Blotteren, røveren og svømmeren

5

7. maj 2014 af Kristina Hobbs

Jeg ved ikke, om alle forældre har dem. Jeg tror det. De der mareridts oplevelser, hvor noget rædselsfuldt NÆSTEN sker, og som mejsler sig ind i kroppen på én, som var de tatoveret på sjælen. Det kan være en blotter, man som 7 årig hørte gik på ens skolevej, et røveri, hvor man stod ubemærket i bruseren, da det skete, et overfald i en bus, man skulle have været med, eller en træ, som ens kære barn næsten faldt ned fra og næsten blev slået i stykker som oldermændene i Fyrtøjet, da hundene kastede dem op i luften på soldatens befaling. Sådan nogle øjeblikke, som pludselig bare dukker op og kører på repeat, indtil de holder op. Nogle gange tager det dagevis, før de kravler tilbage i deres hjernefold og giver en lidt sjælefred igen.

Der kom endnu en af dem til mig i går. Jeg har ellers et par stykker godt tømret fast i knolden og kroppen på mig allerede. Et par gange om året dukker synet af min førstefødte på vej ned i gården frem og giver mig koldsved og søvnløse nætter i 3-4 dage. Han var nemlig kun 8 måneder og var blevet sat af sin topidiotiske og uansvarlige mor lidt for nær ved et åbent altanvindue på 4 sal. Med frit fald mod asfalten. Og så væltede han, trillede, og endte 10 cm fra kanten af køkkenbordet, som endte i det blå intet. Ingen karm, ingen hasp, intet mellem ham og ingen ham. Jeg ser ham for mig, trillende ud af vinduet og så ser jeg mig, kiggende og skrigende efter ham, mens han falder med et forfærdet udtryk baglæns og nedad. Nu, hvor jeg skriver det, kan jeg mærke panikken.

En anden slem én er dengang samme førstefødte stak af ud af haven på flyttedagen, hvor vi stod med flyttelæs ved vores nye villalejlighed, hvor der ingen havelåge var. Pludselig var han bare væk, og det var hans elskede Thomas Tog-scooter også. Han havde bar rumpe (han smed altid tøjet og “legede Tarzan”, som han kaldte det) og bare, bløde børnefusser og var pist væk. Jeg kastede mig op på cyklen og fes rundt i mit nye hood, skrigende på min lille dreng og med min 1 mndr gamle lille datter bundet i slyngen på ryggen. Jeg fandt ham i højt humør på H. C. Ørstedsvej, på vej ind i en grønthandel. Han var ikke fyldt 3 år endnu.

Så er der alle dem, hvor børn bare bliver væk i kort (10 sekunder) eller lang (20 sekunder) tid i indkøbscentre, på strande, i skoven eller på færger (hader færger af samme grund). Dem har jeg også min del af.

I går druknede min elskede, søde, smukke og dejlige Silvia sgu næsten. Det er der mange og gode forklaringer på, det var et uheld og bla bla – men jeg havde i bund og grund ikke nok styr på mine 4 unger. Vi var i svømmeren sammen, det er vi meget ofte, og hun endte med at synes, at det var en god ide at springe ned i et dybt varmtvandsbassin alene, selvom jeg havde fulgt hende ud til sin storesøster under bruseren og taget hendes badevinger af, fordi vi skulle op, og jeg skulle lige give Bastian en besked i et andet bassin (han var til svømmeundervisning). Plop. Jeg kunne ikke finde hende under bruserne, og så kom en dame med en helt panikslagen lille pige, som hun havde fundet på bunden af bassinet og fisket op. Ikke helt så slemt, som det lyder – hun lå ikke dernede, hun sprællede rundt under vandet for at få fodfæste. Men alligevel. Skidefarligt, forfærdeligt og skræmmende. Der er ikke ord for, hvor frygteligt, jeg har det over det. Hun har ingen mén, hun kom sig hurtigt, hun nåede ikke at sluge vand, og hun er ok og vil gerne i svømmeren igen – men det er det der med HVIS NU. HVIS NU der ikke havde været andre badegæster i det bassin, fx. Arj, jeg kan slet ikke magte tanken. Jeg har bare lyst til at kramme hende hele tiden.

Måske derfor var jeg følt mig ekstra rummelig i går og idag. Vi har haft det mega hyggeligt, jeg har følt, at jeg havde den ekstra arm, jeg ofte savner. Og de ekstra 3 timer i døgnet, som heller ikke normalt opstår. Selvom onsdag er lidt en gyser med guitarundervisning, ridning og alskens andre grunde til, at jeg fiser rundt som en flue i en flaske og stiller børn og henter børn og laver mad og vasker sokker og finder cykelnøgler og smører madder og lapper regntøj – så var det bare en god dag.

Bastian og jeg brugte en formiddag for et par dage siden på at lave en ny cd til at høre i bilen. Det er lidt en sport, vi har, det med at lave musik til bilen. Det har vi gjort, siden ham og Molly var små, hvor det mest var Kattejammerrock, Shubidua og Bubbers Badekar, vi hørte. Men også de helt store pophits og lidt Aretha, lidt Elton og lidt Ray (Charles). Det er en fantastisk hyggestund at sidde der med min store knægt og lytte til musik på Itunes og vælge ud, og så bliver vi bare glad i låget, hver gang, vi skal ud i bilen. Alle 4 unger synger højt med – det er så fint. Og det er som om, det hele hjælper på det, lige i dag. En god dag. Fandt en vinbjergsnegl med grønt og pink hus i haven – den malede vi på, da vi flyttede ind for 2 år siden. Hvis vinbjergsnegle gider bo hos mig, kan jeg ikke være verdens værste mor. Selvom det føles sådan, når mareridtene begynder.

Nu forsøger jeg mig med lidt søvn alligevel. Efter sådan en god dag, må den da indfinde sig. Hav en god nat derude!
Kh Kristina

Reklamer

5 thoughts on “Blotteren, røveren og svømmeren

  1. ElinOsp siger:

    Kære dig, klap på skulderen og sov godt! Tak for at dele dine historier, tanker, følelser.

    Like

  2. Superheltemor siger:

    Puh hvor skræmmende! Kender godt det der med at genskabe skrækscenarier – kan også holde mig selv vågen ved at tænke på dengang min to årige næsten gik ud foran en bil, og dengang de to mellemste hoppede i pool uden redningsvinger, osv…
    Kram til dig

    Like

  3. camillalill siger:

    AV i maven!! Kan virkelig godt forstå dine tanker og følelser og kender alt for godt det der HVAD NU HVIS! Jeg synes du klarede det strålende, dejligt med sådan en god dag ovenpå svømmemareridt! Tjah hvordan kan det gøres bedre eller anderledes, det er jo svært at se. Måske Silvia selv lærte noget. Jeg var i hvert fald selv ved at drukne da jeg var syv og det har givet mig MEGET respekt for vand. Tanker herfra

    Like

    • Tak f tanker:-) vi var i svømmeren i går, det gik fint. Silvia marcherede lige hen til bassinbetjenten, viftede med sine badevinger og sagde : jeg hedder Silviarosehobbs , jeg druknede sidste uge, og damen reddede mig, men nu sir min mor jeg arrrldrig tager dem af før bruseren, okay?

      Like

      • camillalill siger:

        Årh hvor er hun bare mega sej! Dejligt med en lille opfølgningskommentar 🙂 Det er måske også noget af det der kommer ud af en storbørnsfamilie – sejhed 🙂

        Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: