Tillykke, kage, flag, gave, slut.

Vinter er lig med fødselsdagssæson hos os. Jeg har netop spist den sidste rest fødselsdagskage fra min ældste søns fødselsdag i søndags. Forude venter Silvias, min, min mands, min mor, min bror og min yngste søns fødselsdage inden for en måned. Plus et par stykker længere ude i familien, som jeg beklager at måtte indrømme er røget i svinget i nogle år (undskyld, Andreas).

Der er ca 3 fejringer af vores børns fødselsdage. Pr barn. Ligemeget, hvordan jeg forsøger at begrænse det til eeeeen festlighed. En morgenfejring, en med familien plus måske venner og en med stuen/klassen/børnehaven – plus måske en med venner udenfor institutionen/skolen. Med min ellers pragmatiske holdning til livet, så kunne jeg jo godt sige nej til mere festivitas og bare sige, tillykke, kage, flag, gave, slut eddermame prut, min skat, så blev du et år ældre, og ved du hvad, det gør du også næste år, og det bliver OGSÅ hyggeligt, men det skal der heller ikke næste år gå en hel uge med at fejre. Ingen fanfare, ingen Giro413, ingen formstøbte stevia-sødede futfutlokomitiver til uddeling på Rød Stue (de kan få flødeboller, eller de kan tage deres egne fromme daddelkugler med, basta),  ingen tryllekunster, ingen hoppeborg i haven, ikke flere gaver, end du kan tælle på én hånd ( så kan der også komme andet på menuen end havregrød næste uge), ingen midnatsWII-spil med hele familien og slet slet ingen tretrinsraket af en weekend, hvor der først er overnattende kammerater, så hele klassen på visit til tinnitus-provokerende hotdoghygge om lørdagen og endelig familien til tænderskærende sukkerchok i kakao, boller-og-lagkage om søndagen.

Det kunne jeg godt sige nej til.

Jeg gør det bare ikke særlig meget. I år udbasunerede jeg, at min ældste søn ingen familiefødselsdag fik, for han havde venner til overnatning og derefter klassesvømmehalsfødselsdagsfest, og så måtte han altså tage til takke med at nasse på lillesøsters familiehejs weekenden efter. Det accepterede han som den store 11-årige, han nu er. Når bare jeg til gengæld accepterer, at han meget detaljeret forklarer hvem som helst, postbudet, kassedamen, skolelæreren, venners forældre, at nej, han skal ikke se hele sin famile til sin fødselsdag (at det så vil sige, at vi med mine forældre blev 8 til fødselsdagsmiddag for at fejre ham, det betyder mindre, når vi kunne have været 19), for hans mor synes, at det blev for meget. Det siger han med sådan en tapper “min mor har det meget hårdt” mine, ikke-spor-martyrisk og slet-ikke-ondt-af-sig-selv. Han er en skøn knægt, men han synes vist, at jeg skulle tage mig sammen, dér, og køre noget mere kæmpekage og 1000 boller frem, når nu han blev 11. Hm.

Jeg vil gerne fejre dem, de er så kære med alle deres sommerfugle i maverne aftenen før, de vil gerne puste lys ud på kager  og pakke gaver ud og halløj – og jeg vil gerne tage billeder og hygge om dem og forkæle. Det er nok også lidt tabu at sige, at man ikke kan lide børnefødselsdage. Altså ikke børn, der har fødselsdag, men fødselsdagsfester for børnegæster. Men orvs, hvor er jeg altså lidt træt i koderne.

Jeg har talt efter i flere år nu. Det går jo mere og mere den gale vej, jo flere børn, man får. Med 4 børn, som allesammen inviterer til en eller anden form for børnefødselsdag fra 4 års alderen til 14 års alderen, så når jeg at være værtinde for 40 fødselsdagsfester. Dertil kommer teenage-fødselsdagsfester, men det er jo en helt anden sag – ikke mindre, men anden. De to ældste børn havde endda børnehave/vuggestue på hjemmebesøg til fødselsdag, fra de var 2 år – så det er 4 ekstra. Jeg har  nu overstået 16 af dem. Det har været fester, der gik godt, med glade børn og fine dage. Fødselsdagsbørnene har i nogen grad endda selv haft det sjovt, omend det som regel er temmelig meget for meget, når det kommer til stykket, for selv den sejeste lille gut eller gutinde. Mine børn har det med at glæde sig vildt, og så være lidt, medium eller meget frustrerede under selve festen – og først bagefter føle, at det var en herlig dag. Indtil de er en 8-9 år er det vist bare rigtig svært med alle de gæster, der tyrer med yndlingsLegoet, smadrer Barbies slot og sparker til katten (i hvilken som helst rækkefølge, gentagelse eller kombination. De kan også finde på at tyre med katten og smadre Lego).

