Indlæg ude fra Verden den Store

Skriv en kommentar

16. september 2014 af Kristina Hobbs

I dag har jeg været 5 timer væk hjemmefra, mens andre mennesker passede mine børn. Sådan blev min epoke som hjemmemor afsluttet. Igår skulle have været det store brag, men min arbejdsgiver var forhindret, så jeg fik nogle opgaver, som jeg kunne løse hjemmefra. Hvor ironisk er det lige – det var en skrækkelig aflevering af James, som skulle have første rigtige, hele dag i børnehaven. Det er jo desværre sådan, at institutioners personale ofte er syge, og derfor måtte jeg aflevere en stortudende lille dreng til en voksen, som ikke havde med ham at gøre sidste uge, hvor han blev “kørt ind”, som det hedder. Som om han var en Lada, der skulle i garage. Sikke en metafor – indkøring. Silvia hjalp til og trøstede ham, men så glemte hun helt, at hun også gerne selv ville sige ordentligt farvel med bamsekrammer og det hele, og så blev hun også ked af det, og så skulle jeg jo være hende den tapre, erfarne mor, som vidste, at man skulle kysse roligt farvel, vikle sig ud af det grædende barns favntag, hælde ham over i armene på en næsten fremmed voksen, gå sin vej og smile (noget med, at hvis man som voksen signalerer, at det er ok, så smitter det af på barnet og det føler mindre utryghed ved afskeden – det lyder jo rationelt nok, men på et andet rationelt plan, så er det jo skrup uautentisk, falsk og giver ingen mening, at Mor viser glæde ved at vinke farvel til sit stortudende barn, vel? Bevares, jeg gør, hvad jeg skal og smiler og vinker, og jeg tror også på, at det er det rigtige at gøre, for mine tårer gør ham nervøs, tror jeg – men det føles stadig falsk), og så begynde dagen som barnefri voksen.

Det gjorde jeg så. Gik min vej. Lige hjem og tude på min trappe. Nåede at sige farvel til mine to skolebørn, der kører i skole med min mand/deres far. De var lidt chokerede over, at jeg kunne græde over at aflevere de små i børnehave, de vidste ikke, at de selv ofte har været kede af det ved afsked, da de var små. Molly kan stadig være det, når de skal passes – mor skal vare helst ikke gå, vel? Nå, tude tude, og så ud til bilen og afsted til  mit nye liv på arbejde. Checkede mine sms’er, hvor der stod, at jeg skulle arbejde hjemme idag.

Bob bob.

Så kunne jeg hente en ret ked af det lille James kl 12.30. Og storesøster ville med hjem, “for Line er ikke min bedste ven mere, hun er bedste venner med Rie og Sif, og jeg sagde, at hun ikke skulle sige, at jeg synes, at Rie sagde noget andet, end jeg sagde, at hun skulle sige, når det alligevel ikke var det, som jeg sagde, at hun mente, vel? Og det må man ikke sige, vel mor?” og så græd hun også. Det er da også noget værre noget, forsøgte jeg at pointere – men det var vist overflødigt, når konflikten i børnehaven tydeligvis var af Mellemøstlige proportioner, og jeg alligevel ikke fattede en fregne.  Og James løb mig bare i møde med et “MOOOOWAAAR” og begyndte at græde. Så græd jeg også lidt ned i ærmet. Hjem med dem. Så satte vi brøddej over, spiste pandekagerester, og så kørte vi til Hillerød for at hente de store. Vild jubel hos skrigballonerne.  “Ja, vi skal køre bil, må vi så høre Dyn-dyn?(“Shipping down op Boston”). Vi hørte Drop Kick Monkeys for FULD HAMMER lige ned til enden af vejen, så snork sov de begge to. Åh nej, tænkte jeg – for en lur til dem, betyder en laaang aften med utidige børn til mig. Og jeg ville så gerne have ro til at hækle lidt med Molly, det havde jeg lovet, og til at følge op på noget af det der Powerkids-foreningshalløj, og til at nulre tæer, gå i bad, ringe til min veninde i Jylland og pive over den svære aflevering, finde nogle nye (brugte) vinterstøvler til Bastian på DBA osv…..Henne på skolen viste det sig, at min søn havde haft en svær dag i skole, så han var ked af det. Lod det gå ud over sin søster, som ellers havde haft en god dag. Suk. Hjemme sank vi alle sammen i sofaen, James sov videre. Jeg skulle hjælpe Bastian med månedsopgaven, som han gik i baglås over – og derfor måtte jeg sige til Molly og Silvia, at de måtte være med ved bordet og tegne, men at jeg ikke kunne lege med dem nu. Vi fik lavet te, og så gik vi i gang. James vågnede og fik vandmelon af sin storesøster, det gik lige at få skrevet en times tid med Bastian, inden de tre andre blev uvenner. Molly var en helt, min redning, der legede en eller anden højlydt råbe/springe leg i haven. Og noget med at smatte brombær på muren. Og lidt i håret. Og fange frøer. Det var jo fedt nok:-).

Så fik vi lavet boller af brøddej fra tidligere, tilsat lidt gums fra bordpladen og en rest grød fra i morges, og så fik jeg bikset en stir-fry sammen, mens alle mere eller mindre hylede og var uvenner og utidige. Pyyyyhaaaaa!

Så fik jeg gennemført remsen mad-bad-film-bog – men ikke den sidste del, nemlig sove. For de små gad jo ikke sove endnu. Resten af aftenen husker jeg faktisk ikke i detaljer, men kl 22 sad jeg her i sofaen med en halv-ked Molly, der ikke kunne sove, og en sur James, der lå i den anden ende og sparkede mig i nyrerne. Jeg forsøgte at se TV og hækle. Omsonst. Hvad skal man også med det, en fjollet luksus. Min mand kom hjem, vi talte lidt, og så tog jeg James med i seng. Og snorksov i håbet om bedre tider forude!

Blogger nu fra sofaen. De små sover tungt efter børnehave, Molly sover også efter en strålende dag i sin stadig nye skole, Bastian er lige kommet hjem fra fødselsdag i sin nye klasse og har sat skiltet med “Kom IKKE ind” på døren. Han er træt, men heldigvis glad. Det er jeg også.

Det der arbejdsmarked var rigtigt dejligt idag. Dagen var god i det hele taget. Dag 2 tilbage i Verden var bedre end dag 1! Tak for alle jeres tanker og hilsner. Idag har jeg afleveret en ked James, men han blev hurtigt glad. Silvia havde en morgen, hvor hun straks fik gang i en skøn leg med sin gode børnehaveveninde. De store stod friske op i morges og havde en skøn snak om statsmedistre (mente min datter, at det hed) og miljøkatastrofer over morgenbollerne. Og lavede 4 slags te (tebreve!) og snakkede om smagen i detaljer såsom “Den her smager lidt af græsplæne, og lidt af risengrød, den er faktisk rigtig god!”.Sådan noget gør mig glad!

Jeg kørte på arbejde i solskin. Mødte et skønt sted på en gård, nyrenoveret, fedt skrivebord i lyse lokaler med søde og taknemmelige mennesker. Frokost i fred, meget eksotisk! Savnede min lille knægt desperat, men det gik endda. Havde spændende arbejdsopgaver, og tiden fløj. Kørte hjem og hentede de små klokken 14 – men så ringede Bastian og skulle med til fødselsdag og kunne ikke tage bus og tog hjem med Molly. Måtte køre tilbage til skolen og hente hende – og mødte Bastians lærer, der de næste 3 uger har arrangeret de FEDESTE smag på verden-aktiviteter for klassen. Så tænker jeg, at jeg godt gad at gå i skole igen..

Kørte hjem alene med min store datter og tænkte, at det godt nok var længe siden, jeg havde haft tid alene med hende…Så over og hente de små. James så mig og råbte “HARJ, MOWER” og styrtede videre ind i en tipi på legepladsen….Nå da. Man er blevet børnehaveglad!?!? Silvia ville have en veninde med hjem, så jeg puttede dem alle 3 ned i ladcyklen og kørte de 300 meter hjem. Molly satte straks leg igang med pigerne, og James smed tøjet, som han plejer, og med et fast greb i sin bedste ven Hr Lille Diller (kært barn har mange navne), satte han sig til at afkræve mig kolossale mængder af —–MAD. Det var helt vildt, som han åd. Jeg forberedte aftensmad, konstaterede, at jeg manglede noget, fik min nabo til at tage det med hjem. Ordnede noget Powerkids og noget skat. Og noget vasketøj. Og vaskede op fra morgenmaden (ad hvor bliver det klamt af at stå en halv dag!). “Mower, sche, fim, mower? Rap rap? Måus? Doug Doug?” Dvs en venlig forespørgsel om, hvorvidt James måtte se en film Anders And, Mickey Mouse eller Cars. James ind og se en film. Og så gik resten bare som en hyggelige leg – og nu sidder jeg her. Så er det sgu OK at gå på arbejde.

Det skal nok gå altsammen. Jeg kan pludselig huske de andre gange, jeg er vendt tilbage til arbejde efter endt hjemmeliv. Da Bastian var 1 år, startede jeg på kandidaten af min uddannelse. Da Molly var 1 år, startede jeg på mit feltarbejde til specialet. Da Silvia var 10 mndr, startede jeg på mit job, som jeg havde haft barselsorlov fra. Nu starter jeg, når min yngste er 2,5, og jeg føler mig både sårbar og erfaren. Det er trods alt trygt at kende følelserne og vide, at det nok skal gå. Og at jeg da bare kan lave det om, hvis det ikke er det, vi vil. Og det føles altsammen trygt og priviligeret.

Tak, fordi I følger mig i den her transformation.

Kh Kristina

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: