Mors bil

Idag skal jeg have skrevet en peptalk til mig selv. Der er noget, jeg har udsat udover pinlighedens grænser, og NU må det være nok.

Kører man 200 meter udenfor bygrænsen her i Helsinge, er der meget meget smukt. Der er marker, vindmøller, køer, traktorer, solsikker og idyl. Og kolort, ajle og ensilage. Vi mærker rigtig, at vi ikke bor i byen længere, når vi kommer afsted. Hverdag i en provinsby omgivet af marker byder på en del fragt i bil. Til Hillerød, til stranden, til kammerater, som bor uden for lands lov og ret, til Rema1000 i Vejby. Det er trist med al den bilkørsel, men også smukt, og vi fordriver tiden med at høre hjemmeblandede cd’er og skråle højt. Jeg har efterhånden vænnet mig til, at bilture er en del af hverdagen. På Frederiksberg, hvor vi boede før, cyklede vi altid, ladcykler, løbecykler, hvad som helst. Vi cykler til skole og til Netto, men ellers ofte i bil. Desværre.

For min bil stinker. Virkelig. Det er umuligt for mig at få den gjort ren. Det der med at stå og fløjte med en højtryksspuler (der er to ss’er, det er IKKE sjofelt, styr så det fnis!) på puslepladsen på en tankstation, kører ind i bilvasken, stå og drikke Cocio og se den blive undervognsspulet (nu er vi der igen, hvad er det med de bilvaskeudtryk?), nusse rundt med måtterne på det der tæppe-bankestativ og sparke lidt til dækkene – det ser jeg ligesom ikke ske i den nærmeste fremtid. Jeg har faktisk aldrig hverken set eller hørt eller læst om kvinder, der vasker bil, medmindre det foregår i stramme, våde t-shirts, afklippede shorts/g-strenge og har lumre undertoner. Ingen siger “ja, jeg ringer lige til dig for at sludre, jeg står ved bilvasken på tanken”. Det var ellers en oplagt veninde-sludder stund. Hvad gør andre damer med deres snaskede mor-bil? Vasker manden den? Sønnike? Jeg har forsøgt at få Bastian på 10 til at støvsuge den – han var sød og sagde ja, støvsugede halvdelen af det ene bagsæde og blev vist distraheret af en voldsomt spændende gren eller noget andet ualmindeligt og uopsætteligt interessant. Sammenlignet med at kravle rundt, ubekvem og varm, i en bil, blandt brugte skumklude, enlige sure vanter fra i vinters, pølseender fra tank-pølsehorn (det bedste, ungerne ved, desværre), ubestemmelige krummer, tomme tank-kaffekrus (min afhængighed), bolchepapir, ridsede jule-cd’er og nullermænd så store, at de kan stå ret og synge Marseillesen på kommando, så fungerer alt som afledning. Den blev i hvertfald ikke ren, den gamle Chrysler. En ordentlig  benzinslugende og altså nu også stinkende 7-sæders. Dørene kan kun lukkes, hvis man husker at smække håndtagene ned udefra, listerne er faldet af udenpå, airbagalarmen lyser, den rumler og hoster, batteriet bliver fladt, hvis ungerne får lov til at høre Habahabazootzoot mens jeg lige er i fakta, og hornet har det med at gå i gang af sig selv midt om natten. “WEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEHHH!” Min mand og jeg har aftalt at jeg kører den i graven og OH! Så DØ dog, din møgspand!

Lidt sporadisk støvsugning og tøse-angreb med Glassex og klud er det blevet til. Stanken har sneget sig ind på os de sidste måneder, men på sådan en varm sommerdag, hvor bilen rigtig står og koger i solen, og man så lige skal et smut til stranden med ungerne efter aftensmaden, så er det fuldstændigt som at trække vejret dybt ved udgangen af den vilde “vi vender vrangen ud på dig”-forlystelse i Tivoli på Blå Mandag. Efter en gruppe spritstive konfirmander netop har efterladt deres franske hotdogs i nu flydende form midt for brostenene. “Jeg kan ikke sige noget, Mower, for så lugter det forfærdeligt i min næse” sagde Silvia. Fredelig tur 🙂

Indenfor de sidste måneder har to ting sat trumf på hørmen – katten kom til at tisse lidt på sædet, da den skulle til dyrlægen og blev bange. Og så tabte Silvia kakao ud over sig selv og interiøret. Kattetis og sur kakao, det giver altså en odeur, jeg siger jer….Købte sådan en Wunderbaum på sprayflaske til at tage toppen af hørmen, men den synes Bastian duftede så godt, at han tømte den udover sig selv og sin lillesøster. Så fik jeg hældt noget tekstilrens på, men der står på flasken, at man skal gøre hele bilen grundigt ren bagefter, og så er vi der igen. Grundig er lig med noget med 2 timer uforstyrret koncentration uden multitasking. Man kan ikke tørre næser, smørre pølsemadder, finde hårbørster og bygge togbaner, mens man står på Statoil og vasker bil. Vores arbejdsfordeling herhjemme, hvor jeg tager mig af hus og børn og manden arbejder – den kommer til kort her. Der er noget galt. Min veninder foreslog, at man opfandt et sted for mødre med automobil, hvor man kunne køre ind, pakke børn ud, sætte sig ved legepladsen og drikke kaffe, mens søde folk vaskede bil. Det ville jeg gerne betale mange penge for!

Men siden den slags steder ikke findes, hvorfor får jeg den ikke bare vasket? Bruger et par timer en weekend, når min mand kan se efter de små, og kører ud og får det overstået? Eller hiver det hele frem en aften, når jeg har puttet de små? Jamen, jeg GIIIIder jo ikke. Nægter på en eller anden måde at bruge mine dyrebare øjeblikke i fred på at stå der i hørmen. Biler siger mig ingenting, og jeg vil hellere lave noget andet. Det er herreklamt og flovt. Og endnu mere flovt, når jeg har skrevet det her. Nu må jeg altså se at få den gjort ren. Kan jo ikke invitere andre mennesker ind i smadrekassen. Føj, altså. Nu begynder skoledagen snart, og der sker det ofte, at vi har indtil flere ekstra børn med hjem, navnlig, når det regner, og vi derfor er i bil, når jeg henter de store. Jeg kan jo ikke sidde og uddele gasmasker. Eller beskylde Bastian for at fise fælt. Eller James for at lave i bleen. Spændt på, om det går op i en højere enhed, at de store skal til at cykle selv, når de skal hjem fra skole – Molly på 8 har ellers ikke haft lov til at cykle selv, men nu er hun ved at være sikker nok. Ved at være. Problemet er jo egentlig mere de andre trafikanter, som smadrer over for mørkeorange og hellere vil lægge mascara og puste på tankkaffen end holde tilbage for de bløde trafikanter. Nu må vi se, hvad mine nerver holder til.

Hav en god dag derude!

KH Kristina