GirafTV

I morgen kommer der en journalist og en fotograf, som gerne vil lave en udsendelse til DR2 om familiers valg af hverdag. Om man arbejder eller ej. Journalisten fandt mig via bloggen her, og vi har talt sammen i telefon mange gange, mens programmet har taget form. Jeg har tillid til, at vi ikke bliver udstillet, for det har hun lovet mig. Simpelthen. Jeg kan ikke få det på skrift, men vinklen i programmet lyder fornuftig. På den anden side, så håber jeg også, at livet herhjemme ikke bliver et glansbillede af vandkæmmede børn med rene negle, der traller rundt og plukker blomster, mens Mumimor står i køkkenet og sylter asier hele dagen. Det ville være totalt ødelæggende for den offentlige mening om at være hjemmegående, hvis vi fremstår som kvalmende idylliske.

At tale med journalisten har allerede fået mig til at reflektere mere over, hvorfor jeg ikke er udearbejdende – både set fra min og fra mine børns synsvinkel. Og det giver stadig virkelig god mening, at jeg er her. Vi har det jo godt med det allesammen. Jeg vil gerne være med til få både politikeres og borgeres øjne op for den mangfoldighed af måder, man kan være familie på – og at det bedste, vi kan gøre for os selv og vores børn, er at tænke grundigt over, hvad, der virker for os, i netop vores specifikke situation. Hvad, der kan lade sig gøre, hvad, der virker. Huske, at tiden arbejder for os, og at der er en dag i morgen, hvis idag ikke lige lever op til den idylliske film, de fleste har i hovedet. Kommer til at tænke på en skøn bog af Gunnar Wille (ham med Skrumpen fra 80’erne), som handler om den her giraf, der ikke fatter, at der andre giraffer ignorerer ham. Ikke bare ham, men hele verden. Det viser sig, at de ser fjernsyn inden i hovederne, det er jo derfor, at giraffer har de dersens antennelignende dimser på øverste etage. De står der på savannen og ser Dr Phil for giraffer 24-7. Indtil den her kvikke teenager-giraf får dem ud af trancen. De har aldrig tænkt over, at de kunne gøre noget andet end at se TV inde i hovedet – og det er det, programserien skal handle om – automathandlinger, eller kulturelt specifikke handlemønstre, om man vil. Noget, man plejer at gøre i så høj grad, at man bliver blind for alternativerne, blind for, at der overhovedet er et valg at træffe. Jeg er edderbroderemig GLAD for, at jeg traf (og kunne træffe) det her valg lige nu i vores liv, men jeg er også ret sikker på, at det ikke havde været det rigtige for mig at gå hjemme, før jeg var færdig med min elskede uddannelse og havde prøvet arbejdslivet af. Det, der er rigtigt nu, var ikke nødvendigvis rigtigt for 5 år eller 5 minutter siden. Vel?

Jeg er lidt nervøs – hvilket er sært. Jeg har talt med ungerne om det, og de er også lidt nervøse, men glæder sig til at vise, hvordan man er hjemmefamilie. Min søn på 10 sagde “Mor, det er da klart, at du er nervøs, du er jo ikke vant til at optræde og sådan, det er vi jo!” – han mener forårskoncerter og afdansningsbal osv. Det er så sjovt, at han siger det, for det afspejler jo hans billede af mig som én, der ikke bryder sig om at stå på scenen og føre mig frem. Det gør jeg heller ikke – længere. Men jeg brugte al min tid, forspildte ingen chancer for spotlys, fra jeg var ca 10 til jeg var 23. Kor, teater, sang, klaver, bands, teaterskole, dans, musicals, hele molevitten, så tæt på professionelt, som man overhovedet kan komme uden at tjene en krone. Det med musikken var mit hjerteblod, teater fulgte ligesom med, for jeg tørstede efter anerkendelse. Det kan jeg se nu, men det anede jeg ikke dengang. Jeg fandt med tiden ud af, hvem jeg egentlig selv var, valgte en meget reflekterende og analyserende uddannelse, og navnlig at få børn gav mig ro i sindet og fred med, hvem jeg er sådan helt ind i maven – og jeg er endt med, at jeg faktisk bedre kan lide at være mig selv end at spille andre. Vi spiller og synger ret meget herhjemme, og jeg vil da gerne dyrke det lidt igen en dag, men ikke for at optræde. Gider ikke det der med at sætte røven i klaskehøjde på den måde – på andre måde, jo da, gerne, men ikke med at krænge følelser ud. Der er fri afklapsning fra Hr og Fru Danmark, de kan bare tæske løs på lille mig, når jeg sammen med min lille flok raserer Kvickly, leger sænkeslagskibe med gamle rundstykker i det lokale gadekær (andrikkerne er supertankerne, ællingerne er ubåde, dame-ænderne er plimsollere) eller leger med rulle vognene på biblioteket. Bare jeg kan være mig selv, så er jeg åben og slet ikke genert. Hvordan det bliver i morgen, det ved jeg ikke rigtigt, men min søn har da ret i, at jeg ikke så gerne optræder. Sjovt, at jeg sådan har en lille hemmelig fortid på scenen, som han ikke kender til – endnu 🙂

Jeg har ikke tænkt mig at bryde ud i “her kommer mutter med kost og spand” i morgen, og jeg har ikke fået ordnet hverken hår, negle eller trappen foran huset. Der er friske blomster fra haven i vaserne, aftensmaden er forberedt, og de små har været i bad. Og så håber jeg inderligt, at den ligefremme, ærlige og sommetider groteske, sviende og komiske virkelighed, som jeg føler, at vi lever i (og som jeg forsøger at portrættere her), vil skinne igennem på TV. Budskabet må bare ikke blive, at alle familier bliver glade i låget og lykkelige i sjælen af at have en hjemmegående forælder. For det mener jeg ikke er sandt. Herhjemme skændes vi, ungerne er umulige og kære, jeg er stolt og ulykkelig, dagen er rolig og hæsblæsende – alt sker. En hjemmegående forælder afholder skisme ikke børn fra at få hysanfald, bande grumt og give sin lillesøster en Olfert. Det må heller ikke være derfor, at man vælger den måde at være familie på, det må ikke være succesparameteret. Det må ikke være lykken at undgå konflikter, det skal være, at man går igennem livet, med det, der nu sker, sammen. Det skal være måden, man løser de konflikter, der opstår, der gør det hjemmegående liv noget værd. Måden, man overkommer dagen sammen. Det er noget med, at jeg, fordi jeg ikke har en arbejdsdag udenfor hjemmet, ligesom orker børnene lidt mere, end jeg gjorde, da jeg arbejdede eller studerede intenst. Blandt andet. Nu må vi se – jeg må hellere komme i seng, så jeg også ligner én, der orker mine unger;-) De store ser Simpsons the Movie med deres far nu, de små har sovet siden kl 20. Fed dag i solen, sommer i det her land er bare det bedste i verden! Efter min forrige indlæg har jeg revideret min styrten omkring, og idag styrtede jeg væsentligt mindre, takket være en spand med klude og sæbe, en rulle køkkenrulle, 4 håndklæder, en 1,5 liters flaske med isvand og kopper til, en stak børnebøger og to tæpper, som permanent nu bor i vores skur i haven. Forberedelse er GUD!

Hav en dejlig nat

Kh Pragmamor