fællesspisninger og utilstrækkeligheder

Nogle ting har dårlige odds for os som familie, fordi min mand og jeg har valgt den her gammeldags måde at være familie på, når det kommer til kønsroller. Og fordi vi nu har 4 børn. Noget af det, der sjældent rigtig er en succes, er børnearrangementer i fritidsaktiviteter og pasningstilbud, som altid er en del af jule- og sommerafslutninger. De andre ser ud til at have det dejligt, de første 5-6 år af mit moderskab bildte jeg også mig selv ind, at jeg nød den slags, og at mine børn også havde det hyggeligt.

(Det her bliver lidt alvorligt – og nu er det lige ved, at jeg opgiver, for dagen har været bagt i solskin, alt er godt, vi er glade, og nr 1 og 2 springer rundt i tusmørket på trampolinen og synger “Jeg er sej, tæskesej, jeg går både til parkour og guitar, begge dele er bare så sejt, vil du lege med mig, vil du hænge med mig, så er du bare sej” og filmer seje mooves med en musikvideo app på min telefon. Den der “jeg er sej” sang er nr 1’s ide, nr 2 lavede for lidt siden én, der hed “hulihalibåt” , hvor videoen var noget med at låne mine briller og noget vasketøj. Hun er ikke helt nået til det der med at synes, at hun selv er herresej endnu, men hun er mega sjov…)

Well, toback to the sag, old dame, som Nattergalene ville sige. De her tanker har jeg rørt rundt i siden vi i sidste uge var til (vi er her 4 børn, min mor og jeg) fællesspisning som afslutning på den madskole, som nr 2 var på hele sidste uge. Arrangementet foregik ved skolekøkkenet på en folkeskole, og det var familierne til 26 børn, der var inviteret til smagsprøver på madskole-elevernes kunnen. Min mor ville gerne med, hvilket øgede chancerne for et roligt arrangement en del. Det var godt vejr, vi kunne sidde ude, så folk begyndte at tage borde og stole udenfor – jeg havde jo også de to små på 1 og 3 år med, som ikke var helt kry ved situationen og lige skulle indstille sig på at skulle noget socialt kl 16.30 om eftermiddagen, så min mor forsøgte at sikre sig nogle stole og et bord. Men hun har lidt dårlig ryg, så slæberi er ikke så godt. Så forsøgte nr 1 og 2 sig, men kunne ingen finde, og så måtte min mor og nr 1 og 2 passe de små, mens jeg fandt stole. De gad ikke, at Mor gik, når de var et nyt sted, så de græd. Så blev maden sat frem udenfor og præsenteret – men fordi nr 4 stadig var urolig, så kunne vi ikke høre, hvad der blev sagt. Allerede her tænkte jeg “Kors i hytten, det her bliver ikke godt – hvor er din pragmatisme henne, dame – du skulle ikke have taget de små med!!” – men så skulle de have været blevet hjemme, så kunne min mor ikke komme med – og nr 2 fortjente sgu at have både mor, Bedste og søskende med, så hun rigtig kunne vise, hvad hun havde lavet hele ugen. Jeg var så stolt af hende! Ville gerne give hende en stor aften med meget opmærksomhed og kærlighed fra os – og sådan blev det bare ikke, fordi jeg glemte et par realiteter eller to. For nr 1, 3 og 4 skiftedes til at blive hidsige, sure eller bare knotne eller frække, til at larme eller spilde eller hyle eller skulle på wc. Jeg drønede rundt, kunne ikke hjælpe de små med at spise – min mor forsøgte at holde fokus og ro ved bordet, men hun havde ikke en chance, for ungerne ville have mig. Hun fokuserede på nr 2, som jo fortjente at føle sig i fokus – og det var jeg glad for, at hun gjorde. Jeg var også meget ked af, at jeg ikke havde nærvær til at få styr på, om hun havde flået torsken og pureet pestoen, eller om det var omvendt. Jeg sad slet ikke ved vores intermistiske bord – og det gjorde de andre. Med mor, far, måske en max to større søskende. Ih så hyggeligt. Dug og alt muligt. Og det ville jeg sådan ønske, at nr 2 også kunne have, lige i aften. Men jeg sad ikke, jeg sad på et tæppe på græsset med de små, som ikke kunne passe stolene (der også stod skråt på den ujævne plæne) – eller sad og sad, jeg krabbede rundt mellem tallerkener, sugerør (dem havde jeg da husket, festligt, hvad?), glimmersko og halvt spiste grissinier, med et noget rester af innovativ smagsprøvemad, der i stigende grad lignede et abstrakt kunstværk smurt ud over mine knæ. Mens jeg med rødere og rødere kinder og mere og mere spændte kæber hvislede “så, sid nu lige her med din tallerken, ikke?” og spyede vådservietter til højre og venstre. Yndigt. Nr 2 fik større og større øjne, blev mere og mere stille. De andre blev mere og mere hys, til sidst tog nr 1 prisen og gik til angreb på et egetræ i arrigskab. Slog tåen, mere arrighed. Nr 3 tyssede på ham, endnu mere arrighed. Min mor og jeg kapitulerede, opgav at spise, fik styr på tropperne – sendte en til afkøling, fjernede tallerkener, tørrede mad af. De andre borde spiste stille og roligt, børn begyndte at tralle rundt og små snakke. Mine små var trætte og sultne, løb i hver i sin retning, nr 2 ville gerne fortælle nr 1 om al maden, eller bare have sin mor. Jeg ville gerne tage hver og en af mine dejlige børn ind til mig, og give dem den omsorg og opmærksomhed, jeg kunne se, at de hver og en havde brug for lige der – men jeg var utilstrækkelig. Jeg kunne ikke give dem det, de hver især havde brug for, lige der. Jo, en af gangen – men det var ikke tilstrækkeligt. Og utilstrækkelighed er min hade-følelse, sammen med magtesløshed er det roden til alt ondt, fra søvnløse nætter og hængebryster til bumser og sure tæer. Fik lyst til at sætte mig ned at tude. Men skældte så i stedet nr 1 ud for at være umulig. Virkelig god plan, moster, lige hvad han trængte til – stakkels fyr, det er sgu da slemt nok at miste temperamentet blandt vildt fremmede, så skal ens mor sgu da ikke stå der og hvisle af en. Set, game og match. Jeg var færdig som lirekassespiller den aften. Så var der desværre også lagkagekonkurrence, hvor vi skulle bedømme og spise de flødeskumsorgier, madskole-eleverne havde lavet. Det gik nr 2 meget op i, jeg skulle stemme på hendes kage og spise en masse. Nu er konkurrencer om kager ikke lige noget for mig, så jeg skrev på sedlen, at de var lige flotte allesammen. Meget solidarisk af mig, meget synd for nr 2 – måske jeg skulle have vist pædagogikflaget på en anden måde lige ved den lejlighed? Tror du virkelig, søster lagkage? Ja, det tror jeg nok. Torsk. Nå. Men min mor og jeg fik da spist lagkage ved den slagmark, der engang var et bord fra et fysiklokale. Og så gik vi hjem. Vi var færdige, børnene var kede af det, jeg var en sort sky af dårlig samvittighed. Dels af de finker, der røg af fadet i hovedet på min dejlige store søn, som var gået lidt agurk på en træstamme – som jo sgu altså nok tilgav ham, og hvis de andre gloede, så var det jo deres problem. Dels af, at jeg havde fejlbedømt, hvad der kunne lade sig gøre, noget så gevaldigt. Det var for ambitiøst af tage afsted med alle 4 børn, medbringende Bedste eller ej. Jeg har ikke gjort det før, plejer at få nogle af dem passet – men jeg tænkte bare, at lidt spisning ml 16-18 et sted, hvor man også kan købe rundt og lege, det MÅ jeg da kunne klare. Det kunne jeg også, men det kunne børnene ikke. Og det er mit job at kunne gennemskue, hvad de kan klare, og undgå alt for mange nederlag for dem. De andre gæster blev sikkert lidt forstyrret i deres madro af mine børn, tror jeg – men ikke meget, det er ikke sådan, at jeg tror, at folk blev sure. Jeg synes bestemt, at pli, hensyntagen og høflighed er vigtige egenskaber at udvise, når man er blandt andre mennesker, og det går jeg også op i, at mine børn lærer – men så er det mig, der skal afgøre, om isen kan bære dem, når de skal ud glimre med deres ellers fine bordskik. Og ved det her arrangement var der simpelthen for meget, der krævede totalt forældrekontrol, mange voksenhænder til få børn. Det var ikke for enlige med mange børn – jeg ved godt, at min kære mor var med, men når børnene vrider sig, er det mest mig, der tager affære. Jeg er glad for, at hun kunne vise nr 2 noget positiv opmærksomhed! Tak til madskolerne, det er ikke for at klantre dem, slet ikke. Det er min fejlbedømmelse. Og her kommer vi til humlen:

