Tænk, at dagen lykkedes

Der er dage, der ender i kaos og knuste forventninger og meget trætte ansigter i sengene herhjemme. De aftener sidder jeg her på aftenkvisten og har ondt i kroppen og sukker over skønne spildte kræfter, for når jeg er så alene med vores dejlige børn, så hviler det også på mig at få dagens opgaver, stunder, måltider, transportbehov, lure, bleskift, lege, lektielæsninger, husflid og legekammerater til at gå op i en højere enhed. Og det lykkedes langfra altid. Jeg synes, at jeg gør mit bedste, og det gør børnene også. Utvivlsomt. Det gør børn altid, der er jo ikke ondt skabt i dem. Børn gør, hvad de kan, og hvis det er noget, de ikke gør eller gør forkert, så er det fordi, der er noget, de ikke kan. Ikke nødvendigvis i selve aktiviteten, (måske nægter hun at tage strømper på, selvom hun godt kan selve det med stof på fod) men så er det situationen, den er gal med. Hvis de kan, så gør de det. Fordi det er dejligt at være en succes. Det læste jeg et eller andet sted, Margrethe Bruun Hansen, tror jeg. Klogt, synes jeg! Hov – nu må jeg lige indskyde noget andet klogt, hun også har sagt – i et radioprogram om (hov, nu glemte jeg det igen,….tænke tænke, tænke, havde faktisk klæbehjerne engang, det må man sgu da sige er gået over! – nå ja, nu ved jeg det) lange vuggestuedage, tror jeg – : at børn har brug for en voksen, der enten på grund af ro og kærlig omsorg eller pga pædagogisk indsigt møder en 2 årig, der har stået og leget med vandhanden og har sørget for oversvømmelse på badeværelset med at sige ” Nej, kan du selv finde ud af at tænde for vandet og lege en god leg? Er det skægt med vand på hænderne? Det føles mærkeligt med våde sokker, ikke? Skal vi finde nogle tørre – her, kan du hjælpe med at få vandet ned i vasken igen?” istedet for at sige ” Narj altså, hvad er det for noget griseri, her er jo pladdervådt!” med bebrejdende stemme. Også mægtig klogt. Det øver jeg mig i at efterleve, men det er dælme svært. Prøvede det her til aften, da nr 3 havde hældt anseelige mængder sukker på en portion havrefras (hun nægter sommetider at spise andet end noget med mælk på om aftenen, og hvis hun har spist godt om dagen, så skal det altså ikke skille os ad og ødelægge aftensmaden for os andre), og jeg først sagde “nej, nu er det altså nok sukker” og hev sukkeret fra hende, ret surt fra min side. Havde jo sagt, at hun ikke måtte tage mere end ét drys. Promtpe reaktion fra Lady Surløg, ned med øjenbryn og mundvige “MmmM! lyd, knyttede små næver.

Stilhed.

Bliver Mor nu sur? tænker alle børn om bordet.

Stilhed, mens jeg tænker. “Ved du hvad, min ven, det gjorde jeg forkert. Undskyld. Kan vi prøve igen – her, tag din skål.” Stillede skål tilbage foran hende. Og sukkeret. “Ok – så. Har du selv hældt sukker på  – en hel masse, hva? Smager det godt med meget sukker? Skal det være over det hele, jeg synes, det ser ud til, at du er god til at ramme alle havrefraserne. Nu tager jeg sukkeret herop på hylden igen, så kan du spise din mad, ikke?”. Nr 3 kigger på mig ud af øjenkrogen, tvivlende og stadig fornærmet. Nr 1 og 2 er stille, rør sig faktisk ikke. Holder nærmest vejret. “Du DÅM, Mower!” siger hun. “Jeg skulle ikke have hevet sukkeret ud af hånden på dig. Det må du undskylde. ” sagde jeg så, og så forklarede jeg nr 1 og 2, at jeg forsøgte at gøre det bedre end jeg ellers tit gør. Fordi jeg ikke vil lære dem, at det er ok at hive noget ud af hænderne på andre. Det synes de var mega smart. Det er også nr 1 og 2, der siger til mig, at det ikke hjælper at råbe, når man skal skælde ud  – eller få børn til at gøre noget anderledes. Eller huske deres madpakker. Eller huske at hænge våde vanter op. Eller huske noget som helst. Eller stoppe med at lege “smække-med hoveddøren til pudset vælter ned i Mors kaffe som en eller anden slags Hermesetas-pulver”. At råbe og skrige gør ingen forskel i forhold til at forstå alvor, det skræmmer bare. De siger, at de forstår, hvad jeg vil have, lige så godt (eller skidt), hvad end jeg råber eller hvisker eller siger det stille og roligt. Så lad lige være med at råbe. Kloge børn.

Nå, tilbage til starten af dette indlæg: Der er dage, der går i fisk. Men der er heldigvis også dage, er lykkedes, trods elendige odds. Det gjorde det idag. JUHUU!

De store skulle køres i skole i bil pga m…..F……snevejr. Jajajaja, smukt og altmuligt. Men gider ikke mere. De små kunne blive hjemme, for Daddy (min mand, deres far, aldrig hjemme) mødte lidt senere idag. Jeg fik husket de store på altmuligt, mobiler, guitar, vanter, hjemmesko, nøgler, you name it. FIk også arrangeret en legeaftale til nr 2 på SMS i farten (vild jubel hos nr 2). SÅ vidt, så godt. Men så ….Nr 1 skal til guitar om onsdagen, kl 14, så han skal vente på biblioteket på skolen ml 13 og 14, og så skal jeg ringe til ham (han glemmer at kigge på uret), når han skal gå til guitar – og så henter jeg ham med de små i bilen kl 14.30. Går ofte på biblioteket ved samme lejlighed – men det er oveni nr 4’s eftermiddagslur, så det er lidt tricky. Men det er vigtigt for det hele, at han husker sin guitar, og at han har telefon med. Han glemte begge dele derhjemme, selvom jeg huskede ham på at få dem med i bilen. Ikke en god start på dagen.

Så havde jeg lovet nr 3, at vi skulle i legestue i dag. Det kunne være med bus og tvillingeklapvogn, så kan nr 4 blive puttet og sove ml kl 9 og 11 som han plejer, selvom vi tager i legestue – og nr 3 kan snuppe en på øjet på vej hjem, i tide til at vi kan skifte køretøj, så vi kan hente nr 1 i bil efter guitar. Men klapvogn er flad, og jeg tør ikke regne med bussen i snevejr. Så det bliver noget med at pakke barnevogn i bil, og så lade nr 4 falde i søvn på vejen i bilen, og håbe på, at han sover videre, når jeg slår barnevognen op og lægger ham over i den. Det gjorde han, og han sov 2 timer mere – så jeg havde fred fred fred til at hygge igennem med nr 3 i legestuen. Straks bedre dag end jeg troede, det ville blive. Så vågnede han i tide til at få frokost i legestuen, og så kørte vi hjem  – og så faldt nr 3 i søvn i bil på vej til at hente guitar derhjemme. Jeg smurte en hurtig madpakke nr 3 (når hun vågner virker mad altid), tog guitar, og afsted for at aflevere guitar til nr 1. Åh nej. Han ventede udenfor undervisningslokalet, på parkeringspladsen, fik sin guitar og fik arrangeret at få en kammerat med hjem. Så slog jeg barnevogn på, tog støvlerne af nr 3 (sovende), og foldede hende sammen, så hun kunne ligge i barnevognen med flyverdragten på. Nr 4 , glad og vågen, ned i slyngen, og få gik vi på biblioteket og ventede på, at nr 1 havde spillet færdig. Mødte nr 2, som havde været i en grim konflikt i skolen. Nåede at få trådende redet ud (med nr 4 grinende i slyngen og nr 3 sovende i barnevognen, som kun gik lidt i knæ over læsset), inden vi skulle hente nr 1 fra guitar – og fik ringet til kammerats far og aftale hentetid.

Fik proppet nr 3 ind i bil igen, madpakke var en succes, da hun vågnede. Foldede barnevogn totalt sammen, for nu skulle der jo være 4 børn i bilen. Hjem. Ikke hente nr 2, hun skulle med veninde hjem.

Ind med alle mand. Fin eftermiddag, så Pocahontas og tegnede med de små. Begge de små med hen og hente nr 2 kl 17, ind i ovn med lasagne fra i går, god snak om skolekonflikt ved bordet, sjov snak om den plan, som vores havearkitekt (har lige fået lavet en haveplan, det bliver SÅÅÅÅÅÅ fedt om 10 år, når vi har råd til at få den udført) har lavet, og så det der med havrefrasene. Glad 13 mndr gammel nr 4 er bare overkær og smadrer rundt med noget avokado, så han ligner en frø. Rolig aften med lektier, tegning, æg-maling og forsøg med ægpustning (gik overhovedet ikke, men jeg så vist sjov ud med lilla kinder). God snak med nr 1 om at flytte og ikke synes, at vennerne heroppe er lige så gode, som de var inde i byen. Gik i gang med at putte børn kl 19.30, først nr 4, som fredeligt lagde sig til at sove – en lille, blød, duftende dims af en dreng. Så nr 1, som var lidt bleg her til aften, tidligt i seng med en bog og natmad – skøn stor dreng, så fornuftig og empatisk. Så nr 2, mens nr 3 spillede Oline på computeren (havde jo sovet til middag) – fik læst i den bog om insekter, som hun havde lånt til højtlæsning og talt om uddannelsen til dyrepasser (Google er gud), sunget og hygget. Skæg, klog pige, så smuk, at det gør ondt at se på hendes grønne øjne, så samvittighedsfuld. Endelig, til sidst, læste jeg for nr 3 (Alfons, der ikke vil sove, den kan hun udenad, og to pixier om den lille prinsesse), der snakkede ivrigt om sin bedste ven, som hun savner, om isbjørnenumser (var i zoo sidste uge), om Hr Skægs skæg og hjerteklistermærker, som vi skal huske at købe i morgen. Og så godnat. Kramme kramme og jeg æsser Darj, Mower. Elsker sørme også dig, min skønne skøre unge. Med de store kinder, skæve tænder, store grin og store tilstedeværelse.

You see? Det hele endte bare så godt. Herlig dag. Kæft, jeg er træt. Nåede også opvasken, inden jeg puttede, så nu går jeg i seng.

Sov godt derude!

Kh Pragmamor