Hjernevirus? WHAT?

Herpes på hjernen. Min 1,5 årige charmetrold James har måske herpes på hjernen. Det tror jeg nu ikke, men det vil rygmarvsprøverne vise i morgen, i overmorgen eller en gang næste uge, når nogle laboranter et eller andet sted ude i det ganske danske land får afgjort en petriskåls indhold. Det er sjovt – eller måske ikke sjovt, men pudsigt, hvordan mine emner har ændret sig efter sommerferien. Der er godt nok sket nogle halvstore ting, som har optaget mine tanker, fremfor sidste forår, hvor det mere var hverdagen i sig selv, jeg havde behov for at så ned i fingrene og op på skærmen. Det her indlæg er bryder ikke den udvikling – jeg er ikke knust eller i chok eller blevet skilt eller sådan noget, Silledilledulledamen er ikke blevet glemt nede i Fakta, og min smadrekasse af en bil er ikke blevet torperedet af en pattestiv, hjemmebrænder-ejet møgspreder. Jo næsten, men altså nej.

Der er sket noget i min familie, dog, som jeg og resten af os er totalt smadrede over – men da det ikke er mine egne børn, der spiller hovedrollen, synes jeg ikke, det er passende, at jeg skriver mere om det. Til min familie, som læser dette, vil jeg dog nævne min oprevede tilstand alligevel. Al min kærlighed til dig, der kom til skade.

Tilbage til starten: Det er bare det, at min lille søde nr 4 spirrevip har været så edderspændt rasende, så hvidglødende og voldelig, i denne uge, at jeg i fredags gik til lægen med ham. Langt ude, men det gjorde jeg altså. Det var enten det, eller at begynde at sove med motorcykelhjelm. Med visiret nede. Således forklædt som Robocops mor (er nogen mon nu i tvivl om, at jeg er barn af popfirserne?), kunne jeg måske have klaret endnu en nat med en vildt brølende, halsstarrigt rasende, vildt omsigslående, bidende og snappende lille barn i sengen. Det samme om dagen, efterhånden, mere og mere som ugen gik. Jeg fattede simpelthen ikke, hvad der foregik. Jeg er med på, og vant til, at to og ikke 3 sukkerknalder i teen er almindelig årsag til 3. verdenskrig for en halvandetårig. At man risikerer en solid dumflad, hvis man vover at lyne lynlåsen på flyverfætteren om morgenen. At man skal holde snotten på behørig afstand, hvis man kommer til at sætte junior i den uvante og helt uacceptable højre side af ladcyklen. Og at der ikke er nogen vej udenom bidemærker på halsen og nivesår på kinderne, hvis jeg vover at hjælpe med at hælde mælk op i en kop. Dobbelt op, hvis det er tale om æblejuice. Det er jo elementært, kære Fru Watson.

Men James var i sådan en tilstand, at jeg synes, at der var tale om adfærdsændring. Han var også bleg i det, gad ikke rigtig spise noget, sov virkelig dårligt, havde efterhånden ingen stemme (de der gutterale “grrrrr” -lyde!), var bare ikke sig selv. Særligt bekymrende var det, at jeg, når han gik bananas, ikke måtte røre ham. Overhovedet. Ikke trøste, ae eller klappe ham på ryggen. Har en veninde, hvis barn havde lidt af det samme som lille – hun gik vist ikke til lægen med det, men ungen var godt nok gal i skralden og gik til angreb. Måske er det noget, børn skal igennem, tænkte den erfarne mor til 4 (mig) – men jeg ville gerne liiige have afklaret, om den stakkels dreng mon havde ondt et sted, før jeg slog den store tålmodighed til og lod mig smadre til plukfisk. Eller tog beskyttelsesudstyr på – eller begge dele.

Det var også besværligt med al den larm – han kunne ikke tages med nogensteder hen i denne uge, for han skreg jo og kastede sig hid og did i klapvogne, indkøbsvogne, bilsæder, legepladser, skolen, hvor som helst. Helt vildt. Hans søskende var også ret trætte af hans hyleri, deres venner blev nervøse, jeg blev irritabel på ham og de andre…Hårdknude. Det er skrækkeligt, når børn reagerer så voldsomt, og man så ikke kan eller må hjælpe. Det er det bedste, har jeg erfaret, at lade dem rase ud i fred, men blive lige ved deres side, så de kan række ud, når de er klar. Blive ved med at tale roligt til dem, og forsøge at give dem en fornemmelse af nærvær. Så holder det op efter lidt tid. Men det er bare ikke lige altid, at jeg kan finde det der Buddha-mood frem, vel? Svært midt om natten, når storesøster er blevet vækket af en fod-lussing for 3 gang, og James aka HULK i arrigskab hverken vil lægge sig ned i sin egen eller min seng, men derimod meget gerne vil fortynde min hårpragt med optil flere håndfulde hår. Svært midt i Mollys klasselokale kl 7.50 tirsdag morgen. Svært i køen i Netto. Men helt fint på legepladsen  børnehaven, i skoven, i stuen og andre steder. Når altså jeg ikke selv lige er i gang med 117 ting, skal tørre Silvia bagi, har pasta, der koger over, skal løse konflikter på trampolinen (en nyere og fuldstændig nødvendig forældrekompetence, som nogen må skrive en bog om), nedfaldne børn fra træer – og det har jeg ofte. Børn har krav på tid og nærvær, det vil jeg gerne skrive under på og forsøger at efterleve, så godt jeg nu kan – men her gik min grænse så. Torsdag aften vrissede jeg “nu sover du kraftedme, din lille lort” til min stakkels lille dreng, efter han igen var vågnet og havde hevet mig voldsomt i håret, sparket mig i øjet og vækket Silvia, som bare ville trøste ham. Sådan skal jeg ikke vove at tale til min søn. Det betyder timeout. Det skammer jeg mig over, men jeg var magtesløs. Som en vis ustatsmandsagtig statsmand sagde i dag ved 13-tiden, så er det en “sølle undskyldning”, at jeg var ude af fatning og ikke anede mine levende råd.

Fluks til lægen dagen efter – hvor James fik et flip over, at han skulle have flyverdragten af. Lægen blev så forskrækket, at hun  – og hendes erfarne kollega – fluks fik ham indlagt på Hillerøds børneafdeling. Hvor de snip snap snude afgjorde, at han skulle have tappet spinalvæske (stor kanyle laver stort hul i rygmarv, hvor der ellers er strengt lukket for uvedkommende færdsel), og ellers stikkes huller i som en svejtserost, mens hans mor sad og hylede. For han fejlede nok noget herpes på hjernen, som ændrede hans adfærd, sagde de. Eller Borrelia eller noget andet slemt virus.

Nu har jeg lidt erfaring i børneafdelinger, desværre. Både Bastian og Molly var indlagt flere gange med lungebetændelser og astmatisk bronchitis som helt små. Så jeg var ikke så forskrækket over selve indlæggelsen, men jeg havde ikke set den der spinalvæsketest komme. De skulle holde min lille dreng fuldstændig stille, helt fast, på maven. Længe. Over 5 minutter. Han kampskreg som et såret dyr. Den lyd glemmer jeg aldrig. Jeg måtte forlade lokalet i frygt for at besvime. Det gjorde jeg engang, da Bastian som 8 mndr gammel skulle have taget mange blodprøver, og jeg var ikke meget hjælp til med en forstuvet arm pga besvimmelsen. Så jeg gik, og det gav mig kolossal skyldfølelse. Så havde jeg også dejlig lejlighed til at sidde i fred og hensynke i dårlig samvittighed over, at jeg ikke kunne være der for de andre 3 unger- heldigvis kunne andre søde mennesker og familie tage sig rigtig godt af dem, så de har haft en skøn weekend. Og lægerne blev også færdige med at gøre vold på min lille dreng. Min stakkels lille dreng.

Nu har vi så været derinde indtil nu, søndag aften, og han har fået intravenøs medicin mod herpes i hjernen 3 gange dagligt. Vi har sammen sovet derinde også. Hans IV betyder, at han 3 gange dagligt skal sidde stille, tilkoblet en maskine, hvor medicinen så løber ind i hans årer via et drop i hans lille hånd. Uden vi endnu har fået alle prøvesvar. Jeg går ud fra, at de fleste små børn, der får IV medicin, er syge nok til, at de godt gider at sidde stille så længe – men James er jo ikke syg på den måde (måske slet ikke), så han ræser rundt på skødet af mig og brokker sig højlydt. Det er lige så nemt at sidde der i halvanden times tid med ham på skødet, som at bede ham sidde stille på trampolinen “fordi man kun må hoppe en ad gangen”. Grrrr.

Hele garden af familie og venner er tilkaldt til at hjælpe med Silvia, Molly og Bastian – og forhåbentlig får vi svar på prøver i morgen. Negative svar – og så kan verden gå videre. For James har ikke haft raserianfald siden vi blev indlagt. Så et eller andet har hjulpet.

Han har sgutte herpes. Helt ærligt.

Tak til jer, der hjælper! Og god aften til alle.

Reklamer

3 kommentarer til “Hjernevirus? WHAT?”

  1. Altså søde Kristina… det er sent på aften, og jeg er på vej i seng. Så dog lige din opdatering…. jeg bliver altså lige nødt til at sende et virkeligt stort kram til dig og familien… sikke en hård tid, godt du har opbakning og nogen at trække på. Husk nu at passe på dig selv midt i dette kaos af frustration og følelser Pragmamor. Krydser for at alt bliver godt igen hos jer…..

    Like

  2. Tak for kram, kære Mette. Det snupper jeg lige med mig i seng. Min mand tager ind på hospitalet med James nu, så han kan få sin medicin – men så kommer de hjem igen, så jeg kan få Silvia i børnehave i morgen, inden jeg skal ind igen. Jeg glæder mig sådan til at ligge og kramme ham herhjemme (James, ikke min mand – eller jo, altså, begge to…) og hold da KÆFT, hvor jeg håber, at han er færdig med at tæve mig om natten… Har dine unger haft sådan nogle hidsighedsanfald??

    Like

    1. Nej – ikke helt i den stil, som du beskriver. Dog har vores nr. 3 (pige fra aug.2009) i foråret 2012 haft en slem bakterie-infektion, og hun måtte have flere kraftige pencillinkure for at slå det ned. Infektionen var så kraftig, at hun på under 3 dage gik fra at have en lille prik (minisår) på håndleddet og til at huden/såret blev inficeret til en størrelse på mere end en 5-krone, og det var vildt dybt det sår…
      Samtidig var hun ligbleg og monster-træt. Efterfølgende har jeg oplevet hende mere træt end tidligere, og i den forbindelse har jeg også oplevet hidsighedsanfald (som jeg er overbevist om hænger sammen med trætheden, og det at hun ikke har energi og overskud)…
      Jeg fylder hende efter aftalen godt op med vitaminer – især D-vitamin, og jeg synes hun virker bedre, men er stadig bleg og tit meget træt efter frokost…på en måde hvor det er svært at lave noget fornuftig aktivitet…
      Lægen vil dog helst afvente situationen inden der evt. tages blodprøver osv. – men det ærger mig, fordi jeg synes at sådan en træthed godt kan påvirke hendes overskud til indlæring. Når hun har trætte dage/eftermiddage, så kan hun f.eks. ikke styrer toiletbesøg, så derfor er vi ikke ude af ble-forbruget endnu..
      Vores nr. 4. (dreng fra 2010) er en mild og glad dreng, men han kan også have disse hidsighedsanfald, og vi har gentagne gange oplevet at han reagerer midt på natten, hvis han vågner at en eller anden grund (altså i delvis sovende tilstand)…Vi har dog løst problemer med samsovning – det virker til at han er mere tryg, og ikke faktisk ikke når at vågne op med disse hidsighedsanfald om natten mere.
      Men jeg synes ikke, at jeg genkender den tilstand, som du beskriver med James… det lyder altså vildt… som om han er et helt andet sted mentalt og helt i sin følelsers vold… Det er da rigtig synd, at han har haft det så dårligt.. Godt hvis medicinen hjælper…Får I snart svar på prøverne?

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s