Forbedelser og fortrydelser før mandag morgen

Weekenden er altid for kort for mig. Både i de perioder, hvor mine børn bliver passet ude af huset (som nu), og i de perioder, hvor jeg har passet dem hjemme. Vi har sjældent sådan nogle “Vi får gæster”-planer, det har vi aldrig rigtig gjort det i – kun ved fødselsdage fylder vi hytten med mad og ballade. Og Guderne skal vide, at dem er der efterhånden også nok af, fødselsdage! Men der er ofte et eller arrangement på skolen, i børnehaven, på gågaden i byen, et børnedisko, en opvisning eller koncert og nu, hvor begge de to store går på lilleskole, så bliver det sgu svært at se farven på lørdagene på kalenderen for bar overtegnede dage. Lilleskoleforældre er engagerede forældre, skulle jeg hilse og sige!

Og så har jeg i perioder benyttet mig af tricket med at skrive en lille bitte forsigtig liste over ting, jeg gerne vil have, at vi får fikset her i huset, på vores whiteboard tavle i stuen. Det nytter overhovedet ikke bare sådan helt oldschool at TALE med min kære håndværkermand om nedsunkne hegnspæle, punkterede ruder, hullede nedløbsrør, dryssende lofter og dryppene haner – han gider ikke tale om håndværkerjobs, når han har fri, og det forstår jeg egentlig godt. Så jeg skriver det ned i stedet for, og så streger han det ud lige så stille. Lidt for stille og roligt for min smag, ganske vist – men sådan et par måneder efter jeg har skrevet “montere en skabslåge på klædeskabet, der kan LUKKE, så jeg ikke går den i BÆRRET, hver gang, jeg går forbi”, så kan den pludselig lukke. Fint nok.

Og så vil vi også gerne sove lidt længe og bruge tid på morgenbordet og måske endda lidt HoochieGoochie, mens ungerne ser morgenTV nedenunder.

Så forsvinder en weekend bare som lyn og torden. Og så er det, som nu, pludselig søndag aften, og en hverdagsuge truer med madpakker, måltider, fritidsaktiviteter, afhentninger og aflusninger.

Igen i denne weekend har jeg ikke nået at være så koncenteret sammen med børnene, som jeg altid forestiller mig, at jeg skal i weekenden. De har leget med hinanden og med min mand og alene hver for sig det meste af tiden, kun i små intervaller har jeg fx lavet månedsopgave med den ældste, lavet elastikarmbånd med Molly på 9, tegnet nogle absurd grimme heste med Silvia og lagt puslespil og bagt vaflet med James. De er altid velkomne til at være med i det, jeg laver, og det er de også i vid udstrækning – men det er ikke den der med at bygge huler i hele stuen sammen og lege Guldlok, eller holde teparty i haven med alle bamserne eller lave you tube videoer til “Haba haba zoot zoot” på trampolinen. Det skal jeg være bedre til, siger jeg altid med et stik af dårlig samvittighed søndag aften i den der time fra omkring 23-24, hvor jeg ligger og efterrationaliserer og evaluerer dagen. “Hvordan gik det så idag? Var du tilstede? Var du lidt for sur? Forstod du, hvorfor Silvia blev ked af det? Fik de ordentlig mad udover tebirkes?”

Denne weekend har jeg plukket druer med de små og lavet 5 liter saft af dem med Molly (så nu har mine sartgrønne køkkenlåger pink saft-striber). Hæklet på et tørklæde min mor skal have til jul (med vag forhåbning om at blive færdig til Kyndelmisse) og flippet totalt ud på James, der som en kåd killing hujende tog fat i et garnnøgle og styrtede afsted, og havde bundet 3 spisebordsstole og og en Swingcar sammen, inden jeg spruttende fik fanget ham, mens Bastian på 11 var p nippet til at gå i puberteten af bar grin). Sorteret hele kælderrummet og lagt sommertøj væk og hevet vintertøj frem (og faldet i staver over babytøjskassen, for jeg har gemt én kasse med småt tøj til både en pige og en dreng for nostalgiens skyld, bilder jeg mig selv ind – går lige ned og tager mig et hiv i kassen, når mine æggestokker blafrer lige lovligt højt). Bagt 2 grovbrød og 2 rugbrød, 12 sandwichboller og en meget stor drømmekage til min brors 25 års fødselsdag i morgen (fik hjælp af James, for han fik lov til at hive rester i røremaskinen, og det elsker han. Idag var det særlig fedt, for der kom majssuppe, havregrød og kogte ris i dejen, og det var lækkert klistret at mase ud med fingrene…Den dej lyder rimelig klam, men man slipper altså forbløffende godt fra at komme alle mulige rester i brøddej! Prøv selv!). Derudover lavede jeg selvfølgelig mad, som jeg plejer, og købte ind med de små. Og så ta-da var vi sørme i Plantorama. Vores families foretrukne udflugtmål par excellence. Flere gange har vi været på vej et andet sted hen, de smukke bakker ved HeatherHill eller historiens vingesus ved det der fyr i Gilleleje, meeeen så hyler den ene unge, så regner det, så har jeg glemt drikkedunkene eller så er isboden lukket – og hvad gør man så? Man tager i Plantorama. 4000 kvm (eller noget i den stil) med skønt, køligt indeklima, smukke blomster og planter til salg, så langt øjet rækker, brede gange, indkøbsvogne med de der plastikbiler, ingen mennesker (vi kommer åbenbart ikke samtidig med de andre), en BARESSO!!!! ved siden af vand-miljøerne (de er altså for SJOVE, de der vandmiljøer, hvem faen køber en 45 cm høj plastikskildpadde siddende på en kunststofmos-pude, hvor der risler vand ud mellem tæerne på den? Eller en forsamling gips-pindsvin ledt an af en lidt mut udseende havenisse, som holder en 45 cm høj glas-cylinder (hvad skal han dog med den, kunne man spørge), som sprøjter med vand, når beholderen i nissens hue er fuld?). Hov, jeg var jo midt i en sætning om Plantoramas fortræffeligheder,  – , der er også en masse fisk i alle størrelser, fra kæmpekarper til dem der med en blå og en rød stribe fra Pausefisk i TV, de har fugleedderkopper, slanger og skildpadder og herligt ulækre levende biller og maddiker, som de sælger som levende foder, og de har kaniner og mus og rotter – der er så meget at se på og tale om, og man bliver ikke mast og sveder ikke tran, og børn må gerne løbe. Love it. Og er blevet helt god til at gå i havecenter uden at købe planter – jeg har nemlig lavet reglen om, at jeg kun må købe en plante, hvis jeg allerede HAR gravet et hul til den derhjemme.

Nå. Det var den weekend. Ville som sagt gerne have leget mere, end jeg har gjort. Videre.

Jeg er blevet spurgt nogle gange, hvordan jeg forbereder sådan en uge. Jeg er vist kommet til helt nonchalant at skrive noget med at poste dej ud af det ene ærme, mens jeg hiver rent vasketøj ud af det andet, sådan mellem kl 21 og sengetid. Helt så smart er jeg ikke, og selvom jeg da har mine fif, så er det ikke sikkert, at andre kan bruge det til noget som helst. Det hænder, at jeg deler lidt ud af det på diverse mor-sider på fb, men det falder sjældent i rigtig god jord. Det eneste, jeg kan reklamere for, er, at jeg da har fået et par fif med i Sif Orellanas forældre-bibler om Krudtugler osv.

Men altså.

Når jeg er alene med ungerne fra morgenen og til omkring kl 21 hver dag, så er jeg nødt til at være piv-effektiv med nogle ting. Jeg er også en rimelig kedelig mor mht til leg mellem kl 15 og til sengetid, for der er sjældent tid til at være alene med børnene et efter et. Desværre.Det bliver faktisk værre og værre, for nu er der også børn, der har brug for hjælp til hjemmearbejde (det hedder ikke lektier på Lilleskolen), og det er svært, når de små også gerne vil lave modellervoks, mudderkager og bygge Duplo. Med mig. Mens jeg skal lave mad og sådan.

Men – søndag aften vil jeg gerne nå følgende:

Rydde op i brødskuffen. Dvs tørt brød ryger i fryseren i en samlet pose, hvor alt tørt brød ryger i. Når der er nok, tøer jeg det op i køleskabet, så kulden sparer på elregningen, og så kører jeg det til rasp i foodprocessoren. Tørrer det i ovnen på bagepapir ved 150 grader, rører rundt ind i mellem, til det er tørt. Rester af sødt bagværk ryger i en anden pose i fryseren, som bliver til romkugler, når det bliver tøet op. Det er mest endeskiver og skumle rester fra tankens kanelsnegle.

Sætte en stor dej over og på køl. Jeg har sådan en tung røremaskine, en Assistent, med en giga skål. Der hiver jeg vand, lidt gær, rester af surmælksprodukt (ikke med frugt, heller ikke danone, med det lige er det, der redder aftenen for din lille hjælper), rester af morgengrød fra de sidste dage (hvis der er noget), rester af grønsagssupper (ikke tomatsuppe, det er nemt at bruge til topping på bollerne eller i sugo), rester af ris eller moste bønner, hvedemel, salt og måske en slat æblegrød (ikke, hvis der er suppe i dejen, det bliver for mærkeligt). Rugmel og havregryn, hvis der ingen rester er. Jeg bruger sjældent frø og kerner og andre typer mel, de er så dyre at købe, for lige med mel vil jeg helst være øko. Og det smager fint uden. Dejen skal være lidt blød i det. Af den dej kan jeg så bage morgenboller mandag morgen, eller eftermiddagsboller, ved at slaske den i klatter på en meget varm bageplade med bagepapir og bage dem for fuld Gadaffi i 12 minutter ca.  Så hiver jeg lidt mere vand og lidt mere mel i. Så kan jeg hive en klat dej fra, tilsætte mere mel og rulle nogle pizzabunde ud (ikke gå godt, hvis der er ris i, men ellers). De skal så trilles ind i meldrysset bagepapir, rullet med ind i rullen som en roulade, og så kan de holde sig i et par dage eller tre på køl, til man skal bruge dem. Pisse smart. Der kan også sagtens laves et brød til suppen tirsdag aften. Men så er der ikke mere dej. En ny dej over. Den dej kan så gå til at lave fx pitabrød af, så skal den bare have lidt mere mel, så den kan rulles ud. Man kan også spæde op med smeltet smør, et æg og lidt kardemomme og sukker, plus ekstra gær oplæst i lidt mælk – og så lave søde, luftige teboller, kanelbrød (lav remonce af smør, kanel og sukker eller af bananer, æblemos og kanel eller dadler eller figner eller abrikoser eller….) eller brunsviger. Dejen skal så bare hæve et par timer, inden du bruger af den nu søde og hyggelige dej. Den går selvfølgelig ikke, hvis der er madrester i dejen, men hvis det er en mere kedelig mel-dej, så kan man sagtens bruge den. Skal noget hæve som lyn og torden, så kan man sætte det i ovnen med lyset tændt og evt på 40 grader. Så går det stærkt. Jeg pensler kun, hvis ungerne gider gøre det.

På den måde står der som regel en dej i køleskabet, og det synes jeg giver kvalitet i mit køkken og ofte nem aftensmad. En dej kan også hurtigt blive til madbrød, og til et helt måltid, hvis man lige hiver noget i sine pitabrød, eller putter tomatsovs (eller rester af suppen!) og lidt ost på toppen, eller stikker stykker af kogt kartoffel, parmesan og rosmarin ned i bollerne, eller laver bagte, sprøde dejlåg på skålene med løgsuppe eller laver snegle med rester af kødsauce eller gullash…..

Så vil jeg gerne nå at preppe grøntsager. Det er rimelig vigtigt. Urensede grøntsager fylder meget og bringer skidt ind i mit køleskab, og så spiser alle mand flere grøntsager, hvis de er nemt tilgængelige. Der kommer flere i madpakkerne (de to store og Silvia smør dem selv- Silvia synes ihvertfald, at hun selv gør det) og endelig sparer det mig for uendelig meget tid, når jeg skal lave aftensmad. Uvurderlig meget tid.

Jeg skræller 2 kg gulerødder og skærer dem i stave og lægger dem i en plastikboks med vand i. Vandet skal skiftes dagligt.

Jeg skræller og skærer 1 kg løg i skiver, ned i en boks med låg på.

Salat skylles, deles i blade, slynges godt og lægges i bøtter, dækket af et vådt, rent klæde eller køkkenrulle, som skal skiftes dagligt. Salaten er dermed frisk og let tilgængelig i nogle dage, og så bliver den spist.

Selleri, pastinak mv bliver let brune, men hvis de skal bruges indenfor et par dage, så kan man godt skrælle og skære dem også. Evt ned i vand med et par skiver citron.

Kikærter eller andre bønner i blød, helst søndag morgen, så de kan koges om aftenen og være klar til brug – frosset ned i portionsposer til madpakker, salater, supper, gryderetter, eller ristet på panden med salt, citron og krydderier (mine unger forstår desværre ikke andre friske krydderurter end basilikum,  de synes, at de stikker i munden).

