børn i mange aldre i huset

Jeg har skrevet følgende svar til en kommentar her på bloggen. Skribenten har 4 børn, ligesom jeg, men hendes strækker sig fra 4 til 18 år.

Jeg synes, det lyder svært at skulle rumme problemstillinger, der strækker sig fra Tove Ditlevsen og 3 gradsligninger (hvis det nu var en HF dansk/mat eksamen…) og til farverne på sokkerne, der altså bare ALDRIG må være andet end lilla hos børnehavebarnet.
Men når jeg tænker efter, så er min yngste jo sådan set 5, når min ældste er 15, og så har vi jo også balladen herhjemme. Med et ungt menneske i toppen og et stadig lille barn sidst.
Min mand har en skøn datter på 19 med sin første kone, hun er 19 nu (pigen, ikke konen :-)). Hun var hos os i en 6-8 ordning fra hun var 5 til hun var 13, og hun var 9, da vi fik vores første barn sammen. Derudover har min yngste bror været meget hos os, da han var betweenie, så vi har haft børn i forskellige aldre i huset i al den tid, vi har kendt hinanden (siden regne regne regne 1999 ca). Og det er sgu ikke det samme at have små børn og store børn. Men det kræver lige så meget nærvær, fokus, omstillingsparathed at have store som små. Og endnu mere at have begge dele, ikke? Jeg synes, at man med små børn faktisk har den fordel, at man har kontrollen rimelig meget. Det værste, de kan finde på, er at skrige. Det kan så også være ret slemt, men altså – man kan jo liiige putte dem i lommen, de små, og så har man altså stadig håndtaget på speederen mht hvad dagen skal bruges til. Den der alder op til de er 5-6 mndr, hvor de er “taskebabyer” (min venindes udtryk, genialt) og kan tages med allevegne, det er sgu en fest. Det kan godt være, at man ikke lige får sovet igennem om natten, men man kan godt nok styre dagen rimelig meget. Det er så straks anderledes med større børn i huset! Som vælter ind ad døren efter skole med herlige venner, tomme maver, høje stemmer og sorte negle. Kors mand, så er freden sgu forbi. Tømmer køleren, æder mødregruppens bananmuffins, bæller al mælken, stiller 8 par støvler i entreen og skal hentes fra ungdomsskolen kl 21. Men det er faktisk ikke det mest krævende – det synes jeg (med den smule erfaring jeg har fra min papdatter) er, at de er følsomme, fornuftige mennesker, som man dælenedme skal være klar til at lytte til, inddrage, tage dybt alvorligt, se i øjnene, læse mellem linierne. Det er ikke lige ud af landevejen og “buhuhuhuh, Nanna tog min bamse på Spillop-stuen”-problemer, vi taler om, vel? Plastre, tegnefilm og en lille chokoladenissemand hjælper ligesom ikke så tit på de problemer, man har, når man skal greje indgangen til de voksnes ubarmhjertige verden. Unge mennesker er så fantastiske, så nysgerrige og fintfølende, så spirende og – så forvirrede og påvirkelige. Man skal være der som et søm og være klar, når de åbner op for et vigtigt emne og vil give en lov til at lytte, hjælpe, afkode, støtte, forklare….
Mor med børn i mange aldre, jeg glæder mig til at stå i dine sko, men jeg har også en god portion ærefrygt.