Hvad fremtiden bringer.

Hvordan man som hjemmegående forholder sig til vejen tilbage til arbejdsmarkedet tror jeg kommer an på, hvordan man kom væk fra det der arbejdsmarked. For mange moderne familiers vedkommende er det virkelig en BESLUTNING, et radikalt livsvalg, et fravalg af job og en fremtid, som man ellers havde sat ret meget ind på. Der overvejes for og imod, regnes på billån, institutionsudgifter og kapitalpensioner. Når den store beslutning om at gå hjemme en periode skal træffes, overvejes det naturligvis også, hvorlænge galskaben mon skal stå på (for nogle virker det skønt, men helt ubegribeligt, at lysten til at gå hjemme pludselig griber dem), og man forsøger at foregribe begivenhedernes gang, selve livet, og forsikre sig, at man kan komme tilbage til sit job, sit fag, sine professionelle kompetencer, kollegerne, frynsen, karrieren, kitlen, konferencerne, rutinen, igen. Hvad end, det er, man holder allermest af ved sit fag, så er det jo også et afsavn, et farvel, til noget velkendt, når man bliver hjemmegående. Kan jeg vende tilbage til samme trin eller betyder min pause, at jeg skvatter hele vejen ned af trappen og skal kravle op igen bagefter? Kører toget uden mig? Kan jeg vende tilbage? Hvad med mine kompetencer? Kan chefen og kollegerne tage mig alvorligt efter år med gylp, fingermaling og figenstænger? Hvordan kan jeg konkurrere med de andre, der jo fortsætter fremad, mens jeg står af?

Jeg traf ikke sådan en “beslutning”. Jeg skulle enten i gang med at søge job efter en fyring og derefter en flytning, et helt nyt sted i Danmark – eller lade være.  Jeg tror, det er derfor, jeg tager det der med fremtiden, som jeg gør. Jeg har ikke en konkret plan, for den behøvede jeg ikke lave. Nemt sagt, jeg ved det godt. Jeg har stor forståelse for dem, der virkelig skal forlade en ellers skøn stilling med fede opgaver, kolleger, kontakter – eller hvad det nu er – og er nervøse for konsekvenserne. Heller ikke økonomisk har vi været vant til to gode indkomster, for jeg nåede kun at være på mit første løntrin som akademiker i den korte periode, jeg var på arbejdsmarkedet som uddannet antropolog. Det meste af vores forældre-tid har jeg været på SU plus studiejob. Det er jo ikke millioner, vi taler om.

De næste 2 år regner jeg med, at jeg skal være hjemmegående. Så skal James nok i deltidsbørnehave og Silvia i skole. Hvis jeg stadig synes, at det er spændende og livsbekræftende og meningsfuldt at gå hjemme, og hvis børnene stadig har gavn af mig, oooooog hvis økonomien holder, så bliver jeg hjemme længere tid. Jeg bliver i år ansat som medhjælpende hustru i min mands firma, så sparer han nogle administrationstimer, og så sparer vi ellers, hvor vi kan. Det er den konkrete fremtid. Men hvad så bagefter?

Det er ikke længere så ofte, at min omgangskreds spørger til, hvad jeg skal, når jeg ikke skal være hjemmegående mere.  Jeg tænker stadig på det ofte, men uden panik. Jeg ved, at andre hjemmegående – eller andre mennesker, der i en perioder står udenfor arbejdsmarkedet – tænker over det. Det popper også op i samtaler med både venner og fremmede, men hvor det før var noget, jeg blev spurgt om hele tiden, så er det nu mere via denne blogs læsere, at jeg bliver bedt om at fortæller lidt om mine planer for fremtiden. Så det vil jeg prøve at gøre. Dette indlæg bliver derfor mere om mig end om børnene. Hvis det lyder kedeligt, så kig videre i andre indlæg:-)

“Tror du, at du kan vende tilbage til antropologien, når du har været hjemmegående i nogle år?” Jeg skal ikke “tilbage” noget, jeg skal fremad:-) Men først er jeg nødt til lige at kigge lidt bagud, for at kunne forklare, hvad jeg forestiller mig om fremtiden.

Jeg er let at begejstre. Det, jeg beskæftiger mig med, fordyber jeg mig gerne i. Det er svært, når man også gerne vil have mange børn. Efter jeg blev kandidat i 2008, har jeg brugt mit studie til at undervise i antropologi på universitetet, til at holde lidt foredrag, og til at få en funktionærstilling i administrationen på et andet universitet. Jeg begyndte at snuse til at søge en forskerstilling, opsøgte netværk. Måske jeg skulle lidt videre i karrieren? Da havde jeg 3 børn i alderen 7, 5 og 1 år. Det var stadig fint at gå på arbejde, men jeg følte, at jeg havde 2 jobs nogle dage, og min job nr 2 var det, der startede, når jeg stod foran døren til børnenes institutioner for at hente dem hjem. Når de var syge, var det irriterende. Når jeg lod mig rive med at begejstring på mit arbejde, var det altid på bekostning af min tid med børnene, og dilemmaerne regnede ned over mig hele tiden. Valget mellem mig og børnene pinte mig. Jeg skulle hele tiden sige nej til en hel masse på  mit job – og nej til tilbud om ekstra “sjove og spændende” udfordringer som freelancer, fordi jeg ikke have lyst til at være mere væk fra børnene end 32 timer om ugen. Selvom man har et deltidsjob, så er der julefrokoster, planlægningsmøder, kurser, internater, fester, frokoster, personaleplejehalløj, foredrag, kompetenceudvikling, erfaringsudveksling etc – som jeg sagde nej til. Det var ikke familievenligt med alle de ekstra aktiviteter. Det var hårdt at være så stridbar, og jeg tror ikke, at det sådan helt var i orden.

Da der skulle skæres i personalet, røg jeg ud med badevandet uden forklaring.

Kort derefter blev jeg gravid med nr 4, James, som nu snart bliver 2 år. Vi ville gerne flytte væk fra Frederiksberg, hvor vi boede i en morderlig hyggelig villalejlighed, men den var alt alt for lille, for dyr, og der var for mange mennesker alle steder i byen. Vi var trætte af køer (provins-varianten med klove er fin, men stinker.).

Så. Nu skulle der tænkes. Jeg søgte job, men som nr 4 gravid skulle jeg hurtigt skjule min mave med noget tæt på en burka. Og det er svært i højsommeren. Jeg lignede en omvandrende bortfløjet teltdug fra et mellemstor Camp-let.

Og det var krisetid med ansættelsesstop i den offentlige sektor.

Og min ældste søn, som havde haft det rigtig svært med at gå i en meget overfyldt skole, fik det meget bedre, efter jeg meldte ham ud af SFO’en, fordi jeg jo var hjemme, når han fik fri. Jeg kunne hjælpe ham med at finde strategier til at overleve skoledagen. Og min datter på 6 år fik en dejlig rolig skolestart med en mor med god tid til at skabe nye legerelationer, korte dage, masser af hygge. Og min yngste datter på 1 elskede al den tid, vi havde sammen, når hun fik fridag fra sin aldersintegrerede institution, og vi begyndte at have hele eftermiddage, hvor vi kunne tage ud i det blå sammen, mig og mine 3 skønne unger og nr 4 i maven. Ahhhh….Jeg nød ikke at have et konstant skyld-dilemma hængende over hovedet, ikke at være splittet mellem job (eller studie) og børn. Og jeg havde tid til at være træt gravid, såret over at være blevet fyret, og sove middagslur en gang i mellem.

Nul nyt job til lillemor.

Så kom James til verden, og så solgte vi lejligheden. Flyttede til Helsinge i 2012, til mere plads ( 3 gange så meget, faktisk), bedre inde-og udeklima, nybygget fed skole, svømmehal og bibliotek, god plads på cykelstierne, bondegårde og dyrehold, høj himmel, stor have, skov og strand. Og meget billigere bolig og leveomkostninger – fordi det bare ER dyrere at bo i byen på mange måder. Det var sindssygt hårdt at flytte med en 4 mndr gammel baby og 3 børn, der virkelig ikke ville flytte. Jeg stod alene (min mand arbejder jo som sagt virkelig meget) i et meget slidt hus med 180 flyttekasser og en have, der lignede en romalejr på Fælleden (hermed mener jeg hyggelig, men fuld af gammelt jern, udtjente motorkøretøjer, flamingokasser og uidentificerbare plastikskruelåg) en hel sommer. Ungerne tudede af hjemve. Det sved. Men vi fik gang i hverdagen alligevel. Med ret mange softice på Liseleje Strand og ret meget tyrkertro og sammenbidte smil fra min side, så kom lykken lige så stille. Efterårssolskinsdage, hvor vi alle cyklede rundt i skoven eller i vores nye by og hilste på folk. Bål i haven om aftenen. Nye venskaber. Og de gamle venner besøgte os. Tid er en god ting, når man skal føle sig hjemme.

Silvia startede i børnehave, Bastian og Molly i skole og SFO – men intet af det gik godt. De ville hellere være hjemme. Jeg var ikke imponeret over kvaliteten af pasningstilbudene, heller, og fridagene blev flere og flere. Alle blev meldt ud af institutionerne, og så holdt jeg op med at spekulere på job efter endt barsel. Det kan I læse mere om i de første 20 indlæg på bloggen, det var i de dage, jeg begyndte at skrive. Det føltes som en stor beslutning, men retrospektivt kan jeg se, at det var det ikke – i forhold til dem, der skal gå fra en arbejdsplads. For mig handlede det mere om, hvorvidt jeg kunne give børnene det, jeg mente, de gik glip af i institutionerne.  Den bekymring er god at have med sig som hjemmegående, mener jeg, for de KAN noget, de der institutioner. Ret meget, faktisk. Så det tænker jeg stadig over, nu, hvor James er hjemme hos mig, og Silvia har et par fridage om ugen.

Men men – jeg havde også haft 4 barsler, hvor jeg havde taget rub og stub. Jeg deler intet med min mand, han er ikke hjemme i 14 dage, måske i 2. Eller halvanden. Jeg tager mig af alt med hus og børn, og har altid gjort det. Jeg har været skabs-hjemmegående lige så længe jeg har haft børn, og jeg har tilrettelagt studie og job efter, hvad der passede med at hente og passe dem. Sådan har det været for mig, det er min specifikke situation. Det hænger sammen med mit valg af partner, med min fortid og med det, der bare sker i livet. Derfor har det naturligvis også betydning for mine forestillinger om fremtiden.

Jeg skal som sagt ikke “tilbage” til et job. Jeg skal ikke starte forfra, heller. Jeg synes, at mine år som husdirektør i en familie lærer mig utrolig mange ting og gør mig til et bedre menneske. Det lyder som et klamt slogan fra et jobsøgerkursus, men jeg føler sgu oprigtigt talt, at jeg hele tiden bygger videre på mine kompetencer, på min livskunnen, og det er det, jeg skal finde nogen, der vil ansætte mig til at anvende professionelt. Eller finde på noget selv. Jeg føler, at jeg vokser, og slet ikke, at jeg står stille på et sidespor. Føler faktisk, at jeg formelig strutter af begejstring over det priviligerede liv, jeg har, hvor jeg får lov til at være så meget sammen med og for 4 entusiastiske mennesker. Jeg har tilmed tid til at lave lidt frivilligt arbejde med bestyrelser, legestuer osv. Det kan jeg ikke forstille mig kan komme negativt igen. Når min tid herhjemme rinder ud, så skal jeg hitte ud af at konkretisere, hvad det er, jeg kan – det er jeg klar over kan blive vanskeligt. Jeg forestiller mig, at jeg kunne gøre gavn i kommunalt regi , børneforvaltning eller udvikling, måske mere servicepræget og opsøgende eller netværksdannende. Projektansat i starten, måske i noget, jeg selv har været med til at udtænke og søge midler til. Måske medhjælper i en institution, måske folkeskolevikar. Måske klummeskribent på en eller anden måde. Eller anden form for skriverkarl. Det tror jeg nu ikke, det er sådan mere en hobby. Måske mere administration. Det vigtigste bliver fortsat, at arbejdstiden passer med mit liv som mor. I en del år fremover. Jeg tror, at jeg ville trives i mange miljøer – mine bedste arbejdsminder ligger i restaurationsbranchen, folkeskolen og i folkekirken, så hvem ved. Men måske får jeg ikke andet end en bar røv at trutte i, når jeg begynder at søge. Det må tiden vise. Efter år på minimal indkomst klarer vi nok et år mere, mens jeg finder ud af noget.

Jeg er fristet til at slutte af med en salut til jer, der overvejer at forlade jobbet og blive hjemmegående for en tid. Jeg kunne fx skrive noget, der måske kunne hjælpe jer til at træffe den rigtige beslutning, vel at mærke den, der er rigtig for JER. Uanset, om det er at blive i job eller forlade det. Der findes mange andre, der forsøgsvis kloger sig på den slags rådgivning, og jeg vil undlade det. Jeg aner intet om, hvad kolleger og chefer siger til det.Men… Der gives alligevel ingen garantier her i livet. Ingen kan vide, hvad fremtiden bringer. Måske tragedier, mistede mennesker, lemmer, muligheder. Måske vilde chancer for eventyr, store gevinster, uventede bekendtskaber, horisonter, man aldrig havde forestillet sig var indenfor rækkevidde. Måske bare hverdag, måske skilsmisser eller stor stor kærlighed. Måske skal man være manager for sin 14 årige datter, der bliver skøjteprinsesse i Disney on Ice på verdensturne. Måske bliver man fyret i en sparerunde om 3 måneder. Måske får ens forælder svær afasi og total lammelse og må bo hos jer. Livet sker jo. Jeg tror ikke på, at man skal leve sit fulde potentiale hele tiden, så får jeg sgu stress. Det der med at udnytte tiden, tænke i delmål, at sætte milepæle, nej tak, jeg vil hellere bare sidde på en pæl og glo, så. Jeg kan godt lide at spilde tiden, den må gerne bare gå. Man skal ikke bilde sig ind, at man kan styre ret meget her i livet, tror jeg. Nogle gange står man i en situation, hvor man har en fornemt valg. Hvis man kan vælge at være lykkelig, så skal man sgu gøre det. Ikke for at gøre andre glade, så deres taknemmelighed skal fungere som eneste belønning, så man holder andre som gidsler i sit eget livsprojekt. At vi får den slags valg er et privilegium, som man på en måde viser taknemmelighed for, hvis man vælger det, der føles rigtigt NU og ikke, hvad der vil gøre det mindre vanskeligt og utrygt om 2 år. Måske.

Jeg tror ikke, at det at blive hjemmegående er at isolere sig fra kompetenceudvikling. Man skal ikke tænke, at man nu skal stå her i et kosteskab og støve til for en tid, mens de andre fester videre på kontoret, og så skal man før eller siden åbne døren igen og kaste sig tilbage, prøve at finde ud af, hvordan man kommer ind og tager fat, hvor man slap. Man åbner en anden dør, når man går fra jobbet. Der sker noget andet derhenne, mens man går hjemme, men der sker også noget med den hjemmegående, ligesom der sker noget i samfundet. Når tiden er kommet til at få penge for sin beskæftigelse igen, og jobmarkedet igen kalder (måske kan kan endda få lov at vende tilbage til sin stilling, hvis man har fået bevilliget orlov), så er vi blevet lidt ældre og har lært noget andet, og det må vi finde ud af at bruge til fortsat at bidrage med noget positivt. Jeg tror på, at der er brug for sådan en som mig derude en dag. Måske er jeg naiv, men jeg er lykkelig. Janteloven prikker mig på skulderen, når jeg skriver sådan noget. DELETE OG SKRIV NOGET, DER TAGER TYKT PIS PÅ AT VÆRE HAUSFRAU, siger den. Ikke på vilkår.

Godnat 🙂

Kærlig hilsen

Kristina