Igen slår det mig, hvor forskellige dage, vi har, og hvor forskelligt jeg har det med min egen indsats som hjemmegående mor. Familiedirektricen synes, at jeg var en håbløs organisator i går, hvor jeg søsatte et urealiserbart boligprojekt uden at have styr på oprydning, tøjvask, indkøb og madlavning først. Men idag er bossen særdeles tilfreds med situationen. Jeg sidder her ved hyggeklappen i køkkenet og drikker kaffe. Klokken er 12, og vi er lige kommet hjem fra en skøn formiddag i legestuen. De store cyklede selv i skole trods regnvejr, og de gav nærmest hinanden et knus til farvel i morges. De gider nemlig ikke følges, selvom de kører fuldstændig samme vej – men de siger sørme pænt farvel og hav en god dag meget ofte. Det er sgu da meget godt gået! Så tullede jeg rundt med de små og fik pakket taske til legestuen, hvor vi var kl 9. Der kom omkring 20-25 børn idag med deres voksne, og det var bare mega hyggeligt. Silvia leger rigtig godt med to piger på 5 år, hun var virkelig knækket den der kode med at lege med andre. James drøner mest rundt på Swingcars og gokart inde i hallen og går agurk på vores Air Track, men fælles for dem er, at jeg helst ikke skal blande mig. Så jeg går rundt og sludrer med de andre og udfylder rollen som tovholder og administrator så godt, jeg nu kan. Jeg føler mig altid totalt bagom dansen, når ikke alt det, jeg gerne vil, men sådan er det nok med frivilligt arbejde! Så skvattede James ned fra en skammel og slog hul på hagen, og så tog vi hjem. Han fik et flip, delt af træthed, dels af chok over at bløde, men heldigvis virkede den med bare at tage det roligt og få ham i tøjet, ud i bilen, hjemad… Han var lige til at lægge i barnevognen, da vi kom hjem. Nu leger Silvia med sit Barbie, og jeg skriver. Burde skrive på legestuens nyhedsbrev, noget rengøringsorganisation og/eller projektplan til noget forening, jeg vist kommer til at kaste mig ud i – men det her er hyggeligere;-) Idag er der overskud. Det er dejligt, at jeg også har lidt af det tilbage, selvom jeg blev 37 i weekenden. Ikke, chef?
Det var som sagt noget andet med min indsats i går. Igår brugte vi eftermiddagen på at rykke rundt i stuen. Molly tog sig af bøgerne i reolen, som hun sorterede i alfabetisk orden. Det er nu totalt umuligt at finde hver enkelt “Totte” bog, da de står hulter til bulter blandt Gardening Encyclopedia Brittanica, Gyldendals Stjernehåndbog, Mustafas Kiosk og Den lilla møghætte og pulven. Men hun morede sig mægtigt med det. Bastian var arbejdsdreng og slæbte rundt på giga monstersofaer, Tyrannosofaer, lige så stort TV, ituslidt lænestol og tungt egetræssofabord. Jeg ville gerne se det stå på alle de måder, de kunne, og det synes han godt nok ikke lige var nødvendigt. Når vi havde fået det flyttet på plads i en eller anden kombination, udbrød han “Så, Mor, nu står det sørme på den hyggeligste måde, jeg har set, tror jeg! Ih, hvor er det dejligt, at vi har fundet den rigtige plads til det hele, ikke? Meget bedre end før, meget bedre. Må jeg spille computer nu?” Og så flyttede vi det hele igen. Lortejob.
Silvia legede “jeg går på sten over bækken” på alle de bunker af alfabetiserede bøger, Molly havde stablet som søm i et fakirbræt over hele gulvet. Lad os sige det sådan, at havde det nu været sten i en bæk, så var havde Silvia fået både buksevand og våde sokker mange gange, idet stenene på mystisk vis skred ud, når hun satte af. Hun blev ikke våd. Hun blev råbt så højt ind i hovedet af bogstabelkunstnerinden, at hendes kinder blafrede i modvinden. Prøvede at lære hende, at hun skulle træde MELLEM “stenene” og lege en lille vandglad fisk istedet, men så jokkede hun på klodserne, togvognene, tuschpropperne, den våde karklud og blev ret mellemfornøjet. Så satte hun sig i dukkevognen, hvorved stoffet gav efter og ligesom foldede sig sammen om hendes runde rumpe, så den røg helt igennem og ned på gulvet. Og så gav James hende en ordentlig ørefigen, fordi hans røde brandbil altså lå i den nu sammenkrøllede dukkevogn. Dvs nu under hendes rumpe. Meget ydmygende for en brandbil. Først da satte hun ind med sirenen. Hun kan sige så høj en lyd, at der ikke er taster på tasteturet til at udtrykke det. Lille skat, altså…
James sov det første stykke tid i sin barnevogn og kom derefter op, helt fortulmet, til en stue i total kaos. Lignede Nørreport under metrobyggeriet parret med et skolebibliotek efter børnehaveklassens hyggelige besøg. Han nægtede først at blive pakket ud af voksiposen og sad en en Chihuahua i en dametaske, helt pakket ind på nær snuden, i sofaen og blev rykket rundt i hele stuen. Så sagde han “njamnjam”, hoppede ud og ned af sofaen, ud i køkkenet, klavrede op på bordet og fandt 3 kiwier, som han så tog med ind i stuen og fik kommanderet skåret ud og serveret med resten af sin frokost.
Vi blev færdige, her er fint nu, og alle sov nogenlunde til tiden. Min mand kom hjem, klogeligt advaret på forhånd om, at vi havde flyttet rundt, så sig omkring, hader det inderligt (det gør han altid – som de fleste mænd vist gør, når damerne omarrangerer), men brokkede sig ikke, for det havde han lovet i telefonen, mod at jeg skam flytter det tilbage næste uge, hvis han vil have det, og til den tid har han altid glemt det. Godt, at man har kvindelist og kender sin mand godt. Hæhæ. Men familiedirektricen synes dog, at kaosset tog over liige længe nok igår, med lidt for forkomne børn til følge. Tsk tsk. Bliver nok indkaldt til samtale i morgen.
Og jeg har lovet at skrive noget om projekt “smid bleen”. Det har ikke helt noget naturligt afsæt for mig lige i dag, men det er dog et emne, der periodisk har optaget mig ret meget, eftersom jeg har 4 børn. Ja, det har så. Men måske et så konkret og måske lidt trættende emne ikke er så læsevenligt, og derfor laver jeg et selvstændigt indlæg om pottetræning. Ikke mere om det her.
Kh Kristina
Kristina Hobbs - mor til 5 