En degraderet perfektionists bekendelser

Livet er godt. Jeg har ikke styr på mine børn, vores økonomi roder, her lige inden vi skal på ferie og bruge tusinder af skejser, jeg har været en ret sur kælling idag pga rengøring, min have ligner Skydebanegade post-Distortion, (6 børn har leget i den hele dagen, nu hopper de fede duer rundt og finder rester), min krop ligner en ulykke, og jeg kan ikke finde en eneste forbandet BH i hele H&M, der passer mig, – men livet er godt alligevel. Sådan i det store perspektiv.

Jeg sidder og skriver på terrassen foran vores hus – eller sådan på siden af vores hus. Det er en forhøjning i støbt cement, store cementfliser og noget flethegn. Engang i 1952, da den blev bygget sammen med huset. Der var også nogen, der var enormt moderne og satte to store terrassevarmere op på muren; det er sådan nogle lysstofrør med glødetråde, hvor plastikken i enderne er helt gul af ælde. De virker ikke. Det gør terrassen sådan set heller ikke – tjo, altså, vi kan sidde her, men fliserne smuldrer væk, fordi den har været overgroet af et ellet andet stedsegrønt kravlemareridt ,siden Ruder Konge var knægt og den ældre Fru Corneliussens mand døde (hende, vi købte huset af), og myrerne har forvandlet det sikkert grundigt stampede og nivellerede underlag til puddersukker. Og det er kun fliserne. Selve soklen er skredet ud i alle 4 hjørner og smuldrer også, til stor glæde for tudserne og sneglene, og hegnet var så knastørt, at det meste blæste ned i en storm, da vi flyttede ind. Min ældste søn fik lov til at forvandle de resterende pinde til Ninjasværd.

Men her sidder jeg altså, i hyggen – og det er det, for humlebierne summer i salvien, alt det, jeg satte i kaos sammen med Silvia den første sommer, vi var her, er allerede vokset til og står og strutter i et virvar, der passer fint til alle de forvoksede hegnsbuske. De små sover, min nr 2, Molly på 9 år er med mine forældre i teateret og se min lillebrors forestilling, og min ældste søn Bastian sidder på sit værelse og spiller Minecraft med en ven, som han samtidig chatter med over Skype på Ipad. Han skråvindue står åbent, han hygger sig også.

Det er mærkeligt, at de små sover kl 20.30. Der er gået ged i aftenrutinen, det har der været længe. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår der sidst var en god trummerum med rolige aftenputninger herhjemme. Det piner mig, men jeg kan simpelthen ikke få det op og køre. Efter 4 børn ville jeg ellers forvente, at jeg havde styr på det med putterutinenerne. Nul, moster. Kl 19 er huset klar efter maden, og jeg synes ikke, at det er vildt langt ude at begynde at putte de små. Haha. Det ER det så. For de fiser rundt udenfor i bar røv – eller indenfor  – eller er stået op af deres aftenbad og er både våde og nøgne, og hujer. Jeg resignerer. Går ud  i haven og vander eller sådan noget. Kl 19.30, så. “Nu skal vi læse en bog, venner” -“MMMM-MMM!!! PDDDDRRRRR!!!” (den der lyd, der kommer, når man laver pruttelyde med tungen ude af munden) siger James vredt og går hen og giver mig noget, der bliver en lår-lammer, når han fylder 7. “NEEEEJ; jeg vil ik sove, MOWER, du er DÅÅÅÅÅÅM, NNNNARRRRRJJJ!” siger Prinsesse Silvia Sølverhår og stamper i gulvet. Hm. Så er det noget med at blive vred (virker ikke, totalt magtesløst og håbløst og imod bedrevidende, ka ikke anbefales, kommer til det alligevel og er en idiot), eller forsøge at sige “Pyt, kom, vi læser en bog alligevel” og bære dem begge hen i sofaen. Får som regel læst i mere eller mindre slåskamp, for James vil selv vende sider og helst bagfra og to-og-to, og Silvia vil holde bogen. Kan også ske, at jeg opgiver, og lader James fise rundt i stuen med de store, men jeg putter Silvia i sin seng. Læser en bog, to-tre sange, og godnat. Det tager 20 minutter og går rimeligt smertefrit som oftest. Har flyttet James’ seng ud af hendes værelse igen, for han er totalt umulig at putte og råber og skriger og vågner en milliard gange og er tosset og står op og slå hende og hopper i hendes seng, tænder lyset og alt muligt. Jamen, hvad sker der dog for knægten??

Så. One down, three to go. Føler som regel på dette tidspunkt i putteprocessen, at jeg er trættere end børnene.

Så er det Mollys tur, hun vil gerne have godnathistorie læst højt igen. Alene. James leger med storebror eller får min telefon at spille på.  Har lige læst Børnemagt for hende, nu læser vi Charlie og Chokoladefabrikken. Husker, at mine forældre læste Den Uendelige Historie for mig, da jeg gik i 2. klasse – men den er simpelthen for uendelig, når man er ene kvinde om at lægge 4 børn i seng. For mig, ihvertfald. Det synes jeg ikke er i orden, men af praktiske hensyn (ikke fedt at sidde og snorke, når man læser højt) er hovedkravet til godnatbogen, at kapitlerne er max 4 sider lange.

Molly får også et par sange, og sover så. Hun er en engel at putte og har altid været det, pånær sit første leveår, hvor hun har gal og vred og hylede som en brandalarm det meste af tiden.

Så kan det ikke udsættes mere. Det store valg. Skal jeg forsøge at putte James med bog og sang og godnat og gå ud af soveværelset, eller skal jeg opgive på forhånd, lade min aften besætte som Danmark under krigen og lade James være oppe og lege i stuen, indtil jeg tager ham med i seng? Eller endnu mere belejrende: jeg kunne gå i seng nu, med ham under armen, og så sidde i min seng og se Breaking Bad på Netflix, mens han vælter rundt i dynerne og synger, læser Thomas Tog, tæsker mig lidt og sådan – indtil vi begge går omkuld?

Det skifter lidt, hvilken en af ovenstående scenarier, jeg vælger. Kommer også an på, om James har sovet til middag. Det gør han gerne, sover længe i barnevognen; men fordi han er så umulig at putte om aftenen, eksperimenterer vi lidt med at droppe luren. Den klarer han i fin stil, og går i seng næsten lige så sent, som hvis han sover 3 timer om eftermiddagen. Luskebuks.

Det, der sker, hvis jeg vælger Plan nr 1, er IKKE det samme, som det, der sker, når jeg kører Plan nr 1 med mine andre 3 børn. For han sover jo ikke efter bog og sang, ikkenikkenej, han står da op og skælder ud. Kravler op af sengen, kommer ned af trappen og råber. Og det bliver han ved med, i timevis, indtil jeg enten bliver tosset og råber af ham (det er igen ikke en gangbar løsning, virkelig pinligt og åndssvagt og magtmisbrugende og ungen bliver ked og de andre vågner og Bastian skælder mig ud med rette og James sover jo ligesom ikke, for hvem hulen tænker “nåeh, hun råber af mig, fordi det er vigtigt, at jeg sover, så må jeg hellere lægge mig ned stille og roligt og give slip på whatever det er, der gør, at jeg nægter at sove, selvom jeg er bleg af træthed”) (JEG KÆMPEFJOLS), eller – for det er heldigvis et “eller” – jeg beder Bastian gå ned og børste tænder, giver ham et godnatkys (han går i seng kl 21.30), altimens James står og venter på mig udenfor soveværelset med som regel en bil i den ene hånd, min gamle soveTshirt rundt om halsen og et knottent drag om munden, begge øjenbryn trukket helt ned over de mørkegrønne øjne… “kom nu, din gamle drage, tror du, at jeg gider stå her og vente på dig hele natten?”….

Og så kapitulerer jeg alligevel, går i seng og lader ham putte sig ind under min armhule, som han plejer. Så sukker ham, siger sådan nogle øffe-lyder og falder i søvn. Men kun, hvis lyset er slukket og jeg helt tydeligt også skal sove. Ellers kaster han sig rundt i sengen – fx hvis jeg naivt har taget en bog med derop. EN BOG!?! Hvor latterligt, mor, du skal da ikke læse nu, du skal jo sove med mig, tænker knægten og flår bogen ned på gulvet. Så det gør jeg ikke så tit mere.

Så reelt er mit valg mellem at køre Plan nr 1 (som alligevel ender med total overgivelse, efter ungen er stået op og blevet lagt i seng 45 gange på et par timer) eller ingen plan overhovedet, ren overlevelse – noget rod, ikke? Jeg aner ikke, hvad jeg laver.

Jeg savner følelsen af at have styr på børnene om aftenen. At have indtil flere timer i fred uden børn, inden jeg går i seng selv. Hvor man kan nå alt muligt, måske endda have kaffebesøg af en veninde. Følelsen af at have styr på børn og hus i det hele taget.

Da jeg fik mine første to børn, min første lille flok, havde jeg styr på det. Gennem studietid, mange flytninger og genhusninger – jeg havde sgu styr på det. Læste alle børnemagasinerne og brevkasserne, søgte råd og vejledning, gjorde, som der stod. Børn skal lære at sove alene, stod der – det lærte mine også at kunne, for det meste. De måtte gerne komme ind til os om natten, men de faldt i søvn glade og rolige og hurtigt uden brok. Jeg tog deres sut fra dem, da de blev 3 år, som man skal, de var selvhjulpne med mange ting tidligt, de fik løbecykler og god balance, vi spillede musik og lavede hjemmelavede julegaver, og de valgte deres eget tøj, fra de var ganske små. Jeg var stolt af vores familie, og jeg følte mig meget kompetent. Vores hjem var fuldt af hjemmelavede børnetrofæer, haven var hjemlig og rodet og fuld af liv. Vi havde mange gæster, børnene og jeg. Det var sgu et liv i sus og dus, og jeg var ligesom epicentrum for det hele. Det var rigtig fedt, på en meget ekstrovert måde. Der var nok lidt “se os, vi er så livsfulde og lykkelige”, over det – men jeg følte mig virkelig kompetent.

Det gør jeg vel egentlig stadig, men hvor har måleenhederne for kompetence som forælder dog flyttet sig. Virkelig. Fra Herodes til Pilatus. Altså, mine børn er skønne. Det er ikke det.

Jer, der har læst min blog et stykke tid – eller har læst de tidlige indlæg fra 2012, har nok læst, at jeg nu tror på, at lykke ikke er fravær af problemer, det er, at tackle de problemer, der opstår på en livsbekræftende måde. Det kunne jeg måske have sagt for 5-6 år siden, inden jeg fik 2. hold børn, men jeg ville ikke ane, hvad jeg talte om. Vi havde da problemer dengang, fx blev hele vores hus lagt  i grus af skimmelsvamp, min mand blev hundesyg, og jeg var totalt højspændt af speciale-skrivning. Men det var ikke selve det at være forælder, der voldte problemer. Min rolle i børnenes liv var noget med, at jeg kunne læse mig til, hvordan det var smartest at forme dem, sådan en logik med, at hvis jeg gjorde sådan-og-sådan, så blev de sådan og sådan. Jeg tog min rolle som altomfavnende og altdominerende MOR meget alvorligt. Kunne planlægge mig ud af hvadsomhelst. I fuld overbevisning om, at bare jeg kunne styre skuden, bestemme det væsentlige, så ville livet forme sig forudsigeligt og godt.

Har man hørt mage.

En ting er, at jeg fik to børn mere – det betyder jo unægtelig noget for nærværet og tiden brugt sammen. Noget andet er, at børn jo ikke er modellervoks. Man kan forme og forme, mens de er små, men den dag, de bliver større, så fornægter det sig jo ikke, at det sørme er mennesker, personer, man deler sit hjem og hjerterum med, og de må altså have deres ståsted, deres autonomi i fred. I en eller anden grad. Jeg formede og formede, mens Bastian og Molly var små, og de er begge vidunderlige personer idag. Men helt deres egne, og jeg kan jo ikke bare bestemme og planlægge hen over hovedet på personer, som jeg måske kunne over dem, da de kun var små personer på 2 og 4 år. De vil da ikke herses rundt med, og jeg kan ikke altid købe deres smil med en blomme eller en kildetur, som jeg kunne førhen.

Den modstand er sund, men det betyder også, at min hold nr 2, Silvia på 4 og James på 2, oplever en meget mindre styret hverdag, end de store var vant til, da de var små. Det betyder også mere kaos, mindre stringens, og jeg tror også, at det bl.a. er derfor, putterutinen er skredet derhen, hvor selv Papnæserne løber. Før kunne jeg trumfe det meste igennem, simpelthen ved en tyrkertro på, at bare jeg signalerede, at det, jeg gjorde, var det eneste rigtige, så ville Bastian og Molly trygt gå med på ideen. Nu ved jeg sgutte rigtigt, om det, jeg gør, er rigtigt. Jeg knokler for at gøre det bedste, jeg kan tænke på i situationen – men om det sådan er rigtigt på et generelt plan, aaaijjj, – humbum—-vissevasse…. Jeg er nok en mere tilfældig slags forælder nu. Og det er vist ikke så godt for rutinerne. Men jeg kan ikke gøre det anderledes pt. Og det er måske også ok, at jeg ikke har to timer i fred om aftenen. Jeg elsker faktisk at putte med James. Silvia kommer ind til os omkring kl 2 og putter med, og det er ret hyggeligt at ligge der som en pølse i brød.

Eller også er det IKKE ok, og så skal der ske noget. Jeg skal lære den lille varyl, at han skal sove, når Plan 1 er kørt i stilling. Ja, jeg skal. Den overbevisning har bare ikke virket indtil nu. Jeg har forsøgt mig med det nogle gange, og holdt fast, og han VINDER OVER MIG. Jeg opgiver og går i seng sammen med ham.

Jeg får kraftedme lange BOLLER af min mangel på viljestyrke.

Nå, i aften sov de tidligt, nu er der fuglesang for VILDT, og min mand sidder sørme ved siden af og læser. Nu vil jeg ikke skrive så meget mere.

Jeg er en anden mor nu, end jeg var, da jeg kun havde to små. Jeg er både klogere og dummere. Både mere blødsøden og mere galsindet. Måske bare mere autentisk, mindre påtaget. Arj, det ved jeg ikke. Når man får børn, flytter der nye beboere ind i hjemmet. De kræver deres plads. Både i huset og i hjertet. Mit hjerte er mere fyldt, min pande mere rynket. Jeg kan godt lide at læse forælderberetninger fra forældre med få børn og mere overbevisning om, at der findes rigtigt og forkert. Sådan nogle viljefaste no’en, der ved, hvad de går ind for. For jeg føler mig ikke klogere end dem, tværtimod. Men det gør mig alligevel lidt lykkelig at være i rodehoved-enden af skalaen. Det viste sig, at perfektionisten Kristina er et kompetent rodehoved som mor. Et viljeløst rodehoved. Høhø.

Livet er godt. Det har mine børn lært mig.

Kh Kristina