Netflix has landed

Godaften.

I aften skal jeg ikke se en rigtig god BBC-serie, en rigtig dårlig (SKØN) amerikansk tøsefilm eller noget om DNA-testning af seriemordere.

Nej.

I aften skal jeg blogge, og så skal jeg sove.

Ja.

Hum bum.

Ikke noget med lige at se den sidste halve time af “my big fat greek wedding” eller et afsnit af “return to Cranford”.

Nej.

Jeg har pludselig fået lidt tid alene til min disposition. Måske en lykkelig følelse, ligesom jeg skrev om her. Alenetid har jeg ikke haft siden foråret 2011, hvor jeg var ny-fyret og ny-gravid med James (nu 19 mndr), og da varede det ikke længe. Så fik jeg gang i noget sommerferie med ungerne, noget huskikkeri , noget skole-udbygningsprojekt-protest, og endelig noget gravid-kvalme og knoglesmuldrende, tankeudslettende træthed.

Silvia startede for nogle uger siden i børnehave, og hun går der stadig, trods sagen om det glemte barn på stranden. Jeg har bestemt mig for, at jeg ikke vil klandre de tilbageblevne pædagoger for enkeltpersoners fejl. De eksisterende procedurer er helt iorden, normeringen var flot på turen, og ledelsen både på lokalt plan i huset og på kommunalt plan på rådhuset synes jeg var været eksemplarisk, sober og åben i den usandsynligt triste sag om 3 erfarne, vellidte, mødestabile og kærlige voksne, som af uransagelige årsager simpelthen ikke fik talt de børn, de havde med hjem – og glemte en lille dreng på 2,5 år på stranden. Ingen ved, hvorfor de ikke talte børnene. De blev omgående sendt hjem med krisepsykologbistand, og nu er de fritaget fra tjeneste, mens der foregår en personalesag grundet deres svigt af arbejdsopgaver og -ansvar. At de er kede af det, er vist ikke nødvendigt at tilføje. Heller ikke ,at der nu går rigtig mange små børn rundt i Engerød Børnehus og savner deres primære voksne – en hel stues personale er sendt hjem til tælling og bliver (tror jeg) fyret. 20% af personalet mangler og kan ikke erstattes af andre faste voksne, før sagen afsluttes d 9/10 – og så skal stillinger slås op etc. Det er ikke rart for nogen, og det er elendigt for børnenes hverdag. Alle tilbageblevne voksne og lederen gør, hvad de kan. Stemningen er meget opbakkende, alle forældre jeg har talt med ønsker faktisk de 3 ulykkelige tilbage. Silvias stue er ikke umiddelbart berørt, og hun vil ofte gerne afsted om morgenen, over til sine venner. Så det kommer hun. Fri hver mandag og nok også torsdag, og ellers fra ca kl 9 til kl 14. Så kommer jeg og henter med James, der elsker at lege på legepladsen med de andre børn – de kører ham rundt på børnehavecyklerne, mens han kommanderer rundt med dem. Jeg hælder lunken institutionskaffe ned, snakker lidt med de andre voksne og Silvia og hendes venner, ser, hvordan hun er sammen med dem, og hygger mig. Har nu gennem 9 år kommet i diverse børneinstitutioner med mine unger, og jeg kan rigtig godt lide at hænge ud. Det gør det meget lettere at forstå deres dag, det gør mit tryg i forhold til de voksne, og jeg har bedre kendskab til børnenes relationer. Super frelst og meget forkælet, at jeg har haft mulighed for den slags hængeri stort set altid, jeg ved det godt. Og nu fletter jeg næbet om den sag. Hun er i børnehave nogle gange om ugen, og James sover fra ca 9-11.30, og så….

Har jeg to timer for mig selv. TO TIMER! Jeg har derfor skrevet en bog. Jeg har hæklet stempelkaffekandevarmere til hele familien. Jeg har gravet bedene igennem. Jeg har hvidtet det rygradsrislende grimme rå kæmpe-statit ud mod vejen. Jeg har bygget et kvashegn til hønsegården. Jeg har samlet penge ind til hjemløse georgiske bedstemødre, sat uglekasser op, fundet mine mavemuskler, stynet egetræerne, frelst Willy, bagt kommenkringler til min gamle genbo, lært at fange krebs, lavet hjemmelavet hybensyltetøj, solgt mine Lionel RitchieCD’er, læst Krig og Fred bagfra, lært Koreansk og yoga-håndstand og købt en Skonnert med røde sejl.

Næ.

Det har jeg så ikke lige.

Jeg har fået et Netflix-abonnement på min nye laptop. Som jeg så tager med i seng, når James sover lur,  og ser alt muligt knald på. Eller sidder i sofaen og ser tidsfordriv på. Og æder skøn skøn skraldemad såsom forårsruller, romkugler, Ristorantepizzaer, pulversupper og cupnoodles. Klamt og skønt. Fx har jeg set en hel serie om kvinder, der under 2. Verdenskrig blev indkaldt til at arbejde på gårde med at producere fødevarer. Og en om at være jordemoder i efterkrigstiden i London. Og nogle virkelig slette film med Hillary Duff og de der søstre. Og så den der Greek wedding og efterfølgeren om turisme. Jeg skammer mig, men jeg herrehygger mig også. Og så ser jeg altså ofte noget mere Netflix, når jeg går i seng. Det er helt galt, og jeg bliver ikke ved, men det er så forbudt og fordummende, og jeg har svælget totalt i det. Nu er jeg ved at være mæt, så nu får jeg forhåbentlig noget andet på programmet næste uge. Tak for en skøn affære, Netflix!

I morgen har Silvia som sagt fri, og jeg har her til aften rykket rundt på legetøjet i huset. Med 4 børn akkumulerer man en hel del farverigt himstregims, og da mine unger (sikkert flere andre) helst vil lege med det, hvis det er stillet lidt lækkert frem og er sorteret, så bytter jeg lidt rundt på det i ny og næ. Tager noget frem, stiller andet væk og hiver det grimmeste eller mest irriterende langt-fanden-i-vold. Håber på, at ingen opdager det – og det gør de sjældent. I dag røg Silvias prinsesse-pynteting ind i hendes skab, så der kan blive plads til Playmobil-borgen med prinsesser, heste og troldmænd på gulvet. Legekøkkenet med alt muligt grej til kom ned i stuen, ligesom alle dukke-tingene (inkl 3 dukkevogne, kæpheste og indkøbsvogne), og så røg to slags byggeklodser og Thomas Togbanen op på 1.sal. James og Silvia leger virkelig meget “jeg var mornen, så var du min baby, og så gik vi ud og købede ind”. Så maser James sin lille mås ned i en dukkevogn, og så maser Silvia rundt i stuerne med ham og forsøger at bestemme en hel masse “lissom dig, ik os mor?” James sidder og råber og fægter med armene, indtil han ikke gider mere og stikker i et vræl, der lyder fuldstændigt som når den der gamle, gråhårede han-abe i det udendørs abebur i Zoo giver den hele armen og stikker de andre drengerøve nogle dumflade. “RRRRIIIIIRHHRHRHIIRRHR” hyler han. Så hopper han ud og stavrer efter SIlvia, der iklædt sommerhat, håndtasker (flertal, vigtigt) og klaklak høje plastiksko ikke er indstillet på at afslutte nogen som helst leg lige nu. At han ved det. INdtil hun får en idé. “Mower, Jahmis (det kalder hun ham) vil ikke lige min leg mere, han vil have mælkeschitte nu, tor jeg. Vil du ik ha sådan en mælkeschitte nu, hva, Jahmis? Jo, ikke? Mower, må vi godt få (indsæt hvad som helst sødt og usundt)?” (ja, jeg er sådan en, der nogle gange har mælkesNitter. Det er sødt og ligegyldigt og faktisk ulækkert (to stykker kage med stiv mælk imellem, pervers imitation af noget spiseligt), men det har jeg altså. Kan også godt lide Chocofanter og lakridspiber og toast med skinke og ost, so shoot me). Nå – det er virkelig ubetaleligt morsomt og fascinerende at være vidne til deres leg og sprog. Er edderbrodere mig heldig at få lov.

I morgen skal vi sortere hele udklædningsorgiet på en eller anden måde, så det kan blive vitaliseret igen. Nu har det i et halvt års tid, mens de alligevel legede mest udenfor, ligget i kasser med parykker, kapper, hatte, kjoler, bukser og dragter nogenlunde adskilt. Pønser på i stedet at lave hylder i skabene med Pirat-ting, job-ting (jæger, læge, sygeplejerske, flamingodanser og jediridder – arj, ikke jedien, tror ikke, at Master Yoda ville bryde sig om selskabet), prinsesser (3 hylder, måske et helt skab, i mangel af endnu en etage), Tegnefilm (Smølf, Alice, Mickey Mouse etc) og blabla. Det kommer til at tage nogle dage, men jeg har jo masser af tid, når nu Netflix skal ud af mit liv igen.

Så, nu fik jeg sagt det åbent – jeg er flixoholic, og i dag er den første dag i resten af mit liv. Ned med skærmen og indtaget af halv-fabrikata, nu skal der fanme laves noget og spises noget rugbrød. Så kan det også være, at jeg atter kan skrue røven ned i mine vinter-jeans (yeah right, søster lagkage, med et skohorn og noget vaseline).

Sov godt derude!

KH Kristina