Voksenkontakt for hjemmegående

Folks bekymringer for mig og min selvvalgte situation som hjemmegående går tit på, om jeg ikke bliver sindssyg af manglende voksenkontakt. Ikke nok med, at jeg ikke har en arbejdsplads udenfor hjemmet, men min mand er tilmed udearbejdende ca 70 timer om ugen, så han kan heller ikke stå som garant for min mentale sundhed. Ikke at ægtemænd nødvendigvis hjælper på kvinders mentale sundhed. Efter vores 14 dage på Kreta for nylig med intenst samvær med min mand elsker jeg ham bestemt meget højt, men jeg trængte også til at få fred uden ham i huset. Mange mener vist, at det er bedst, hvis der er to voksne hjemme samtidig fra ca kl aftensmad til kl sengetid. Også gerne om morgenen.

Da Tvholdet har forbi matriklen i torsdags, blev jeg også spurgt gentagne gange, om jeg ikke fik pip af at tulle rundt her alene. Jeg tuller ikke så meget, styrter mere (som bekrevet i indlægget “sommerstyrtninger”), men det er da korrekt observeret, at der ikke er andre voksne i mit liv det meste af tiden. Det gør mig ikke noget, jeg får ikke pip. Det undrer mig egentlig lidt. Hvilke former for kontakt til andre voksne er det, jeg dyrker, og hvorfor har jeg ikke brug for mere?

Ideen om, at voksenkontakt er vigtig, at man føler sig inkomplet og ensom uden, er et spøjst fænomen, noget, som vi i det moderne Danmark synes at være enige om eksisterer som næsten fysisk behov for samvær med ligestillede. Jeg kan komme i tanke om mange voksne, som jeg helst vil være fri for at være sammen med. Jeg foretrækker afgjort samvær med selv uvorne, egoistiske eller kraftigt bandende børn fremfor martyriske, nærige og/eller selvhøjtidelige voksne. Der er mange voksne, der hverken stimulerer eller udfordrer mig bare en brøkdel så meget, som børn gør. At være et ordentligt menneske, der taler pænt og tænker sig om, er vanskeligere i samvær med børn end med voksne, finder jeg. Det synes jeg er spændende. Det, jeg laver nu, er ubetinget det sværeste og hårdeste, både mentalt, fysisk og psykologisk, jeg nogensinde har beskæftiget mig med som daglig forteelse. Det er et ironman hver dag, og det er meget stimulerende for mig. Men det er måske bare mig.

Jeg er nødt til at sige, at min mands lange arbejdstid måske ikke en garant for mit mentale helbred, men helt sikkert for vores økonomiske situation. Vi lever stadig rent økonomisk, som om jeg var på SU eller mindre, selvom jeg blev færdig i 2008. Det kan lade sig gøre, at jeg går hjemme, fordi han knokler virkelig meget. Han har altid arbejdet så mange timer, ligesom de fleste andre englændere (han er engelsk) i hans entreprenørbranche, og det bliver han ved med, til han styrter. Det er tilfredsstillende for ham, og det gør det muligt, at jeg kan køre butikken herhjemme, som jeg gør. Der findes hjemmegående, der deles mere om det at gå hjemme – hvor husførelsen og børnekontakten er delt mellem flere voksne, der enten arbejder mere hjemmefra (selvstændige, skribenter, forskere etc), har meget fleksible arbejdstider, hvor den ene har fri i hverdagene, og har weekendnattevagter, der giver mange kroner i skibskisten, mens den anden arbejder 9-17 man-fre. Så er man måske ikke to voksne hjemme samtidig, men arbejdet med hjemmet og børnene, både økonomisk og pædagogisk er fordelt på to. Jeg skriver om økonomi en anden gang – pointen her er voksenkontakten. Jeg tror, at det for de fleste, der går hjemme, er modellen med én indtægt og et rimeligt heftigt antal udearbejdstimer, der er realiteten. Det betyder begrænset tid sammen med en samlever. “Akademikermodellen” med to fleksible jobs, foredragsvirksomhed og lidt bogskriveri, to “hjemmegående” forældre med gode indtægter, tror jeg ikke er for de fleste. Dejligt, at den model også findes, fred være med det 🙂

