Signalstærke dage

“Skal vi lege, at du er min veninde, og så var jeg din mor, og du hed Melloway og havde vinger, og jeg hed Ballerina Kristina med det her spejl og så  —-du var Skat og jeg var Mor, okay?” “Ehm og så arj vent lidt jeg skal lige drikke min kakao–øhm – (slubre slubre) jeg skal lige se de her bobler. Moar, jeg har snotklat, vil du lige tørre? Dem, der har sygdom, de må altså godt få mere kakao, er det ikke rigtigt? Skat? Jeg tænkte på, om vi ikke kunne lege, at det her var kaffen? Og det er dejligt vejr her på slottet, ikke?”

Min dejlige datter Silvia på 4 år taler. Meget. Højt. Hun er også signalstærk. Det er pseudopsykologisk for pissehysterisk. Men meget rarere at sige, jeg kommer til at tænke på sådan et godt gammelt gedigent trafiksignal, der altid er til at stole på, sådan et fra “Jakob og Joakim” af Jørgen Clevin. Hvis man kan få en elefant til at stoppe for rødt, så er man altså af en vis solid beskaffenhed. Det er jo en noget mere venligtsindet association end en furie med glinsende kinder, helt lilla af raseri, fordi strømpebuksernes dutter driller (åh, de dutter ved tæerne i sokker, de har altså været årsag til flere familiekatastrofer herhjemme end ejerskabet over fjernbetjeningen, antallet af røde m&m’s pr barn eller hvem, der i dag må sidde i sofaens bedste hjørne. Fandens til dutter!).

Nå, men ligenu er hendes signal ikke lilla, hun er glad. Hun var i børnehave fra 9-13 idag, mens James og jeg besøgte en veninde og hendes lille dreng. Totalt ro på hele formiddagen, for de bor i en skovhytte midt ude mellem bøgetræerne, hvor man kan høre havet. Selvom jeg nåede at hente Mollys cykel på rideskolen, bage 26 boller, sætte vasketøj over, hænge dyner ud til luftning, paniksmøre Bastians madpakke (den knægt er ved at være ramt af tomhjerne syndrom, det første ægte tegn på teenårenes indtog. En nær fætter til Alzheimers, hvor al form for hukommelse af vigtige ting som fx madpakkesmøring  forsvinder sporløst, mens koder til Halo 4, StickMan 2, Starwars Batman og Youtube sidder som støbt ind i panden på dem), overleve 4 af Silvias stærke signaler (hys-anfald) og skvatte så lang jeg var i en rive i indkørslen, så følte jeg stadig, at jeg ikke helt var vågnet, da jeg sad ude i den hytte og hyggede med to lækre små knægte, en god veninde, og virkelig god kaffe. Ahhhh så er det sgu et svir at være familiedirektør.

Hjem i tide til at putte James i barnevognen (hvor han efterhånden ligger krøllet sammen, men pyt, han elsker den), og så over i børnehaven og hente Silvia. Jeg havde glædet mig til et par timer med hende i fred og ro. De har hængt rimelig meget i håndbremsen i den børnehave siden den frygtelige episode med de glemte børn på Smidstrup Strand i efteråret, og det var jo uheldigvis også kun 14 dage efter, at Silvia var startet derovre. Jeg har ret mange års erfaring med at være mor til vuggestue/børnehavebørn, og jeg må sige, at Silvias gevinst ved at være derovre er begrænset til, at hun har fået nogle gode venner på sin egen alder. De 3 dage om ugen, hun er derovre, er det ikke de vilde pædagogiske indsatser eller kreative projekter, der præger hverdagen. Det er oftest noget med frileg og desværre skiftende voksne. Lige præcis den slags dage, som kan være ret hårde for et lille barn. Fri leg er faktisk ikke så let, det kræver initiativ og forhandling i en grad, så selv voksne ville falde sløvt hen eller blive skruphysteriske (nåeh nej, signalstærke) efter 3 timer på den aktivitetsplan. Det kræver stor tryghed i børnegruppen, for at få det til at fungere – og det er der ikke derovre, fordi næsten hele personalegruppen er skiftet ud indenfor det sidste halve år.  Nu er det jo ikke lige min stil sådan at disse folk og steder her på bloggen, og jeg vil da også sige, at jeg selv gør, hvad jeg kan for at hjælpe derovre – jeg sidder i bestyrelsen (gud bedre det, hvorfor KAN jeg ikke bare sidde på mine hænder til de der møder, istedet for at ende med at sidde i bestyrelsen?), jeg spørger mig frem, jeg opfordrer alle til åben dialog. Det er bare lidt opad bakke, for de er sgu pressede…..Nå. Jeg glæder mig over, at Silvia selv faktisk gerne vil derover de par gange om ugen, og så, at hun har gode venner. Jeg har brug for nogle frie formiddage sammen med James, til at lege, hygge, gå ture og tage lange formiddagslure med ham, helt viklet ind i hans små, lækre arme. Det er nok cirka det bedste jeg ved lige i øjeblikket. De der dage, hvor jeg kaster håndklædet i ringen (eller håndklæderne ned af kældertrappen, ned til vaskemaskinen, hvor de så ligger i en stor bunke, halvvåde fra ungernes idræt, svømning og fritidsaktiviteter, og smålugter, indtil jeg får taget mig sammen til at gøre noget ved dem), lader rod være rod, slukker telefonen og siger til James: ” Skal vi gå op og s0ve?” Så nikker han ivrigt, siger en gnækgnæklyd med et smiskende smil, som om han godt ved, at det næsten er SNYD, det vi gør nu – og så går vi i seng, midt om formiddagen. Fis af, verden. ÅH lykke.

