nærvær og gymnastikopvisninger

Et stille øjeblik. Pyyyyha. Er lidt udkokset efter at have haft 3 børn i sengen i nat efterfuldt af 3 timer i legestue for fuld skrue. Jeg sidder og skriver, mens James sover i barnevognen, og Silvia leger med ponyer efter at have dekoreret mine arme med ansigtsmaling, så jeg ligner en pastelfarvet sørøver med en piv-stiv tatovør.

IMG_0070 IMG_2203Det er forår, heldigvis .Dagene går over stok og sten her i foråret. Bastian knokler lidt med temperamentet i skolen, Molly tager 10 km mærke til spejder i aften og finder sig i alt for meget nogle gange, Silvia gennemførte hele to gymnastikopvisninger og har skråler “skubadibadap dap bibbendej I Låvs uuu” som gjaldt det livet og 20 krukker nutella, og James er finurlig,men også lidt sur i det. Han er to år, pissecharmerende, men nu skal jeg altså have checket, om han hører almindeligt. Det er sgu for mærkeligt, at der INGEN fremgang er i hans sprog. Han klarer sig på kreativ vis med fagter og lydord, når han skal fortælle nyheder af afgørende betydning; fx når der lugter fælt af kolort ( og snart af gylle, herlig årstid) ude i haven, så råber han “AAARDN ARDN ARDNARDN – AAAWVVR MOUOUOUHH” og hiver i mig, indtil jeg kan bekræfte hans næses kvaler. Jeg vil bare lige være sikker på, at han nu også har de fysiske forudsætninger for at udvikle lidt ord…

 Nå. Gymnastikopvisinger. Hold da kæft, hvor er det belastende. Arj, fred være med det, vi vil da gerne bakke op og vise opmærksomhed og betale entre og alt det, men det varede 7 timer (!!!), og vores to gymnaster herhjemme (Bastian til parkour og Silvia til Grandprix) var på 15 minutter hver. Der er over 700 medlemmer, så tager det jo tid, når alle skal på gulvet. Både drengefræs, De freshe Mummies +45 i panglilla lycra, flikflakkerne, showgymnasterne, klumpedumperne med to venstrefødder, god vilje og håndværkerrøv, allesammen. Jeg havde tilkaldt mine forældre og min mand var også behjælpelig og delvist tilstede, så vi skiftedes lidt til at se på og tage os af børn – men det var dælme en lang dag. Jeg tudede, det gør jeg altid, når jeg ser mange børn samtidig – de var dygtige, det var flot arrangeret, det er ikke som sådan en kritik. Der er dele af det, jeg ikke bryder mig om, fx den timelange uddeling af præmier for bedste venskab, bedste forældrestøtte etc – men men grundlæggende er det et mærkeligt fænomen, det der med, at man som forælder – næh, som familie,  skal forberede sig på at bruge hele dage, eller weekender, på at se opvisninger to gange om året – til jul og til afslutningerne om foråret. Det er hårdt for søskende, det er tidspres for mange, navnlig dem, der ikke har fri i weekenden, det er trættende for deltagerne at vente så længe, og måske har mange familier (vi har i hvertfald) mere brug for at lave noget  – eller overhovedet ikke noget – sammen i weekenden, end at sidde i 7 timer og æde halvkolde pomfritter, klappe af fremmede mennesker og få tinnitus af hårdtpumpet diskomusik. 

Kunne man gøre det på en anden måde? Hvad er funktionen af storstilede opvisninger? Er det gået lidt over gevind? Mine børn må meget gerne gå til altmuligt, men jeg ville ønske, at det ikke betød så intense – næsten forspildte – weekender. Hvor mange familier har brug for weekend aktiviteter, der er hårde? Nej, vel? Men det er næsten umuligt at stå af og sige nej, vi kommer ikke. Ungerne bliver død kede af det, for alle de andre forældre kommer jo, og de har øvet sig hele året…Den er svær. Jeg har heldigvis mange år endnu til at lære, hvordan jeg tackler det. Indtil da, må jeg stå igennem og hade lidt en lille smule indeni. Bortset fra, at jeg elsker synet af mine børn i de der store opstillinger under indmarchen, hvor de stråler og skinner og er så stolte og vinker og jeg tuuuuuuuder. Resten må godt tage 7 minutter, og så vil jeg hjem og holde fri. To takter mere af hårdtpumpet discomusik, så var jeg blevet gråhåret. 

 Jeg gør faktisk også noget andet: Sammen med en anden mor har jeg startet en forening, hvor børn kan gå til en slags træning (bl.a. heltetræning), som koster meget lidt, ikke kræver udstyr, ligger tidligt om eftermiddagen, ikke kræver forældreengagement, ikke har stævner og opvisinger, ikke er konkurrencepræget og er sjov. Vi knokler på med at få det op at stå, og vi er næsten i mål. Det er sjovt, det er klokkeklar projektledelse, og det er udfordrende at få det til at passe i min hverdag som hjemmegående. For det breder sig hurtigt ud over det hele. Og jeg vil ikke kompromittere mit nærvær med børnene. 

Den eneste valuta, jeg har at stille til rådighed, er jo for fanden mit nærvær. Som hjemmegående er det der, jeg gør en forskel, det, jeg skyder ind i verden som min indsats, og det, jeg kan sætte over styr. 

Nogle mødre og fædre spørger mig, om jeg ikke kan få lidt pip af ikke at bruge min uddannelse og skabe noget i samarbejde med andre voksne. Det får jeg ikke, og det er nok af flere årsager. For det første tror jeg ikke længere, at jeg som sådan foretrækker voksne som selskab fremfor børn. Jeg kan godt lide blandingen, og jeg bliver lige udfordret af begge. For det andet, ( for det første nr 2, så er jeg ofte meget traaat, og så giver det ligesom sig selv, at jeg ikke er så kritisk med mine samtalepartnere) så finder jeg projekter hist og pist, som jeg kan give mig i kast med og kaste lidt energi efter, og så lærer man pludselig noget om fritidsforvaltninger, lokaldemokrati, hjemmeskoling og skvalderkålspesto – for eksempel. Et kommende projekt bliver at lære at holde høns og slagte dem – senere også kaniner. Måske bier (det fatter mine børn til gengæld nada, hvorfor fanden skal man ligefrem installere de stikkende sataner frivilligt, når man kan købe honning allesteder? Hva?). Samtidig med, at min ældste søn ofte har brug for mig i skolen, og jeg gerne vil være nærværende resten af dagen.  Jeg arbejder en del friviligt, fx. med bestyrelser (hvor der altid er mere at gøre for dem, der har lyst), forældreinitiativ i skolen (hvor få eller ingen andre gør noget), legestuen (som jeg er tovholder på), og nu denne her forening, Powerkids, (vi har skam hjemmeside og alt muligt), som vi går i luften med om lidt.  

 Og den slags beskæftigelser udfordrer mig i sig selv – for det kræver nærvær, og det kan kun gå fra børnene. Det er et regnestykke, som kun kan gå en vej. Arj, ok, et vellykket projekt kan også betyde, at jeg får mere energi til at skyde ind i familielivet, men generelt, så er hvert et øjeblik, jeg bruger på et møde, en mail eller et opkald jo tid, hvor jeg ikke er nærværende med børnene. Hvor jeg misser en oplevelse eller muligheden for at opleve noget med dem. Det skal bare liiiige stå helt skarpt for mig – og det kan godt svide lidt nogle gange. 

 I går var vi til koncert, hvor Bastian skulle spille guitar med musikskolen. Kl 17.30. Vi fik først besked om det mandag aften. Fik stablet alle unger ind i bilen, to faldt i søvn på de 7 minutter, der tager at køre derhen. Ud igen, ind til koncert, hvor det så viste sig, at det ikke kun var to numre, men også en masse soloer fra andre elever. Fint nok, godt nok, – men ikke kl 17.30 på en hverdag med små børn, og slet ikke, når det ikke var meldt ud. Og man sidder der med klatøjede børn, der forventes at klappe af noget, der helt objektivt lyder fuldstændig rædselsfuldt. Plinke-plonke-hyl-piv-båt og hende trommeslageren begyndte at græde, da hun slog sig over nallerne med trommestikken. Fru Erfaren Mor havde chocoladekiks med, heldigvis ( det var ikke mig, men hende ved siden af. Jeg var fru Kontrær Mor Med Falsk Overskud ved den lejlighed) . Men endnu et eksempel på, hvordan “arrangementer” – og her tæller også fællesspisninger, som jeg bloggede om sidste sommer, virkelig er en sær størrelse, som er svære at give en positiv plads i en familie. Som vores i hvertfald. Det kan jo være, at I andre elsker det. Det håber jeg. For hvis alle har det som jeg, så lad os droppe lortet og spille ludo derhjemme istedet. 

 Nu skal jeg ind og se Silvias Barbieheste opstilling. De er til hestetræf, og den lille havfrue har vundet, siger hun. Go figure – den der hale i sadlen kunne godt give problemer, tænker jeg?

 

Kh Kristina

 

Reklamer

2 kommentarer til “nærvær og gymnastikopvisninger”

    1. Åh Kirstine, hvor er du sød. Føles ikke så elskværdigt at buse ud med sådan en svada mod den kæmpe atbejdsindsats fra frivillige ildsjæle, som en opvisning er – men ærlighed letter altså. Det giver sådan en dejlig luft. Lissom det du skrev om halv-eller helfabrikata! Glemte at skrive, at vi også virkelig elsker frosne luksus panerede fiskefileter!!
      God aften;-) kh

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s