“Plejer” søges!

Vor Herre til hest. Det eneste, jeg ønsker mig til jul, er rutiner! Det lille ord “plejer” er simpelthen en mangelvare i mit liv. Jeg bryster mig gerne af at være en omstillingsparat og rimelig pragmatisk person, men min omstillingsmuskel er spændt som en flitsbue. Nu må det gerne stoppe, tak. Det er jo ellers noget med, at hjemmelivet opkvalificeres væsentligt, hvis der er faste rutiner, hvor børnene ved, hvad der skal ske hver dag. Altså de to ældste ved, at de skal i skole (bortset fra, at Bastian lige var hjemmeskole-barn fra april til august, så “plejer” døde lige momentalt), og Silvia ved, at hun skal i børnehave. James ved, at han følger med mig i tykt og tyndt, og vi spiser ca kl 18 – men derudover har det været en dejlig lang og frithængende sommer, og hverdagen skulle gerne lokke med en dejlig tryg kontrast af fast rytme, som man jo også kan finde en stor ro i. Lige som jeg havde fået det hele tænkt igennem og skabt en rytme af logistik, mål- og sengetider med plads til både højtlæsning, kammerater og hjemmebag, så tipper læsset, og en  ny ubekendt tramper mine planer under fode som en håndværker i et nyplantet jordbærbed (sådan nogle sikkerhedssko tværer ALT ud i haven, jeg ved det af erfaring, er jo gift med et par 48 af slagsen).

Jeg har skullet sluge et par kameler på det sidste, og jeg har måtte gentænke vores hverdag fuldstændig ovenpå skolestart anno 2014. Det kræver sin kvinde. For et par år siden skrev jeg meget om at få hverdagens logistik til at hænge sammen med at skulle aflevere og hente to skolebørn, som endnu ikke kunne transportere sig selv i skole i deres nye hjemby, samtidig med, at jeg selv passede mine to yngste herhjemme. Dengang skvattede både Silvia og James på hhv 2 og 0 år altid i søvn i ladcykler, biler og andre hjulede transportmidler, og det gør de sjovt nok stadig. Nu er de 2 og 4 år, men snorksover i bilen, når jeg skal hente de store fra skole, det gør de stadig. Så går aftenen totalt op i nathue og dykkerbriller, men det er der ligesom ikke så meget at gøre ved. Mine to ældste børn, Molly og Bastian på hhv 9 og 11, er startet på en ny skole igen, og den ligger langt nok væk til, at jeg er nødt til at køre dem. I en periode, i hvertfald, indtil jeg får lært dem at tage bus og tog selv. Så nu er det noget med, at Silvia (og snart også James) skal i børnehave, og Molly og Bastian skal køres i skole, indtil de får lært at tage bus og tog selv. Og så skal molevitten gentages, når de skal hentes hjem om eftermiddagen. Jeg har ikke rigtig lyst til at sende Molly med bus og tog alene, hun er 9 år – men hvis hun vil i SFO efter skole for at lære sin nye klasse lidt bedre at kende, så er det desværre virkeligheden. Jeg kan ikke – KAN IKKE – byde de små at være i børnehave til kl 16, fordi jeg skal hente Molly i SFO kl 15.30, og jeg vil ikke -VIL IKKE- hente dem og huhej proppe dem ind i en modbydelig bil og køre de 13 km til Hillerød Lille Skole og hente, og så kommer vi allesammen først hjem omkring kl 16.30. Øv for en hverdag. Der er lige noget, jeg skal have snoet på plads oppe i logistikcenteret!

Den slags overvejelser, med hvordan man får stillet hvilke børn hvor med de rigtige tasker, overtøj, madapakker og beskeder, det er noget af det sværeste ved at have mange børn. Synes jeg. Dér bliver det ikke lettere af, at der er flere i flokken.

Jeg skal i øvrigt til at arbejde. Hej med jer, arbejdsgivere, der lige klikker forbi min blog, velkommen til. Ser det ud til. Så nu må min blog til at hedde noget andet. Så kan jeg skrive lidt om at være en af de firstmovere, der holdt op med at arbejde og gik hjemme med sine børn, og som så kom tilbage på arbejdsmarkedet igen. Dem er der måske endnu ikke så mange af, og jeg forventer endnu en gang at føle, at jeg betræder ukendt territorium, når jeg i mine ansøgninger, virksomhedspraktikpapirer og samtaler må forklare, at jeg har været udenfor det betalte jobmarked siden april 2011, men nu er tilbage.

Det er egentlig lidt opblæst at tænke sig som firstmover, bare fordi jeg har gået hjemme og passet børn, totalt tumbet, faktisk – det har kvinder jo gjort i årtier, århundreder, altid – der har bare lige været nogle år, hvor det var ugleset. Og dog – jeg har hørt fra mange, at de da gik hjemme i nogle år med deres børn, men man havde måske bare ikke de samme muligheder for at udbrede sig om det socialt, for at gøre det til en identitet og en social markør, som man via sociale medier har i dag. Jeg tænker, at det i årene efter, at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, ikke var så interessant i sig selv at nægte at hoppe på bølgen, og at det måske i de mellemliggende år har været en tavs befolkningsgruppe, der valgte ikke at sende deres børn i vuggestue.

Nu, hvor akademikerne har indtaget og til dels identificeret “hjemmepasser”-rollen, er det straks en anden og langt mere italesat befolkningsgruppe med egne facebooksider, debatmøder, legestuer, tilskudsberettigelser og handlerum. Og dejligt er det – tak til Jane Thoning Callesen, Janni Iben Stevn Hansen og andre, der har gjort så meget arbejde for social anerkendelse af fravalget af institutioner til småbørn. Men jeg tror, at hjemmegående forældre har eksisteret hele tiden, bare mindre artikuleret. Så for mig at tro, at det er noget særligt at vende tilbage til arbejdet, det er lidt meget at lægge billet ind på! Undskyld!

Jeg ville, som jeg skrev i mit sidste indlæg, gerne blive ved med at gå hjemme, men med to børn på lilleskole (privatbetalt) og to børn i børnehave, så går det bare ikke. Med mindre vi flytter igen, men så skal vi seriøst ned i noget meget småt og meget langt væk og i meget dårlig stand og langt under 1,5 mill, før det kan give mere økonomisk råderum – og jeg vil ikke byde mine unger at bo på en roemark i et skur. Ikke endnu en flytning. Det kunne være mået, der helliger midlet, men det gør det altså ikke i dette tilfælde. Vi orker ikke flytte igen, vi bor meget billigt, og så må jeg begynde at skralde i stedet for! Og fx arbejde. Det ER jo en reel mulighed her i livet. Så det tænker jeg lige, at jeg giver et skud. Mine børn synes, at det lyder meget mærkeligt – og det er måske grund nok i sig selv til, at jeg kommer ud af røret 🙂 “Så skal du have nyt arbejdstøj! Og mascara og neglelak! Og sådan nogle strømpebukser, der går i stykker!” siger Silvia på 4. Hm. Har ikke ejet et par nylon’er i 4 år…Tænkte mere en ren bluse og måske to ens øreringe?

Og så sker det jo det, at så snart jeg stikker næsen frem, så fænger det jo. Der sker jo spændende ting derude. Jeg lader pludselig mine kære små se lidt mere tegnefilm, end jeg plejer, så jeg kan scanne det ene virksomhed efter den anden. Lige nu er klokken fx aftensmad, James ser Mickey Mouse ( han er vild og gal med Rap Rap og Måush), Prinsesse Silvia Skoldkop leger med ispinde med påklistrede magneter på køleskabet (ih, hvor hjemmegjort, men så spændende er det altså heller ikke, hun har aldrig leget med dem før, og de ret meget grimmere end dem, jeg så på Pinterest).

 

Pause

 

Men hov, nu blev det dagen efter, nu er det formiddag, de store er i skole, Molly på sin første rigtige skoledag på den nye skole, og Silvia Skoldkop og James Smadreknægt står og leger frisørsalon med de store Barbapappaer, noget balsam spray (hehe, mor har tømt dem og puttet vand i, gnæk gnæk) og hår børster. Jeg holder pause efter et orgie af bananpandekager med flødeskum (uden mel, jeg havde sukkerhunger men er på en selvvalgt masochistisk efterårskur med det formål og kunne skrue mine ponton-lignende lår ned i bare èt par af mine jeans igen efter en lang sommer med lidt for mange jordbærkager og grillpølser) PLUS brombær.

Så indenfor den næste måned sker der følgende: Silvia skal tilbage i børnehave efter en uge hjemme – det bliver hårdt at vende hende til igen, frygter jeg. James starter samme sted d 1/10. Molly og Bastian skal lære at tage bus og tog til deres nye skole. Molly skal i SFO, hvis hun har lyst til det – og så ser jeg hende først kl 16.30 hver dag. Hjælp. Og jeg skal i virksomhedspraktik d 1/10. Jeg skal sidde et sted uden mine børn, som der er andre, der skal passe på, lege med, tørre rumper på, give mad og kramme. Hele dagen.

Verden går lidt stærkt. Men solen skinner, og måske får en  jeg dag om nogle år en baby til, og så starter jeg forfra:-)

 

God dag derude!

Kh Kristina

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s