Det er intet, der er uforanderligt. Slet ikke i en familie. Det slog mig lige, nyligt hjemkommet fra 2 uger på fantastisk familiechartertur til varme, slentrende, blomsterparfumerede (på en god dag, på en dårlig stinker der af kloak og fulde svenskere (danskere, egentligt, men man må jo være lidt patriotisk nogle gange, og lige her er det uskyldigt)) Kreta, landet, der flyder med honning og hjælpsomme rengøringsdamer, der puffer min hovedpude, rydder op i badedyrene, tørrer gulvene over, hænger vasketøj op og smiler høfligt. Hvis man giver gode drikkepenge, får man endda rene håndklæder HVER DAG!
Nå. Tilbage til sagens kerne – familiens uforanderlighed, eller manglen på samme. Jeg startede denne blog med at skrive ret mange indlæg, der etnografisk beskrev vores hverdag i detaljer. Nu, hvor børnene er lidt ældre, huset er forandret lidt, jeg har vænnet mig til at gå hjemme, vi er flyttet ordentligt ind, børnene er faldet til i deres nye hjemby, så er meget forandret. Det der med hverdagens trummerum, de dræbende husholdningsrutiner, som kan få de fleste ambitiøse karriereforældre til at slå ud over hele kroppen og gå fluks på blodtypediæt, den trummerum kender jeg faktisk ikke. Jeg må improvisere, se mine snit, være tilstede, om- og gentænke, skabe og evaluere konstant for at få det hele til at gå op og få alle 4 unger til at ligge glade, mætte, rolige og rene i deres senge hver aften. Ganske vist er der da den samme bunke praktiske opgaver at løse med vasketøj, indkøb, madlavning, oprydning osv, alt det, jeg elskede at være væk fra på ferien. Men hvordan jeg får passet de opgaver ind imellem at tage mig af mine børn – som er den primære opgave efter min mening – det er foranderligt. Fordi min konstitution og børnenes behov skifter kontinuerligt. På ferien kunne jeg nøjes med at tage mig af børnene. Lege, se dem, snakke med dem, være med dem. Det var guddommeligt.
Jeg prøver ofte at skabe en rutine. Men det bliver ofte mest i mit hoved, i filmen i mit hoved, at hverdagen er stabil med rutiner om praktiske gøremål. Virkeligheden er langt mere uregerlig.
Jeg har derfor tænkt mig at beskrive vores dag idag – men jeg skal lige putte nogle børn.
Kh Pragmamor
Kristina Hobbs - mor til 5 