Journalisten var hurtig til at sammenligne min situation med 1950’ernes husmødre. Jeg tror såmænd ikke, at det var specielt elendigt at leve i 50’erne for den brede befolkning, det lyder så udskældt at sige “du bomber udviklingen tilbage til 50’erne” – som om jeg var Egtvedpigen i stenalderen, hvor vi gryntede rundt og spiste bark, havde flintesten til pynt i håret, og den ene tvilling altid blev aflivet, så den stærke kunne overleve. Jeg har da et forklæde, mine hænder er runkne af opvaskevand og kartoffelskrælning, og det er mig, der bestemmer (og – lets face it – udfører) alt vedrørende børn og hjem, jo vist. Men jeg har hverken skåneærmer, papilotter eller rullemaskine i kælderen, og mit valg af arbejdsopgaver er 100% frivilligt og baseret på mine egne ønsker, min udgave af lykke, mit behov for udfordringer. Jeg har været under uddannelse sammenlagt 25 år, jeg er meget priviligeret blevet spurgt, hvad jeg kunne tænke mig at blive, når jeg blev stor. Valgte den sværeste akademiske uddannelse, jeg kunne opdrive, og elskede hvert sekund. Jeg oplever kolossal respekt for min indsats herhjemme fra min mand, bekendte og familie. Jeg er ikke pr samfundsskabt norm blevet placeret i huset med unger om benene, jeg har selv valgt det. Den valgfrihed gør den altoverskyggende forskel fra fordums husmødre, i min optik. Mht til voksenkontakt, så havde de det anderledes – men ikke eksakt VÆRRE eller BEDRE – for 60 år siden, hvor der var langt flere voksne i hjemmene i dagtimerne. Der var mange andre voksne, der havde travlt med husholdningen, der drev landbrug, der vaskede for andre, der syede for andre, der lavede regnskaber – mens de passede deres børn, og andres børn, derhjemme. Hushold som sådan var et mere arbejdskrævende projekt, der ofte krævede flere hænder og mange flere timer end i dag. Der var et større fællesskab om lige at kigge efter ungerne, mens Mor var til tandlægen. På det punkt var der faktisk mindre at bekymre sig om som hjemmegående, end der er nu, hvor mine 6 lange tandlægebesøg i efteråret skabte store problemer – for hvor mange rollinger skal der til at få en tandlæges venteværelse til at ligne downtown Beirut? Svaret er 2, og det er mine.

På en almindelig uge har jeg ca følgende former for voksenkontakt:

#Jeg taler med mine veninder i telefon, ca én længere samtale (30 min eller mere) pr dag.

#Jeg går i legestue, hvor der er andre mødre (primært, kun sjældent en far, desværre, for det giver sådan et fedt spark, når der er en mand i lokalet! Sjovt, som en mand omgivet af kvinder og småbørn altid ser dødgodt ud), ca en gang om ugen.

#Jeg taler med de andre forældre eller de ansatte på børnenes skole, når jeg afleverer og henter dem. Jeg har bedre tid til den slags end dem, der skal på arbejde, så jeg prioriterer at bruge tid på det – når jeg kan få lov for de små, der hele tiden løber i hver sin retning (som beskrevet herinde tidligere er det ret ….PISSEIRRITERENDE). Jeg kender som regel de ansattes navne ret hurtigt, og det kan godt betale sig at vise dem den interesse for deres arbejde og arbejdsplads. Det giver bedre forståelse for børnenes hverdag, oplever jeg. Så dem taler jeg også med.

