I denne uge gæsteoptræder jeg igen på min-barsel.dk med et indlæg om trenden at gå hjemme – med og uden hjemmepassede børn. For er det eller bliver det også moderne at “gå hjemme” (hvad betyder det egentlig?), hvis man ikke hjemmepasser sine børn? Hvis man “bare” er en hustru uden lønindkomst? Det er jeg måske nemlig snart..
LÆs mere her:
http://min-barsel.dk/index.php/artikler/10-samliv/706–en-hjemmegaende-karriere
Kh Kristina
tryk her og del indhold med andre
Synes godt om dette:
Like Henter...
Relateret
Udgivet af Kristina Hobbs
Velkommen til min blog med 5 års indlæg, der handler om mit liv som pragmatisk indstillet mor med 5 børn i alderen 2 ,6, 8 ,12 og 15, og så har jeg en dejlig steddatter på 25. Find det emne, der interesserer dig via "søg" funktionen længere nede, (fx fællesspisninger, magtesløshed eller flyt til provinsen) eller søg efter tags. Du kan læse "om mig og min blog", hvis du vil vide mere. Bloggen indeholder detaljerede beskrivelser af hverdagene herhjemme, samt en masse uforskønnede refleksioner om livet som forælder på godt og ondt - og alle emner vedrørende børn. Formålet er, at hjælpe både mig selv og andre til at styre automatiserede forælder-handlinger og - holdninger og istedet træne sig i at indrette hverdagen efter, hvad der kan lade sig gøre, hvad der virker, og hvad der skaber glæde. Ud med idealismen, ind med pragmatismen.
En god veninde sagde engang, at hvis jeg var et dyr, så ville jeg være en zebra.
Vis alle indlæg af Kristina Hobbs
Kristina Hobbs - mor til 5 
Du skriver for vildt, lille skat!!!
Kys Mor Den 04/08/2014 kl. 21.03 skrev En blog af Kristina Hobbs, hjemmegående mor i stor familie:
> >
LikeLike
Jamen tak, mor. Gider du ikke holde op med at kalde mig lille skat her på min marjet alvorlige blog, hvor jeg skal forestille et voksent menneske 😉
LikeLike
Hej Kristina.
Jeg er netop begyndt at følge med på din blog.
Dine indlæg er utroligt godt skrevet, og det er spændende at læse hvad du gør dig af tanker.
Jeg selv har faktisk i mange mange år drømt om at tage springet og blive hjemmegående (eller hvad man nu vil kalde det 😉 ) – og min mand og jeg har snakket om det maaaaange gange.
Vi har været så langt at vi har regnet på det flere gange, og egentlig kommet frem til at det måske kunne lade sig gøre, med blot få afsavn i hverdagen ift. luksus-ting som to biler osv.
MEN, vi har aldrig været modige nok til at tage springet.
Jeg er istedet gået ned i tid, og arbejder kun 27 timer om ugen, hvilket giver mig en fridag om fredagen. Det er selvfølgelig dejligt!
Jeg drømmer stadig om at kunne gå hjemme. Jeg nyder de opgaver der følger med til at være den primære person omkring “koordinering” af børnenes og familiens liv. Indkøb, madplaner osv. Tanken om at være hjemmegående er naturligvis også en drøm om, at få mere tid til at kunne tage mig af de ting (som jeg gør i forvejen!) og samtidig have mere tid til at kunne lave ting med børnene, istedet for den der konstante “ikke lige nu skat, mor er nødt til liiiige…..”.
Mine børn er “store nu”. Den ældste er lige startet i 3. klasse, og den yngste i 0. klasse…. Og min tanke er jo så netop også… Kan man virkelig “tillade” sig at skulle gå hjemme, når der ikke engang er nogle børn at passe!!?? 🙂
Jovist, jeg ville kunne hente dem efter skole kl. 14, og vi ville i større grad have tid til at tage legekammerater med hjem osv. Så det ville jo give mine børn en mindre institutionaliseret hverdag alligevel, da de ville “slippe for” SFO’en….
Nå, havde lige brug for at komme af med nogle tanker – og det virkede på en måde naturligt at gøre her 😉
Mvh. Mette
LikeLike
Kære Mette
Tak for din fortælling. Jeg forstår godt, at du synes, at det kunne være skønt med mere tid hjemme. Man er jo et andet sted oveni hovedet det meste af dagen, når man går på arbejde, og det er absolut en luksus at være tilstede derhjemme (også mentalt), når ungerne kommer hjem fra skole. Jeg prøvede det i en periode, mens jeg ventede nr 4 og var ledig. Det var herligt. Det er det også nu, hvor jeg passer den mindste herhjemme, men det er da vild luksus at være hjemme med kun skolebørn – hvis altså, at man synes, at det er dejligt at gå hjemme. Jeg kan sagtens finde ting og aktiviteter at fylde mine dage med. Der er også altid masser af frivilligt arbejde at gå i gang med – det har jeg da gjort, når jeg havde overskud. Det giver sådan et dejligt kendskab til kommunen og ens hjemegn, og man lærer mange slags mennesker at kende i helt nye netværk. Held og lykke med dine overvejelser! Kh K
LikeLike
Det lyder godt nok spændende med dine overvejelser, jeg glæder mig til at høre mere om hvordan det kommer til at hænge sammen for dig/jer hvis i gør alvor af at du går fuldtids derhjemme. Jeg er desuden enig med dig i at det at være hjemmegående bestemt ikke behøver betyde at man får mindre social kontakt flade, for hvis man som du siger beskæftiger sig i mere frivilligt arbejde så udvider man kontaktfladen på en helt ny og spændende måde:)
Forresten også rigtig godt dit gæsteindlæg:)
LikeLike
Hej Kristina.
Tak for super gode ærlige hverdags historier og helt nøgne tanker!
Jeg er mor til 4 i alderen 1 1/2- 12 år. Jeg har arbejdet 13 år i daginstitution, og da jeg for 3 år siden virkelig røg i kælderen med stress, kostede det et halvt års sygemelding før jeg var nogenlunde klar til arbejde. Siden har jeg prøvet at finde en løsning på det her hverdags halløj, hvor vi alle farer rundt, ikke mår noget, alle dage er ens og hvor det er forbudt at ha syge børn, fordi det vælter hele læsset. Kort sagt evig dårlig samvittighed over ikke at slå til, og over ikke at kunne få lov at være den mor og kone jeg vidste, at jeg kunne være! Men jeg fandt løsningen!!!! Jeg har fået job som handicaphjælper. Jeg har seks døgnvagter på en måned, og thats it!!! Resten af tiden har jeg fri!!! Og så får jeg endda mere udbetalt end at arbejde som pædagogmedhjælper- det er bare en bonus. For det der virkelig rykker er tiden! Der er mere ro på ( ja ja, du ved om nogen hvad ro på betyder med fire børn 🙂 ) man kan få lov at være syg til man er helt rask og ikke kun de to dage vi har lov at være hjemme. Alt er bare som det skal være, og jeg sover godt om natten 🙂 jeg håber du finder læsningen for jeres familie, selv om den kan være svær at se.
Kærlig hilsen Lonni
LikeLike
Tak Lonni, for dit bud på en god, antistressdagligdag med tid og ovenikøbet lidt ro på økonomien! Jeg kender alt for godt til dine kvaler med kombinationen af job og små børn, og jeg må jo nok se i øjnene, at min tid som udearbejdende mor er omme. Det kan jeg ikke rigtig forestille mig, i hvertfald ikk før mine børn er MEGET større. Og når den yngste er 2, og mor samtidig er alvorligt skruk, så går det nok en del år 🙂
Tillykke med dit nye liv som handicaphjælper og overskudsmor:-)
Og tak, fordi du læser med.
KH K
LikeLike
Tusind tak, Karin 🙂
LikeLike
Spændende indlæg. Vi er hjemme hos os ret langt i planerne om hjemmegående mor. Og det bliver faktisk kun mor som bliver hjemmegående – og det synes jeg næsten er “flovt” at sige. Den ældste skal passe sin 0. klasse, og den yngste skal have lov at have sidste børnehave år med (det er her alle de fede ting sker med skolegruppe, luciaoptog, svømning, ture etc.). Det bliver selvfølgelig på deltid og med kortere dage og fridage. En økonomisk luksus med mig hjemme som vi vælger der skal være råd til. Mine overvejelser ift. at tage den store ud af SFO er om hun kommer til at “gå glip” af nogle vigtige ting. Er det der hun kan lege mere bredt end i klassen? Er det der der er tid til leg og sjove aktiviteter (vi har bare ikke helt de samme muligheder hjemme selvom vi sagtens kan finde limpistol frem, tage en tur i svømmehal etc.). Hun giver ikke udtryk for at SFO’en er noget særligt, og hun er der ved gud heller ikke ret mange timer (omkring 6-7 timer om ugen max) til 1600 kr. om måneden! Jeg kan sagtens se mig selv derhjemme, er ikke bange for at kede mig – men er lidt nervøs ift. om jeg kan undvære min “faglighed”.
LikeLike
Hej Lotte. Jeg kan SÅ godt følge dine overvejelser. Det er præcis de samme overvejelser vi står i herhjemme. Mine børn går i henholdsvis 0. klasse og 3. klasse, og rent økonomisk ville vi nok ikke kunne forsvare at have dem i SFO hvis jeg skal gå hjemme. Men jeg er “nervøs” for om de simpelthen ville gå glip af for meget socialt ved at skulle hentes hver dag kl. 14 når skolen slutter..? Selvfølgelig ville der så være større mulighed for at vi kan tage kammerater med hjem og lege hjemme 🙂
LikeLike
Kære Mette og Lotte
Mine to skolebørn i hhv 5 og 3 klasse har kun i meget korte perioder gået i SFO. Sideløbende med, at jeg har været på barsel og/eller været hjemmegående. Jeg har været i uvejr ift personalet på skolerne, da det opfattes som en del af skolen at være i SFO – men jeg har aldrig oplevet, at det som “tilbud” var ret meget andet end fri leg under opsyn og måske en enkelt meningsfuld aktivitet om ugen. Men det er et værdifuldt sted for børnene at danne venskaber og alliancer i forlængelse af skoledagen. Mine børn har altid haft kammerater med hjem i stor stil, og det har også en stor kvalitet, at man som forælder lærer vennerne bedre at kende, og kan give en kop kaffe, når de bliver hentet. Men det er et større forpligtelse for barnet i at vælge en kammerat at have med hjem og så skulle være “pasningstilbud” for det barn, indtil forældrene kan hente (ofte betyder det jo en legeaftale fra kl 14-17, og det er længe). Måske er de ikke SÅ gode venner endnu, måske kan de ikke finde på noget eller bliver trætte eller uvenner. Så står man altså i den og må håndtere, at man ikke bare kan sende kammeraten hjem. På SFO er det mere uforpligtende og de glider ud og ind af legerelationerne i løbet af dagen. De kan afprøve flere relationer, end de kan, når de vælger en at tage med hjem. Det er også sværere at lave aftaler hjemme hos andre børn, da de jo ikke er hentet, når ens eget barn skal hjem.
Jeg har også oplevet, at der går mode i at være den, der bliver udvalgt til at komme med hjem – det bliver et privilegie, fordi det ofte opfattes som klart bedre at komme med hjem tidligt og få boller og te, end at skulle i SFO. Det kan være et pres for barnet at skulle vælge en kammerat frem for andre, og i perioder går det mode i den, så man allerede fra morgenstunden overfaldes af børn, der vil med “Må jeg ikke nok i dag, det er min tur!”. Det er ikke rart, og så må man til at arrangere legeaftaler på forhånd. Det er dog ikke heller ikke altid smart, for nogle gange viser det sig, at den, man havde aftalt at lege med i forvejen, bliver man uvenner med i frikvarteret, og nu vil man hellere have en anden med hjem.
Alt i alt har det været herligt at kunne undgå SFO, men det kræver noget overvejelse, og barnet skal støttes meget, synes jeg. Man lægger nemt noget ansvar overfor andre børn over på ens eget barn, og ens hjem. Det kan være lidt bøvlet og kræve styring. Det var lige et hurtigt svar!
Kh K
LikeLike