Hvorfor fanden bager jeg nu rugbrød??

Prikker lige hul på noget, der skal tænkes igennem. Det er lidt underligt.

Sagen er, at jeg har maskeret mit dyrebare hjemmebagte rugbrød som køberugbrød, hvilket mine unger er så glade for. Totalt mærkelig ting at skrive om, men der er noget, jeg ikke helt har styr på…De fatter ikke, at jeg bager det selv, og det giver absolut NUL mening for dem, at jeg bruger tid på at stå med rugkerner og stinkende (det synes de, ved godt, at det skal “dufte syrligt”, men de synes altså, at det hørmer) surdej, når det kan købes i skiver allevegne i fine, velsmagende versioner. Nu har jeg gjort mit hjemmebagte brød ligeså fint skiveskåret, ligeså mildt smagende og ligeså ikke-smuldrende som købebrødet ,at de faktisk ikke kunne kende forskel. Alle ulemperne ved hjemmebagt brød er væk, og ved hjælp af en nyindkøbt brødskæremaskine og tiptoptunet opskrift ligger der nu posevis af skiveskåret, ensartet rugbrød i fryseren, klar til madpakkeproduktion. Det er så snusfornuftigt, at det får mig til at rødme – for midt i al min husmoderlige fornuft er der en grad af improviation og give-fanden-i-det-hele, der nu er uigenkaldeligt væk, når der er hjemmebagr brød i skiver i fryseren. Så blev man alligevel ikke hende kvinden med dreadlocks og tatoveringer på håndleddene, der kunne spille på mundharpe og købte en jordlod i Tibet. Næ, min mit brød er ligeså godt som Kohbergs! – Arj, vel? For er det ikke meningen, at det skal være bedre? Er det et kvalitetstegn, at det ligner købebrød? Jeg er forvirret! Hvorfor fanden bager jeg nu rugbrød? Hvorfor begyndte jeg, dengang for 8 år siden? Det må jeg da vide selv?? Er det billigt? Næ – det tror jeg egentlig ikke…Er det sundt? Ja da, men der er også masser af købebrød, som hverken indeholder møtrikker, slagger, polsk ammoniak,  testikelformindskende stoffer eler fiskeskel fra Nordsøen ( stryg det sidste, det kan være, at de putter det i brødet på Noma, og så er det jo ikke negativt…). Er det  – øeh- pænt, altså æstetisk godt for børn med det der rustikke touch? Njøh, det ville da være et langt ude argument…. Er det for at udvikle deres sans for fødekæden, for fødens frembringelse, fra jord til bord og sådan? Hmmmm – ja. Det er det vel. Også. Fint nok, at de ved, hvad der skal i brød, hvor det står i Netto, hvilke rester, man kan kyle i dejen (fx ikke kogte blomkål, det bliver simpelthen for underligt!), hvorfor det hæver, hvorfor det skal prikkes, og hvordan det smager, når det er gået helt galt. Primært er det nok, fordi jeg godt kan lide det. Det er derfor ikke, fordi mine børn skal have noget særligt ud af det – det er for egen vinding. Til dels selviscenesættelse. Ikke noget, de skal bukke og skrabe for, men faktisk noget, de godt kan være lidt knotne over, at jeg bruger tid på. Så duer det jo ikke at hvisle “Du skal bare være glad for, at jeg giver at bage brød til dig, så du ikke behøver leve af købebrød!”, når de spørger, om jeg ikke kan bage en anden dag og komme og slå nogle Zombier ihjel på X-boxen istedet. Eller hvad?

Min kloge søn spurgte mig idag: ” Mor, hvorfor bager du egentlig rugbrød? Det der fra Kvickly smager jo godt nok, og hvis du købte det, kunne vi lave noget sammen?”. Man må jo elske børnelogik. Skarp, som den er. Jeg kiggede på ham, trak lidt i mundvigen, “Jeg kan godt lide det, og jeg vil gerne være sådan en, der bager rugbrød selv. Jeg kan godt lide, når her dufter af varmt rugbrød, og så ved jeg, hvad der er i. De 10 minutter, jeg bruger på det, synes jeg er godt givet ud.” Så sagde han, at det da også var fint nok og smagte godt, når det ikke var for surt eller smuldrede.  Og gik. Og så tænkte jeg, at jeg da vist skulle være sikker på, at det var sådan, det hang sammen. Har malet mig selv lidt ind i et hjørne med hensyn til at bage alt brød selv, og det duer ikke. Må lige stille skarpt på, hvorfor jeg gør det, og hvem, der skal være taknemmelig for det.

For børn af brødbager-forældre elsker  købebrød. Hvis brød er pakket ind i plastik og formet efter en lineal, er det BARE guf. Jeg kender en del forældre, der bager det meste brød selv – og de fleste af deres børn bliver helt vilde af lykke, når der bliver serveret konserveret køberugbrød i skiver og hvide krydderboller uden det mindste strejf af næring. Eller det der hullede firkantede hvide brød fra Pågen. Tror faktisk ikke, at de ville blive skuffede over at få firkantet brød med smør på til Disney guf… Når jeg er gravid, elsker jeg uristede krydderboller med peanutbutter. Det handler med garanti ikke om noget særligt næringsbehov i min gigakrop, det er bare frimod og laissez-faire. Det smager af sukker og salt og blødhed, og det er dejligt. Jeg forstår dem godt. Vi køber sommetider firkantet brød, og det forsvinder omgående. Samme dag. Indtil fornylig købte vi også krydderboller nogle gange, for det var bare deres yndlings. Køberugbrød er kun, når mit eget er gået fuldstændigt galt og enten ville gøre større lykke i løssalg som kasteskyts i en borgerkrig (når min mand får ansvaret for at tage dem ud af ovnen, fordi jeg går tidligt i seng, og glemmer dem, og får de forstenede klodser kylet direkte i bærret og får hjernerystelse) eller har hævet for længe og er vokset ud over bordkanten, syrligt boblende og klæg dej overalt i spisekammeret. Eller også stoppet tilbage i formen, ind i ovnen, ud kommer et klægt, tungt brød, der smager som sur muldjord og klæber til ganen som det der lyserøde gummi, man skal have mast ned i svælget, når tandteknikere skal tage mål til ganebøjler…Svært at sælge det uspiselige, sure klister til ungernes sarte smagsløg – og jeg gider sgu heller ikke æde det. Så kan man jo købe Kohberg, og det smager også godt!

Nu ligner mit rugbrød kohbergs, blære effekten er væk. De andre voksne, mine gæster, andres forældre til fællesarrangementer, min familie (den voksne del), mine ungers skolelærere, forældrene i legestuen – publikummet til mit liv, de kan ikke se, at jeg bager selv længere. De point, man ellers scorer med hjemmebag på den sociale familie-scene, den mest skånselsløse og evigt konkurrerende af slagsen,  – de point får jeg nu ikke længere. Mit argument med, at det er for min egen skyld, fordi jeg gerne vil være sådan en, der bager rugbrød selv – det må nu stå helt alene, for der er ingen der ser det længere – det må være godt nok, at jeg selv ved det. Andres applaus må undværes. Helt ærligt, tøsetøs- alt andet er vel barnligt, men jeg er sikker på, at det spiller ind i flere handlinger, end jeg lige vil være ved, det der med andre voksnes applaus. Sådan tror jeg, at mange andre voksne også har det – hvis man kigger lidt på facebook, så er der dælme mange opdateringer, der handler om hjemmegjort hyldebær-syltet-som-kapers og hjemmelavet Ølandshvedebrød, som lige skal have andres likes. Fred med det, jeg synes, at det er dejligt, at vi har brug for hinanden som voksne mennesker – og ønsket om andres anerkendelse er ikke noget at skamme sig over. No man is an island. Men hvis jeg sætter mit ønske om anerkendelse fra andre voksne over mine børns ønsker om at være sammen med mig, så synes jeg, at mine prioriteringer skal justeres. “Kære Bastian, jeg bruger lige 10 minutter på at bage brød, så andre forældre synes, at jeg er vildt sej, og så kan vi spille xbox bagefter” – den kan jeg ikke helt stå ved. Det er ærligt, men jeg synes ikke, at det er en ånd, jeg vil opdrage ham i. Måske er det ok, at jeg bare er et menneske, og så må jeg forklare ham det i morgen. Nu behøver de store ikke længere at kalde på mig, når de skal bruge brødskiver (de kan ikke skære rugbrød med brødkniven, skorpen er tit som indlandisen at komme igennem), og det er de glade for. Deres skolemadder taber ikke skorpen længere, brødet smager mildt og godt, ikke af surbrød og snusfornuft.  Så må jeg samle social kapital andetsteds, ikke? Kender I ikke det, det der med, hvor højt folk taler om deres frembringelser til deres børn sådan lidt for højt, så alle andre kan høre, at de skal selv har bagt lagkagebundene, eller at det bliver så hyggeligt at drikke den hyldesaft, som de jo selv havde lavet i går? Det er sådan lidt sødt, synes jeg, for jeg er begyndt at lægge mærke til det. At forældre stadig går og siger “se, hvad jeg kan” til hinanden, sådan lidt henkastet og aldrig direkte, men alligevel nok til at få pointet på tavlen. Vi gør, hvad vi kan for at signalere overskud og hjemkundskabs-øeh- hed. For at bevare pladsen i kliken. Fnis, måske er det noget sludder at sige, at det er barnligt at have behov for anerkendelse og beundring – mon ikke det bare er menneskeligt. Det er først, når prisen bliver forkert eller for høj, at det mudrer for mig.

Der var engang, hvor vi til et forældre møde i børnehaven, da de store gik der, blev bedt om at lade være med at putte guf, slik og kage i madkasserne. Det var et problem, for børnene spiste det først og blev mætte, inden de nåede til brød og grønsager. Jeg stod fast på, at det lille stykke hjemmebagte kage, som mine børn og jeg faktisk nød at lave, skære ud og fryse ned til madpakker, måtte få en plads – mere usundt er det vel ikke? Den høstede jeg helt klart point på hos flere forældre, hjemmebagt kage, bagt med børnene, fornuftigt frosset, uhauha, overskud og bagekunst…Den ernæringsmæssige pointe, pædagogerme havde, druknede i min fortælling om socialt overskud. Jeg skammer mig i dag, hvordan kunne jeg være så selvhævdende? De børn, hvis ernæring led under mælkesnitter og hvidt toastbrød med chocolade i madpakken, de fik ingen hjælp, og de forældre, der ikke lige bagte kage med ungerne, de kunne gå hjem med røde ører og let dukkede nakker. Flot, Kristina. Virkelig flot. Sådan mente jeg det ikke dengang, men jeg tænkte ikke på, hvilke konsekvenser min fortælling havde – jeg var stolt af vores lille kage-rutine, og den skulle de ikke rode ved.  (pause – James er vågnet og vil skrive med – jeg har fået min helt egen lille laptop af min søde mand, så nu kan jeg skrive i sengen, og det synes James er vældig underholdende, blot kunne mine skriverier have godt af lidt DK- LWEMF .JFDÆBIHBGOÆN. N. M F,D.MV-LKMælakjælkrglregnn333 synes han) . Nå – idag synes jeg, at det var et latterligt sted at hævde mig, at jeg udviste mangel på social solidaritet og en vis umodenhed. Kage er kage er kage – og der er sukker i. Selv uden sukker og med dadler eller soyamælk eller Kefir eller alverdens planteudtræk og måneskin på dåse, så er det ikke et hovedmåltid, det er dessert, og det ville de ikke have i madpakken. Bum. Jeg kunne for pokker da spise optøet kage med ungerne andetsteds og give dem en banan med flag på istedet, hvis det var en sød hilsen fra Mor, der skulle til.

Hm. Det blev en værre smørre. Men jeg nåede frem til , at jeg stadig har brug for anerkendelse, og at jeg må stå ved, at jeg bager for min egen identitets skyld. Hjemmebag er en hyggelig fællesaktivitet, men de gider ikke bage rugbrød med mig, så det er for min egen skyld. Selvom jeg har saboteret mig selv ved at forklæde rugbrødet som Kohberg, bliver jeg nok ved. Mine boller ligner stadig ikke krydderboller, selvom jeg godt kan finde ud af at få dem til at smage som dem, efter børnenes mening. Det kræver bare massive mængder af smør, sukker, salt og kardemomme ( tørret pulver, der smager af sæbe, ikke friskkvast). Men jeg skal bare ikke prøve på at bage pølsebrød, der siger de altså stop. Det er fanme for underligt. Det duer ikke at afkræve børnene taknemmelighed over, at de får hjemmebag. De må gerne være sure over, at jeg hellere vil bage end lege med dem, når det er det, der sker – men så er jeg jo også nødt til at være klar over, at det er en afvisning af dem, når rugkernerne kommer frem. Eller – nej nu er jeg vist for træt. De må jo for helvede gerne være med, men det gider de jo ikke, for rugbrødsbagning er ikke festligt, der er ikke frugtfarve i eller krymmel på, og det ligner bare  – rugbrød. Snusfornuft i en grad, så mange andre nationer ikke fatter, hvad pokker vi gider æde det sure stads for. Nu skal jeg vist sove. Nok om rugbrød og skyldfølelse og solidaritet.

Kh Kristina