#Mødes med en anden barslende eller hjemmegående/hjemmearbejdende veninde ca en gang om ugen – her er jeg heldig, for min nabo er i samme selvvalgte situation som jeg. Det er vildt heldigt, jeg ved det godt. Hun er nemlig skidesød og en perle, som helt uventet dukkede op. Reddede også min porcelænskrone på venstre kindtand, eller snarere tandlægens venteværelse. Derudover mødes jeg med veninder, der arbejder som model, som ejendomsmæglere, selvstændig jurist, tolk og studerende. Og et par stykker, der var arbejdssøgende (positiv psykologi-måde at være arbejdsløs på, men jeg synes faktisk, at det virker). Der er jo en del voksne, der ikke arbejder 9-17 et fast sted, og dem kan man godt ses med. Det gør jeg i hvertfald.

#taler i telefon med mine brødre eller min mor og far nogle gange om ugen, eller ses i weekenden – sommetider overnatter min mor også hos os midt i ugen, hvis det passer med hendes forretning.

Det var vist det. Det er relationer og samtaler, hvor jeg er rimelig nærværende, hvor jeg nyder samværet, hvor jeg har prioriteret den relation over nærværet med mine børn. Det foregår ml kl 8 og 9, fx, hvor vi er tilbage fra at have fulgt de store i skole og de små leger selv, eller ud på eftermiddagen, hvis børnene hygger sig, eller om aftenen, når alle er i seng. Kan også være en hel dag, hvor vi besøger eller får besøg af folk, der ikke lige skal arbejde den dag. For det er sjældent, mindre end en gang om måneden, at jeg ses med nogle uden børn. Går ud og spiser, fx, eller når en sen kop kaffe efter puttetid. Resten af tiden er det børn, der står på programmet. Da jeg havde færre børn, sås jeg jo med voksne på studiet og på arbejdspladsen, og nogle gange efter arbejdstid, hvor jeg så veninder, som vi spiste aftensmad med. Det var rimelig hektisk, for efter en dag i institution, var vores børn højspændte og trætte. Når jeg ses med voksne i dagtimerne nu, er det mere rolige forhold, selvom jeg har 4 børn (hvis det er i skoletiden, så er der jo kun de to små på 1 og 3 hjemme, og den ene sover som regel, indtil for nylig sov de jo begge to til middag). Jeg tror måske, at den slags voksenkontakt, som jeg ikke har som hjemmegående – den der lille snak over kaffemaskinen på arbejdet, eller ved siden af kollegaen i metroen på vej hjem, eller i pausen mellem to forelæsninger, det er også den, der er præget af at være igang med noget andet samtidig. Måske er det noget med at føle sig set og ens tilstedeværelse anerkendt af andre voksne, ikke nødvendigvis kommenteret , men bare, at der er andre voksne omkring en – er det den kontakt, folk synes overbevist om er livsvigtig? Jeg mangler det ikke. Jeg savner det ikke. Jeg nyder den koncentrerede kontakt, jeg har med voksne, og jeg savner ikke tilstedeværelsen af flere voksne i min hverdag. Overhovedet. Jeg når at have gode, givende samtaler med voksne hver dag, og det gjorde jeg ikke, da jeg arbejdede. Igen er god tid nøglen, jeg har god tid til at tale med dem, jeg vælger at tale med. Via børnene og legestuer og naboer og skoler og bare at være tilstede i mit nabolag lærer jeg stadig nye mennesker at kende, også. Så nej, jeg mangler ikke voksenkontakt. Kvaliteten af min voksenkontakt er steget, efter jeg blev hjemmegående, tror jeg, er mit svar på min og andres undren over, hvorfor jeg ikke får pip!

Kh Kristina

Reklamer

19 kommentarer til “Voksenkontakt for hjemmegående”

  1. Kære Kristina!
    Jeg tænker, at kontakt mellem mennesker er betinget af, at man er åben for det! Den ” voksen-kontakt”, som man almen forstand opfatter som en eksistentiel betingelse for et noramlt voksenliv, er ofte reduceret til den kontakt, man får via arbejdet, på arbejdspladsen.

    Mange mennesker lever hele deres sociale liv via jobbet, både arbejdsmæssigt og i den grad også socialt. Intimitet, personlig identitet og venskaber udvikles via jobbet og har man ikke et sådan, er det slut med et relevant social udvikling!

    Mange mennesker uden job, også du med og via livet med dine 4 skønne poder, har selvfølgelig i deres hverdag masser af muligheder for at kommunikere, have dialog, udvikle sig og komme derudaf – hvis bare man er indstillet på mødet med dem, vi møder på vores vej – her og der og allevegne! Alt andet er arrogant og dybest set noget manipulerende sludder!
    Kærlig hilsen din mor, Anette Albeck

    Like

  2. Tak for kommentar, kære Mor –
    Synes nu ikke, at det er arrogant, hvis folk udenfor arbejdsmarkedet af frivillige eller andre årsager føler sig ensomme og i socialt underskud. Generthed kan være en led følgesvend – og måske bor man ikke lige et sted, hvor man sådan render hinanden på dørene. Der kan være mange livsbetingelser, der kan vanskeliggøre den slags udadvendthed, som jeg helt bestemt dyrker – det tør jeg slet ikke gøre mig klog på. Jeg ville bare sige, at jeg med min egen konstitution og kæmpe kæft ikke har problemer med at finde nogen at tale med. Det er snarere, at jeg ikke gider tale med nogen altid – for som du ved, så ævler min børn lige så meget som mig, så nogle gange er det også dejligt med – RO!
    Kh Kristina

    Like

  3. Kære Kristina
    Du har helt ret i at man selv vælger dem man gider at kommunikere med, hvis man er sådan en der tør det ligesom os. Men nu kan jeg repræsentere flere sider her for ud over min taknemlighed over at have lære dig og din familie at kende.. Kan jeg jo være hende den voksne med fuldtidsarbejde udenfor huset agtig…og jeg sidder jo på kontor og det er bestemt ikke altid interessant konversering… For op arbejdet har du ikke selv valgt din sidekammerat..og det er bestemt ikke tilfredsstillende. Det dækker bestemt ikke mine kommunikationsbehov..og det er virkeligt trist at tænke på.. Derfor er så rart at man kan samle på samtaler og stjålne 10 min en gang i mellem med dem der virkelig betyder noget… 😀
    Knus fra Kamilla

    Like

    1. Ved præcis hvad du mener:-) nogle dage på mit gamle job følte jeg, at jeg havde snakket en hel dag uden at have TALT med nogen. Men ok- sådan kan jeg stadig have det, når ungerne er puttet- og så ringer jeg til sådan en dejlig dame som dig:-)

      Like

  4. Hej igen Kristina

    Jeg tænkte bare på, at du burde udgive dine blogs som bog på et tidspunkt. Der findes mange bøger derude om moderskab, opdragelse, pædagogik, familieliv osv. men ingen, som jeg kender til, der som dig fortæller helt lavpraktisk, ærligt, sjovt og klogt om dagligdagen og hverdagslivet med børn i forskellige aldre og de udfordringer, konflikter, overvejelser, glæder, sorger osv. det giver anledning til i dagens Danmark. Kh Marianne

    Like

      1. Hej Kristina
        Har fulgt dig længe da jeg også var/er hjemmegående med 4 børn. Nu er vi på langtur med vores båd og fik bl.a. denne skønne idé ved at læse 2 kvinders bøger om deres langturs sejlads med familie. Det var blogs som blev omskrevet til bogform om deres oplevelser og overvejelser og det gav mig et billede af hvad der ventede mig og at det kunne lade sig gøre. Bøgerne hedder “Skibet er ladet med eventyr” af Malene Wilken og “Et år for egne sejl – på langtur med familien” af Rikke Sandgren Stenbøg hvis det kunne være nogen hjælp….

