Er jeg både a- og b-menneske?

Når man har store og små børn samtidig, så er der dobbelt op på  mange ting og situationer i familien. Fx er jeg både tidligt oppe og sent i seng , og på den måde får jeg jo herligt meget ud af døgnets 25 timer (ha). Den sidste time er den time, der findes mellem kl 22 og 23, hvor der måske tilsyneladende kun er 60 minutter, men hvor jeg har lært at nyde dem som 120….Nogle gange. Andre gange ligger jeg og aer James eller Silvia (som sommetider er i vildt raseri over at skulle sove, når nu de HAR sovet siden kl 19), godt gnaven i skralden.

Lige nu ville jeg bare gerne sidde og blogge og tænke tanker og drikke kaffe i fred og ro – men min store søde søn på 10 år vil så gerne have min opmærksomhed og have mig til at lytte interesseret om hans Call of Duty-udfordringer, hans sidste erobring i Skyrim, den sidste nye herregrineren You Tube video eller et eller andet, som jeg simpelthen er så dårlig til at leve mig ind i. Jeg ved, at min opmærksomhed betyder noget for ham, så jeg prøver, men jeg taaaaaber bare tråden, når han rabler løs om noget, der mest af alt er en beskrivelse af noget, der foregår på en skærm i et ret isoleret og specifikt setup. Vil vædde med, at han kan se på mig, når mine øjne bliver matte, og der kører indkøbslister for mit indre øje. Jeg er ikke stolt af det, men jeg kan bare ikke høre mere, når klokken på 21. For mine  – vores – børn TALER. Meget. Hele. tiden. Gud mand dog, hvor de dog snakker. Måske er det derfor, at jeg ikke savner at tale med min mand, når han (som i  øjeblikket) kommer hjem efter kl 22 og tager afsted før kl 7 – jeg har simpelthen ikke brug for en lyd, når ungerne er nået til stilletid….Shhhyhhh….Mens jeg sidder her og skriver, sidder han og læser højt (for sig selv?) af noget Strid i sofaen overfor mig. Han virker ok med, at jeg sidder og skriver. Så det gør jeg lidt endnu. For hverdagen er for alvor ved at sætte ind igen – og med den en masse konfliktløsning, planlægning, logistik og forældreintra…(for dem uden skolebørn, så er det et internetmedie, hvor skolen og forældre kommunikerer med ugeplaner, lektier, møder, konflikter, spørgsmål, kontaktbog, klasselister osv i et). Mit hoved er lidt mere udkørt nu, hvor det føltes mere som fysisk træthed, der ramte mig ved 21-tiden, i sommerferien.

Mine spekulationer idag  har handlet om:

-Frustration over legegrupper eller manglen på samme i min datters klasse. Børnene trænger til at lære hinanden at kende, de deles ind i grupper, hvor man skiftes til at have 4-6 børn med hjemme én gang pr halvår. Hvor svært kan det være? Folks modstand er enorm, og jeg fatter ikke ( når jeg smider rumemligheds og – jegforstårgodtduerskeptiskdeterogsåvoldsomtmedfremmedebørn- kasketten og tager en mere autentisk GØR DET  NU BARE- fez på), at det skal skabe sådan en ballade…. Udover det, så er der det paradoks, at min datter ikke bryder sig særligt meget om ideen. Dilemma?

– Om jeg påtager mig for meget mht til noget frivilligt arbejde i den legestue, hvor Silvia og James og jeg har kommet det sidste halve år. Der er noget børnefestival under opsejling i kommunen, og jeg har på fornemmelsen, at jeg kommer til at stå der med sejrsskammel og åndssvag klaphat og repræsentere legestuen helt alene. Det får man, når man kæfter lidt for meget op..

– Om jeg kan magte, at min søde hestegale Silvia skal gå på et træk-hold til ridning. Hun er 3.5 år, stor og ekstrem hesteglad. Idag hentede vi Molly fra ridning (helt trist, fordi den bovlamme krikke af en småfed pony var stukket i galop den gale ved rundt på ridebanen) – – -blablablabl – nej, jeg vil ikke skrive mere om det, jeg kan mærke, at hun må vente til et andet år…Men kors, hvor er hun vild med heste. Jeg gik til ridning 4 gange, da jeg har teenager – og var så skidebange, ikke for krikken, men for krukken (psykopat-ridelærer fra HELVEDE, eller vistnok fra Ishøj, men hun var scarry, det siger jeg jer), at jeg aldrig kom tilbage.

– Det tilbagevendende emne i mit moderhjerte: er det ok, at mine to ældste på 8 og 10 selv cykler i skole? De elsker det, de kører pænt, de kender vejen, den er ikke trafikeret blablabla – men jeg dør en lille smule hver morgen alligevel…

– Om det er ok, at jeg ikke rigtig spiser aftensmad samtidig med ungerne lige i øjeblikket. Vi spiser allerede kl 17.15, for at de små kan komme i seng kl 19 (og nå remsen Mad, Bad, Film (et afsnit Lille Nørd eller andet RamasjangTV), Bog og Sove først) – og dels er jeg ikke sulten så tidligt, dels er der hurlumhej ved bordet. Og jeg gider ikke skynde mig at spise. Jeg mister appetitten. Når vi sætter os, er alle som regel i højt humør. Så bliver James hys, fordi der er et eller andet, han ikke selv må hælde op – varm suppe, mælk af kartonen (han har sin egen lilla glaskande, han må hælde af), pesto….og smider noget kritisk på gulvet. Så vælter Silvia sin kop. SÅ bilver Molly eddergal på Bastian, forbi han for 11345.gang retter på hende (“Molly, sagde du lige, at du bagede kage? Det hedder BAGTE” ,”Molly, det hedder altså stenalderen, fordi de boede i stenhytter, ikke fordi de kastede sten efter dyr”, “Molly, det hedder ikke en svampignon”…), Bastian begynder helt udenfor nummer at synge Hey Jude for sig selv og krebinetterne, borddækkeren har glemt smørret, James vælter sin kop og Silvia vælter sin igen, Bastian tager begge de sidste to falafler, hvilket pisser Silvia grundigt af, brødkniven går på gulvet, vasen vælter og lader halvråddent blomstervand glide ud over bordet, så den vamle fims af gamle prutter breder sig, James vræler, fordi han ikke må få flere frikadeller, før han har spist sine bønner, Silvia sniger sig ud i køkkenet og henter cola i køleren…..Det er faktisk nogle ret hyggeligt måltider, men ikke, hvis jeg også regner med at have frie hænder til at spise. Det føles lidt som et skråplan, at jeg kun lige nipper lidt til et eller andet, men det generer ikke ungerne – det er vist min hellige ko. Jeg orker bare ikke at skulle kaste min mad ned, fordi jeg hele tiden bliver afbrudt. Og det er jo kun en periode. Men ved ikke,  om det er ok. Jeg spiser, når ungerne sover.

– Hvordan det bliver fra næste uge, når Silvia starter i børnehave, og jeg skal være alene med James nogle timer hver dag. Hvordan hun klarer det, hvordan vi to finder ud af det sammen. Han er så skæg og sød og hidsig og eftertænksom- men det er godt nok ikke meget, jeg har været alene med ham. Det bliver et eventyr at finde ud af, hvad der for alvor er “ham”. Hvad han synes er fedt.

– Om Molly lærer nok i skolen, efter hendes klasse er lavet om til fælles stamgrupper for 0-2 klasse børn. Det føles som en lidt krukket bekymring, hun er dygtig og ansvarsfuld og skal nok nå det hele – men er altså lidt bekymret alligevel.

– Om jeg er ved at få en åreknude på det venstre baglår. Ja, jeg er.

– Om det er bedst at bruge sine basører på økokød eller økogrønt, når man er nødt til at vælge. Humbum, grundvand eller grisebasser? Myrer eller Muhkøer? Hvem skal skånes? For den der med, at man kan leve 100%øko, hvis man bare prioriterer det, den forstår jeg altså ikke helt. Vi er ikke helt i krise herhjemme, men vi skal være påpasselige – og dem på Luksusfælden, som køber ind på budgettet efter gedigne skideballer fra alvorlige økonomieksperter (hjælp, så vil jeg sgu hellere være en skoldkop!) i primetimeTV, de lader altså ø-mærket sejle i sin egen selvfede sø, det vil jeg vædde med. Vi har ikke råd til det hele. Hvad vælger man?

Nu gik Bastian i seng. Har lovet at komme op og putte, ligesom jeg plejer. Tænk, at jeg stadig får lov. De små ligger på deres værelse – for James’s seng er rykket ind på SIlvias værelse, så jeg kan læse og synge for dem sammen, og så putte, sige godnat og gå. Det virkede, da de store var små – og det virker nu. De hygger sig, og det er så dejligt for dem, at de har ro nok i sig selv til at falde i søvn sådan i fred. Molly er vist gået ind i dobbeltsengen – og nu skal jeg også sove. Når jeg har spist.

Godnat derude!

Kh Kristina

 

Advertisement

En kommentar til “Er jeg både a- og b-menneske?”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s