Skal der være rytme i ferier?

G’da derude.

I en tråd på Facebook var der en mor til 9 børn, der skrev, at ferietid var lig med fritid, hvilket betyder fri-tid. Tid uden restriktioner, til forskel fra hverdage med skemaer og faste sengetider. Andre forældre i tråden debatterede, hvordan de hver især forvaltede børnenes tid i ferien, og hun skrev bare, at hos hende måtte børnene selv styre dagen i ferien. De har jo fri, som hun skrev. Det er jo dybt kontroversielt at have den holdning i vore dage, og det vakte ramaskrig. Men hendes kommentar huser en sandhed, som gør, at den spøger i min bevidsthed.

Jeg har for første gang sagt ja til at være forsøgsperson og blogge om det herinde. Jeg siger ellers konsekvent nej til alle de reklame-tilbud, jeg får fra forskellige firmaer, men i denne omgang er jeg blevet bedt om at være tester af en magnetisk time-planner for familier. Yes, med piktogrammer og kanin-figurer og hele molevitten. Jeg tænkte, at det ville passe godt til mine tanker om ferie med eller uden struktur på dagen. For jeg er virkelig i tvivl om, hvad der er bedst.

Sommerferie herhjemme. Forrige sommer var vi lige flyttet ind, og med et spædbarn i armene og 3 rundforvirrede ny-tilflyttede børn var jeg totalt blæst. Alt handlede om at få pakket ud, få skabt trygge rammer, og så overleve en ret regnfuld sommer oven i købet. “Ih, hvor var det godt, at vi flyttede”, messede jeg med hele overkroppen nede i en flyttekasse og mælkespændte bryster, mens børnenes noget anderledes holdning til sagen skulle både rummes og holdes stangen. Pyha, det gør jeg aldrig mere. Sidste sommer var noget roligere, men med to små børn, der stadig faldt i søvn på forskellige tidspunkter og havde brug for regelmæssige måltider, så var en ret fast rytme nødvendig. Jeg styrtede rundt herhjemme, vi havde besøg af et TV-hold, og det hele kørte faktisk meget godt.

I år er ferien et meget tiltrængt pusterum ovenpå et for vores familie hårdt forår. Efter ferien skal der virkelig en fast rytme på, for min ældste søn skal skifte skole, og det medfører, at jeg igen skal afsted kl 7.20 med alle 4 børn, for at følge de ældste i skole. I starten kører vi i bil, men efterhånden skal de store lære at tage bussen selv. Det synes jeg altså er store sager, det er to forskellige busser, og det er de ikke vant til. Samtidig skal James sandsynligvis starte i børnehaven, hvor Silvia går. Og muligvis skal jeg afslutte en æra som hjemmegående, hvilket jeg har været siden 2011….Det håber jeg ikke, men med 2 børn på privatskole og 2 i institution, så skal der en gedigen lotto-gevinst til, hvis vi skal holde smør på brødet samtidig med at leve af een indkomst. Men lad os nu se. Har temmelig kolde fødder mht til det der med at sende James afsted, og det der arbejdsmarked er da vist noget opreklameret noget

Med tidsmæssigt temmelig stramme morgener i sigte, så lader jeg tiden flyde denne sommer. Vi har nul planer, har bare fri, og alle mand har lov til at sove, stå op og gå i seng, som de vil. Det har jeg ikke prøvet før.

Med børn i alderen 2,4,9 og 11 betyder det, at dagen starter kl 8, hvor Silvia på 4 står op. Oftest ved at hun skubber til mig og siger, at hun altså er sulten, om jeg kan lave pandekager, mens hun lige ligger og vågner, om vi skal holde fri i dag, om der er friske boller, om det regner, om hun må vække James (NEJ, DET MÅ DU EDDERBRODERE MIG IKKE!), om hendes lyserøde hårbøjle stadig er væk, hvornår vi skal stå op, hvorfor jeg sover, om det er hendes fødselsdag snart, og om vi snart kan komme til Kreta igen. Og hun bliver ved at spørge, indtil jeg kravler ud af sengen. Formaner hende om at lade være med at vække lillebror, der ligger på min anden side, hvilket er totalt nytteløst, for det gør hun 100% sikkert og ikke mere end 2 minutter efter, at jeg har krabbet mig ned af trappen. Så hyler han et eller andet, og så sidder de begge to med sove-ansigter og yndigt putte-hår på trappen og skal bæres ned. Og så går resten af dagen med, at der skal produceres mad, (helst ved fællesmåltider, men det lykkes ikke altid, da min ældste søn står op kl 13…), ryddes af, vaskes op (nej, stadig ingen opvaskemaskine!!), leges med ting og sager over alt, spises perler og snegle, hygges i haven eller arbejdes i haven, badebassiner, huler, puslespil, muffinsbageri, legekammerater, film, skænderier, apps, gæster, legepladser, cykelture…og så god mad ved aftenstide, når min mand kommer hjem, og gerne dessert HVER dag. De første tumler i seng ved 22-tiden (det er Silvia og nogle gange Molly og jeg), så James (og mig, han vil kun sove, hvis det er med snuden grundigt begravet i min armhule eller ved mit kraveben), og tilsidst, engang midt om natten, Bastian. Han spiller computer og læser Harry Potter til langt ud på natten. Eller ser Simpsons og Family Guy med sin far. Og det er ikke engang altid, at alle mand kommer i seng – der er ofte en eller flere, der går omkuld på sofaer eller på det bløde kugle-tæppe i stuen med store puder og tæpper. Eller i hængekøjen. Så bliver jeg vækket af et “MOOOWWAAAARRR” midt om natten, og så bærer jeg de løsgående børn op i seng.

Det er total laissez-faire, og det går overraskende godt. Ret meget over min fatteevne, faktisk. Jeg har i mine 16 år som forælder (har en dejlig steddatter på 20, som var den første) for det meste erklæret mig enig i, at rytmer er af det gode i et barneliv. At børn godt kan lide –

– lide at vide, hvad der skal ske hvornår på en dag. At stå- op og gå-i-seng (også kaldes “putteritualet”, stærkt værdiladet ord i vore dage) foregår til samme tid og på samme måde hver dag. Det holdt jeg mig rimeligt stringent til med mine første to børn. Egentlig også med min steddatter i det omfang, det nu var op til mig. I ferierne holdt vi fast i  samme rytme, nogenlunde. Og hvis den blev brudt, så synes jeg egentlig, at det gik rimelig galt dagen efter. Og det gav putte-slåskampe. Så jeg følte, at min rytme-princip blev bekræftet.

Livet ændrer sig jo med tiden, og med antallet af beboere i en husholdning. Det må jeg erkende. Det er svært at fastholde pinedød stringente rytmer med 4 børn, synes jeg. Det kunne jeg så gå og være irriteret over. Der er mange skriverier om nødvendigheden af faste rytmer og af overskuelige, forudsigelige dage for og med børn. Jeg kan sagtens se det fornuftige i det hele. Både i alle rådene fra de kloge fagpersoner, man uafladeligt render ind i, men også i de skriverier om måder at anskueliggøre dagens aktiviteter og ugens rytmer, som mange forældre i fora såsom Hjemmeunger og andre skriver en del om. Man kan lave fine laminerede brikker med aktiviteter og hænge dem op, med kunstfærdige piktogrammer, fx. Jeg bliver helt jaloux – tænk, at nogle forældre kan fuldføre sådan et projekt. I det opslag, hvor jeg så det der med laminerede piktogrammer, var der virkelig mange “likes” og positive kommentarer fra struktur-elskende forældre, der straks ville gå i gang med skemaet.

Nu har jeg den der time-planner, som skal testes. Planner4kids. Den gælder for ét barn, hvis billede man kan sætte på kalenderen.

Det er så Silvia, der er hovedperson i projektet. Nu må vi se, hvordan det spænder af!

Her pakker de små sagerne ud.  Indtil videre går det sådan, at hun ikke forstår, hvad kanin-piktogrammerne skal illustrere i al deres kunstfærdighed. James synes, at de smager grimt, men har ellers ingen kommentarer endnu.

Nu regner det. Vi har været i legestue idag, og nu vil vi i al vores ladhed sætte film nr to på!

God Sommer derude.

Kh Kristina