        Like

  5. Må lige justere – arrogant er et hårdt udtryk, jo. Men jeg anfægter det syn på voksenkontakt eller al form for kontakt, der stiller så skarpt på de relationer, man får via arbejdslivet.
    Det er jo en forenkling, der er jo masser af mulighed for kontakt derude, hver dag. Det kan være svært at bringe sig derhen, hvis man har det svært livet, det er klart.
    Men mantraet, at det er i arbejdslivet, det foregår, det hele, holder ikke.
    Dog har den kendsgerning, at vi allesammen så vidt muligt jobber os sønder og sammen – hvis vi altså kan få job – været med til at udhule de personlige netværk, kontakten i dagligdagen på kryds og tværs og på en eller anden måde gøre det mindre vigtigt.
    Det er det jo ikke, det er så vigtigt og mulighederne er der! Vi skal hjælpe hinanden med at anerkende de daglige , nære relationer, også i det små.

    Like

  6. Du er en beundrings værdig kvinde Kristina 🙂
    Du er stærk, modig, og vigtigst af alt; tror du på dig selv !
    Det ligger vist til familien….

    (Jeg har haft fornøjelsen af at “opleve” dig og møde dig et par gange i forbindelse med din fars arbejde 🙂 – Hvilket gør denne artikel endnu mere interssant )
    Dejlig læsning – Held og lykke – OG…. NYD LIVET :)))
    Kærlig hilsen
    Annette

    Like

    1. Kære Anette,
      tusind tak for interessen og dit søde svar 🙂 Velkommen på bloggen. Det her er jo alletiders selvstændige arbejdsplads, men præmis nr 1 er, at jeg har tro på projektet og stoler på chefen! Når jeg tvivler, så kan jeg heldigvis spørge de to store på 8 og 10 til råds, om jeg traf den rigtige beslutning om fx turdestination eller tilladelser til legeaftaler og udendørs male-projekter. De er faktisk ret gode sparringspartnere, hvis bare de oplever, at jeg faktisk lytter til deres kritik og ideer. Nogle gange er det jo helt gakkelak, hvad de foreslår, men ofte er det rart at høre fra de andre beboere på matriklen 🙂 Spørger også min mand eller min mor i flere situationer, om mere alvorlige sager. Det hjælper altsammen, når der er en vakle-i-sindet-dag.
      Hav en dejlig weekend
      Kh Kristina

      Like

  7. Tina – Jeg kan ikke finde svar knappen under dit indlæg, så nu svarer jeg her – med en stor tak for henvisningerne, det vil jeg kigge på 🙂 Ved ikke rigtigt, om jeg skulle starte med at udgive som e-bog gratis via saxo.com, eller om det ville være tåbeligt. Det ser ud til, at jeg skal indsende et mere eller mindre helt manus til forlagene. Det kunne jeg måske godt, men det kræver meget tid, og så kommer vi jo til sagens kerne. Tid. Jeg har god tid til at lave ting med ungerne, men ting alene – det er straks en anden sag. De mødre, der udgiver bøger og har hjemmesider og onlineforummer og DIY-sider, jeg kan ikke helt se mig selv som så entreprenant med den ene times tid, jeg har om dagen til andet end det allemeste nødvendige. Min mand fx. Et bad alene. Ordne sandal-fødder. Det ville kræve knivskarps knokleri. Jeg vil gerne, men skal vist lige samle mod til at gå i krig. Så jeg ved ikke rigtigt, om jeg tør søsætte den ide for mig selv. Men jeg ville faktisk rigtig gerne 🙂 Og tak igen!
    ps – din henvisning til blog virker ikke?

    Like

  8. Det er altså en virkelig god blog, du har dig her. Har jo ikke fulgt med så længe, men det giver et godt billede af, hvordan det virkelig er. Og jeg giver dig fuldstændig ret i mange ting. Vi har også klare rollefordelinger herhjemme, min mand og jeg, og det fungerer bare!
    Og jeg vil også langt hellere være sammen med (mine egne) børn end intetsigende voksne. Som hjemmegående er man jo langt mere herre over, hvem man vil ses med hvornår, og ja, det er vigtigt med voksenkontakt, men bare fordi man arbejder i sit hjem er man jo ikke buret inde.
    Det ville jeg bare sige. Stor ros fra mig. Elsker at læse med:) Og alt det her er da klart en bogudgivelse værd. Du skriver virkelig godt.
    Kh. Kathrine

    Like

    1. Kære Kathrine,
      tak for rosen, det ryger lige ned i selvværds-posen til en rainy day! Fedt, at du stadig er “på” 🙂 Det med arbejdsfordelingen får virkelig folks øjenbryn op i panden, men ved du ved? Det må de da selv om. De der alenlange arbejdsfordelingsplaner, folk har hængende på køleren med hvem, der køber dit ind, hvem der imens skærer dat ud, hvem giver lusekur, hvem lægger sokker sammen, hvem læser lektier, hvem tager forældremødet, hvem køber føsdasgaver—-det er bare for langhåret for mig 🙂

      Like

  9. Kære Kristina
    Ja, jeg er også vild med at læse med om din hverdag:) Jeg går selv hjemme med nummer tre, en lille dreng på 4 måneder og har min datter på 4 år hjemme en gang om ugen. Havde overvejet at tage hende ud af børnehaven, men tør ikke…og vi er ikke helt enige om det herhjemme, så det lader vi ligge. Jeg ønsker dig det bedste for fremtiden og er sikker på at der åbner sig en mulighed for at bruge det, du lever i til noget arbejdsrelateret. Tiden kommer, for der er større interesse for andre måder at leve på end før.
    Jeg vil dog lige spørge dig om en enkelt ting- hvad siger du til flere afsnit i din tekst? Den er altid sjov og godt skrevet, så jeg tror, at den vil blive dejlig overskuelig med flere afsnit.
    Tak for en skøn blog,
    bedste hilsner fra Ina

    Like

    1. Kære Ina
      Tak for den gode kommentar, jeg vil forsøge at lave flere afsnit! Jeg er glad for, at du gider bruge tid på både at læse blogindlæg OG give mig respons. Fedt!
      Og tak for din tiltro;-)
      Kh Kristina

      Like

  10. Kære Kristina. Bingo, og tak for linket. Det var lige det indlæg, jeg ledte efter. Jeg genkender fuldt ud det der med, at behovet for at se andre (voksne) mennesker sagtens kan tilgodeses andre steder end på jobbet. Og kvaliteten af samværet er ikke nødvendigvis højere, fordi man får løn for at småsludre ved kopimaskinen.
    Det savn, jeg somme tider mærker handler ikke om det rent sociale. Det handler nok mere om, at jeg nyder at skabe og udvikle noget i fællesskab med andre voksne. At føle mig fagligt kompetent og kunne kaste min viden ind i et projekt, som udfordrer intellektuelt og som lykkes, fordi flere kæmper for samme mål. Kan du genkende det? Det er bestemt ikke fordi, jeg ikke finder samværet med mine unger udfordrende og værd at kæmpe for – det er bare som om, det er to forskellige planeter. Jeg er ikke sikker på, der findes en gylden løsning på den splittelse. Måske handler det mest om, at man ikke kan få det hele på én gang her i livet… Og ungerne er kun små lige nu, så fagligheden og voksen-projekterne får nok deres tid engang. Livet er langt.
    Tak igen for kloge betragtninger 🙂
    Kh Sofie

    Like

    1. Kære Sofie
      Jeg skriver et indlæg snart vedrørende det med voksenplaneten. Som jeg også frekventerer indimellem. Tak for din fortsatte interesse for bloggen her, det er altså så fedt, når jeg får respons og spørgsmål. Meget inspirerende. Så bliv endelig ved:-)

      KH K

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s