mit valg, min skyld

Klokken er 19..15. De små gik omkuld i en lille bunke på sofaen for lidt siden. Mens de to store var i Kvickly for at købe Medajle-kager til sig selv ovenpå en veloverstået og velvoksen opvask. Nu sidder Bastian på 10 og laver lektier, mens Molly på 8 har sat sig for at lære The Cup Song fra en tutorial på You Tube. En dejlig idyllisk måde at slutte en ellers ikke så god dag på. Eller. Der er sådan set ingen skade sket ,jeg har hverken kastet med havregrød eller skældsord. Jeg har bare dårlig samvittighed, sådan rigtig grim forældre-skyld med skyld på, og det får mig til at smuldre en lille smule mere, for hver time, der går.

Jeg har jo valgt at være mor på den her måde, i det her ægteskab, i det her hus, under de her vilkår. Som fx betyder, at jeg er hjemme hver dag, når de store kommer hjem, at jeg indtil dette skoleår har fulgt dem i skole og hentet dem – ofte på cykel – medbringende deres søskende, så vi færdes i flok. Det betyder også, at de næsten altid må have venner med hjemme (og derfor ofte har besøg), ofte går i svømmehal, ofte bager kager, laver bål, maler og laver andre ting sammen om eftermiddagen. Det er jo dejligt. Eftermiddagene – og sådan set også den rolige morgen med god tid, fordi jeg ikke mentalt mødte på arbejde kl 7 og derfor har overskud til at give dem gooood tid om morgenen  – det er der, der er store gevinster ved at gå hjemme. Min mand arbejder 80 timer om ugen, og pt også ofte i weekenden. Det er ikke fordi, jeg  går hjemme, for sådan har han altid arbejdet. Men jeg valgte at få børn med ham på trods af hans store arbejdsbyrde, fordi jeg elsker ham, og fordi jeg stoler på ham. Og fordi jeg tænker, at jeg alligevel trives godt med at have roret herhjemme. Meget kort fortalt, men i store træk er det det, det handler om. Og det fungerer strålende det meste af tiden.

Ulemperne er der jo også. Og nu kommer årsagen til mine kvaler. Hvad gør man, når ens store søn kommer hjem og fortæller, at han altid er så anderledes end de andre? Fordi hans mor går hjemme, han har mange søskende, han ikke behøver gå i klub, han elsker at spille og synge, vi synger aftensmadssang, vi spiser anderledes (det vidste jeg ikke), vi laver bål til daglig. Og han går alene og uledsaget til sine fritidsaktiviteter. Den sidste sved. Og det var den, han havde brug for at komme ud med. Hvor de andre børn  – så vidt han kan se – kommer til parkour, guitar, gymnastik og fodbold med deres forældre, som bliver siddende på sidelinien, så kommer han oftest alene. Det er aktiviteter, der foregår sent om eftermiddagen eller først på aftenen, og det går simpelthen ikke, at jeg er ude med de små efter kl 17. Det bliver kaos. De falder i søvn, og jeg får ikke mad på bordet herhjemme i tide. Rytmen for de små med mad-bad( de små i karbad sammen)-film (et afsnit af noget på Ramasjang)-bog-sove skal igang kl 17.30 senest. Jeg kan ikke sidde på en bænk og se ham springe rundt. Jeg kan heller ikke se min datter til ridning – jeg kan komme og hente hende kl 17. Jeg lærer dem at kunne selv, lærer dem at færdes i byen selv, lærer dem selvhjulpenhed. Og det kan jeg godt stå inde for det meste af tiden. Men aaaavvvvv – hvor gjorde det ondt, da han begyndte at græde, fordi de andres forældre havde stået og set på dem. Hele sidste år, hvor han gik til HIP HOP, var der også mulighed for at komme ind og se dem de sidste 5 minutter, og det må jeg indrømme, at jeg aldrig gjorde. Da han var mindre, jojo, og til opvisninger – men jeg tror sådan helt ovenfra på, at det er fint, at de har nogle ting, de gør, ikke for at få applaus, men fordi de selv nyder det. Ikke for bekræftelsen, men for at føle glæde ved det selv.

Sådan er det tit med mig, jeg kan forsvare og stå inde for det her liv med mig som absolut primær og (for det meste ) glad hjemmemor, og de konsekvenser, der har for børnenes liv. Dem af dem, jeg kan fatte, altså. Der er nok milliarder af ting, jeg slet ikke overvejer, at mit kære afkom finder på at bebrejde mig, når de bliver ældre – og sådan skal det jo nok være. Så kan jeg vel hjælpe dem til at finde ud af, hvordan de ihvertfald IKKE vil være. Men når der er et barn, der er ked af det, på grund af vores valg af livsstil, så er det så sindssygt svært at stå fast. Holde fast i de gode ting, de lange eftermiddage med god tid, de hyggelige morgener, ustressede sygedage, lange ferier, kammerater med hjem osv. For Bastian stod jo der og havde helt tappert IGEN været til først prøvetime på en fritidsaktivitet, var selv kørt derover, havde hilst på – uden nogen voksen derovre havde taget initiativ til at hilse på ham den nye -, var gået i gang med de andre i hallen, og så følte han sig bare helt forkert og alene. Havde mistet modet og tog hjem. Fordi jeg ikke fugte ham og sad og heppede som de andre. Han var så ked af det. Og jeg blev så bange for, at jeg er så forliebt i vores familiekoncept, at jeg slet ikke ser, hvor hårdt det også er for dem. De store navnlig. Der er meget, jeg ikke kan, fordi de små skal regnes med i ligningen. Jeg synes, at det er vildt modigt af ham, at han tør blive ved med at prøve at gå til noget nyt – jeg var selv ved at dø af generthed og koldsved i den alder – men jeg ville ønske, at jeg kunne imødekomme hans tapperhed med at følge ham.

Så nu har jeg hyret barnepige til mandag efter ferien, hvor jeg kan tage med ham. Han vil det nemlig gerne, men mangler lidt støtte. Jeg ved ikke, om det er rigtigt at gøre, men jeg har haft det så skidt med, at han følte sig alene på den måde. Jeg husker den gang, jeg mente, at børn kunne gå til noget, når de kunne GÅ TIL det selv. Selv klare transporten til og fra. Så fik jeg børn, og så startede vi til babysvømning. Og bebse Bastian på 8 uger gik altså ikke selv i Øbrohallen. Siden gik han til Capoira, basketball, rytmik, guitar, springgymnastik, fodbold, sammenspil, parkour, svømning og folkedans – og han begyndte først at cykle selv i år. Det var ikke oplagt, da vi boede inde i byen, men herude i provinsen er det nemmere at cykle selv. Og gudskelov for det, den der selvstændighed tror jeg er god. Jeg er bare smadret af, at mine livsvalg gjorde min kære dreng så forfærdeligt ked af det i går.

I dag har vi været i svømmeren allesammen plus to kammerater, og så fik vi bålmad. Så vi var meget rene og går stinkende i seng. Jeg fik så meget røg i øjnene, at I må undskylde slåfejl. Det var skørt og skægt, og de små var udmattede og glade, da de gik omkuld. Men har det stadig skidt…IMG_1946

 

 

Nu skal jeg se finalen i Bagedysten med Molly og Bastian. Og forsøge at puste ud.

Kh Kristina

Reklamer

4 kommentarer til “mit valg, min skyld”

  1. Wow.. tar sgu hatten af for dig… Når man vælger noget til, vælges andet fra ja… Men fornemmer du prøver at gøre det rigtige hele tiden, for dem alle.. Mon du husker dig selv søde? Men jeg synes, at din beslutning, om at følge den store, er guld værd. For både ham og dig. Med lidt tosomhed. Det er helt sikkert godt investeret.. Og sikke et fantastisk billede af de to sovende unger i sofaen. skønt 🙂

    Like

    1. Tak Pernille,
      Jeg ved sgutte om jeg husker mig selv. Gør du? Hvordan/hvornår og hvad er konsekvensen? JEg tror mest, at jeg tænker, at det må vente til de små er lidt større. Jeg fik ordnet det sådan, at jeg fik set både Mollys ridning og Bastians dans denne uge – det var så fedt at se hans ansigt, da Molly og jeg pludselig stod der i døren og så ham. Han sprang dobbelt så højt i sine mooves derefter. Jeg fik kuldegysninger. Dejligt, at min mand lige kunne komme hjem de par timer før den dag!

      Like

  2. Jeg tror på at du får store selvstændige børn – som også tør komme hjem og fortælle dig når noget går dem på.. det er vist ikke en selvfølge 🙂 det ville være mærkeligt hvis det ikke gik dig på.. jeg har
    Meget stor respekt for dig ud fra den måde du beskriver jeres liv på i din blog.. og det er så fedt du er ærlig.. så tak for læsning og masser af inspiration .. og PS, det lyder som en god prioritering med barnepige.. så er han sikkert flyveklar selv.. og pps, lige pludselig er det jo slet ikke så fedt altid at ha sine forældres øjne i nakken.. så er det Sgi da perfekt de kan og tør selv..

    Like

  3. Mine forældre kom aldrig og kiggede, heller ikke til kampe og stævner. De kom til musik-opvisninger, for det var åbenbart lidt finere ? – nogle gange ønskede jeg at de ville prioritere det – bare for at vise lidt interesse. Det behøvede jo ikke være hver gang, bare en gang imellem at der lige ville have været noget anerkendelse af det jeg foretog mig uden for hjemmet.
    Modsat din søn turde jeg til gengæld ikke sige det højt og det synes jeg faktisk du skal tage som en cadeau at han gør – han stoler på dig 🙂

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s