr 3 lagt 4 puslespil ved siden af mig, mens jeg skrev. Og Lillemand er træt og skal puttes, det har han skullet siden kl 9, så han er godt stegt. Ud i barnevognen med ham, det er s smukt vejr, at det er til at tude over. Pivkoldt og klart, verden er atter hvid.

Hav en dejlig weekend derude. Ville have skrevet om den skønne pjækkedag, vi havde herhjemme igår, hvor jeg tog alle ungerne i Zoo. Det nåede jeg så ikke.

Kram Pragmamor