Sig “Moar”?

James sover. I sin egen seng. Han er nu næsten 2 år og har haft en ganske anden start på livet end mine 3 andre børn, fordi han er blevet passet hjemme. Han er “hjemmeunge”, som det hedder på en meget hip jargon. I følge de udsagn, som flere af de hjemmegående og hjemmepassende forældre i medierne har kommet med i flæng i den sidste måneds tid, så burde det medføre, at den lille purk får bedre stimulans og omsorg end institutionsbørn. Det synes jeg jo giver meget god mening. En af hjemmemødrene (hvad skal man dog kalde os), sagde i Tv Avisen, at børn lærer at tale af andre, der kan tale, og ikke af andre, der ikke kan tale – sådan at forstå, at børn sprogstimuleres bedre ved at være meget sammen med i hvertfald én nærværende voksen i hjemmet, fremfor at være sammen med mange jævnaldrende og jævnt vrøvlesprogede børn og en halv ikke-nærværende og ofte stresset vuggestueansat. Det lyder jo ganske klogt. Kvindens 1 årige lille pige sagde et fint “dejligt!” til sin mad, helt relevant sprogbrug og et svært ord for sådan en lille en. Det der hjemmepasning må da virke godt for sproget, tænker den opmærksomme seer, at man kan derfor ansvende det klip til at knægte hjemmepasningskritikere, der siger, at børn SKAL i institution, for ellers lærer de ikke at tale.

Og dog.

Af alle mine 4 børn er James, den heldige, omsorgsindfedtede, hjemmepassede lille dreng, den absolut senest talende. Han lærte at sige ” Dou dou” i efteråret, og så tænkte jeg, at  NU kommer låget af glasset og ordene kommer omsider væltende ud af den lille fyr, som har ventet helt, til han blev halvandet, før han siger bare “mor”. Men nej. Han siger “Ardn” om os alle  i hele familien  – alternativt “ArdnardnardnardnardnardnardnARRRRRDDDDNNNN” hvis vi ikke lige svarer  -, stadig dou dou om sin bedste ven Thomas Tog, og så siger han Njam Njam om mad, og endelig en mærkelig kliklyd, når han gerne vil noget med biler. Køre i dem, lege med dem, smide med dem eller have hele bil sortimentet i Kvickly med hjem.  Han bruger gerne håndtegn og gestikulerer ivrigt, når det skal siges hej, tørstig, eller fx mere, han peger og laver grimasser om alt muligt andet, og så kan han sige NEJ og JA. Og Datk, som betyder tak.

Det er rimelig skidt, når man bliver 2 lige om lidt. Altså ikke, at det er FOR skidt, jeg tror såmænd ikke, at der er noget som helst galt med ham, men det er ikke sådan WOW, han er sørme et sludrechatol, den hjemmepassede lille dreng, sikke han bliver sprogstimuleret derhjemme-agtigt. Mine andre børn brugte endda sut, hvilket han heller aldrig har villet, og det skulle også virke hæmmende på at lære at tale. Jeg tror endda også, at jeg taler meget mere med ham, bruger simpelthen ord hele tiden sammen med ham, i forhold til min måde at være sammen med de andre på. Han vader rundt i en kakafoni af snak, snak og snak dagen lang. Hvis ikke fra mig, så fra sine søskende, der også taler som vandfald – men lige meget hjælper det, han gider ikke bidrage til konversationen. Med ord, altså. Det er sgu mærkeligt. Eller måske ikke. Nogle dage synes jeg også, at der er så meget snak herhjemme, samtidig, overalt, hele tiden, at jeg får lyst til at tage en styrthjelm på, med visiret nede, og så bare gå rundt i min egen bobbel, mens ordene preller af. Måske er den lille dreng klog nok til at tænke, at de der ord er overvurderede, og at mere ikke er mere lige i den sammenhæng. Det passer med biler, javel, chokoladekiks, også fint med mængder, men ikke med ord.

Jeg har ham alene i dag og imorgen, de 3 andre er på vinterferie hos bedsteforældrene i København. Vi har hygget igennem idag, mig og ham, og nu sover ham roligt efter den sutteflaske, som jeg har indført for at undgå at skulle sidde inde hos ham og Silvia i flere timer, før han besvimede af træthed. Det er jo heller ikke ligefrem moderne på firstmover-måden at give et stort barn en sutteflaske – endda en med urtete, mælk og en teskefuld SUKKER i , FY! – , men det virker altså. Han sukker tilfreds, drikker sin flaske, smider den tomme flaske ud over sengekanten, vender sig om på siden og sover. Det ser så hyggeligt ud. Det betyder også, at der er ro på aftenen igen, for jeg kan putte de to små (sover i samme værelse nu) på en halv times tid, og så have tid til at putte de store bagefter. Nogle perioder passer børnenes rytmer og behov bare bedre sammen end andre.

Jeg skriver ikke så meget i aften, og heller ikke de næste par dage, for jeg er kommet til at søsætte noget foreningshalløj sammen med en anden mor, og det betyder noget aftenskriveri af en anden kaliber.

Jeg synes bare godt, at James kunne sige “mor” snart. Bare et lille bitte “mor”. Med 4 børn burde der da være bare én af dem, der sagde “mor”, før de siger “is”, “vov” (vi har aldrig haft hund!), “kys” og “Daddy”. Navnlig det sidste er mega strengt og uretfærdigt, for han er kun hjemme, når de små sover! TARVELIGT!!!

Kærlig hilsen Kristina