Det stopper ikke, og det kører heldigvis godt.

2

28. oktober 2013 af Kristina Hobbs

Man skal ikke blive indlagt om fredagen. Så er der 117 hospitalsansatte ind over i løbet af weekenden, de laver ged i den, man får kuk i låget og knald i kysen, og man skal vente virkelig længe på at blive set af en læge. Hvis man altså ikke er ved at krepere.

Nu er vi heldigvis ikke indlagt mere. James ligger og snorksover ovenpå i fred og ro. Efter 4 dages IV-medicin mod herpes på hjernen og efterfølgende 6 dages indædt kamp med at få en stor dosis slimet fesensød/bitter penicillin mod borreliose i ham 3 gange dagligt blev det i dag konstateret af en læge, at drengen formentlig ikke fejler spor. Forklaringen er lang og kedelig, så den springer jeg over her. Ikke mere medicin. Det er edderbrodere mig dejligt, for det har været frygteligt at skulle begå overgreb mod ham. Vi har blandet det i alt, der kan serveres på en ske, vi har knust tabletterne, vi har opløst dem, vi har frosset dem, vi har forsøgt os med det i flydende form og som granulat, og alt endte alligevel med, at vi måtte holde ham fast, tvinge hans mund op, holde ham for næsen, så han måtte synke for at kunne få luft, og dermed sluge det ækle stads. Derefter kunne jeg så sidde og hyle lidt sammen med det lille forkomne pus, mens vi trøstede hinanden. Han har sådan noget med at holde sine bløde hænder på mine kinder og lægge kinden mod min næse – jeg har altid kold tud (nogle er kolde i røven, jeg er koldnæset..), og det føles vist dejligt på kinderne. Sådan sidder vi så og hikser, indtil det er ok igen. Og så om igen, hvis han kaster op lidt senere – ellers kan vi vente til næste dosis 7 timer senere. SIkke noget l……!!! Og nu er det slut, og nok om det. Vi må have sparet op til noget godt på karma-kontoen. Bare det dog er noget med en tur til Kreta. Eller en hønse/kaningård. Eller en traktor, det kunne James vidst godt tænke sig at have. Ved siden af swimmingpoolen og boldbassinet.

Uanset om han har noget medicinsk problem eller ej, så har den sidste uges tortur foranlediget, at han nu sover igennem om natten, og jeg er stoppet med at amme. Helt. Slut. Glemte ligesom bare at amme oveni alt balladen med medicin og bandage rundt om den arm, der var venflon i – og så glemte han det også, og nu er det 7 dage siden. Og han sover igennem, fik jeg skrevet det? Jeg har sovet 6 timer i træk i en hel uge nu! JUHU! Det er SÅ stor forskel! Ahhhh…

Der er også ny rytme på herhjemme. Kontrasten til mit hjemmemor-liv for et år siden, med to små unger, der sov hist og her og konstant og aldrig, og to store, der stadig skulle følges i skole og hentes igen, er enorm. Kolossal. Gigantisk. Hvor skal man dog være omstillingsparat, utrættelig og evigt fremadskuende i det her job. Og taknemmelig for, når det ikke er totalt tilspidset.

For at få lidt mere nærvær ind om morgenen har jeg indrettet en meget lille spisekrog i vores gamle køkken, så man nu kan sidde 2 mand og spise morgenmad. Med kun 50 cm hen itl køkkenvasken betyder det, at jeg (som har flere gøremål i køkkenet om morgenen) hele tiden er meget tæt på børnene, når de spiser morgenmad – og det er top hyggeligt. Et stearinlys, Ultranyt på computeren, the og god mad. Det fungerer meget bedre, end da vi sad inde i spisestuen ved et stort bord. Navnlig fordi jeg altid gik frem og tilbage mellem køkken og spisestue og hentede ting og sager. Og forbi børnene ikke står op samtidig lige i øjeblikket. Rytmen ser sådan ud:

Jeg står stadig op kl 6. Reder hår, tøj på i mørke (tør ikke tænde lys, de små ligger i min seng, så ligner et fastelavnsris, indtil jeg får tid til at skifte igen), børste tænder, lave te, tænde stearinlys og ordne morgenmad. Kl 6.30  står Molly op, hun er langsomst og skal bruge tid på at vælge tøj. Med mindre jeg vækker hende, eller har tvunget hende til at ligge tøj frem dagen før. Hun kommer ned og ser Ultranyt, sludrer og drikker te. KL 7 vækker jeg Bastian, han kommer hurtigt ned og spiser virkelig meget på 5 minutter. Så er der faktisk tid til, at vi alle 3 snakker om dagen, checker forældreintra for aflyste timer med vikardækning og andre ting, der skal huskes. Det er skønt at have den rolige start. Ofte kommer de store faktisk afsted på deres cykler, før de små vågner ved 8 tiden. Hvis altså ikke enten MOlly eller Bastian pludselig ikke kan finde cykelnøgler, cykelhjelm, telefon, vanter, skolebøger, en bestemt tegning af afgørende betydning, svømmetøjet, Holger eller fortænderne. Så bliver jeg irriterende mor, der siger “jeg vil gerne hjælpe med at lede, men ikke kl 5 minutter i skoletid, det vil jeg ikke – derfor spurgte jeg dig, inden du gik i seng, om du havde styr på dine ting, ikke?” – verdens mest træls og bedrevidende kommentar. Så bliver den formastelige også irriteret, så larmer vi lidt, og så kommer de små ned og er vågne. Til noget ikke så hyggeligt. Det hader jeg. Men det er heldigvis ikke hver morgen – til gengæld bliver der jo nok mere af den slags – jeg har hørt, at teenageres hjerner er virkelig dårlige til disciplinen “husk dine ting”, så det skal nok gå galt, når deres hjerner om få år går i “under ombygning”-tilstand….

Nå, for det meste er det roligt, når de skal afsted. Jeg har kun lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke følger Molly i skole. Et par enkelte morgener når jeg endda at drikke en kop kaffe eller starte nogle maskiner vasketøj, før de pusler (eller står hinanden halvt fordærvede) ovenpå. Så er der morgenmad til dem, også i køkkenet. Silvia vil gerne i børnehave i øjeblikket, det er enormt skønt, så efter ca 45 minutter er vi klar med tøj på i entreen. Det går rimelig nemt at gå derover (vi cyklede idag, for damen har lært at cykle på 2 hjul, bremse og starte og det hele, så det skulle jo vises frem). Også at sige farvel, Silvia har vænnet sig til det der med at vælge en voksen og en ven at vinke med, og så går James og jeg – selvom James gerne ville blive, og så kunne jeg skride helt alene, hvis det stod til ham.

HJemme igen, hygge og lege i fred med James. Forrige uge med gentagne arrigskabsanfald (ikke hyggeligt), sidste uge med kamp om penicilin (ikke hyggeligt), idag med hospitalsbesøg (ok hyggeligt, for de holdt deres våben i kittelommerne, og James fik lov til at æde alle de ostehapser, han kunne) – men fremover og førhen virkelig good times. Sommetider legestue eller besøg. Han sover i nogle timer, mens jeg ordner, sover, ser dumme serier, er praktisk. På et tidspunkt skal jeg nok til at foretage mig noget økonomisk rentabelt i hans lur-tid, men ikke endnu. Afventer en eller anden form for stabilitet først – selvom jeg burde videre bedre end at afvente, at ydre omstændigheder giver mig ro nok i sindet til at komme videre – det sker jo aldrig. Den ene pludselige begivenhed har det med at afløse den anden i en familie – eller i livet – så det handler mere om at skabe ro indefra, end det handler om at afvente, at roen indfinder sig i omgivelserne, er min erfaring. Livet står jo aldrig stille. Skal man samle momentum til en ændring, må man lade være med at lade sig vælte om på siden som en hjælpeløs bille af de bølgegange, der nu engang findes i verden. “Nu skal jeg lige lande ovenpå det her, de sidste par uger har været vilde, nu skal der lige ro på, så ser vi ad” – i mit liv giver det ikke rigtigt mening. Jeg siger det alligevel indimellem, men det er ikke sandt. Der sker altid noget andet bagefter. Så snart noget er slut, begynder det næste jo, for livet er fortløbende, og begivenhederne starter og slutter der, hvor jeg bestemmer, at det giver mening, at de starter og slutter. Det er ikke givne helheder. Ih, hvor er jeg dyb nu  – to sekunder, skal lige have noget kaffe, inden jeg bliver anholdt af mindfulnesspolitiet for obstruktion af sund fornuft og overskridelse af bullshit-kvoten.

Jeg “gør” i hvertfald meget lidt fremadrettet, mens han sover! I dag har jeg fx spist muffins og talt i telefon, bagt franskbrød, vasket tøj, fejet gulv og gloet på stormen…

Så vågner han, vi spiser (jeg er blevet lidt blød i taljen), henter Silvia, de store kommer hjem – og så kører eftermiddagen med sædvanlig ustyrlighed. Kontrasten til formiddagen er enorm, men de små står og hopper af forventning, når de store kommer hjem fra skole kl 14 . 20 minutter senere hyler Silvia, James har bidt Bastian i øret, Molly vil er sur, fordi de små altid larmer, og jeg råber om et eller andet med at rydde op. Men det ender medm at nogle hygger, nogle keder sig, nogle leger, nogle er til ridning eller hip hop, og der er  aftensmad kl 17.30, og så er resten af dagen rutiner. De små sover lidt senere, da James nu sover igennem, og Silvia ikke står op kl 6 – men det giver bare lidt mere ro på til rutinen med mad-bad-film-bog-sove. De små er i nattøj kl 19, og mens de enten leger eller ser deres “film”-del af remsen (som regel et afsnit af Lille Nørd eller noget andet ramasjangTV), har jeg lektiestund med de store over en kande te. Så må de lege lidt, og så starter putningen kl 20 – først Silvia, så Molly. James gider ikke sove endnu, og Bastian skal først i seng kl 21.30. Deromkring putter jeg også James, og så er jeg også klar til vandret arkivering – måske er Roy kommet hjem på det tidspunkt. Måske lidt før, så han lige når at sige godnat eller spille lidt x box med drengene…

Sådan kører det pt.

Nu er James stået op og vi har frydefuldt kylet alt penicilinen ad helvede til! HURRAAAA!!!

Hav en dejlig dag

Kh Kristina

Reklamer

2 thoughts on “Det stopper ikke, og det kører heldigvis godt.

  1. Annesofie siger:

    Hej Kristina, Jeg var også igennem en lignende oplevelse med min datter Julia da hun var 3 år. Jeg kæmpede med at få det medicin i hende. Først det klamme flydende stads, så tabletter og hun VILLE bare ikke og åbenbart kunne hun selv mærke at det ikke var borreliose. Vi havde hende ti læge som sagde uden så meget som at kigge på det. Det er borrelia. Så havde hendes kusine noget lignende og de gik til lægen og fik at vide at det var en slags ufarlig svamp som børn ofte har!!! Vi havde kæmpet 5 dage med at få hende til at tage medicinen… Stor medfølelse herfra. Det er bare ikke sjovt!

    Like

  2. Mette siger:

    Godt hvis det ikke var noget mere alvorligt, søde Kristina. Det er jeg altså glad for at læse. Men sikke en omgang for jer. Godt at i er tilbage på sporet igen, så jeres lille familie igen kan få trivsel. Børn og sygdom, det er en ubehagelig kombinationen. Men det lyder også som om du igen har fået et mere fast greb om dagligdagen igen, det er jo en rar følelse. Gode tanker herfra:-)

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: