sommerferieplaner og haveplaner

Velkommen til foråret! Mine vindueskarme bugner af forspirede småplanter, der kæmper om, hvem der kan strææææææække sig længst mod lyset. Ih, hvor lyder det idyllisk, hva? Det er jo til at brække sig over at indlede en blog, der  (tror jeg) mest læses af forældre. En befolkningsgruppe, der lider temmelig meget af tidspres og balancerer på en  (sløv, for Mor kommer altid til at bruge den japanske laksekniv til speltbrødet) knivsæg mellem hastværk og lastværk, og hvor sådan noget som at gå og dimse med at plante småskravleplanter om kommer EFTER kogevask, tagrenderensning, lektielæsning og lejlighedsvis stjålen sex (ikke?). Ergo fik jeg lige signaleret min prioritering pt – jeg VIL have gang i den have, vi nu erhvervede sidste år sammen med vores kæmpekasse af en murermester fra 50’erne. Og det må ikke koste en bondegård, det skal kunne spises, duftes eller have blomster eller på andet måde nytte noget. Og når man læser lidt havebøger en gang i mellem, er der altså meget, der frister. Og nu er det altså sådan, at det meste skal spire indenfor, inden man knalder det i jorden i maj. Åbenbart.  For at undgå noget med huller i rækkerne, rådne frø, golde stiklinger og nattefrost og alskens uhyggelige og for haveentusiaster sørgelige tilstande – og den slags skal man jo være en idiot for ikke gerne ville undgå – og så må man så indendøre og prikle om i større potter, som man ikke har plads til. Nu står der potter og planter overalt, og det er godt nok virkelig stupidt af mig, når nr 4 er 14 mndr og meget glad for at hive alting ned og smage på det, røre rundt i det, blande med andre ting, ødelægge og sætte sig i det. Har lige raseret mine 25 forkølede krokusser, som jeg satte i spæd glæde i efteråret – han smækkede simpelthen sin lille flyverdragtbeklædte ende ned oveni hr og fru Strunk Krokus og tværede dem ud. Hm. Det er så sjovt at have børn med i haven.

Og det er det jo – man skal bare ikke regne med at få gjort særlig meget, vel? Det ved jeg godt efter at have forsøgt mig i 10 år. Mine børn vil gerne være med, men de vil gøre alting selv. På deres egen måde. Det giver ikke levedygtige planter særlig ofte, men de har det sjovt. Så hvis jeg død og kritte VIL have noget fornuftigt gjort i haven, så er det på fise-forpustet-rundt-mens-de-små-er-beskæftiget-eller-sover-måden. På den måde fik jeg  sat 20 forspirede kartofler i jorden idag, HURRA!

Omplantet 25 forvoksede pralbønneplanter – JUHU!

Bundet stikkelbærkiwiplanter og brombærranker op til det knuste terrasse-hegn- YIIIHAAA!!

Og så var den skid slået, ikke mere arbejde i haven idag. Nr 4 kom med ud, hældte en hel kande vand ud over sine sko, åd en (giftig, kun lidt) bønnestængel og rev spæde salatplanter op. på 5 minutter. Nr 3 gik anderledes grundigt til værks og hev bare alle mine nyspirede solsikker op, en efter en: “Se, jeg jæpper darj! De er dumme, ik os, Mower? Jeg ka ik li dem, jeg kan godt li is.!. Der er en mahrinøne, Mower, (splat) nu den helt flad! ” – osv.

Tsk.

Jeg elsker at drømme om min have, og det lidt, der bliver til noget, jubler jeg over dagligt hele sommeren. Og der er smukke dortealiljer og erantis derude nu. Herligt. Har fået lavet en haveplan, som de kloge siger er så god en ide. Den er superflot, og den går vi i gang med at realisere, når vi har hænderne fri mere end 15 minutter ad gangen.

Men sommerferien? Vi er hjemme, min mand har ikke fri, og hvad skal vi lave? Jeg har siddet og googlet sommerferiekurser for børn – ikke skolekurser, men sådan noget med at danse en uge, lave mad en uge, klatre en uge, tenniscamp en uge – hvor man afleverer børnene om morgenen, og så henter dem igen ud på eftermiddagen i en uge. Til de to store på 8 og 10. De er ret lune på ideen om en sommerdanseskole, og sådan en har jeg fundet – men transporten, suk. Det er 25 min væk i bil, og jeg skal afsted og aflevere/hente lige oveni det tidspunkt, hvor nr 4 sover lur. Øv, mand, var lige så glad for, at nr 1 og 2 havde fundet noget, de rigtig gerne ville sammen, og det lød da for fedt at de skulle danse alle mulige stilarter sammen i 5 dage, få rørt sig, lære noget nyt og nogle nye at kende. Føler mig slået tilbage til start. Kan jeg være bekendt overfor de små, at vi skal sidde i en bil hver dag i en uge fra 9-10 og igen fra 14-15? Eller måske er det alligevel den tid, hvor nr 4 sover mindre og mindre, og faktisk ikke nødvendigvis skal sove mere end en times tid om formiddagen og en times tid om eftermiddagen? Han ville helt sikkert sove i bilen…og det huer mig ikke. Nr 3 og jeg ville bare sidde og synge i bilen, det plejer vi, og det er så hyggeligt. Så det går nok – men det med nr 4…Han er så tæskekær, og jeg ved sgu ikke, om jeg nænner det. Ellers har vi ikke andre planer end at lege, forhåbentlig være ude i solen (hjernedød plan i et land med 3 regntider og en (nu 4 mndr lang) vinter), måske et smut til kær venindes gård på Djursland, en masse besøgsgårde, telt i haven, bedsteforældre, bålmad, måske bygge hønsegård, sådan noget. Var på familiehøjskole alene med nr1,2 og 3, da jeg ventede nr 4, og det var en super tur – men det orker jeg ikke med alle 4 nu. Venter lige et år eller to. Det gik ok at være afsted med en 1,5 årig dengang, men både en 3 årig og en 1,5 årig er sgu at udfordre skæbnen. Det er så pinligt at stå med brandrøde øjne og flossede negle og krampetude af udmattelse foran fremmede mennesker, ikke? Ikke at jeg gjorde det sidst (der gemte jeg mig), men trænger heller ikke til at prøve det, hvis I forstår. Så vi bliver mere eller mindre på matriklen. Skal bare lige have afgjort det med danseskolekurset.

Tænk, hvis man havde en lejlighed på Sicilien. Eller en mand, der synes, at familiecamping i Sydeuropa var hyggeligt. Eller nogle venner, der kunne rumme en ekstra familie med 4 børn i deres Stuga i Skåne. Græsset er altid grønnere inde hos naboen, hvor de havde råd til rullegræs, ikke? Jeg skal jo ikke klage, det bliver da også for fedt med 6 ugers hygge med ungerne. Tænk, hvis jeg kun havde 3 ugers ferie – eller mindre – og ingen have. Eller kun 95 kvm, som vi havde inde i vores bylejlighed, og skulle konkurrere med 1 mill andre børnefamilier om byens legepladser og solstriber og græstotter. Nej, jeg brokker ikke. Det var bare så godt, at vi flyttede. Måske vi skal cykle ture til sommer – mig med nr 4 på traktorsædet på stangen og nr 3 på efterløber cyklen, eller dem begge i ladcyklen – og så de store på deres? JO, det gør vi!!

Man kan jo sommerdrømme. Nu sner det igen.

Kh Pragmamor

 

Advertisement

2 kommentarer til “sommerferieplaner og haveplaner”

  1. Kære Pragmamor
    Sikke et skønt indlæg, du lige fik bikset sammen her… masser af gode “billeder”, god humor og en masse typiske “mor-tanker” omkring problemstillingerne i dagligdagen. Jeg elsker at læse med hos dig – det hele er så ærligt, med dybde og humor…ps. sidst jeg forsøgte med at kommentere her på siden, gik der vist fejl i den (og så opgav jeg…), men håber min kommentar når frem til dig denne gang.
    Knus fra mig

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s