Hvad man ikke ved….

Klokken er 21.42. De sover ikke endnu. Molly på 8 og James på snart 2 har fået lov at starte i dobbeltsengen  (dvs James bliver der resten af natten, og Molly bliver slæbt ind i sin egen seng lidt senere, hvilket som regel betyder, at jeg får knaldet hendes lange lange lange ben ind i dørkarmene på vejen, falder over katten, træder på en legoklods HHHNNNNNNHNHN!! og vækker hende), og de ligger og fniser over, at James har spist meget kål og fiser helt utroligt meget for en lille knægt. Bastian er lige gået omkuld, Silvia har sovet en times tid. Det er søndag aften, og jeg kunne sagtens finde på noget pligt-agtigt at lave i huset. Her ligner en børnehave, hvilket jo er både godt og skidt. Det får lov at rode i aften, jeg skal lige tænke. Den nøgne dukke med lidt leverpostej på maven, som ligger på bordet foran mig, får endda også lov til at ligge. Ad. Hader leverpostej.

Vi har nået ufatteligt meget de sidste 3 uger. Ikke af noget helt vildt spændende noget, men bare hverdags ting, som sker i en familie, og som jeg slet ikke fatter, hvordan jeg skulle kunne nå, hvis jeg arbejdede 8-16 hver dag. Altså jo, men så ville jeg ikke kunne huske, hvad mine børn hed. Tror jeg. Vi har støvsuget bil (for som jeg skrev i indlægget om Mors dyt, så kan den blive VIRKELIG ulækker over nogle måneder, og så tilgroet får den ikke lov at blive igen), hængt lyskæder op i træerne udenfor, fundet havenisser frem, lavet 3 slags småkagedej og frosset ned, ryddet op i kælderen, været til diskofest, gået i gang med julegaveproduktionen (kræver i år åbenbart enorme mængder, ja hele oceaner af skolelim og pallietter, helst dem med elefanter og strudse…?), planlagt sommerferie, stemt klaveret, børnefødselsdag og julearrangementer, været til alle mulige andre arrangementer, været ved stranden og i skoven, fragtet unger til legeaftaler hid og did og allevegne, været i Storbyen hele 3 gange, gjort hovedrent i køkkenet (bananfluerne havde invaderet spisekammeret. Føj for den lede. Åndssvage øko-perlerug, de kunne godt lige tage og skrive på posen: “fungerer også fint som biologisk krigsførelse, når de har været igennem en 21 mndr gammel knægts tarmsystem, samt som lækkerlækker All Inclusive-resort for hele nabolagets bananflue-koloni”. Hele skabet fik en tur med salmiakspiritus, klorin og rodalon, og så hed jeg ellers Klokkeblomst og så dobbelt indtil efter frokost…Men de døde da, de flyvende skiderikker!

Vi har også lagt blomsterløg i krukker. Ikke i mine 2000 kvm have, fordi jeg er naiv nok til at tro, at vi da kommer igang med at lægge have om efter vores fine arkitektplan til næste år, og så skal der jo ikke fine narcis-løg i  jorden. Haha – gad vide, om jeg også tror på Påskeharen og Allan Simonsens nederlag.

Og så går jeg og funderer over, hvor ufatteligt svært det er at følge alle de foreskrifter og velmenende råd, man som hovedansvarlig for husførelsen får via medierne. Indenfor de sidste 3 uger har jeg læst store artikler i dagspressen om, at jeg skal undgå plast- og papiremballage (også ftalat-frie, dyrt indkøbte og mikrobølge-egnede sataner med alle mulige tegn i bunden, der ellers skulle garantere det ikke-skadelige..), al af slags, også folie, plastikposer og engangsemballage, vaske alle dyner, puder og rullemadrasser hver 3. måned, undgå levende lys pga vildt farlig partikelforurening, som er lige så skadelig som passiv rygning ( ih, hvor hyggeligt med lungecancer i stearinlysets skær), gemme og bruge alle madrester (men kære venner, pakket ind i hvad? Viskestykker? Trækasser? Fletkurve? Muleposer? Lerkrukker?), og så er jeg kommet til at se det der mad-detektiv program, hvor Bitsch og Frisk (eller Fiks og Bræt, som min søde, ordforvanskende datter kalder det) udfolder, hvor utroligt klamt vi behandler vores fødevarer. Eller rettere, hvor meget utroligt klamt industrien gør ved det, der engang var madvarer, og som vi så køber i supermarkedet, efter det er blevet tørretumblet, har været i syrebad, tæsket til ukendelighed, farvelagt som en Jorn, pumpet fuld af saltvand, klistret sammen med noget, der ligner størknet sæd, og så vakuumpakket eller lukket inde i en dåse, så det kan holde sig, indtil Linse Kessler kommer på et frimærke. Måske ikke for evigt, men der går et stykke tid, før det bliver farligt at spise. Og så alligevel. Det er faktisk farligt allerede, viser det sig jo i programmet, det er bare ikke sådan rigtigt råddent – og ikke engang det er jo utvetydigt farligt, der spises rådne ting mange steder i verden som delikatesser, og vi trives vist fint med det. Der farlige er langt mere indviklet.

Det der program om skinke, altså om, hvad der går forud for en skive lyserød, firkantet sandwich-skinke, det var SIMPELTHEN for kvalmende! Og det om makrel i tomat, arj altså føj. Jeg har set programmerne med de to store på 8 og 10, og nu har vi altså indgået en deal. Vi spiser kun økologisk kød fra nu af. Dvs jeg kredser om køledisken med øko-kød i supermarkedet, indtil det er ved at være sidste salgsdato, og det bliver sat 50% ned. Haps, så gør jeg rent bord, hjem i fryseren ( i lerkrukker). (Ikke?). (NOT!). Vi spiser kun pålæg skåret af hele stykker kød. Vi spiser derfor meget lidt kød, men pyt. Det er jo for ulækkert andet, er vi enige om.

Dertil kommer alle vores kvababbelser om miljøet, som giver os lyst til at sprænge vores magre madbudget og købe øko-grønt, men det bliver kun i forhold til basis ting. Det er ret fedt, at de store er bevidste forbrugere, synes jeg, og det er inspirerende at skabe madvaner sammen med dem. Det er sådan noget, det er fedt at have tid til. Men ikke, at vi har råd! For det har vi sørme ikke…..slet ikke med den kommende jul. Av mit madbudget!

Der er meget at bekymre sig om, og jeg bilder mig ikke ind, at mine unger omkommer på torsdag, fordi det er 4 mndr siden deres rullemadrasser blev kogevasket. Jeg fik ganske vist et indeklima-flip en vinter for nogle år siden, hvor jeg luftede resolut ud i 10 minutter, når jeg stod op, og så stod resten af familien ellers og hylede med blå næser og istapper fra albuerne. Andre flip har også været inde over. Indrømmet. Men ikke lige den her gang. Jeg køber ikke en drejebænk til lige at fikse noget ler-opbevaring (de må sgu da ha’ indhaleret et eller andet, at foreslå at undgå plast- og papir opbevaring er jo det glade vanvid! Og så var der et fint billede i avisen af hende den øko-forsker-dims, som havde argumenteret for opbevaringsrevolutionen, pga flourforbindelser i materialerne – hun puttede skam altid alting over i glas og lerkrukker, når hun kom hjem fra købmanden. Den lader vi lige stå). Men jeg synes godt nok, at vi er kommet langt ud som samfund, når der er farlige ting i alting. Når vi maltrakterer maden på den måde og så synes, at det smager dejligt bagefter. Jeg elsker makrel i tomat, og jeg kan også godt lide toast med ost og skinke, og der taler vi altså om topmålet af klamskab med falskheds-snyde-ost og farvet, sammenklistret kødskrald. Hvad sker der for mig? For mine smagsløg? Uh, hvor er der langt igen.

Hov, nu blev klokken mange. Jeg skulle skrive noget om noget søskende noget, og om at overlade ungerne til andre. Det bliver næste gang – Molly har været på sin første spejderweekend, og hun havde det vidunderligt. Jeg sov ikke i 2 døgn.

Godnat derude!

Kh Kristina