Sidste aften som hjemmemor

 Det her er mig. Jeg hedder Kristina Hobbs, jeg er 37 år, jeg har 4 børn ml 2 og 11 år, en mand, et stks 70 år gammel murermestervilla i provinsen, en kat, et par uddannelser, mange års erfaring som hjemmegående husmor og mange andre ting, og jeg har i de sidste 2 år redet på bølgen af en moderne tendens i det danske samfund, hvor flere og flere forældre vælger ikke at sende deres små børn i institution og passer dem hjemme. Påtager sig det hjemmegående liv som en identitet, istedet for at kalde det udvidet barsel, forældre-orlov, tænke-pause eller ingenting. Og i morgen er den epoke slut for mig. Da jeg puttede mine børn her til aften, en efter en, fortalte jeg dem, at imorgen skal mor på arbejde. Den har de to store hørt før, i en fjern fortid for 4 år siden, men de små har aldrig hørt det – eller kan i hvertfald ikke huske det. Silvia kom i vuggestue, da hun var 10 mndr, fordi jeg skulle tilbage til mit job. Men jeg blev der kun 4 mndr, hun var for lille til at have en arbejdende mor som erfaring. Nu skal Mor være moderne på en anden måde, jeg skal være en af de moderne forældre, der viser alle de andre, at man sagtens kan komme tilbage i arbejde igen og finde en fornuftig måde at være arbejdende på. Tsk. Hvis det lykkes, må jeg huske at skrive en kronik om det.

Jeg skal i virksomhedspraktik på et forlag, som ligger meget tæt på børnenes lilleskole. Jeg håber meget, at jeg kan gøre mig så tilpas uundværlig, at jeg kan forsætte der efter endt praktik. Jeg har frie hænder mht, hvor og hvornår jeg arbejder, og jeg vil virkelig gerne ind i forlagsbranchen, så jeg er glad på dén måde. Meget.

På andre måder er jeg forventningsfuld, spændt, urolig, nervøs. Men jeg siger til mig selv, at det foreløbig er én måned, og så må vi jo se, som jeg føler det alt for forkert.

Molly kom hjem fra spejderlejr i dag. Hun har ligget i tipi i et skovbryn i 2 dage sammen med 250  andre spejdere (om natten altså), og hun har, modsat mig, haft en fest. Jeg måtte igang med at hækle igen for at bedøve mine nerver, da jeg kl 3 i nat stadig ikke kunne lukke et øje. Tænk nu, hvis hun frøs. Hvis hun skulle tisse og faldt over en bardun. Hvis en af de andre spejdere overfaldt hende. Hvis hun spiste en giftig svamp. Hvis jeg mistede sine regnbukser eller trængte til et knus. Åh, det er svært at være mor til en spejder!

Det er også svært at være mor til børn, der pludselig —-

Min store søn afbryder lige og beder om, at jeg kommer op og putter ham. Kom splitterHansJørgen ned i stuen og ville puttes. Han er 11 år, og han har netop fundet sig selv igen efter 8 mndr i et sort hul. Hurra for skoleskift!

—pludselig selv tager bus og tog hjem fra skole, og ringer hjem helt grådkvalt og har glemt klippekortet i bussen. Jeg har altid gjort ret meget ud af at gøre dem selvhjulpne, træne dem i at kunne selv – og når de så kan, så har jeg slet ikke nerver til det! Navnlig, når de så ikke helt kan alligevel og skal overkomme en forhindring, en forstyrrelse såsom glemte klippekort. Fandens også!

Man kunne jo måske forvente, at jeg så har forberedt hele huset og køleskabet omhyggeligt på det nye liv. Det har jeg så også delvist. Men her ligner en slagmark, for vi er gået ind i “vi flytter til provinsen”-2. sæson. Dvs vi har nu fået sat de gardiner op, vi købte, inden vi flyttede ind i 2012, vi har er gået i gang med at male badeværelset, som nu i 2 år har drysset et fint pulver af blå kalkmaling ned i vores nyvaskede hår efter hvert brusebad, og vi er gået i gang med den årlige sortering af kælder-pulterkammeret. 2 ud af 4 børneværelser har fået den helt store tur. Der er vaskede og skårne grønsager i køleren, klar til brug i ugen, der er 5 madpakker. Nybagt rugbrød frosset i skiver, nylavet hyldebærsaft, dej til brød ( og pizza, boller, pita og kanelbrød) på køl. Har haft travlt, navnlig også fordi, at James på nu 2 ar har tillagt sig den umanerligt træls vane at smadre alting. JernHenrik-style. Ser han en ting, skal den smadres. Tømmes, hældes på gulvet, trampes på, bides i, rives itu, køres over, smides ned af trappen. Alt får en tur. Hans stue-gulvs-scooter, hans madpakke, hans puslespil ( og hans søsters ditto), vasketøjet, frosne ærter, dvd’erne, tusserne, katten, tallerkenerne, skoene. Mig, også. Ikke så tit ned af trappen, men køres over og bides i, den klarer han snildt. Kæft, det roder!!

Han startede i børnehave i mandags, samme sted, som Silvia går. Hun er på den mellem-stuen (fra ca 3-5 år), han er på småbørnsstuen (2.5 år til 3.5 år). Jeg havde fysisk ondt i kroppen over at haveafstand til ham. Men han klarede det fint. Først en times tid, mans jeg blev der, så en lang aflevering, hvor jeg gik en lille tur en times tid og blev og spiste frokost med ham, så en kortere aflevering, hvorefter jeg gik halvanden time (og han blev ked, så jeg blev ringet efter), så torsdag fra 9-12, og fredag 8.30-13. Han siger pænt farvel, glad og vinkende, er stolt af sin plads og sin stol med sit portræt på, har fundet alle deres biler (eller – de havde ikke ret mange, så jeg købte en kassefuld til dem i genbrugsen for en flad 50’er) og deres Cars-bog, og han er meget glad, når han bliver hentet. Det er ret meget efter bogen, og det er jo dejligt. Der kommer dage, hvor han er utrøstelig og skal pilles af mig, det ved jeg jo – sådanne perioder har mine andre 3 også haft. Det er ækelt. Men de har også alle fået meget ud af deres børnehave-tid, så nu giver vi det et skud. Silvia er simpelthen lykkelig for at have lillebror derovre. Jeg har stort set tillid til, at det nok skal gå.

Hvis det her med at arbejde for en virksomhed ikke går, skal jeg give det et skud at skrive freelance for noget internet-baseret translatør-firma. Det giver ok, men ingen kolleger, intet netværk, intet socialt. Det er jeg ikke sikker på er så godt i længden for en tante som mig, men det er også et skud værd. Duer det heller ikke, og savner vi allesammen at have mig herhjemme, så har vi ikke råd til både 2 lilleskole-elever (brugerbetalt) og to institutionsbørn på kun én indkomst, og så kan Silvia og James ikke gå i børnehave. Det kunne nok også gå endda. Legestuen, som jeg har administreret i et års tid, men nu har givet videre til andre ildsjæle, har vokset sig stor og stærk med mange legekammerater i mange aldre og skønne faciliteter 3 (4) dage om ugen. Vi tager den en ugen ad gangen, og så må vi se ad.

Tankerne flyver rundt i hovedet på mig, samtidig med, at jeg egentlig gerne bare ville blogge om dagligdagens rytmer, som jeg plejer. Den er jo også ny, rytmen. Nu skal de små afleveres senest kl 8, så jeg kan være hjemme igen og hente dem kl 15. I mellemtiden kører min mand de to skolebørn i skole (før cyklede de jo bare de 2 km, nu er der 15, støn), og så tager de bus og tog hjem .

De SMÅ. Yrk, altså, jeg savner dem allerede. Det var ikke et problem for mig førhen, for 4 år siden, der var 7 timer dagligt i institution helt normalt. Men det forandrer sig altså gevaldigt. Nærheden til børnene har sat sig som et fysisk behov. Er afvænning mon mulig? Er den ønskværdig? Ja, det synes jeg lige nu. Tror, at både James og Silvia får meget ud af institutionen, og jeg har også brug for at få prøvet af, om jeg mon trænger til at komme mere ud af huset. Alt mit frivillige arbejde har også fået mig væk fra matriklen, men det er ikke helt det samme som at have en arbejdsplads. Selvom min nye arbejdsplads også kan være herhjemme, da det meste er internetbaseret. Nu må vi se….

Bloggen skifter navn en af dagene. Bær over med mig så længe. Og tag og følg mig lidt på vej!

Kærlig hilsen Kristina