En hjemmegående mor har spurgt mig, om jeg altid har tid til at spille spil og være krea med mine unger. Hun skrev, at hun ofte drøner rundt i legestuer, kokser med rengøring og oprydning osv, og at det medfører større kaos, når hun prioriterer at lege med børnene. Det vil jeg gerne lige kommentere på her. For udover, at det lige var jul, så er vores hjem også kommet ud i æteren.
Programmet, som blev optaget i sommers, hvor en eller anden solbrun overskudsdame af min højde og drøjde (minus det julebløb, der nu ligger som en pølse over min bukselinning), vimsede rundt i mit hus og tog sig roooooligt og kærligt af nogle renskurede, høflige og søde børn, der ligner mine, blev sendt her i julen. Det får rigtig premiere i januar, d 22/1 kl 20, men havde forpremiere d 25. Som med alt TV, så er det spidsvinklet; det er den kvinde, der udgør mit modstykke i programmet, også såre enig med mig i. Jeg siger meget få ting, og af alt det både positive og negative, jeg har sagt til journalisten om at gå hjemme (optagelserne stod på i 10 timer, se her på bloggen her “GirafTV” og “Voksenkontakt for hjemmegående”, hvor jeg skrev mere om, hvordan det var, og hvad vi ellers talte om) , så kom 3-4 sætninger med.
Det, der kom med, var såmænd fint nok. Men som spørgsmålet fra min kollega viser, så ser min og børnenes hverdag ubesværet og idyllisk ud. Det er jo kun en del af sandheden, og det tror jeg også godt, at seerne ved – men jeg vil gerne fremhæve en enkelt vigtig pointe, som faldt udenfor programmets fokus. Det er , at jeg betragter det at være hjemmegående med både småbørn og skolebørn som mit arbejde. Jeg har ikke fritid/arbejdstid, jeg er som en selvstændig “på” hele tiden, og det er jeg glad for, fordi jeg virkelig godt kan lide alt det, der hører med til det. Jeg kan godt lide processen med at blive bedre til alle de gøremål, der ligger i at passe hus, have og børn. Ser jeg på, hvordan jeg var sammen med mit første barn, og på, hvordan jeg er nu, så er jeg da blevet 100 gange mere effektiv, mere rolig, sjovere, sikrere, pragmatisk og erfaren. Ligesom erhvervserfaring og videndeling i andre livsbaner også (som regel) fører til større ekspertise og tilfredshed, så gælder det også hos hjemmegående. Så når det ser ud, som om jeg har tid til at drysse rundt og lege med ungerne, så er det rigtigt. Det har jeg, for det synes jeg er rigtig vigtigt at have, når man er hjemmegående, og fordi jeg efterhånden er erfaren nok til at skabe den tid, der skal øremærkes til aktiviteter med børnene. Jeg synes dårlig nok, at jeg havde det, da jeg kun havde 1 barn! Nu, med 4 stks i alderen 1-10 år, så er min tid af en anden kaliber. Det skal også med i regnestykket, at mine to ældste børn på 8 og 10 hjælper meget til med at lege med de små, rydde af bordet, vaske op, ordne vasketøj og løbe ærinder. I perioder, hvertfald – navnlig i ugerne efter, at jeg har givet dem TALEN OM AT HJÆLPES AD I EN FAMILIE OG KONSEKVENSEN AF AT VÆRE EN EGORØV, DER IKKE TAGER UD AF BORDET OG LADE SKRALDESPANDEN STÅ PÅ TRAPPEN….Vi skal heller ikke male det hele for lyserødt, vel? For dem er jer, der kender min blog og mig, så ved I jo, at det ikke er to små butlere, jeg har rendende, men børn af kød, blod og momentalt hukommelsessvigt.
Nå, tilbage til pointen: Øvelse gør mester – eller i hvertfald bedre. Af de sidste 11 år har jeg været hjemmegående (på barsel, ledig eller decideret hjemmegående) i 5-6 år – herunder også de lange ferier, som et universitetsstudie velsigner familierne med. Jeg er kaptajn på skuden herhjemme og tager mig af alt vedrørende hjem og børn, da min mand elsker sit job og arbejder virkelig meget. Sådan er betingelserne herhjemme, og jeg har derfor været nødt til at blive en ret effektiv husmor. Jeg kan komme igennem ret meget på en dag efterhånden, jeg kender mange fif og tricks til rengøring, oprydning, madlavning, kreativitet og involvering af unger i dagens praktiske gøremål. Der er mange ting, jeg helt dropper at gøre og må droppe at gå op i, for at få skabt tid til at være sammen med børnene. Navnlig de små, der ikke går i institution – Silvia, som var hjemme hos mig fra hun var 2,5 år til hun var 3,5 år havde brug for at lege rollelege, spille domino og puslespil og lære at tegne prinsesser, bygge duplo og sådan, når der ikke var kammerater i en institution at gøre det med. Og James på nu næsten 2 år, han har også brug for mere end at være vidne til mig, der drøner rundt og leger tornado. Det er for det meste muligt at have dem med til tøjvask, madlavning osv, men de har også brug for at lære nogle ting i deres “højde”, og jeg synes, at de vokser gevaldigt af at lege rollelege, bygge ting og sager med alle mulige materialer, synge og spille musik og huskespil – så minimum en time og dagen og meget gerne mere er jeg 100% til deres disposition. Jeg VIL være deltagende i deres leg, jeg kan have så stor en rolle i deres udvikling, at det er spild af guld at lade være. Formiddagene er hjemmeunge-tid. Det er ca samme tidsrum, som institutionerne har at give børnene af koncentreret, pædagogisk målrettet aktivitet. Resten af dagen er – både i institutionerne og herhjemme – mere til fri leg eller parallelle aktiviteter, hvor de er med til det, jeg laver i husholdningen. Eller leger med hinanden eller deres ældre søskende, når de kommer hjem. Hvis bølgerne går alt for højt, sætter jeg mig med dem og læser – eller en af deres søskende bygger en togbane, sætter noget god musik på, eller vi ser en film.
Jeg skal ikke op på nogen piedestal, når der kommer til husholdning. Der er ting, jeg nyder at gøre og derfor holder fast i, der er ting, jeg ikke gider, men gør, fordi jeg betragter det som en nødvendighed, og så er der alt det, jeg har droppet. Fx har jeg kun tøj, der kan vaskes på 40 grader, og jeg stryger ALDRIG andet end perleplader. Jeg lægger ikke tøj sammen, mine store børn sorterer det ofte, og så kommer det i bunker ind i skabene. Alt linned bliver rullet sammen i pølser. Har aldrig dug på bordet. Der tror jeg, jeg sparer meget tid – altså på vasketøjet. Jeg rydder også kun op en gang om ugen, men så er det også i alle rum og meget grundigt. Jeg giver pokker i, hvordan puderne står i sofaen, og hvordan støvlerne står i entreen. Mine køkkenskabe er rodede, mit spisekammer (velsignet opfindelse, som stadig findes i vores 50’er murermestervilla, hurra!) ligner Grønttorvet efter et lørdagsudsalg. Der er huller i mine sokker, og lagnerne er krøllede. Her er rent, her lugter ikke, men så stopper det også der.
Og så har jeg en tanke i baghovedet hele tiden.
Den tanke er faktisk grunden til, at det er en evig udfordring at gå hjemme. At det er det vanskeligste job, jeg nogensinde har haft. Et job, som kræver, at jeg bruger alle de kompentencer, min tid i skole, på univeritetet, i erhvervslivet og med diverse hobbyer har lært mig. Når jeg beskæftiger mig med noget, så spørger jeg altid mig selv, hvorfor det er vigtigere end at være sammen med mine børn. Hvad vil jeg opnå med det her? Når jeg vælger at bage rugbrød, tale i telefon med en veninde, se en dum serie på netflix mens ungerne ser Peter Plys, rense ovnen, strikke en julegave, koge æblegele, lægge neglelak (kun på tæerne, mine fingre er opløst, da vi ingen opvaskemaskine har. En VVS-problematik, ikke en miljøsag!), sætte narcisløg i haven eller rydde op i skuffen med stearinlys, tape, døde kuglepenne, krøllede post-its, skruelåg og smattede læbepomader (sådan nogle skuffer findes forhåbentlig i andre hjem end mit) – hvorfor vælger jeg så at gøre det fremfor at vælge samvær med mine børn, lære dem noget, vise dem noget, tale med dem, spille et spil, cykle en tur, blæse sæbebobler eller gå i svømmehallen? Børn er det mest taknemmelige publikum, de mest medgørlige samarbejdspartnere, deres begejstring er så let at vække, at man gør sig en stor tjeneste ved at stille sig til rådighed med sin fulde tilstedeværelse. Hvorfor gør jeg så noget andet næsten hele dagen?
Er det fordi, at det bare kribler i fingrene og gør mig til et gladere menneske med fornyet energi og klarere øjne – det er fx tilfældet med at skrive herinde?
Er det fordi, at jeg synes, at det er hygiejnisk eller ernæringsmæssigt nødvendigt – for så kan ungerne også lære noget af det….
Er det fordi, at jeg gerne vil have den bekræftelse og anerkendelse fra andre voksne, som det giver fx at give hjemmelavet syltetøj som julegave, eller at det dufter at hjemmebag i samme sekund, mine børns legekammerater bliver hentet af deres forældre? Uh, den sidste var en grum afsløring, men det passer altså. Jeg kan godt finde på at time bagværk eller syltning, så det dufter dejligt præcist, når andre voksne træder ind af døren. Øv, hvor jeg flover mig nu. Men det er jo noget med at skabe en social identitet som en, der gør nogle bestemte ting. Det kræver jo et publikum, og det har jeg ikke så tit, når jeg går hjemme. Jeg kan jo ikke vise mine hjemmegjorte køkkensager med på arbejde og få kollegernes applaus, fx. Eller vise min hjemmestrikkede øreklaphue frem ved cykelstativerne på Uni eller på en cafe. Jeg hverken strikker eller bager eller sylter udelukkende for applausens skyld, jeg kan virkelig godt lide processen med at skabe noget sanseligt selv, men resultatet kan godt bruges til at opnå anerkendelse, og det falder jeg til tider for. Indrømmet.
Er det fordi, at jeg søger at være en bestemt slags rollemodel for mine unger? Og derved forsøger at lære dem, hvad jeg synes er vigtigt her i livet? For så kræver det også nogle ord med på vejen, for at jeg kan opnå det mål, når jeg står og gør mig umage for at lave pizzaer selv fra bunden, bruger tid på det fremfor at spille Ludo. For dem virker det jo lidt (lets face it, KOMPLET) tåbeligt, når man kan købe pizzaer i Fakta, som de jo synes smager fint nok. Det samme gælder, når jeg graver have eller fylder vindueskarmene og senere bedene med små grønsagsspirer; for dælen da, det ligger jo i bunker til salg i Netto! Hvorfor så bruge alt det krudt og al den tid på at dyrke det selv? Tid, som vi kunne lege i, tage på stranden i, bygge huler i? Det der graveri er da sjovt nok i 10 minutter, men kraftedme ikke en hel formiddag? Og så vande, luge, dimse, så igen, pille kållarver af…..hvor besværligt! Sådan tænker børn, og det kan man jo godt forstå. Derfor synes jeg, at jeg bør holde mig for øje, at jeg virkelig ved, hvorfor jeg prioriterer andre gøremål højere. Og forklare dem hvorfor, hvis de er gamle nok til at kunne bruge forklaringen til noget.
