Omstillingsparat, stædig, fleksibel, kompromissøgende, autentisk, lynhurtig, viljestærk, pragmatisk, lidt selvfed og villig til konstant at have røveren i klaskehøjde. Sådan cirka er det batteri af egenskaber, jeg indenfor de sidste blot 3 timer har måttet hænge min hat, og dermed også mine 4 børns hatte, på, for at få dagens kabale til at gå op og alle mand i seng med rene tænder og ditto hjerter. Det er jo ganske fine egenskaber, som ovenikøbet er totalt modsatrettede. Jeg kunne ikke få det til at se særlig overbevisende ud i en jobansøgning, men det er vist heller ikke moderne at remse egenskaber op på den måde mere, vel? Er det ikke noget med, at man skal lave en rap You Tube video, få 4600 likes fra mindst 4 kontinenter, have mindst 1000 venner på Fb, Twitter og Tumblr og kende chefens personlige Crossfit træner, hvis man vil ud på noget arbejdsmarked….Engang var det et godt fif at skynde sig at blive gode venner med viceværten eller betjenten, hvis man skulle “indenfor” et nyt sted. Drømmekage virkede. Nu er det vist it-teknikeren. Lukker de for dig, er du ude, men de kan til gengæld få dig ind alle vegne mod en hapsdog og en Red Bull.
Nå, heldigvis HAR jeg jo et job. Verdens bedste og hårdeste, mest belønnende og dårligst lønnede, yderst tilfredstillende og totalt nedsmeltende, nervepirrende og utroligt ensformigt på den afvekslende måde.
Og det er dog enormt, som “plejer” ikke findes her hos os. Som i overhovedet. Jeg undres, når jeg læser om andre husholdninger og familier, hvor ordet “rutiner” er et dogme. Bevares, jeg synes, at de er virkelig gode at have, de der rutiner. De holder sjældent mere end en uge, før der igen er noget, der ikke spiller ved den situation, som rutinen skulle løse – for det er det, jeg bruger rutiner til. Børn – og voksne også, tror jeg – falder til ro, når fremtiden er vis. Når man ikke skal tage kritisk stilling til ALT hele tiden, når noget bare kører på rutinen. Af nye rutiner bare denne uge kan jeg nævne
– Ny putteorden: Først Silvia, så Molly, Bastian og endelig mindstemand James. Ellers hyler James i timevis, for han vil pt kun sove, hvis der ligger en hos ham. Gerne en søsken, så hvis jeg ikke bliver hos ham, vader han bare ind og lægger sig hos en af dem. Starter med at nusse dem, men så går fanden løs og han begynder at bide dem i ørene og hive dem i parykken. Babuuuuu MOOOOOAAAR TAG HAM!! No Go. I går aftes, fx, blev han puttet først, som han “plejede” (siden han kom hjem fra hospitalet for en måneds tid siden, har han sovet inde på mit soveværelse og derfor blevet puttet før sine større søskende), og så legede vi den sjove leg, der går ud på, at han står op, vræler surt, kommer ud på repo’en, indtil jeg kommer op og lægger ham ind i seng igen, siger godnat og går. Indimellem jeg forsøger at være mor for de andre 3 børn, som også gerne vil have lidt puttetid, snak, en sang osv. Han blev ved med at stå op i 2 timer, til sidst var jeg rigtig gal. Og han er så lille, og det var rigtig dumt. Jeg følte mig totalt utilstrækkelig, og da han endelig faldt omkuld, og de andre sov, havde jeg det skrækkeligt. Så nu, ny rytme, for så er han forhåbentlig så træt, at han falder roligt i søvn. Det virkede i aften, men Silvia var meget fornærmet over at få forstyrret rangordenen i hønsegården. Hun er jo ÆLDRE end ham, hvilket for en 3 årig hattedame jo nærmest betyder, at hun er præsidenten, ja selveste solen, i forhold til ham den lille skidespræller. HVOR ER DU STRENGT, MOWER!!
– Talesten ved middagsbordet – den blev en “plejer” allerede anden aften, Bastian fortalte en af sine venner om, hvordan vi “plejer” at bruge en talesten. Fnis. Nå, fordi alle 4 unger (nu også James, som dog mest siger DouDouhhg (Thomas Tog)) ævler i munden på hinanden, har vi nu indført min geniale venindes ide om, at man har en sten på bordet, og den, der vil sige noget, har stenen. Ingen må afbryde, og man skal vide, hvad man vil sige. Bingo, hjælp, hvor det fungerer godt! James fik lov at pladre to bøtter fingermaling ud over en sagesløs strandsten, som troede, at den skulle være en finurlig, charmerende og rustik lille jule-deko, ligesom sine gode venner Lærkekogle og Fyrregren. Nænej, fortidslevn, du kan gå på tur mellem bolognaise-fedtede fingre klædt ud som et fastelavnsris, til du bliver væk. I en kasse med Duplo. Med glimmerlim på, gnæk gnæk.
– James og Sille sover længere end Molly og Bastian om morgenen, så de spiser i hold i køkkenet nu. Modsat før, hvor de små var oppe kl 6.
– Julekalender rutinen medfører også vise ændringer i tidsmønsteret, selvom vi kan optage dem og se dem, når vi vil. Både de små, der skal se Jul på Slottet og de store, der ser Pagten (for anden gang, de kan huske den fra sidst, den blev sendt), vil jo gerne have, at jeg ser med. Det er også hyggeligt. Men det er ialt en times Tv kiggeri ml 17 og 20, og det giver kuk i mine sædvanlige aftengøremål. Så de rutiner med at sætte en vask over, en dej over og tage opvasken (eller få de store til det), inden kl 19, dem må jeg skrinlægge og tilpasse situationen.
Skal i det hele taget tilpasse alting hele tiden. Havde en rimelig god plan for dagen i dag, hvor Molly og Bastian skulle cykle i skole kl 7.40 som sædvanlig, så skulle Sille i børnehave kl 9, og så skulle James og mig i det lokale Slaraffenland for hjemmemødre: Plantorama (bare navnet!!), et Bilka for planteelskere. Et giga plantecenter med brede gange, totalt ens planter ned til mindste milimeter, indkøbsvogne, næh, indkøbsFÆRGER med påmonterede plastikbiler til sønnike og plads til en hel parcelhushavebeplantning inkl havenisse, rislende vandspejl med solcelledrevne neonlys og Thuja i skellet. Og det aller allerbedste: der ligger en (tamtamTAAAAA!!!) Barresso inde i Plantorama. En genistreg. Jeg kan købe en virkelig god balje kaffe og gå og slubre den i mig, mens James hujer og råber inde i plastikbilen foran mig, og bruge onsdagens madbudget på bregner og amaryllis (har flip med begge dele, og det er ikke så godt). Det var planen. Bagefter skulle James og jeg hjem, han skulle sove, jeg skulle sylte grønne tomater til julegaver, og så skulle Sille hentes, vi skulle over med Bastians guitar, så han kunne komme til undervisning, vi skulle vente og hygge på biblioteket i mens, så ind i bilen med alle mand og ud på rideskolen og hente Molly (først en hurtig proviantering på Statoil efter kaffe til mig og pølsehorn til juniorerne), endelig hjem til risengrød, julekalender og Gonat.
Sådan blev det ikke. For Bastian fik fri de første to timer, da der alligevel var vikar på, og han var meget træt. Det øsede ned, så jeg pakkede James i bilen, bad Bastian ligge sig ind og passe på sovende Silvia, og kørte Molly i skole. Hjem igen, Sille op og igang med leg med James. Bastian op, rundt på gulvet over mareridt. Hyggede og nussede om ham, og fik så fulgt Silledulledamen i børnehave. Blev og legede i regnen på legepladsen med ivrige James. Hjem og køre Bastian i skole, kunne ikke stå fast og kræve, at han cyklede, når det øsede ned og Molly blev kørt. Til gengæld fik han guitaren med. KL 10 hjemme igen. Lege udenfor med James, som absolut ikke ville køre bil for en gangs skyld, næh, ville lære at køre på den lille røde ladcykel. Ok, farvel Cafe Latte. Puttede ham kl 11. Så sylte og ordne, og så vågnede han igen kl 12.30. Spiste lang frokost med ham, hentede Sille kl 14, blev til frugt med begge børn, hjemme kl 15. Ind og lege lidt, købe ind på vejen over og hente Bastian fra guitar. Derefter rimelig efter planen, fik provianteret. Ind på bibliotek og vente, til klokken var slut med ridetime, så hente Molly på rideskole, og så gik det ellers efter planen med aftensmad, julekalender osv. Men ikke den rigtige “plejer” aftensmad på rideskole dag, for det er risengrød. Idag fik vi rester, så jeg er en dårlig mor, der ikke laver risengrød, når det er onsdag. Tsk tsk. Min mand er først hjemme efter midnat.
Det er jo ikke fordi, at verden braser sammen, bare fordi vi ikke kommer i Plantorama (jo, den gør, jeg vil have min kaaarrrrfe!). Det er bare, fordi mine dage ikke kan skemalægges. De rutiner, som jeg læser om fra andre mor-blogs, fra bøger med gode råd osv – de holder ikke for mig. Mere end en uge af gangen. Når der er 4 børn, er der som regel noget, der rykker sig på den tid, et nyt behov, en dårlig dag, noget særligt, der kræver særbehandling. Når man så er alene med det, som jeg er, så må hele korthuset gåes efter i sømmene hver gang, for at finde ud af, hvordan jeg nu får alle mand godt igennem dagen med en følelse af nærvær. Mine dage som hjemmemor for min lille dreng på 21 mndr er ikke rutineprægede. De er dejlige, jeg elsker, at han ikke skal i institution. Jeg elsker også, at Silvia kun er afsted 3-4 dage om ugen, og kun ml 9 og 14, og at de store er hjemme kl 14 efter skole, så jeg kan dele livet med dem hver eftermiddag og ikke kun hver aften. Men rutiner, de er til for at blive lavet om! Jeg opfinder nye, hver gang, der er noget, der ikke fungerer. Så føler jeg, at jeg har ordnet noget. Vupti, nu gør vi sådan her, SÅ! Om det er indbildning, det ved jeg ikke. Men de holder ikke længe nok til at være anstændige rutiner – så rutineret, det er en egenskab, jeg ikke er begavet med. Eller et liv, jeg ikke lever som hjemmemor. Selvom jeg har været på barsel, studeret eller har gået hjemme det meste af min 10-årige søns liv, så er jeg mere ruineret end rutineret. Men den konsonant gør nok ikke noget.
Kh Kristina
Kristina Hobbs - mor til 5 