Lille numse, stor lort. Tja.

Bleafvænning.

Ja, det er sørme emnet denne gang. Der sker alt muligt ukontrollabelt, voldsomt, vanvittigt herhjemme i øjeblikket, som jeg stadig ikke kan skrive om, men der sker sørme også det herligt konkrete, at min lille dreng på 2 år, James, er ved at blive blefri.

Sådan er det egentlig i familier med mange børn – eller faktisk, så snart man overskrider de magiske 2 børn og blive en flok, så mange, at man ikke kan holde dem allesammen i hånden over vejen. Det er en vild grænse at overskride, man må ofte både skifte bil og indstilling til det at være forælder. Charterbureauerne har færre tilbud til familier over 4 personer, man skal have børnestolen for enden af bordet på cafeerne (hvis man overhovedet vover sig ind på etablissementer med hele flokken – eller sågar ferierer sammen allesammen). Nogle gange må en af de store trøste en af de små, for man har ikke et lår og en armhule til hver længere. Der er andre boller på suppen, med både gigantisk kærlighed og skrækkeligt savn i farsen. Mange børn betyder  – for at komme tilbage til starten og sagen – også, at de ting, der fyldte meget med det første barn, fordi man aldrig havde prøvet noget som helst før, og med det andet barn, fordi det føles som at få en giraf i stedet et almindeligt barn, når alt det, der fungerede med det første, pludselig virker helt anderledes eller slet ikke med det andet barn. Så går man helt bagover af forbløffelse og må læse alle bøgerne og børnebladende og sundhedsplejerske.dk brevkasserne forfra. Og frekventere alle mødregrupperne og fastrene igen.  – Nå, de ting, de er pludselig ikke helt så voldsomme mere, for det er sandt, at små børn betyder små problemer, store børn betyder store problemer.

I mit liv lige nu er sammenligningen noget med eksistentiel livskrise på den ene side, og en knægt, der smider bleen og laver søer hist og her på den anden. Der er jo ikke så meget andet at sige end pyt og tørre op. Bare man kunne gøre det samme med det første problem! Istedet vil jeg lige nu skubbe det første lidt til side, sætter mig til tastaturet med min nu brændte opvarmede pizza og danskvand og skrive lidt om af smide bleen. Ah, sikke en lettelse, dejlig konkret. Også vigtigt, jo da – når jeg kigger tilbage i mine to første børns babybøger, så har jeg skrevet flere sider om den periode (over et år for den Bastian, mindre for Molly), og jeg var meget rådvild. Det, at jeg lige nu nærmest finder lettelse ved at have den slags opgave inde på livet, betyder ikke, at jeg finder det ligegyldigt eller hysterisk at tænke over, hvordan man bedst får den ged barberet. Kors da, nej. Det kan jo fylde det hele, det med om man skal lade ungen selv bestemme over ble eller ej -spørgsmålet, om man skal vente til efter flyverdragtsæsonen er ovre, om man skal skifte til stofbleer, om man skal bruge potter eller de der dødsfælder med stiger til toilettet, om barnet selv skal sige til eller om man skal finde en fast tisserytme, om man skal holde fast i den danske norm med 3 årsalderen eller sætte ind ved fødslen som naturfolkene (hvor der ikke lige ligger en Aldi med billige bleer til venstre for Kalahari) og de hippe mødre på Frederiksberg (som  – tænker jeg – ikke bryder sig om moderne bekvemmeligheder medmindre der er tale om Iphones med 4g, rynkecreme med enzymer og reformer Pilates. Moderne bekvemmeligheder til babyer, nej tak, men mor må gerne. Men det er nok bare mig, der tænker for højt her). Det er sgu nok at bekymre sig om, nok at overveje.

Hvis man altså ikke har prøvet det før, eller ikke har “bigger fish to fry”. På min stegepande ligger der en hval pt, og jeg HAR prøvet det før. Men James rejse mod bar mås i boksershorts er alligevel hans egen, og den historie skal jo også have sin plads.

Der står en potte på badeværelset, for den bruger Silvia stadigvæk nogle gange, når der er optaget på wc’et. Hun beder også nogle gange om at få den ovenpå, når hun skal sove, så hun ikke skal ned af trappen for at tisse om natten. Når hun ligger syg i sin seng deroppe, er det sgu også meget smart. Så den er her stadig. Da hun var 16 mndr, begyndte hun af sig selv at sige, når hun skulle tisse, så der kom potten frem fra kælderen, og hun var renlig helt uden nogen form for konkret indsats, da hun blev 2 år og storesøster. Nu er hun 4 år, og bruger altså stadig potten nogle gange, og jeg tænkte egentlig, at James måske så også ville begynde at forsøge sig og tale om tis og sådan. Nu siger han jo som bekendt ikke et kuk – arj ok, et par kuk bliver det da til efterhånden, plus en hel del råberi, men ikke det store. Til gengæld synes han, at det er dejligt at få bleen af. Problemet er bare, at det jo er den, der afholder ham fra at blive konfronteret med det, der ellers lander i den. Og det er han ikke begejstret for. “AAAAAADDDDDDWWWRRRØØØ” kommer han drønende, gadagung gadagung, på sine små ben, når han har tisset et eller andet sted. Det er ÆKELT, mor, tag det VÆÆÆÆKKKK! Og så taler vi lidt om, at man skal tisse på toilettet. “MMM-MMMM!!” siger han så vredt, for han gider ikke det der hvide porcelænsmonster. Nogle gange kan jeg få ham til at tisse stående over potten og ned i den, med et godt greb i sjoveren rammer han faktisk flot. Men ellers er det bedste i verden at tisse stående på dørtrinnet til badeværelset (dørtrinnet er af træ) og tisse ned på terrazzogulvet. Så griner han fornøjet og løber rundt og siger en høj “TSSSSSS!!” MOWER TSSSS!” lyd, indtil han sejrende hiver mig ved pegefingeren ud til sin lille gule sø. Han gider ikke stå på stengulvet og tisse, for det er jo KOLDT! Han vil ikke sidde, for så kan han ikke se miraklet ske. Ach so – første skridt er altså, at han ikke tisser, hvor han går og står, men i det mindste i det rigtige lokale. Er han udenfor, finder han også ud af at gå afsides og hive bukserne ned. Når han ikke glemmer det.

Jeg tror, at der går lidt tid, inden vi når til det med nr 2 sådan for alvor. Han synes, at afføring er meget meget ulækkert, han græder, når han lugter grimt. Når noget som helst lugter grimt. En enkelt gang fik han ordnet det i potten, men synet af det fik han til at gå helt op i limningen. Hvor herre til hest, hvor han skreg. “AAAAAADDDWRRRØØØØ!!!!!” , og så var det, at storesøster Silvia kom løbende og sagde: “AARJ, James, hvor er det en fin lort – sådan en lille numse og sådan en stor lort, hva? Hvor ER du dygtig!” og så ville hun låne mit kamera og tage et billede.

Jeg HAR faktisk et foto af en barnelort i min samling. Det er fra dengang, Bastian lige var nået til bar rumpe-stadiet og kravlede rundt på mit skrivebord. Så skulle jeg lige lave kaffe, og da jeg kom ind i stuen igen, lå der en fin pølse med rosin i og det hele. Der, lige ovenpå mit nye bachelorbevis, lige ved siden af rektors stempel. Bare lige min søns kommentar til dén sag.

Jeg har haft rimelig stor succes med at indføre en “tissesang”, som man synger for og med barnet, når det er lykkedes at ramme rigtigt måde sted- og tidsmæssigt. Hvilken som helst fjollet, iørefaldende melodi og nogle skøre rim og en lille dans, som både forældre og søskende kan lære. Så er belønningen for at gå på toilet eller potte, at familien opfører sig totalt åndet for ens skyld og synger den her tisse/pruttesang. Mine børn elsker det, og selv de to store synes, at det er herligt, at tissesangen atter har en funktion her på matriklen. Det er så pinligt at synge den uden pottetræningen.

Så vi synger og tørrer op alt efter behov. Og så når han det nok med tid og tålmodighed.

Jeg håber, at tid og tålmodighed også hjælper på den anden og større udfordring herhjemme.

God søndag aften:-)

Kh Kristina