Fællesaktiviteter med børn og forældre, juleklip, sommerfest osv – det duer altså ikke at være alene afsted med mange børn. Det er ikke sjovt, det er belastende. Jeg føler, at vi fylder for meget, forstyrrer. Det kræver en grad af styring, som jeg ikke kan leve op til, når der er flere end 2 børn med. Også fordi det barn, hvis klasse eller guitarhold, det handler om, fortjener opmærksomheden til fulde. Den ene aften skal det ikke handle om så meget andet, synes jeg. Og så skal vi altid spise et eller andet, og så skal man sidde ned, og så er der ingen småbørnsmøbler, og så skal jeg rende rundt og finde alt muligt, og så stikker den lille af, og så skal jeg hjælpe med at skære lasagne over, og så kunne nr 2 ikke lide bulguren på buffeten alligevel og skal have ren tallerken, og så skal nr 4 skiftes, og så vælter nr 3 sin saftevand…Og jeg er SKIDESULTEN! Jeg har først for nylig lært at spise hjemmefra til fællesspisninger. Men det burde stå i den der LIBERO-forældreguide, man får af sundhedsplejersken.

Der har været meget få fællesarrangementer i mit liv som mor, der har været gode. Mine børn har som regel heller ikke lyst, faktisk. Ikke engang de store, som ellers godt kan huske dengang, vi kunne tage til klassearrangementer uden små børn. Det er, som om, der altid er en mislyd. Nogle forældre, der sidder alene rundt om i hjørnerne og ikke taler med nogen. Nogle børn, der slet ikke vil være der. Nogle, der bliver for trætte for tidligt. Nogle, der helt tydeligt er for stressede til at sidde der i to timer for barnets skyld. I mine skoledages tid var der tilmed en del forældre (og lærere), der blev lidt for fulde.

De eneste fællesarrangementer, jeg rigtig har nydt, var fællesmorgenmad i klasserne. Det er en times tid til halvanden om morgenen, hvor alle er friske. Det duer for os. Men ikke engang der har jeg haft alle 4 med.

Jeg tror ikke, at jeg har mindre styr på mine dejlige børn, end andre har. De er meget selvhjulpne, de er ikke kræsne, de er generelt høflige og vil det bedste. Børn vil grundlæggende gerne opføre sig ordentligt og have det hyggeligt, og det er min erfaring, at det faktisk lykkes dem, hvis omstændighederne er til det. Og det med omstændighederne – jeg ser alle mulige gode grunde til, at man som forældre involverer sig i sine børns aktiviteter, institutioner og skoler, og at man ind i mellem bruger tid sammen med de andres forældre og familier. Det er godt givet ud at lære hinanden at kende, oplever jeg. Men bør det ikke være under omstændigheder, hvor alle kan være med – også sådan nogle som mig, også enlige med mindre børn eller med mange børn? Dem er der jo en del af. Gad vide, om der ikke er mange, der føler sig lidt hængt ud i den model af fællesaktiviteter, som vi praktiserer her i landet? Eller er det mig, der er sippet og bare langer ud, fordi jeg har dårlig samvittighed? Jeg har været ude for, at søskende ikke måtte komme med til klassearrangementer – fordi barnet skulle være i fokus, fordi det gav pladsproblemer, fordi der manglede puslefaciliteter og hist og her. Det er sgu forskruet, synes jeg. Altså – det er ingen tvivl om, at både nr 1 og 2 gerne vil have hele familien med til fællesarrangementer, bare det dog var arrangementer, hvor det kunne lade sig gøre at have hele cirkusset med, selvom man ikke har en Far eller en Aupair med. Der er altid nogle, der ikke dukker op til sådan nogle arrangementer – måske er det omstændighederne, rammerne, den er gal med? Er et måltid den bedste måde at lære hinanden at kende på? Jeg tror, at det udstiller nogle – eller det har jeg tænkt på, siden jeg sad der og så ud som en enlig mor til 4, der havde mistet kontrollen. Jeg mærkede lige efter – ville jeg komme en anden gang? Nej. Og det ville være skidesynd for nr 2, hun fortjente en forælder, der kom og involverede sig. Jeg er ikke flov, de andre familier kan tænke, hvad de vil – jeg håber ikke, vi gjorde anstød eller provokerede nogen. Jeg kan jo sagtens – jeg kan rette ryggen, bede min mand eller min mor passe nogle af ungerne næste gang og så fremstå som en af de andre, en fra “jeg sidder her og har det dejligt med intakt dug på bordet og ren skjortebluse”-lejren. Jeg har en dejlig mand, børnenes far, og vi elsker hinanden. Jeg følte mig ikke udstillet eller afsløret. Men tænk nu, hvis jeg faktisk kæmpede til daglig for at være nok, hvis jeg nu var lidt ked af, at jeg skulle afsted alene, hvis det ikke var udtryk for min dårlige vurdering af situationen, men derimod udtryk for mine børns lidt hårde familiære omstændigheder – hvor ville jeg være trist over sådan et arrangement. Over fællesspisninger, hvor man hurtigt har for lidt hænder. Hvor det ikke er hyggeligt, for man har hverken overskydende hænder eller opmærksomhed til at give alle børnene mad fra buffet’en eller til at tale med de andre forældre – for man kan ærlig talt ikke føre en meningsfuld samtale, når man skal holde styr på 4 børn i fremmede omgivelser. Så ryger pointen med at sidde der jo lidt. Og igen – det er børnene, der taber her – jeg er ikke bekymret om min aften er lidt hård, og om jeg ikke lige får mine nye bedste venner i forældregruppen. Det kommer tids nok. Men mit barn, hvis arrangement, vi er til – det fortjener positiv opmærksomhed. Og det er næsten umuligt som aleneforælder til flere børn. Og hvor er det dog dumt. Jeg tror, at det får nogle til at holde sig væk. Og det er virkelig ærgerligt. Hvorfor er vi ikke bedre til at lave arrangementer, der ikke handler om et måltid? Hvorfor er vi ikke bedre til at hjælpe hinanden ved sådanne arrangementer, så alle kan have det rart, blive mætte og føle sig set?

Jeg ved ikke, hvordan det går med fællesspisninger i fremtiden – jeg har ikke taget nogen kategorisk beslutning, og det gør jeg jo generelt ikke, pragmatiker, som jeg forsøger at være. Men jeg kan ikke lide dem. Det har jeg ikke kunnet i mange år. Jeg gør det, hvis ungerne gerne vil have det, og de ved ikke, at jeg ikke hygger mig. Det skal de heller ikke vide. Jeg taler gerne længe med forældre i telefon eller når vi ellers mødes i Kvickly eller henter børn – jeg er et temmelig snakkesaligt væsen. Men bliv mig fra livet med hygge over brændte, klæge æbleskiver og pislunken gløgg, eller fælles madbuffet, eller andre måltidsbaserede sammenkomster. Jeg kan ikke lide det. Jeg er ikke god til det. Jeg synes, vi skal gøre noget andet, når vi skal ses som forældre. Jeg sender min allerstørste sympati til dem, der holder sig væk – jeg ville ønske, at I ville komme frem fra busken og tale med om, hvordan vi kan lave et arrangement som forældre, hvor vi alle føler os godt tilpas. Uanset sprog, religion, farve, familieforhold og civilstatus. For børnenes skyld og for vores egen.

Nu er det her slut, jeg er færdig for i dag. Traditionen tro vil jeg lade være med at gå tilbage og redigere, men jeg har på fornemmelsen, at jeg vil provokere nogle. Det er ikke min hensigt, og jeg er sikkert lidt klodset i mine udbasuneringer. Tag det med et gran salt.
Kh pragmamor