Porrer, peberfrugter, broccoli kan også vaskes og skæres ud og pakkes i poser eller bøtter.

På den måde er der altså mad i en fart.

Jeg skræller og koger også altid minimum 2, helst 3 kg kartofler ad gangen, for kogte kartofler i køleren betyder også meget nem mad. Bare i ovnen med salt og krydderier, i et fad med andre grønsager og et stykke kød (eller uden), til foccacia, på pizza, på madder, til kartoffelmos (varmes lige på i kogende vand og moses), i tomatsauce på græsk/tyrkisk stil. Alt muligt kan man med kaftofler, men jeg gider ikke skulle skrælle og koge først hver dag! Koger derfor også altid rigeligt pasta og ris, det kan for det første varmes op dagen efter (hæld kogende vand over og vupti, duer ikke med fine jasmin/basmati, men med de brune billige ris, vi spiser, går det fint, og de duftende, skønne gourmet ris har jeg alligevel ikke råd til at koge rigeligt af), og så kan man lave salater af dem, også til madpakkerne, og lave stegte ris med grønsager (det får vi virkelig tit!!), eller diverse pastaretter med få ingredienser og salat til.

Mere forberedelse….hm….jo, rugbrød. Som I kan læse i indlægget “hvorfor fanden bager hun nu rugbrød?” (https://kristinahobbs.com/2013/08/18/hvorfor-fanden-bager-jeg-nu-rugbrod) så bager jeg det selv. To kæmpe mursten ad gangen. Dem fryser jeg ned i skiver (har købt en billig el-brødmaskine, som gør det til en leg), så de kan tages ud i poser og vupti, så er der altid frisk rugbrød i skiver, så man ikke skal til at stå og svinge rundt med kæmpe skærebræt og brødkniv og samtidig slipper for alt det der ækle silikone, som industriens brødmaskiner smører klingerne ind i, for at de ikke skal klistre til brødet.

Jeg bager det selv dels for at kunne blære mig med det (haha, lyder sjovt, og med skam at melde er det faktisk en lille bitte smule sandt, og slet ikke sjovt at indrømme), dels fordi det giver en sanselighed i mit hjem, at der dufter af rugbrød en gang eller to om ugen. Og det er ikke svært og kræver ikke meget tid. Jeg laver ikke noget i mit køkken, der tager meget tid eller kræver præcision, stort set. Det duer ikke, jeg er for det første lidt sjusket anlagt, og så har jeg altid gang i flere ting samtidig, og så SKAL det, jeg laver, lykkes, for der er sultne børn, der venter. At lave en mislykket gratin er lidt, som hvis løvemor ikke lykkes i sin jagt. Hvad skal ungerne så spise??

Det er ikke altid, at jeg når det hele. Men ofte. Det prioriterer jeg, for så glæder jeg mig helt til torsdag over, at der rimelig nemt står mad på bordet kl 18, selvom det ofte er mange små retter, ofte af rester, eller supper, eller varianter over temaet “steg grøntsager i stænger med hvidløg og ingefær, steg tynd omelet, snit den i strimler, hiv den på panden med kogte ris, soya i, bland med grøntsager, server”. Eller rugbrødsmadder med et eller andet varmt indslag, fx stegt torskerogn eller æg eller fiskefrikadeller. Eller sågar risengrød, en gang om ugen i vintersæsonen, når Molly kommer hjem fra spejder og er flad. Førhen var det på hendes springgymnastikdag. Der står som regel mange skåle og fade med mad, som er genbrugte rester fra andre dage, klædt på i nye farver og tilsat lidt ekstra. Jeg oplever tit, at det, et barn ikke vil høre tale om at smage den ene dag, straks ser mere interessant ud den næste. Især, hvis der er bacontern på eller pesto til og i små portioner.

Ih, hvor det lyder effektivt. Vores overspringshandlinger er vores toast-jern, frosne pizzaer fra fakta, pandekager til aftensmad og fyldte pastaer med pesto og små tomater. De 3 første løsninger er dog ved at være slut, for der skal ufattelig mange toasts, pandekager og pizzaer til at mætte 4 børn og mig. Det bliver altså for klamt og DYRT!

Og nu er det her indlæg alenlangt, og jeg er træt. Sorry for al min sludren.

Hav en dejlig uge allesammen!

Kh Kristina