Iphone vs nærvær: 1-0.

En ommer-dag.

Efter hende journalisten var her og lave optagelser, har jeg været lidt ekstra tænksom mht til fremtiden. Jeg kunne jo virkelig godt tænke mig at skrive en klumme et sted på et tidspunkt, og jeg går og forsøger at få planlagt, hvordan jeg kommer fra status quo og til status klummeskribent. Og så alligevel ikke – for jeg har ikke lyst til at lave om på den måde, jeg er mor på, lige med det første. Det er nemt at blive hvirvlet ind i mine egne ambitioner og så komme til at lade computeren stå åben hele dagen, så jeg liiige kan checke det der forlag, den der mail, de der ideer, den der blog – og det koster meget på nærværs kontoen. Jeg er overbevist om, at de små kan mærke det – og de to store kommenterede idag, at jeg da holdt den Iphone meget tæt ind til kroppen i dag. Nu, hvor jeg sidder i sengen og tænkeskriver over dagen, så har jeg dårlig samvittighed. Ville egentlig have skrevet om, at der trods alle mine talenter, reflektioner, skiveskåret brød og pragmatisme stadig er dage, hvor børnene bare er sure og tvære og umulige, og jeg tyr til Dvd’er og Ramasjang for overhovedet at kunne huske, hvad jeg selv hedder. I morges var vi bare trætte, selvom alle mand var i seng i god tid i går, og den daglige rutine faktisk kører på skinner indtil videre. Aftensmad kl 17, putning af de små kl 19, tid med de store til madpakkesnakpak (når man taler så godt sammen, mens de laver madpakker og jeg ordner noget andet), te og sådan, kl 20 går Molly i seng og læser, kl 21 går Bastian i seng og læser – mere eller mindre. Done deal. Nå – tilbage til idag:  Vi cyklede de store til skole, og så gik de små og jeg på biblioteket og lånte nye film ( pinligt at indrømme, at SIlvia sagde: “mor, hvorfor skal vi låne bøger på biblioteket, jeg vil da kun låne film” – så er det åbenbart ikke godt givet ud, at vi er der ugentligt og slæber kilovis af lekture med hjem – hun vil bare låne film og dermed Basta) og bøger. For idag skulle jeg have en morfar på sofaen, mens James sov i sin barnevogn og Silvia så film. Ikke de store pædagogiske eller kunstneriske ambitioner idag. Og så gik det så dejligt, at Silvia lagde sig ned hos mig, og vi sov 2 timer sammen – det var SÅ dejligt. Vi vågnede ca samtidig med, at James kaldte i babyalarmen, og så var det solskin, vi var friske, sikke en dag, vi skulle have, tænkte jeg – det bliver da total idyl, det her, filmen om natureksperimenter, mad på bål og bygning af en tipi af gamle grene og presseninger begyndte at køre i mit hoved. For med lur og solskin kunne det da kun blive en herlig dag! Vi nåede at bage cookies sammen, alletiders, men så…..

Så gik Silvia hen og smurte sig selv og sit værelse ind i sin storesøsters neglelak. For 3 gang i denne uge. Og fik skæld ud. Så skar James sig på et eller andet i græsplænen, så han synes, at det gjorde ondt at gå. Så fik Silvia en på sylten af James, fordi hun tog den bukseble af, som han havde brugt et kvarter på at tage på hovedet (jo, den er god nok, han elsker at have bleer på hovedet. Røv med ører!) Så trådte jeg på en legoklods (Og det ved enhver forælder jo gør så nederdrægtigt ondt, helt oppe på linie med at knalde lilletåen ind i et dørtrin og smadre baghovedet op i en åben skabslåge…), og mens jeg rendte rundt med røg ud af ørene og ømmede mig, havde James fået fat i nogle tusser, som en eller anden møgunge ikke havde stillet langt ude af hans rækkevidde (dvs et sted i nærheden af Farum Midtpunkt, for han kan få fingre i ALT på matriklen i øjeblikket) og havde pyntet vores ludbehandlede hvide gulve med abstrakt kunst. Eller grimme tuschstreger, kommer an på perspektivet. Kan godt være, at det var trylletusser, men de er edderbroderemig ikke til at trylle af igen!