Jeg tvinger mig selv til at gøre mig det krystalklart, hvorfor jeg prioriterer mine gøremål på en dag, som jeg gør, og det kan være ret udmattende. Og afslørende. Og lidet flatterende. Jeg er fejlbarlig, jeg er forfalden til smiger, jeg er stædig. Jeg gør fortsat meget, som kun overfladisk er for børnenes skyld, men i virkeligheden for min helt egen fornøjelse (se fx mit indlæg om rugbrød), men så ved jeg det. Det hjælper mig til at få skabt tid til dem, og lade det mindre vigtige være. Derfor når jeg hver dag at være sammen med dem. Næsten.
Jeg uddyber gerne. SPørg endelig.
Nu er jeg nødt til at gå ned og nusse lidt om et feberhedt barn. Sov godt derude, og rigtig glædelig bagjul. Og godt nytår!
Kærlig hilsen
Kristina
Kristina Hobbs - mor til 5 
al respekt for din hudløse ærlighed.. og dine refleksioner over tilværelsen med børn i huset..
LikeLike
Tak;-)
LikeLike
Kristina, jeg har lige set programmet (og også nr 5 i rækken om institutioner), og tænkte ‘hey, hende kender jeg!’. Det gjorde jeg så ikke, men jeg har læst hele din blog og er blevet inspireret af Jeres valg og måde at indrette Jer på.
Hatten af for din ærlighed her, og tak for at du gider udstille Jer, så vi andre kan få lidt at tænke over. 🙂
LikeLike
Kære Maria
Tak fordi du bruger tid på at læse med. Det er da skønt for lille mig herude i provinsen, at andre forældre får sat nogle tanker i gang af mine skriverier:-)
Godt nytår!
Kh k
LikeLike
Kære Kristina
Skægt at se dig og dine fine unger live, har fulgt med på bloggen de sidste par måneder, da jeg selv går med kraftige overvejelser ift at blive hjemmegående. Ved bare ikke om jeg tør, men måske er det bare at gøre det, for er ikke i tvivl om at det ville gøre godt for vores familie (der indtil videre består af 2 voksne og 2 børn, men vi håber at udvide en gang i fremtiden). Kan du bekræfte mine forventninger til jobbet som selvstændig hjemmegående:
1) det er det hårdeste job, jeg nogensinde vil få
2) det er det mest fantasktiske og meningsfyldte job, jeg nogensinde vil få
Men jeg er nervøs for om jeg overhovedet kan klare det og hvad vil “omverdenen” sige – ja, ok, den er ikke en grund, det kan jeg godt se, men er da lidt nervøs for hvordan det vil blive modtaget i vennekredsen, som alle er karriere-akademikere, som ikke kunne forestille sig noget fjernere end at være hjemmegående..Men læser din blog og bliver inspireret og tænker at the end of the day, dét vil jeg også have. Godt nytår til dig og dine.
LikeLike
Kære Tanja
Tak for din kommentar, og fordi du tager dig tid til at læse med. Jeg har også en vennekreds af arbejdende akademikere med og uden børn. De tog det vist med ophøjet ro, at jeg blev hjemmegående, men jeg tror, at at det hænger sammen med, at det først var ved barn nr 4, at jeg droppede institutioner og arbejde. Mine venner har set mig nyyyyyde mine første 3 barsler, som jeg har vredet al den tid ud af, jeg kunne. Jeg var studerende ved de første 2, havde en mislykket graviditet lige før mit speciale, og jeg var kun på arbejdsmarkedet i 4 mndr, før jeg blev gravid med nr 3, arbejdede til jeg var 34 uger henne og gik på barsel. Nåede tilbage på arbejde efter barsel nr 3, arbejdede i 4 mndr, før jeg blev fyret i en spare-runde, og blev gravid en måned efter. Så på den måde har jeg hele tiden haft små børn om benene, så længe min vennekreds har kendt mig – næsten da. Jeg kan godt forstå, at omverdenens reaktion betyder noget for dig, herregud, man er jo ikke en ø, vel? Hvem du er handler jo i den grad også om, hvem du er socialt, og hvilken respons du får på din eksistens. Men så kan du berolige dig selv med, at man har en holdning, til man får en ny, og du kan komme tilbage på arbejde, hvis det ikke medfører den lykke og det overskud, som du håber på. Uden at det skal føles som et nederlag. Det er det jo ikke, det er et karriereskift. Du vil også opleve mange komplimenter fra folk på gaden, som man pludselig møder, fordi din dagsrytme giver dig tid til at være i supermarked, på legepladser osv i dagtimerne, hvor man møder andre mennesker, end kl 15-16-17 stykker. Mange fra den ældre generation er meget positive overfor livet som hjemmegående, og jeg har fået store skulderklap og gode historier fra en anden tid, hvor familieliv var anderledes, og hvor der fandtes flere måder at være kvinde på end det enten-eller, karriere eller hjemmeliv, der er fremherskende idag. Mange af de +50 kvinder og mænd, jeg har mødt, beskriver et forældreskab, hvor mor også arbejder, men ikke 8-16 5 dage om ugen, og hvor de ældre generationer, onkler, tanter, naboer spiller en anderledes aktiv rolle i børnefamiliernes liv. Det inspirerer mig, og det er en kærkommen støtte på lidt trætte dage.
At være hjemmegående er bestemt de to ting, du skriver – som jeg også selv skriver her på bloggen. Det bedste er, at det er svært. Det er udfordrende. Derfor bliver jeg ved. Der er ingen trummerum herhjemme. Der er altid en masse, jeg gør skidt og forkert, og som vi herhjemme kan få til at fungere meget bedre eller noget nyt, vi kan lære. I år skal vi fx have høns og kaniner, som jeg har planer om at lære at slagte. Ja, også kaninerne. Det vil vi lære en masse af, det smager godt, og det er bæredygtigt.
Vi skal skabe bedre rammer og tid om at synge sammen, nu, hvor James er stor nok til at være med, og Silvia efterhånden synger rent. Von Trapp-familien kan bare kravle op i en Alp, kan de:-)
Og så skal jeg have udvidet Mollys venindekreds lidt, det kræver også en indsats med nye legeaftaler nye forældre-bekendte, osv. Det er mange ting – en del handler om selvforsyning, men der er også mange andre ting, jeg har ambitioner om. Og dertil kommer alt det, der bare sker i en familie, og som man skal have tid og plads til på en anden måde som hjemmegående.
Men Tanja – nok om mig – hvad er det konkret, du er nervøs for, om du kan klare? Hvilke situationer tænker du, at du måske går op i limningen? Hvis du har lyst, kan vi godt spare lidt pr mail – du kan skrive på kristina.hobbs@live.com eller sende mig en venneanmodning på fb.
Rigtig godt nytår til dig også!
Kh K
LikeLike
Jeg nyder virkelig din blog Kristina – er selv hjemmegående, du kender mig måske fra københavner-fb-gruppen, jeg har også kommenteret herinde tidligere. Jeg syntes, det var rart at få nogle levende billeder af din familie og hjem i tv:) Dejligt at læse din ærlige blog! Godt nytår fra Søs
LikeLike
Hej Kristina,
Er netop begyndt at smugkigge ind i dit familieliv her på bloggen. Og har allerede storgrinet flere gange. hvor er det dog skønt at spejle sit eget liv i andres. Og vide man ikke er den eneste mor som indimellem bliver overfaldet af sin søn, selvom man krammer, kysser, henter mælk etc. Etc.
Overvejer alternativet til mit nuværende akademiker-karriere-mor-liv, og sad derfor i julen og googlede lidt på hjemmeliv, hjemmeunger (og… Hjemmegående!). Fandt DR’s udsendelse som jeg elskede at se ( enig i din udlægning. Du virker som den perfekte hjemme-mor. Men sejt er det nu alligevel, selvom du skriv et sted at det ikke er rosenrødt hver dag).
Summasumarum-Jeg er super nysgerrig efter at få lidt mere at vide fra dig om hverdagen med hjemmebørn, livet som hjemmegående. Og herunder provinslivet i Helsinge. Er netop ved at tage beslutningen om at hive vores store ud af BH men tænker også meget på hvordan vores liv skal være på den lange bane, efter min barsel. Herunder om jobbet skal droppes for en tid. Og om hus-drøm skal realiseres lidt længere væk fra KBH ( e allerede flyttet ud af byen, men savner den og mit netværk frygtelig meget). Kan du ikke lave lidt etnografisk skriv om provinslivet og børnefamilIelivet der på godt og ondt? Og dine overvejelser om at komme tilbage på arbejdsmarkedet? – sidstnævnte er min helt store bekymring hvis jeg virkelig skulle tage springet en dag og lægge karrieren på pause….
Tak for god underholdning og stof til refleksion om egen mor-praksis.
KH
‘Udflytteren’
LikeLike
Kære Udflytter
Tak for din kommentar. Jeg bliver altid så glad, når der er én derude, der føler sig underholdt og imødekommet af mine rablerier.
Det er faktisk længe siden, at jeg har skrevet noget om at komme tilbage på arbejdsmarkedet, selvom det er jo et emne, der ofte kommer op i min dagligdag. Vi talte også længe om det i de timelange optagelser til udsendelsen, men det kom ikke med. For det er jo en meget relevant bekymring.
Jeg vil gerne imødekomme din nysgerrighed, men jeg vil lige bede dig præcisere lidt, for mine autoetnografiske beskrivelser og ananlyser bliver alt for omfangsrige og nok intetsigende, hvis jeg ikke har en lidt mere specifik optik. Mener du ift mit tidligere liv i storbyen? Det ville være en stor hjælp, hvis du kunne stille en 6-8 punkter op, du gerne ville have belyst. Så kan jeg skrive derudfra.
Hele min blog handler jo sådan set om provinslivet og børnefamilielivet på godt og ondt allerede 🙂
Men det med karrieren, det er en god ide – det skriver jeg om snarest.
Helt overordnet, så tror jeg aldrig, at det kommer skidt igen, at man er lykkelig og følger sit hjerte i en periode. Navnlig ikke, hvis man er sikker på, at det også er det, man selv vil. Altså – hvis du/I har lyst til at du skal gå hjemme en tid, men er nervøse for konsekvenserne, så prøv at forestille jer det værste, der kunne ske, hvis I IKKE gør det, hvis I opretholder status quo. Og så det værste, der kunne ske, hvis du giver los.
Jeg prøver at huske mig selv på, at disse dage, måneder, år herhjemme med mine børn ikke er noget, der kan vente. Chancen kommer ikke tilbage om nogle år. Barndommen er lige nu, deres umiddelbarhed er lige nu, deres behov (hvis du også mærker, at det kunne komme dem tilgode) er lige nu. Jeg vil vove at påstå, at karrierer kan stilles på pause af mange forskellige årsager (stort set alle ph.d’ere på min fakultet har fx været sygemeldt med stress i længere perioder, lektorerne ligeså), men de kan genoptages. Måske kræver det meget, måske omskoling eller kurser, kompetenceudvikling eller noget helt tredie, men de KAN godt. Ikke?
Skriv snart tilbage.
Kh Kristina
LikeLike
Hej igen –
du HAR jo nok luret den, men det har jeg altså haft en ande læser, der IKKE havde, så : Du kan jo kigge på de “tags” eller søgeord i højre side af bloggen, der handler om at “flytte til provinsen” eller “hjemmegående” osv. Så kommer de indlæg op, jeg har tagget med de emner. Det er lidt noget rod, men prøv dig frem. “For evigt?Nej” indlægget står der noget i, så vidt jeg husker. og “verdens bedste arbejdsplads”. og “voksenkontakt for hjemmegående”.
Vi skrives ved, ikke?
KH K
LikeLike
Hej Kristina,
Tak for din hurtige respons. God ide med listen. Den skal jeg lave…
Vil meget gerne liste lidt punkter op ifht til mine tanker/ bekymringer om karriere, hvis jeg stopper helt op på den front. Forsøger at fatte mig i korthed ( har en ret. Lang to do liste over ting jeg ven vil nå. Herunder ambition om mere strikke-og-hygge-tid og mindre IPad;))
1. Min årgang af nyuddannede er udklækket i finanskrisetid. At jeg fik et super spændende, sjovt, fagligt udfordrende etc etc job i en konsulentvirksomhed indenfor mit fagområde var så utroligt heldigt ( jo jeg er da dygtig, som så mange andre). Fra start af var jeg bevidst om,at takkede jeg ja til jobbet ville jeg højst sandsynligt komme til at arbejde mere end jeg egentlig havde lyst til, som relativt nybagt mor.og det kom jeg også til.( blev optaget så meget af de spændende opgaver, at jeg til sidst ikke savnede min lille pige helt så meget. Det kan jeg mærke nu, hvor jeg er så meget mere samen med hende. Og savner hende blot hun passes af farmor en enkelt overnatning… Skræmmende og interessant, at vi i den grad er i stand til et tilpasse os vores omgivelser.) ) Anyway. Det er navlepilleri. Summa summarum er – kan jeg overhovedet forvente mig, at jeg kan komme tilbage og få job indenfor mit fagområde, hvis jeg dropper ud af arbejdsmarkedet for et år eller en årrække? Jeg har brugt 5 år på Uni,lagt en del timer – på en del semestre også udover de 37 – været ret målrette egentlig mht studiejobs etc. Så det er vigtigt for mig, at jeg ikke smider min faglighed og uddannelse ud af vinduet. Jeg tror min årgang er ret bevidste om, at vi er en del der konkurrere om jobbene. De hænger ikke på træerne, og mange er stadig på dagpenge og kæmper for overhovedet at få en fod indenfor. Måske bare få en jobprøvning et godt sted. Det er næsten lidt overmodigt, at forlade ‘godt’ job i den sammenhæng (at jeg overhovedet opvejer det, bunder naturligvis i, at det job er godt og fedt på alle andre områder end det der handler om mine børns trivsel. Hvilket jeg har fundet ud af er ret vigtigt for mig).
2. Kan jeg holde mig opdaget ifh til hvad der sker på området? Hvad med al den nye viden jeg trods alt stadig har som yngre akademiker i felten? Efter et par ude er jeg jo håbløst bagud ift til andre unge akademikere ( som vil være dem jeg skal konkurrere med…).
3. Jeg føler mig fagligt set ret selvsikker nu. Kan sku godt finde ud af mit job, og er modig ifh til at foreslå nye veje, metoder, måder at gå til opgaven på etc.. Men hvordan har den faglige selvtillid det efter et par år hjemme? Vil jeg stadig kunne have tillid til, at jeg kan løse opgaverne selvstændigt, innovativt, etc etc?
4. Jeg er rimelig menneskelig: hvordan vil mine kollegaer reagere? Det vil uden tvivl være en rimelig kontroversiel beslutning!
5. Hvordan skal jeg overhovedet forklares et for mine veninder, som jo netop lever præcis samme karriere liv? Hele mit liv vil jo så pludselig blive en stor kritik af netop deres moderskab! Det har jeg egentlig ikke lyst til. Ved selv hvilket frygteligt dilemma hele arbejdsliv-familieliv balancen er.
Mon nogle af disse tanker kunne give inspiration/ perspektiv til dine skriverier?
Nu til strikkearbejde…;)
LikeLike
Hejsa
Tak for dine punkter, nu har jeg skrevet lidt om mine egne overvejelser.
God vind med dine – skriv igen, hvis du har lyst.
Kh Kristina
LikeLike