Hermed sagt, at jeg GØR det, altså holder børnefødselsdage, men det er ikke min yndlingsting ved forældreskab.  Forude er min kære Silvias 4 års fødselsdag på søndag. Hun skal til sin store skuffelse ikke have børnehaven med hjem til fest. Til gengæld kommer familien, og hun skal ud og ride på rideskolen som hemmelig overraskelse. James 2 årsdag sidst på måneden ved jeg ikke helt med, men det bliver vist noget med noget gave, mine forældre, og så tager vi i legeland. I år prøver jeg at begrænse. Så kan jeg jo gå amok næste år, hvis det er. Når Molly bliver 9, er vi heldigvis på ferie – men lur mig, om ikke hun allerede har en plan for, hvilken børnefødselsdag, hun skal holde, INDEN vi tager afsted. Noget med discofest og sminkesalon og crepejern og manicure (hvorfor ved 8 årige piger, hvad manicure er?!? Er jeg den eneste dame i provinsen, der ikke har prøvet det?). Det må jeg så tage til den tid. Alting er lettere, når det er solskin og plusgrader, ikke?

Det bedste ved at invitere børnenes kammerater (for de er jo ikke allesammen deres venner, vel? Ærligt?) er, at man som forælder lærer sit barns omgangskreds bedre at kende. Det er hele pointen for mig, og som regel også det hele værd. Det er så meget lettere at forstå og hjælpe dem i deres hverdag, når jeg har hilst på alle dem i klassen/ på stuen etc, og det er altid lærerrigt at se, hvordan de er sammen. Dynamikken, hvem leger med hvem, hvad og hvordan, og hvordan indgår mine egne børn i legen. Ved skolefødselsdage hilser man også ofte på forældre, når de henter børnene, og det er også guld værd. Den der kop kaffe, som man ærlig talt ikke orker at byde på efter 3 timers børneinferno (gad egentlig godt byde på en stiv whiskey, og trænger mere til det, men noget har ligesom afholdt mig fra det….), den er virkelig godt givet ud, for man får lige sat ansigt på de andre forældre. Det gør det meget lettere at tale sammen, når man en dag skal hjælpe ungerne med at løse en konflikt eller lignende. Så jeg serverer også afhentningskaffe. Og tak til dem, der orker at drikke den, lunken, selvom det heller ikke er det, man gider kl 17 efter en lang dag på arbejde.

Så, nu har jeg det skidt med, at Silvia ikke får sin stue med hjem til fødselsdag. Flot, Kristina, så fik du alligevel malet dig op i det velkendte hjørne, her står du jo så godt. Ahhh. Dejlige hjørne. Hum bum. Skal jeg nu ringe til pædagogerne og lave aftalen om, så jeg kan lære de andre børn bedre at kende? Fru Martyria Nemesisia Frelst, Goddag;-) Hm. Tænker lige.

Nu vågner James fra sin lur. En ny eftermiddag truer. Kræver lidt særlig logistikomtanke, da Mors bil (som jeg skrev om i indlægget af samme navn i sommers til fleres genkendelse og vistnok morskab) afgik ved synsdøden sidste uge. Jeg  har lånt min kære mors legetøjsbil (en mikro lille bitte Skoda, som de siger er i menneskestørrelse, men jeg ved bedre efter at have forsøgt at folde mine knæ sammen den gale vej for at få plads til mine giga fødder inde under rattet, som mere ligner en Piratos end et rat i et automobil), og den har 4 sæder. Der skal så være plads til to autosæder, 4 børn, en Bigfoot-mor, to kælke, ridetøj, to megaskoletasker, svømmetøj, en guitar og diverse. Fx legekammerater. Ind i handskerummet med dem.

Hav en god dag derude!

Kærlig hilsen Kristina