Pacman som hjemmegående husmor

Mit liv er et bipspil. Sådan et 80’er Atari spil, hvor grafikken er firkantet i 1×1 cm, så alting – hår, sko, blade, biler og agurker –  ligner trapper. En lille mand med kasket og overalls fiser rundt med hænderne i vejret og sveder, så det står i en blinkende glorie over hans overdimensionerede hoved, fordi han skal ordne en hulens masse (en have med broccolidræbende ukrudt, en diamantmine med styrtende sten eller en supermarked med gigantiske Heinz-tomatosouptårne i Pisa-lignende vinkler) i samme tempo som en DF-kandidat hænger valgplakater op i Mjøllnerparken (Thulesen-Dahl, var det noget for dig? Måske man også kunne lave en hurtig app, der handlede om at hælde plastik i Linses brystbatteri, plugge nye hår i Kurt Thorsens munke-frisure eller stange tænder på Camilla Ottesen…..arj, sorry, er fuldbedøvet i halvdelen af kraniet pga tandlægebesøg og tænker ikke helt klart. Videre…). Lydbilledet er noget hektisk blippellelidutmusik, indspillet på noget elektronisk djævelskab, der vist hellere skulle bygges om til strygerulle eller noget andet stille og roligt og brugbart. Der kan holde kæft og stå i et skab. Opgaverne i spillet er simple, men umulige at blive færdige med, og den lille mand har kun en måde at vise sin frustration på – det der med sveden og hænderne, der opgivende kører fra kinderne til oppe over hovedet. Mens han knalder rundt og bliver ædt af giga-skvalderkål eller konserves. Når han er ved at dø, blinker alle hans firkantede pixels desperat, og så ved man, at tiden er inde til at redde, hvad reddes kan og berede sig på at starte helt forfra for 117.gang. Med mindre man opgiver og finder på noget andet og mere glædesspredende at lave.

Sådan er det at være mig. Alt, hvad der handler om at få børnene til at vente, inden de raserer et eller andet inden- eller udendørs, er fuldstændigt omsonst. Det burde jeg fatte, men det gør jeg ikke. Jeg ræser rundt og forsøger at oprette status quo. “MOOOOOOAAAAAAAAARRRR”- meget vigtigt at finde den der sok, der det spænde, den der film, åbne juicen, lave rottehaler, spidse blyanten, skære tomaten, fortælle om computerspillet, klage over den dumme sidekammerat – LIGE NU. Uanset hvor jeg er henne i huset eller hvad jeg laver. Så snart de vejrer noget, skal det være NU. Kors altså. Eller den der med at kalde på mig, mens de er på vej hen til mig. Hvorfor? Hvorfor? Jeg er jo til rådighed hele tiden, der er ingen grund til at kalde, med mindre de ikke kan bevæge sig, sidder fast, hænger i eller skal tørres bagi – og det er altså ikke så ofte, at de to store er fikserede på den måde. De små er bedre undskyldt – som regel – men de kalder saftsuseme også ofte! James siger ikke “mor”, men “Dardn”. Af uvisse årsager. Når jeg siger “jeg hedder Mor”, så griner han og siger “Dardn!!”  Men det gør han til gengæld også rigtig meget.

Idag kom de store hjem fra skole, Silvia kom hjem fra børnehave, og så skulle vi alle sidde og se Croods sammen. Min mor er her, og vi havde købt alt muligt guf. De to store sætter sig ind  og råber, om jeg ikke lige finder filmen. Imens står jeg og pakker ud, skærer frugt og kage ud, ordner bakke og snakker med James, der lige er lidt i oprør, fordi den rolige formiddag nu er slut, og der er gang i den. “Moar, Moar, hvor er filmen?”  – ” Den er i stuen” – siger jeg og ræser rundt i køkkenet. De kalder nok ca 5 gange på 20 sekunder. Forsøger at bevare den ro, der har været i huset, indtil varylerne kom hjem. Med al deres herlige entusiasme. Stop lige op, Søster Lagkage, det haster jo ikke, siger jeg til mig selv. Men de kalder og kalder og kalder og kalder…..

“Moar, hvor er den?” – de bliver ved. “Kom ud i køkkenet og tal med mig, jeg gider ikke råbe-snakke, og jeg laver bakken klar” – så kommer de marcherende, glemmer hvorfor de kom, for de spotter de gode sager på bakken ” arj, må vi få det nu? Er det til os” – og går i gang som hvepse om saftevand. Bzzzzzzzzzzzzslut med den skål, Bzzzzzzzzzzzikke mere af den slags, bzzzzzzzzzzå er der ikke flere jordbær…og jeg drøner stadig rundt, skal lige rydde op på stuebordet, hvor James har holdt fest med nogle græskarkerner, tuschpropper og pærebåde, som bliver en ret klistret affære, når en 21 mndr gammel knægt leger uforstyrret. Tsk. Og James skal skiftes, og Silvia vil sidde og have kram. Det skal hun jo have. Det må man gerne altid, og særlig, når man er 3 år og meget dygtig til at gå i børnehave.

Det, der nu skal ske, er, at vi skal lave bakken færdig, tørre bordet af, finde filmen og sætte os ned. Rimelig overskuelig plan, synes jeg. 5 minutter højst – og min søde mor er endda så hjælpsom at gå ud og hænge vasketøj ud imens. Alligevel når jeg at tælle 21 gange, jeg bliver kaldt på, selvom jeg tæsker rundt som Roadrunner møder Kirsten Huttemeier (kan ikke finde umlaut på mactastatur), bedøvet i ansigtet og derfor savlende, mens jeg halv-visler “Kan I ikke bare enten hjælpe mig eller vente, for pokker? Bare to minutter, så kommer jeg!!””Moar, hvor er filmen” spørger Bastian og Molly igen, Molly indikerer, at det er Bastian, der har smidt den væk, igen.Så går de igen igang med at spise guf fra fadene. Selvom jeg lige har bedt dem vente, til vi sidder ned. Jeg halvt hiver, halvt genner dem hen i den anden ende af køkkenet og siger “nu står I her og VENTER, indtil jeg siger, at vi skal sætte os og starter filmen. Kald ikke mere på mig, ok? Jeg mener det!”. Helt brødebetyngede over deres momentale blindhed bliver de tavst stående med bøjede hoveder. Og jeg kan ikke li mig selv.

Går ind i stuen, hvor de små er stukket af med en skål små chokolader og både af vandmelon. Straks efter kommer min søde, store, men med hørelse som en pose vat og cirka samme hukommelse, knægt og siger, helt upåvirket af, hvad jeg sagde for under 10 sekunder siden (her er det, jeg for alvor er med i det er bipspil og begynder at blinke, vildt transpirerende og gestikulerende): ” Moar, hvor er filmen?”. Giv mig styrke.

Jeg tager filmen fra der, hvor film ligger og altid har ligget, frit tilgængeligt og alligevel på mystisk vist helt usynligt for en 10-årig) og stikker ham den. Skubber ham ud i køkkenet med den. Spørger, hvad i hede hule helvede der foregår, når han ikke kan høre, hvad jeg siger, og ikke kan se, at jeg styrter rundt, kunne bruge en hånd, og helt ærligt ikke kan være mere end 4 steder på en gang? Det kan den arme knægt jo ikke svare på, han hænger med hovedet, og Silvia hiver mig i hånden og spørger “Moar, er du sur på mig?”….Der røg et liv, tænker jeg. Dyttelidyttelidyttelidyt, forfra.

Det ender fint, nu sidder de og ser film og gnasker, og jeg er sendt i seng for at afvente følelsen i venstre halvdel af mit ansigt. Det føles stadig som om, at jeg fik en syngende lussing henover mund, kindben og øre for 3 sekunder siden, inden det begynder at gøre ondt. Jeg er vist lige kommet til at tage en lille bid af min følelsesløse underlæbe. Silvia har puttet mig med sine børnehavelugtende (den der fims af gammel figenmad, prutter og sandkasse), men meget kærlige kram og hendes yndlingsbamser.

Jeg har heldigvis virkelig mange liv tilbage i mit liv som Pacman. Håber jeg. Men der ryger et par stykker dagligt i øjeblikket. Skal vist have gang i noget “lær-børn-at-vente”-kursus herhjemme.

Bip Bip.

God weekend!

Kh Kristina

 

Reklamer

En kommentar til “Pacman som hjemmegående husmor”

  1. Kære Kristina
    så fandt jeg dig endelig! Jeg har mistet min mobiltelefon og har haft midlertidigt nummer siden i sommers. Nu er jeg endelig tilbage på mit gamle nr: 60808807

    Hvor er det skønt at opdage din verden her på denne blog! Hvor skriver du dog dejligt. Det minder mig om gode gamle dage, hvor vi af og til læste lidt af hinandens tekster.

    Vil du ikke sende mig dig telefonnummer!! tak

    Håber I har det godt alle 6(7)
    Kh og kram Laura

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s