Hjemmegående i røret

Jeg bryster mig efterhånden lidt af, hvor meget, der egentlig kan lade sig gøre, selvom jeg er alene med vores 4 børn det meste af tiden. I dette forår har vi både været i Zoo, på skovtur, på cykeltur, på Mols på bondegårdsferie (dvs 2 færger og biltransport, og det var FEDT!!!), fisket krabber ved stranden og i sommers pakkede vi egenhændigt 180 flyttekasser ud. Meget kan lade sig gøre, og jeg synes, at samhørigheden bobler ud af øjnene på flokken, når der er noget i kikkerten, der potentielt kunne være en udfordring. Det gør mig super stolt og fuld af kærlighed til vores skønne børn. De er så omsorgsfulde overfor hinanden (det meste af tiden, nr 3 har lige “headbuttet” nr 1 durk i øjet og derefter skreget “LORTEIDIOT” lige ind i låget på ham), øh….hvor kom jeg fra. Nårh jo. Undtagen. Noget, jeg ikke kan få til at virke som hjemmegående med hjemmeunger, der ikke går i institution. Here goes:

RINGEDINGELINGELING – “goddag, det er xxx xxxx fra SKAT/Magistrenes A-kasse/Telia/Gribskov Kommune/Vandværket/Dong Energy/”Kedelige mastodontInstansermedsindsoprivendelendigeventetonerderlydersommariahcareyspilletbaglænsellerenxylofonmedtømmermænd – må jeg lige forstyrre et øjeblik?”

Og så er det usvigeligt sikkert, som i 100% garanteret, at begge de små begynder at hyle indenfor 30 sekunder. Alle behov bliver på en eller anden måde tricket af den telefoniske tilstedeværelse af noget kedeligt og ofte meget vigtigt og noget med penge. Damn, altså. I starten forsøger jeg at styre de kære små med venstre hånd, bestikke dem med kiks og bananer og tusser og Ipads, mens jeg forgæves spidser øren i telefonen for at fatte bare en ludobrik af, hvad damen i røret siger om renteudgifter, årsregnskaber eller eroderet faldstamme. Når det så ikke virker – og det gør det aldrig – så giver jeg mig gudhjælpemig til at småløbe rundt i huset (kan I lige se det for jer?) med de små kravlende og løbende efter mig, mere eller mindre hylende og klagende. Mens jeg forsøger at forklare larmen i baggrunden til telefondamen, der nu begynder at tale mere insisterende. “Undskyld, jeg skal lige give min datter den her sko på, lige et øjeblik” – forsøger jeg – får et forstående men træt støn fra røret – og skoen er den forkerte, nr 3 stikker i endnu et hyl, nr 4 vil ammes, hiver mig i håret, jeg taber telefonen…”hallo? Er du der?” hører jeg fra gulvet, mens jeg stopper nr 4 i slyngen og (jo sgu, i panik), LUKKER døren i hovedet på nr 3, der helt besejret sidder på gulvet og kæmper med en anden sko. Samler telefonen op: “ja ja, her er gang i den, undskyld – jeg har lidt svært ved at forstå, hvad du mener med AMBI/Ratepension/Skifergasboringen, kan du…..” – og så får jeg det elendigt med, at ungerne er kede af det, og må give fortabt. “Min mand ringer til dig en af dagene, ok?”

Hvorfor er det sådan? Jeg har ikke kunnet afslutte en samtale af den slags på almindelig vis siden jeg blev hjemmegående med de to mindste. Jeg fatter mindre og mindre af min skattesituation, og det er uheldigt, når jeg har købt og solgt ejendom i sommers. Det var en ren joke, da jeg fik diverse energikonsulenter og eksperter udi bæredygtig energi til at ringe mig op for at vejlede mig i energirenovering af vores klods af en murermestervilla. Kæft, hvor er der mange, der skal have altmuligt totalt virkelighedsfjernt og DJØF-agtigt at vide om mine lån, obligationer, renter, taghældning, drænforhold og fanden og hans murerske….Jeg mener, jeg taler jo ikke engang sproget! Og er det noget med, at de små kan fornemme, at Mor er utilgængelig de næste ti minutter, der sætter deres instinkter igang og starter sirenerne? Jeg kan godt ævle med veninder, SFO’en, familie etc – men ikke noget med økonomi, faste udgifter, offentlige instanser osv. Nixenbixen Karen Blixen, jeg kan glemme det. For helvede altså, damen fra SKAT sagde, at jeg skulle gennemgå min forskudsopgørelse grundigt. Ok, så – jeg er hverken dum eller langsom i optrækket normalt, men jeg fatter ikke, hvad jeg skal stille op, og hun er så sød at ville guide mig i telefonen, men så HYYYYYYYler de kære små. Det er sgu næsten morsomt….