sommerstyrtninger

2

20. juli 2013 af Kristina Hobbs

Et orgie af plastiklegetøj vælter rundt mellem mamelukærmer, udtørrede frøer (stakkels kræ), havestole og henkastede børnesandaler på vores græsplæne. Eller det, der for en måned siden var en græsplæne, nu ligner det en strid neglebørste med sine stikkende, gule stumper af græs og kløver. Det er dejlige dage, her i sommersolen. Vi nyder sommerferien herhjemme, mine 4 børn og jeg. Lige fra kl 7 om morgenen, hvor nr 4 og jeg trisser ud i det dugvåde græs og kigger efter spiselige ting i buske og bede (når lige at vande og luge lidt mens, hvis altså jeg tør løbe risiskoen for, at lillemanden får stoppet en snegl ind i munden i stedet for et dejligt hindbær – eller endnu bedre, en udspyttet, afsuttet kirsebærsten fra igår, MUMS), til jeg trisser rundt for anden gang kl tusmørke og retter lidt op på dagens forbrydelser mod alt det her NATUR, der er herude. Det roder at have børn hjemme i ferien, og det roder virkelig meget, når der er tale om fri leg med vand i solskin. For slet ikke at tale om alt det rod, det medfører indenfor, når vi er udenfor. Lyder ulogisk, er det slet ikke. For alt det, man bruger indenfor til at spise med og af, lege med, tørre hænder i, have på fødderne (hvor mange sko og sandaler er det lige, de der børn har? Formerer de sig mon ligesom Gremlins, når de bliver våde? PLUFFF, så er der pludselig 37 enlige højre partyblomstrede klipklapper, og jeg sværger, at der kun var 1 par, da de stod i entreen og var tørre) og beskæftige sig med, det har jo en plads indenfor – og så skal det bæres udenfor, og det i en vis fart. Så hvem gider det med at lægge resten af skabets indhold på plads, når solen skinner? Jeg er faktisk virkelig slem til det selv. Det er med en vis bæven, at jeg styrter indenfor for at hente vådservietter, tør bodystocking, solcreme, kortspil, Peter Plysbladet, sangbogen, frokosten – for alle 4 unger er i haven uden voksent opsyn så længe, og der er også vand i store fade, i bassiner og i – ikke mindst, oh gys – haveslangen. Pissefarligt. Så når der mangler et eller andet, styrter jeg ind og henter det i en fart, og kaster mig ned af køkkentrappen ud i haven igen. Glemmer et eller andet, gentag. Ca 5 gange i timen, mindst. Om sommeren styrter jeg ret meget. De to store gør det samme, skynder sig, fordi det er kedeligt at hente ting. Nr 3 gør det også, helst med meget mudder på fødderne, og så kan hun ikke finde, det, hun mangler, og så skal jeg ind efter det i fuldt firspring. Vi stormer ud og ind. Men vi ligger også henslængt og spiser frokost på tæpper under træerne, leger med vand og sand og mudder og har det dejligt. Der er bare meget at rydde op nu, i solnedgangen. Lader det meste stå – for indenfor ligner det også en ulykke. Og det meste af det, jeg er nødt til at få af vejen inden i morgen, er plastik ting. Det er helt ufatteligt, hvor meget plastik, vi ejer. Bassiner, bolde, Playmobil, lego, Duplo, perler, køretøjer, gynger, Barbie, klovnenæser, parykker, pynteting, biler, bilbaner, klodser, dukker, plastikhotdogs, plastikbroccoli, plastikservice, vandkander, dyr, Beyblades, instrumenter….Jesus. Ikke i plastik, men JESUS, hvor er der meget. Som jeg lige om lidt skal styrte rundt og rydde op. Hvorfor gør jeg egentlig det, vi er jo hjemme igen i morgen, meget kommer frem igen og bliver leget med? Jo. Det udenfor kommer i kasser og i tørvejr, gider ikke for meget snask og dyr i det. Det indenfor – tjo. Min erfaring er, at børn helst vil lege med ting, og lettest kommer i gang med en god leg, hvis der er orden på det. Hvis mængderne er overskuelige, dimserne passer sammen, alt virker, og det ser lidt lækkert ud. Ligger det spredt ud over hele gulvet eller i bunker under bordet, eller rundt omkring på vores 3 plan, ser det ikke indbydende ud – og så kræver det en indsats fra mig, før de kommer i gang med en leg. Det vil jeg rigtig gerne – men det er ikke sikkert, at jeg kan give den hjælp mædetvuns. Plus det, at det skal tages kritisk stilling til legetøjet en gang om ugen – i hvertfald det, der er i stuen, som er mit “hjemmepasningslaboratorie”. Der skal stå legeting og sager, som virkelig duer. Som de to mindste gerne vil lege med, som giver en eller anden form for stimulans, jeg synes er sjov ligenu for dem. Jeg forsøger at have en vis opmærksomhed på, hvad der ville være godt at lege med og lære af ligenu – også i forhold til fx vejret – og så sætter jeg de ting frem, og pakker noget andet væk. Det er det optimale – det er bare virkelig svært at nå, nu, hvor jeg har alle 4 unger hjemme plus deres kammerater. Derfor må det der med at sortere ridderPlaymo fra Dyrlægeplaymo altså ske kl fx nu, midt i en skøn sommeraften. Der er vist også en garage, en safari bil og en Buzz Lightyear, der kom i (lidt for) nærkontakt med en chokoladekiks i formiddags. Og nu kluden er fremme, kom der vist fingermaling ned i Nr 2’s syæske og på et par episoder af traktor Tom på DVD (og på mine sko, men det er vist for sent nu).

Og så er min stille formiddag med nr 3 røget sig en tur, for nr 2 og 1 er her jo også, og så er det umuligt at fastholde nr 3’s fokus på det, vi to laver sammen. Hun vil lave det, de store laver – og det kan hun sjældent helt finde ud af, og så bliver hun grundbundforialhelvedestortskrigeriPISSEGAL på no time. Mange gange om dagen – lille pus. Forsøger at skabe noget ro i løbet af dagen, så hun kan falde lidt ned – og det er ved at lykkes efterhånden, nu, efter 3 ugers ferie. Idag høstede vi bønner og gjorde dem klar til fryseren sammen, det tog en times tid. I ro. Pyha. Håber, at det lykkes med den slags rolighed lidt oftere. Jeg nyder det også. Indimellem en god vandkamp 🙂

Nu igang!!
Kh Pragmamor

Reklamer

2 thoughts on “sommerstyrtninger

  1. Helle siger:

    Åh hvor jeg smiler, så stort, at det faktisk gør lidt ondt 😉 Jeg har kun to børn hjemme nu, de to ældste er flyttet fra reden, men hold op hvor kan jeg nikke genkendende til dine helt fantastiske beskrivelser af sommerlivet hjemme i hus/have med børn 🙂

    Like

    • Tak for dit smil! Har set dine billeder af de to, du har hjemme- det ser hyggeligt ud med badebassin og hjemmelavet is. Vi har også den ismaskine! Det revolutionerer jo familiens isholdning, når man laver den selv:-)
      God weekend
      Kh Kristina

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: