Kluddermor

6

28. april 2014 af Kristina Hobbs

Godaften.

Jeg sover for åben altan dør i nat. I går nat vågnede jeg temmelig svedig i mit svøb af to bløde, varme børn, og heden spolerede min nattesøvn. De to ældste ville faktisk også gerne herind og sove, men jeg måtte desværre begrænse hyggen til de to yngste og sende de to store tilbage i deres egne, rummelige og kølige senge (Åh please, kan vi bytte???). Nattesøvnen, den har jeg brug for i øjeblikket. Der er ret meget at spekulere på herhjemme, faktisk så meget, at jeg i dag har fået en henvisning til psykolog, så jeg kan hitte rede i vanskelighederne og kommer ordentligt igennem den her periode. Jeg kan af flere årsager ikke beskrive, hvad sagen kerne egentlig er, her. Dels omhandler det andre end mig på et så personligt plan, at jeg ikke føler mig berretiget til at lade det indgå i min ordstrøm herinde, og dels har jeg ikke overblikket til at finde et sted at begynde. Jeg kan lige nu kun rapportere fra midten af den hvide støj, som min lettere overbelastede hoved døjer med. Jeg døjer med at finde ro, give ro, drysse ro ud over det hele. Livet herhjemme lige nu er på de hårde dage lidt som en kæmpe bunke ledninger i en kasse, og jeg kan ikke finde en ende at begynde fra. Lige så lidt kan jeg beskrive det. Så jeg lader være, og vil istedet konstatere, at livet jo går videre trods alt. Det er som i bogen Mis med de Blå Øjne, “op ad bakke, ned ad bakke, op ad bakke, ned ad bakke” og nogle gange ind i farlige huller med og uden lede sataner eller fede mus i.

Jeg tænker på, at jeg i Tv-udsendendelsen, hvor vi medvirkede i vinters, fik udbasuneret (fordi det blev klippet skarpt), at jeg er garant for min families helse og lykke. Nærmere forstået, at det, at jeg går hjemme betyder, at vores vanskeligheder ikke bliver til problemer, fordi jeg har tid og nærvær til at tage mig af dem. Jeg håber jo naivt som forælder, at tid, ro, kærlighed, karbade, nybagte boller og en lur i hængekøjen kan gøre underværker for alle sjæle under mit tag. Det er desværre bare ikke tilfældet pt, og der må andre boller på suppen, andre kræfter i spil end den altruistiske Fru Moder her. Den er lidt hård at sluge, den nød, det gør sgu nas at knalde panden mod en mur dag ud og dag ind, indtil man en dag indser, at når andre har glæde af en styrthjelm i den situation, så er det sgu nok fordi, at også mit pandeben har sine begrænsninger. Hjemmegående, bollebagende, trutmundede og vinkefedtgroende vidunder eller ej.

Nå.

Men ellers er det da helt vildt, hvad det her vejr ….Nej, jeg gider ikke skrive om herlige solskinsdage og gentagelsen af det “sommerstyrteri”, som jeg skrev om sidste sommer. Bortset fra, at det overhovedet ikke er sommer endnu, rent tidsmæssigt, så har vi i den forgangne uge levet fuldstændigt som var det juli. I dag var ungerne igen nøgne i haven, legede med sæbebobler, vandpistoler, vandmeloner og havde tæpper og parasoller fremme. Helt skørt. Og vidunderligt. Jeg har plantet alt for mange af mine følsomt spirede planter ud allerede, og nu kreperer det hele garanteret i weekendens frostvejr – altså det, der overlever førnævnte sommeraktiviteter. En 2 årig og en 4 årig ræser altså rundt efter sæbebobler der, hvor der er sæbebobler, og så må enhver udpriklet porre og tagetes altså løbe for livet eller blive til pesto, mast sammen med snegleslim under mudrede barnefødder. Nam nam.

Jeg er lidt desillusioneret, for jeg kludrer i det som mor. Synes jeg. Det gør jeg jo nogle gange, jeg har beskrevet mange af dem herinde, så det kommer nok ikke bag på nogen. Heller ikke min familie. Men måske mest mig selv, hvilket jo er temmelig arrogant af mig. Jeg er rendt ind i en bølge af at forsøge at løse problemerne ved at yde mere, og det er IKKE løsningen. Snarere omvendt, tror jeg. Jeg fanger mig selv i at forsøge at gøre 11356 ting på én gang hele tiden, og det er ikke vejen fremad.

Nu sover alle 4 sødt i deres senge. Så synes det  hele mere overskueligt. For 35 minutter siden forsøgte jeg at tandem-putte James og Molly. Bastian lå og læste i sin seng, Silvia lå og var fornærmet ( på den stille måde) i sin, fordi hun skulle SOVE??!!?? Hvad, MARJ? Det skal jeg da i hvertfald IKKE, Mower, scheriøst!! Så´du bare DÅM, Mower. Molly skulle have læst et kapitel højt, James ville selv læse sin Thomas Tog bog, så jeg tænkte, at han da kunne læse bog selv, mens jeg læste for Molly. Øh nej. Så fik han lov til at sidde med sin bog inde hos Molly. Gik bedre. Så godnatsang til Molly, ind med James på værelset, hvor Silvia nu var faldet i dyb, fornærmet søvn. Så lagde jeg James i seng, fik et par velplacerede flade på skrinet af min lille knægt, der heller ikke gad sove, og så opgav han, gabte, fik kommanderet sig til en godnat sang, og så faldt han i søvn. Tilsidst Bastian, som jeg i aften havde fornøjelsen af en snak på sengekanten med.

Selvom jeg ikke kunne beskrive det, jeg slås med, så hjælper det alligevel at skrive. Jeg bliver mindet om mit mantra om, at alt er en fase, det går over, livet går videre, og næste år ved denne tid er der sket noget andet. Det synes uoverkommeligt lige nu, og det er rædselsfuldt, når dem, man elsker, har det svært. Man bliver så magtesløs. Der skal tid til, tålmodighed, og det er jeg bare SÅ kodyl ELENDIG til at have. “Du skal bare gøre sådan og sådan og VIPS, så går det over”. Næh, det gjorde det bare ikke. Det tager tid at lære, tid at heles.

Ville egentlig have skrevet noget om haver, anlagt og dyrket i symbiose med børn – for så ser de altså ikke ud som i bladene, men det er de ikke mindre fine af (siger dem fra bladene og bøgerne, men jeg ved nu ikke rigtig. Børnene og jeg gør, hvad vi kan, men come on – hvem fanden får lige organiseret at hente 3 kubikmeter hestelort og spredt det ud over vores skod-agtige ler-grund på en almindelig mandag? Hvem gør i det hele taget den slags? Får jeg vristet en spade 10 cm ned i jorden, er der intet anden end ler og murstensbrokker, herligt til stokroserne og jordskokkerne, ikke sandt….suk…) – men det var ikke det, der kom ud i fingrene og op på skærmen. Godt det samme. Det var rart at skrive, tak fordi du læser. Nu har jeg søgt hjælp, og i morgen er der atter en dag med havregrød, gøremål og varme knus. Selv til en kluddermor som mig.

 

Reklamer

6 thoughts on “Kluddermor

  1. Camilla siger:

    Er ny læser af din blog og læser ivrigt hver gang der kommer nyt 🙂
    Sender dig lige et virtuelt knus og ønsker dig en skøn dag. Det lyder som om du skal igennem noget knap så rart, så jeg tænkte at du kunne bruge et 😉
    Har selv haft et lidt for fyldt hoved i en periode af mit liv, hvor en psykolog har været min “bedste lytte-ven”! Det er guld værd! Held og lykke med det hele!
    Knus Camilla

    Like

    • Tusind tak, også fordi du er kommet med som læser. Jeg bliver så glad, når I har lyst til at tage jer tid til at skrive tilbage. Jeg er spændt på psyk, håber, at det giver lidt orden i kaos. Knus er altid velkomne, IRL eller virtuelle:-)

      Like

  2. Karina siger:

    Her er i hvert fald et kæmpe knus til dig fra mig. Kh en mor til 6 som følger dig på afstand;-)

    Like

  3. piag siger:

    Også et kram herfra mig til dig. Håber du finder den støtte du har brug for.
    kh. Pia

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: