Det er mandag, og de store burde være i skole. Af ret så mange årsager. Det er de ikke.
I morges vågnede nr 4 med feber og snot, nr 3 klagede over ondt i maven og snot. Godt så, de skal jo alligevel være hjemme hos mig, så no alarm. Men nr 1 klagede også over at være mega snottet og ganske vist, så ser han temmelig vissen ud og er totalt rød om næsefløjene af at pudse næse konstant. Han er lidt hys omkring kropssekreter og skidt (bortset fra det under neglene, det rør ham tilsyneladende ikke), så han bruger ca en rulle wc papir eller 5 pakker kleenex dagligt, når han er forkølet. Plus saltvandsdråber, mentholatum, chaithe med ekstra ingefær og alverdens anti-snot remedier. Så ok, du bliver også hjemme, kammerat.
Så hang nr 2 med hovedet ved køkkenbordet. Og bryder sammen i gråd. Jeg kan mærke, hvad der kommer, for hvor nederen er det lige at skulle i skole, når resten af flokken bliver hjemme? Hun forklarer i tårer, at hun har ondt i halsen, men er bange for at sige det til mig, for så siger jeg bare, at det er løgn, og at hun vil pjække. Hm. Den lader jeg lige ligge, til jeg har drukket to slurke kaffe. Hun smågræder lidt videre. Så giver jeg mig, sætter mig hos hende, og siger, at hun da ikke skal afsted, hvis hun er skidt tilpas. Men at det er vigtigt for mig, at hun er ærlig. Hvis der er andre grunde til, at hun ikke vil i skole, skal hun fortælle mig det nu. Så græder hun endnu mere og siger, at hun altså bare har ondt i halsen.
Så jeg beslutter mig for, at alle mand bliver hjemme. Jeg har lovet nr 3, at idag skulle være hendes dag, for hun trænger til, at tingene foregår på hendes 3-årige plan efter 4 dage med de store søskendes lege. Så de store får at vide, at de skal holde sig i ro, tage tøj nok på, lade nr 3 være lidt og lave lektier efter morgenmaden. Og ellers kede sig lidt og blive friske til i morgen.
Det er bare det ved det, at jeg er temmelig nosseløs, når det kommer til at ….lade dagen gå. Nr 3 ville gerne lave bål og lave pandekager og lege prinsesser. Så nu er klokken 10.30, og vi har spist bålpandekager i solskinnet, nr 1 har kravlet rundt med en sav i et kommende klatretræ, nr 2 og 3 har lavet heksete i nogle spande, og nu vælter de rundt på plænen og puster sæbebobler og noget andet, der larmer helt vildt. Meget hyggeligt, ganske vist, men ikke lige meningen på en mandag. Nr 4 sover, han er mest sløj. Eller måske er han den eneste, der virkelig er sløj. Jeg ved det ikke – men for fanden, jeg er sgu blevet narret idag. Navnlig nr 2 er ikke spor syg. Jeg sagde præcist til hende, at hun altså skulle i skole, hvis hun ikke var syg, og ikke noget med at drøne rundt udenfor i glimmersko og tiara og nethandsker, hvis hun havde ondt i halsen. Og nu drøner hun rundt. Ganske vist med regnbukser og sommerfuglenet, men alligevel. Så nu er jeg ikke længere den reflekterende mor, der giver mine børn fri, når de har brug for det, men den naive mor, der er blevet snøret. Hm…..The times, they are achanging, mine børn er blevet store og snedige.
Hav en god dag!
Kh Pragmamor
Knus til dig kender godt det med at blive narret men tror det var godt nok du holdte alle hjemme….god bedring har selv syg Lars som kaster op på anden dag….uha alt det vasketøj….smiler
LikeLike
Øv da synd for Lars! Og dig! God bedring til ham. Kh
LikeLike