Så indenfor en halv time gik hjemmepasseriet her i huset fra tiptopidyl til en lille dreng, der er dødtvær over sin sårede fod og sin sårede selvhjulpenhed, som nu skal bæres rundt af sin mor, fordi det gør ondt at gå , og han har tilsyneladende ikke i sinde at regrediere og kravle NOGENSINDE mere, så hun skal dirigeres rundt i manegen og have en på skrinet, når hun går den forkerte vej. Den lille udsovede pige er bare sur og gal og vred af uransagelige årsager, hyler op over det mindste, og siger, at hun savner sin far. Det forstår jeg godt, han arbejder også helt vildt meget nu. Jeg kan godt rumme hendes savn uden at få dårlig samvittighed over vores prioriteringer – og mit valg af ægtemand – men på en dårlig dag, så er det bare øv at stå med al hendes savn, når jeg ikke kan gøre noget som helst ved det. Jeg kan trøste, og det prøvede jeg på. MEn odds er elendige, når jeg også skal bære på en sur James, der bare vil slås med hele verden. Da jeg så jokkede på det der latterlige skriggule torturinstrument af en legoklods, tabte jeg helt sutten. LORTEDAG!!

Det blev først lidt bedre, da Molly kom hjem. Først kom Bastian hjem, med to kammerater på slæb. Så kom Molly, stolt og strunk, for hun havde cyklet alene hjem fra skole for første gang. Store pige. Hun er så skøn. Hun gik lige ind, smed tasken og skoene (værsågod, mor, ryd lige op – hun fik en svada senere på dagen, da hele baduljen stadig lå foran hoveddøren..), samlede James op og fik stoppet hans hysanfald (han var stadig sur over, at trylletusser og gulvbrædder er en skod-Combo og lå og vred sig under sit lille tegne-bord), gik ud på trampolinen med ham, kildede Silvia, til hun næsten tissede i bukserne – og så fik jeg trukket vejret. Det er altså nogle gange meget  lettede med en flok børn, end det er med kun to! Resten af dagen gik meget bedre, og der var også mad på bordet kl 17 idag. FIk hygget og snakket med begge de store, planlagt rollespil for Bastian på lørdag, talt lidt med Molly om skilsmisser og sådan. De tog endda opvasken, mens jeg puttede de små, og bagefter lavede de sno-smykker af garn, som Bastian havde lært i håndarbejde i skolen idag. Min svigerfar, deres Granddag, kommer herover fra England i weekenden, hvor han bliver 78 – og de besluttede, at han skulle have snoede halskæder af skriggrønt akrylgarn i fødselsdagsgave. Håber, at han har pædagogisk sans. Say no more. Idyllen indfandt sig igen, og jeg knuselsker de unger. Men sikke en formiddag, hold da kæft, hvor kan man aldrig vide, hvad der sker…Kunne det ikke have været sjovt, hvis det var idag, tvholdet havde været her??

Når jeg tænker over det nu, så tror jeg, at noget af forklaringen er, at jeg som sagt ikke var helt tilstede. Jeg havde hovedet over computeren, hvor jeg forsøgte at holde gang i en korrespondance med en anden blogger, med en stress-læge (noget halløjeksperiment med det der tvprogram), med en privat legestue, jeg ordner noget for, med børnehaven, som Silvia skal starte i – og alt muligt andet. Jeg fik ikke sat start og slut på kontor-arbejdet, det flød ud over det hele, alle maskiner og kanaler ud af huset var på vid gab. Det duer bare ikke. Jeg tænkte ikke over det i øjeblikket – øjeblikkene – men i bakspejlet ….Hvis jeg skal have seriøst gang i noget skriveri, så skal jeg være knivskarp til at starte og stoppe adgangen til nettet og computere. Og sms. Det er afgørende for vores samvær herhjemme, for det nærvær, jeg tilbyder ungerne. Næste gang, dynamikken går agurk, og vi går og sprutter af raseri, så slukker jeg hele batteriet af elektronik og sætter mig ned og synger “Vi voksne kan også være bange” , indtil naboerne klager, og børnene tigger mig om at spille Plants Vs Zombies på Ipadden. Sgu.

Så. Nu skrev jeg noget andet, end jeg havde tænkt mig. For ungerne var ikke bare uforklarligt sure i dag, uretfærdigt sure trods morgenlur, solskin og cookies. Jeg tror, at de kunne mærke, at jeg var optaget andetsteds. Hver gang, de ikke lige havde brug for mig, så stod jeg ved computeren eller havde min iphone i hånden. Sådan en mor gider jeg ikke være. Det skal simpelthen være løgn. Iphone og computer holder fri ml 9 og 12 i morgen. Mindst.

Sov godt derude! Mine to yngste lækkermåse ligger ved siden af mig. Det er det dejligste. Kh Kristina