Stuen er ren, her dufter faktisk af gulvsæbe og ikke af popcorn/tissebleer/makrel/halvsplattet frugtskål. Mit glas kan let løftes af bordet, da jeg grundigt har skrubbet det vanlige, snaskede lag af blandet skidt med velcro-effekt af med brun sæbe og riiiigeligt knofedt.
…
og så kom der lige en pause, havde ellers lige plantet mig i sofaen, da jeg lykkedes med at få de små i seng i ordentlig tid og i deres egne senge (det er ellers lidt af en sjældenhed i øjeblikket, aftenputterytmen er gået i frø, så James går oftest i seng med mig i min seng kl 22), og da min mand og min svigerfar spiller Matador med Molly og Bastian i spisestuen. Så jeg havde faktisk FRI! Kl 22.15 på en helligdag, hvor heldig kan man være? Tjo, ikke SÅ heldig, får lige som jeg havde skrevet det med dejlig rene omgivelser, så hørte jeg den velkendte lydmosaik “Klonk, BANG, trip trip, rasle, KNIIIIRK, klonk, trip trip (pause) – AARDN, Ardn….Mwuuaar! ÅÅÅÅPP!” – dvs James er stået ud af sengen, gået ud af hans og Silvias værelse, står på repos’en og vil ned (ÅÅÅP betyder både op og ned og stop. Ligesom LLLLP betyder både slip, klip og hjælp. Og så hans glansnummer (D)ARDN, som er alle PÅNÆR MIG (for juhu, jeg hedder mwuar!Endelig!) Han har virkelig godt greb om verbal økonomiseren, den lille purk). Nå, hvor kom jeg fra?
Jo. Nu sidder jeg så med computeren på skødet i sengen, med snorksovende James ved siden af. Jeg nåede ikke at gøre rent på første sal, så glem lige det med duften. Her dufter af soveværelse, linned, nullermænd, lidt af vasketøjskurv, varme dyner og lidt af prut. Men pyt med det.
Det, der fik mig til at ville skrive lige i aften, var, at jeg har villet skrive i en uges tid. Der har bare været andre boller på suppen herhjemme, jeg har måtte tænke nogle ting igennem in private, har søgt vejledning og sovet dårligt, I ved, på Mor Er Bekymret-måden. Den, hvor man ligger søvnløs i nogle timer ( who am I kidding, hele natten) og tænker på sine skønne unger, der jo indimellem har deres at slås med. Som skal støttes, lyttes til, hjælpes, rejses op, krammes, viftes videre, gejles op eller hvad det nu er, man beslutter sig for bedst kan få dem på rette spor igen. Sådan er det lige nu herhjemme. Men der er hjælp at hente og råd at få, og det skal nok blive godt igen.
Jeg havde sørme lige en AHA oplevelse af de helt store forrige søndag. Hvor vi var til barnedåb. Jeg fandt Kristus.
…
Arj, det er gas, gu gjorde jeg da ej. Ham og jeg har sådan et on- off forhold alt efter, hvor konkret en form, jeg har brug for Højere Mening med livet. Jeg var rimelig fjong med ham i nogle vilde år, da jeg sang gospel i en frikirke, men det gik over, da præsten synes, at jeg var for nedringet og røg for mange smøger. Siden har jeg det meste af tiden tænkt kirke og tro som et fællesskab med sociale funktioner, en social ressource, man kan række ud efter, men som jeg ikke har haft behov for i mit voksne liv. Det der med Meningen – der er jeg også rimelig sikker på, at der er en del, vi ikke kan forklare og som er større end os, men jeg har ikke brug for at grunde så meget over, hvad det mon er. Den der følelse af afmagt og taknemmelighed, som man kan føle, når solnedgangen i horisonten over Kattegat er særlig smuk, eller når man ser på sine sovende børn, eller når en tone i et stykke musik er ubegribeligt vidunderlig – den følelse er også noget med Mening for mig.
NU VIL JEG LIGE ADVARE: jeg håber ikke, at jeg støder nogen med det, der herefter følger. Det er ikke meningen. Al respekt for andres individuelle grunde til at gå i kirke. Jeg er slet ikke sikker på mit eget forhold til religiøsitet, og det er ikke det, dette indlæg handler om. Så derfor – tag det ikke ilde op.
Nå, Mening. Det var nu ikke det, jeg oplevede. Eller genoplevede. Jo og nej. Jeg var i kirke til barnedåb, min gode ven og nabos yngste dreng skulle døbes. Jeg var afsted med Silvia på 4 og Molly på 8. Silvia i vanligt skrud (Tornerosekjole, matchende plastik-sko, 48 hårspænder, to forskellig plastik øreringe, 3 hårbøjler, 2 tasker komplet med læbestifter, pixibøger og lakridser og endelig outfittets Clou, en syntetisk støvkost i flotte pangfarver. Hun styrer selv sin garderobe), Molly i smart sort/rødt antræk med flotte røde negle til. Jeg selv i jeans, en blonde agtig skjorte og nysselig filipens lige under mit højre kraveben. Jeg har kun haft børnene med i kirke to gange før, begge til Julegudstjeneste i overfyldte københavnske kirker. Det gik ok, men ikke den store begejstring. Jeg kunne godt begynde at skrive alt muligt om, hvorfor jeg tager dem med i kirke, eller snarere hvorfor jeg IKKE har gjort det i større udstrækning. Det er bare ikke så relevant her, synes jeg. Det ville være naturligt for mig at involvere dem, fordi jeg har sunget i kirkekor, fra jeg var 11 til jeg var 18 år. Jeg tilbragte meget tid i kirkeligt regi, og jeg kender kirkelige ritualer og handlemåder virkelig godt. Det har ikke så meget at gøre med at dyrke decideret gudstro, der er mange ateister i min familie, og jeg er ikke opvokset med konkrete religiøse handlinger derhjemme. Jeg kom bare meget i kirken og i menighedsrådshuset. 8-10 timer om ugen i perioder. Nu fik jeg sagt noget om, hvorfor jeg gerne vil have dem med, alligevel. Det er ikke så nemt at få skrevet det her!! Ehhhm – nå, jeg har ikke rigtigt kunne se, hvad mine børn skulle i en kirke. At forlange, at de skal sidde på en hård bænk i en stiv time, mindst, høre på salmer, de ikke kan læse teksten til (og ikke kan høre melodien i), lydtæppet af mærkelig dyyyyyt-båååååt-hyyyyyt-orgel, præsten i sort, der står oppe på prædikestolen og taler underligt højtideligt og langsomt, op at stå og ned at sidde, op at stå og ned at sidde, op at stå og ned at sidde, AAAARRRHHMMMEEEEEENNNNN og kors i skuret nu skal vi synge IGEN- det tænkte jeg simpelthen blev for langhåret for dem. Kun min ældste er døbt, det var skam ellers hyggeligt, men vi nåede det ligesom bare ikke med de andre.
Men. At være til højmesse(dvs gudtjeneste en almindelig søndag, hvor der så denne søndag var barnedåb ca halvvejs) med mine to piger gik ganske anderledes, end jeg havde troet. Altså, Silvia blev pissegal, smed hele udstyret på nær strømpebukser og undertrøje midt under trosbekendelsen, nægtede at sætte sig ned og sagde højt ” præsten er DÅÅÅÅÅÅM og ulækker, når jeg kun må få én slikkepind!” – så langt var det helt som forventet. Molly forholdt sig roligt og kedede sig vist lidt. Jeg elskede hvert sekund. Og det havde jeg ikke regnet med. Det var fuldstændigt vidunderligt at sidde dér uden at skulle foretage mig en disse i lidt over en time. Jeg skulle holde nogenlunde styr på Sure Silles udskejelser (hun spyttede faktisk lidt på gulvet af raseri og akut slikkepindemangel, men hun turde alligevel ikke flippe helt skråt og endte med at ligge sig ned og blive nusset i håret), men ellers var skuden i hende dimsen med pibekravens kyndige hænder. Et helt rum fuld af mennesker, der lavede det samme, tog del i det samme, med hver sit udgangspunkt, men i fællesskab alligevel. Vi tiede, vi sang, vi stod, vi sad, vi blundede, vi lyttede (lidt), vi tudede (arj ok, nogle af os gjorde ved dåben i hvertfald, og det var ikke kun babyerne). Folk havde fri og skulle i den tid, gudstjeneste varede, bare være tilstede. Det er sådan set det eneste deltagelseskrav ved en gudstjeneste. Man kan endda variere sin grad af tilstedeværelse i forhold til skalaen Fysisk og Mentalt – ergo er det ok at sove (snorkefrit) en lille smule, hvis bare man bliver siddende og ikke savler på skulderen af damen ved siden af.
Det var såmænd det, der var min AHA. For det sker bare ikke særlig ofte, eller måske aldrig, at en større flok mennesker (bekendte eller ej) samles i fritiden uden at skulle noget, opnå noget, yde noget. Ikke en hat. I en kirke ER man såmænd bare. Sidder der og trækker vejret med sin familie. Bruger en times tid af sin fritid (som alle tider har været noget dyrebart og som idag ofte skal BRUGES til noget, hvor ved det j faktisk ophører med at være fritid, hvis man ikke passer på) i et fællesskab med fremmede, oplevende noget sammen. Man kan endda få kaffe og Karen Volf bagefter, hvis man vil vide mere om sin sidemand på kirkebænken. Men det er ikke det væsentlige – det er bare det, at vi bare lader tiden gå. Sammen med børnene, forældrene, søskende, venner, kolleger, naboen, hvem det nu er, man er der med. Hvis man er der med nogen, for det behøves heller ikke.
Det er heller ikke det med den religiøse handling. Det tror jeg ihvertfald ikke – som antropolog fokuserer jeg jo nok ofte på den sociale funktion af et ritual snarere end det egentlige budskab. Fagnørderi til side, så var der virkelig noget lykke lige der, da jeg sad med mine døtre og ikke skulle noget. I en hel time. Det var den RO, som jeg ellers i øjeblikket søger allevegne efter at få introduceret i min herlige, men noget hektiske hverdag med 4 børn. Bølgerne går ofte lidt for højt for børnenes velbefindende, og jeg tror, jeg skal have sat nogle faste rolige tidspunkter på ugens plan. Nogle af mine børn har særligt brug for at kunne “falde ned”, men jeg tror, at alle menneske har gavn af at kunne være indadvendte, i ro, tomhjernede og vejrtrækkende ro. Også jeg. Jeg har læst om allemulige teknikker til vejrtrækningsøvelser for børn, yogaKids, har bestilt DVD’er med børneyogaøvelser, tænkt i mindfullnessprogrammer og alt muligt hejs. Qi og Chi og Kung og mantra og chant.
Og så sker det sgu ved en god gammel gudstjeneste. Tænk engang. Helt gratis, helt old school. Det var så fedt! Pisse være med, om man tror på det, om man føler sig lynchet at den der præst, der med sine opadvendte håndflade velsigner hele flokken, uanset om man hepper på ham der på korset eller ham der med skægget eller ej, så man føler, at man er nødt til at holde samlebogen op som skjold, hvis man ikke vil rammes af Guds klamme hånd. Undskyld til dem, der er dybt troende, jeg mener ikke noget kritik med det her – slet ikke. Jeg mener bare, at der også er en dyb, dyb gevinst og mening med at komme til gudstjeneste i en anden forstand – eller måske er det den samme. Man finder ro. Nogle finder sikkert ro ved selve de ord, der ytres, ved smukke og rammende evangelier og prædikener. Men til de fleste af os andre, så vil jeg bare lige sige, at der er ro ved bare at sidde der og ikke skulle noget, slippe roret, ikke blive bedre, optimere, øve sig, yde eller ytre noget som helst. Bare være sammen – måske med børn.
Jeg gider ikke yoga alligevel, jeg skal have ungerne med i kirke. Skal finde mig en god slikkepinde-pusher først, men SÅ skal vi i kirke. Og mindfullness-øvelser for sengetid for at falde i søvn, som jeg før har gjort med børnene? Det er stadig fint nok. Men formen er faktisk yderst velkendt. Jeg tænker, at jeg vil til at praktisere en modtager-fri aftenbøn. En aftenbøn kan faktisk det samme som børne-mindfulness-øvelser. Fantasirejsen, refleksionen over dagens gang og livet, ønsker for i morgen og taknemmelighed over det, man har og kan, roen, mørket, tætheden i rummet. Vejrtrækningen, der ikke kan være hektisk, når man forsøger at omforme en hel dags uafbrudte, forgangne tid til begivenheder med start og slut, der kan sættes ord på. Man skaber fred af kaos og puster ud. Vi kunne jo tænde et lys og slutte med at puste det ud. Det tror jeg, at jeg vil prøve med de store en af dagene. Så kan de jo selv afgøre, om det er nemmere, hvis man tager Gud med i tankerne. Jeg kan fx kun skrive, hvis jeg forestiller mig en modtager.
Det var et lidt aparte indlæg i dag. Jeg er også lidt ophængt. Og tænksom. Men det der i søndags, det var virkelig dejligt. Jeg kan lige tilføje, at jeg faktisk også var ret rystet over, hvor dybt det hele rørte mig. På den måde var det måske noget af det med Mening alligevel. Det handler nu nok mere om, at jeg befandt mig i noget meget velkendt fra min barndom (kirken som rum og handlingerne deri), som jeg ikke har haft noget med at gøre i snart 20 år. Jeg følte lidt, at jeg kom hjem. Ikke sådan vækkelses- “hjem til Gud” – det var ikke adskilt fra selve rummet. Det var bare at være i et fredeligt fællesskab. Uanset hvad, så kommer jeg igen. Jeg er facebookvenner med præsten, og jeg håber, at hun læser det her, så hun ved, at jeg havde en dejlig oplevelse i hendes kirke.
God påske og god aften! Åh, jeg håber virkelig ikke, at nogle af jer tager det her som blasfemi….
Kærligst, Kristina
Kristina Hobbs - mor til 5 
Amen!
LikeLike