Vi fik hygget idag, Silvia og jeg – hun er simpelthen så skøn, den pige. James stod op igen, Molly kom hjem med en veninde og forsvandt op på værelset med sin ipad. De små og jeg tegnede lidt, eller sloges lidt om tusserne, og så tog vi til gymnastik med Silvia ovre i hallerne. Hvor James og jeg så sidder i cafeen og spiser pomfritter og ser Ramasjang, mens damen duller rundt til Grand Prix gymnastik. Hun skal til opvisning, en stor en, på søndag, og det ved jeg sgu ikke rigtig med – hun er 4 år og går da nok helt bagover. Nu må vi se. De har matchende outfits på, med scrunchies og det hele – det hjælper nok med god styling, hvis jeg kender hende ret.

Så hjem, spise risengrød, der har kogt oppe under dynen (her i huset ikke kun en decemberspise – det er billigt, vi skal klare den på en indkomst, ungerne elsker det, og det er nemt. Hvad skal der mere til?), afsted med Bastian til Hip Hop, og så er der dømt Ugens Oprydning. Der har været en sand Barbie-fest på stuegulvet hele ugen, hvor alt husets Barbie har været sat op. Vi taler en mindre provinsby i Barbie. Væk med det – og alt andet. En gang om ugen skal det altså gøres! Molly klarede Barbie, legekøkkenet og sit værelse, de små ordnede duplo, lego, biler, briotog, vasketøj og støvsugede køkkenet, mens jeg drak kaffe.

Not.

De små sad og råbte og klaskede med våde klude i badekarret, men jeg fes rundt som en punkteret ballon og ryddede op i speedtempo. Den med Molly er god nok. Jeg elsker hendes sindrige system i legemaden. Nu sidder jeg her på soveværelset, de små er puttet på deres værelse, men jeg kan ikke gå ned af trappen, før de sover. De hører mine trin ned mædevuns, så det er om at huske noget at lave heroppe. Det blev så bloggen i aften.

Tænker meget over det med Silvias måde med at skrige højt og have meget let til tårer hele tiden. Signalstærk eller hysterisk. Jeg køber ikke rigtigt noget af det. Og det er heller ikke relevant. Hun har det jo heller ikke selv sjovt, når hun hyler op, hun ved godt, at hun ødelægger stemningen, og jeg tror ikke, at det er med ondt i sinde, når hun stikker i et vræl over en dum strømpe, en forkert stol, for lidt juice tilbage eller bilen fremfor cyklen. Prøver at finde frem til, hvorfor hun gør det, med hvilket formål. Og det kan jeg simpelthen ikke. I øvrigt er jeg selv ved at blive godt og grundigt træt af det. Jeg forsøger derfor en ny strategi pt – jeg går til det, som om hun har fået lavet rod i, hvilke reaktioner, der passer til hvilke følelser og situationer. Hun hyler op, når hun faktisk blot behøver at tale, spørge, bede om hjælp eller sige nej tak. Skriger i stedet for at tale. Det prøver jeg at sige til hende, og hun forstår det måske lidt. Håber jeg. Jeg elsker min lille dame så højt, men kors mand dag, hvor bliver jeg knaldet ud af at blive hylet af hele dagen. Det er ikke så sjovt at indrømme, men jeg får NOK nogle gange.

I går fx. Kl 9.45. Hun sad på trappen og skingerskreg over de der dutter, og hun ville ikke have andre strømper på uden dutter, ikke have andre støvler på, selvom de var for svære at lukke for hende, jeg måtte ikke hjælpe (Jeg KU SELV, din dumme LORTESKID!), neglelakken var gået af den ene finger, hyle-hyle-hyle – en sand skrigeskinke i høj pink. Og så. Mors prop røg. På den mest u- alt muligt måde. Brølede ind i hovedet på hende, at nu var det fanme nok. Om det her måske er sjovt at høre på –  AAAAHHHHHHH!!!! nu kan du sidde der, James og jeg kører nu, farVEL – smæk med døren. Nyt hyl, forståeligt nok, og jeg var allerede gul indeni af skyldfølelse, for det er da bare slet ikke i orden. Nytter ingenting, hun bliver bare bange og utryg, ingen gevinst ved at skræmme børn. Slaget tabt, intet lært, hun er bare bange nu. Og altså alene. Jeg store idiot. Magtesløshed har jeg blogget om før – og den var der igen. En tabt magtkamp, tabt, fordi jeg vandt den – og det skulle slet ikke have været en magtkamp, for det nytter ingenting. Øv.

Behøver jo ikke jokke mere i det, selvfølgelig gik jeg ind og sagde undskyld, trøstede, nussede, og vi kom til fastelavn og havde en god dag. Om aftenen fik jeg forklaret det med at huske at tale, istedet for at skrige. Jeg har stadig skyld med skyld på. Men idag har hun faktisk hylet mindre. Og hun sagde det selv, stolt, da jeg lagde hende i seng. Så fik jeg det lige lidt værre med mit udbrud. Avavav.

Nu sover James, jeg skal putte Molly.

Hav en god aften derude!
Kh Kristina

Reklamer

3 kommentarer til “Signalstærke dage”

  1. Jeg har haft utrolig stor glæde af bogen “særligt sensitive børn” til min signalstærke dreng, der lige er rundet de 5 år… Tjek evt sensitiv.dk og se om listen over kendetegn for de 15-20 % af børn, der har en sensitiv personlighed, vækker genklang ift Silvia. Hvis det er det, der er på spil, er den omtalte bog en guldmine af indsigter i det sensitive personlighedstræk og fuld af anvendelige råd.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s