Man skal ikke tro, at rutinerne sidder i skabet, bare fordi man går hjemme med 4 børn. Ligesom jeg var helt benovet over, hvor godt, vi var kommet i gang med hverdagen, og hvor glade børnene var ved børnehavestart, skolestart, nye klasser, fritidsaktiviteter, selv at cykle rundt i byen til spejder, parkour, guitar etc, nye sovevaner (James’ seng står nu hos storesøster, så de bliver puttet sammen, og det funger faktisk vildt godt); så kommer der en ny uge, hvor børnene bare sover dårligt, skændes hele tiden, har bøvl med veninderne i klassen, bliver stressede af alt det nye, tisser i sengen, ikke vil spise kogte kartofler (ikke en katastrofe i sig selv, men bare en ny form for modstand – det sker i perioder, det med at fravælge en eller anden fødevare, og nu går det så udover kartoflerne…), ikke vil i børnehave og er enormt trætte. Faktisk er de så trætte, at jeg er ret paf. De små blev puttet og sov kl 17.50 i går.
Silvia er stadig kun i børnehave ml 9-13, og hun skal kun være der 3-4 dage om ugen, så jeg stadig kan nyde hende om formiddagen. Men hendes fridag – tirsdag blev det i denne uge – gik med, at hun var stikhys om morgenen, ren Anders And, og kogte helt over. Som om, at hun bare får for meget af verden. Ingen må sige noget til hende, hun skal selv tage initiativ til al kontakt og initiativ, ellers hyler hun op som en kedel. “JEG VIL VÆRE I FRED; DU MÅ IKKE VÆRE MED; DU ER DUM; ALLE ER BARE DUMME!” . Jeg fik nok, tog hende for hårdt i armen (øv øvøvøvøvøvøvøv! har så dårlig samvittighed), halvejs hev hende op ad trappen, satte hende på hendes seng, satte en Peter Plys historie på, og gav hende (for surt) besked på, at hun skulle blive på værelset og høre lidt historie for sig selv og køle ned. “NEJ, mor, du må ikke gå, jeg vil ha en krammer, jeg bliver ikke suuuuuur!” græd hun. Jeg får så ondt i hjertet af at tænke på det. For jeg var så træt af hendes høje lyde og uretfærdige hysteri, at jeg sagde, at det bliver ok, jeg kommer om lidt. Gyser-mor. Det værste er stadig, at de kære børn er så hurtige til at tilgive en bagefter – de gør alt for den gode stemning. Yrk, hvor jeg ellers fortjente en røffel, og så får man bare en blødt kram og et “det er ok, mor, du er ikke sur mere”. Gåsehud.
5 minutter senere kom jeg op, og så havde hun klædt sig af og lagt sig under dynen. Og sov 2,5 time. Og kunne nemt puttes kl 18.30 samme aften. Hun er bombet! Og ja, hun er startet i børnehave, men slet ikke lange dage, og ikke hver dag – og hun bliver ikke trukket rundt til alt muligt andet. Og hun kommer i seng i god tid og har gode putterutiner.
James er også helt flad. Vågner fræk og glad og giver mig en på kassen kl 6, alternativt sætter sig med sin våde ble-mås lige i sylten på mig – eller hiver katten i ørene, så den hvæser kløer i mit maveskind. Dejlig morgen. Så er han oppe og knalder rundt i nogle timer, med over i børnehaven, lidt på legeplads – eller noget – og så sover han 2-3 timer i barnevognen. Og kan snildt puttes med søster kl 18.30. Vågner et par gange om natten, men ikke noget med at holde fest – mere bare lidt sure lyde, lidt tæv til mor, og så sover han videre (og får bryst, tralalalalalalalej).
Ved ikke helt, hvorfor de store også har det bøvlet i skolen denne uge – lige denne uge – men det har de. Så dagene og nætterne går med at spekulere over, hvordan jeg kan hjælpe dem, og med at skrive mails til og tale i telefon med den pædagogiske leder på skolen, med de andre forældre, med lærerne (det er altså 5 stk ialt, klasselærerfunktionen er delt i begge deres klasser), med underviserne i deres fritidsaktiviteter, med min mand, min børnekloge mor, mig selv og mine veninder. Om børnene. Og om, hvorvidt de er nogle sarte planter, siden de er så trætte og overvældede, eller om det er fordi, de er vant til, at de bliver lyttet til, hvis de ikke kan klare mere halløj, hvor andre børn måske bare kører på, indtil de vandrer rundt l 16.30 i SFO’en, helt grå i hovederne og er til overs, uden kræfter til hverken at protestere eller gå agurk.
Det er jo nok en blanding. Men jeg tænker meget over, at jeg står til deres rådighed og kan hjælpe dem med – og blande mig i – hverdagens strabadser. Hjælpe dem på en måde, som travle, arbejdende forældre ikke har mulighed for. Og som mange andre forældre måske synes er upassende – mange forældre synes måske (sikkert nok), at børn har godt af at lære, at de må altså tage sig af deres problemer selv, eller spørge de voksne i skolen/SFO’en om hjælp. Det er en fin balance, for jeg mener også, at de skal være med at løse problemerne. Det er mine unger også. Men jeg vedkender mig, at jeg står dem meget bi. Det er de vant til, og det er de, fordi jeg altid har ment, at de har brug for det. Jeg synes ikke, at opmærksomheden og den tilgængelige hjælp i skole/SFO-regi er tilstrækkelig, og så er det altså også mig, der kender dem bedst – og som elsker dem og er deres loyale holdepunkt. Jeg curler ikke, de har masser af pligter, og de skal være med til at skabe løsninger. Holde aftaler og tale rent ud af posen. Og det her lyder frelst og træls og som om, at jeg står og ånder dem i nakken konstant. Det synes jeg ikke, at jeg gør. Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle hjælpe dem mindre, når de beder om min hjælp. Er vel egentlig også glad for, at jeg må hjælpe og deltage i deres liv – og få lov til at lære dem bevidste og ansvarlige måder at løse konflikter på.
Men jeg tænker i disse dage over, at de er nogle følsomme størrelser med meget stor samvittighedsfølelse, og at de er utrolig dygtige til at fortælle, hvordan de har det. Også til hinanden. Også selvom de skændes. Også selvom jeg også råber og skriger, når de har råbt og skreget en dags tid eller to. Og så tænker jeg – ih, hvor er jeg stolt af dem – men det er forkert at skrive, for det har undertoner af, at jeg roser mig selv. “Stolt” af, det har sådan nogle undertoner af, at det er mig, der har skabt dem. Det er ikke det, jeg mener. Jeg er ….hm—-imponeret over dem. Det er deres fortjeneste, ikke min. Jeg er imponeret over, at de tør blotlægge deres følsomhed på den måde og sige til, når verden er for meget. Det er drønbesværligt til tider, og vi må melde fra på en hel del aktiviteter (fx er der børnefestival i disse dage her i byen, og jeg tvivler på, om de kan overkomme hurlumhej efter skoletid og børnehave..), men jeg tror, at det kan betale sig på længere sigt. Måske de så ikke kommer til at lide af det der hektiske “jeg er nødt til at være på, at være med, at være til rådighed, at være en succes på alle parametre, at være synlig, at være på facebook, at ….”-syndrom, som mange mennesker idag døjer med – mig selv inklusive, indtil mit liv med ungerne lærte mig noget andet.
Der er mange mennesker, der orker meget mere end os. Det her er ikke ment som en kritik af, hvordan andre lever, længe leve forskellighed.
Vi er vist bare trætte ligenu. Og så er det godt, at man jo kan få hysanfald herhjemme, blive tilgivet, være elsket og – sove.
HAv en dejlig dag.
Kh Kristina
Kristina Hobbs - mor til 5 